Kommentar

Jeg har intet imod identitetspolitik. Jeg har noget imod, at man ikke kan tage imod kritik

I dag sker det ofte, at folk prøver at udelukke dem fra debatten, der er uenige med dem selv. Ofte på baggrund af urimelige beskyldninger. Men hvis kritikken forstummer, vil det resultere i et ekkokammer, hvor ekstremismen vil vokse, skriver filosofistuderende Tobias Pörsti i dette debatindlæg
På billedet ses Karen M. Larsen. Hun har tidligere i Information skrevet om, at man skal have kvindelige reproduktive organer for at være kvinde. Efterfølgende kommentarer til Karen M. Larsens indlæg udtrykte et ønske om, at hendes påstande skulle fjernes. Dette er ifølge Tobias Tapio Miller Pörsti et eksempel på, at man efterhånden ofte ser, at uenige parter aktivt prøver at fjerne hinanden fra debatten. 

På billedet ses Karen M. Larsen. Hun har tidligere i Information skrevet om, at man skal have kvindelige reproduktive organer for at være kvinde. Efterfølgende kommentarer til Karen M. Larsens indlæg udtrykte et ønske om, at hendes påstande skulle fjernes. Dette er ifølge Tobias Tapio Miller Pörsti et eksempel på, at man efterhånden ofte ser, at uenige parter aktivt prøver at fjerne hinanden fra debatten. 

Sigrid Nygaard

29. januar 2020

Det er efterhånden blevet udbredt at lukke ned for personer, der kritiserer minoriteter i Danmark. Det er faktisk generelt blevet udbredt at forsøge at lukke ned for personer, der mener noget andet end én selv. Det så vi for eksempel, da Karen M. Larsen i en kronik i Information skrev, at man skal have kvindelige reproduktive organer for at være kvinde. Vi så det også, da valgplakater til universitetsvalget blev revet ned på Københavns Universitet, fordi folk ikke mente, plakaterne var inkluderende nok.

Jeg har også selv oplevet det i diskussioner med transkønnede om, hvorvidt der skal være en voldelig og væbnet revolution, så køn og kønsnormer bliver afskaffet. Det var jeg, naturligvis, uenig i. I flere tilfælde har det resulteret i, at der blev kastet rundt med hadefulde termer som transfobi og lignende.

Man ser efterhånden ofte, at uenige parter aktivt prøver at fjerne hinanden fra debatten. Kommentarer til Karen M. Larsens indlæg i Out & About udtrykte eksempelvis ønske om, at hendes påstande skulle fjernes, mens valgplakater rent faktisk blev fjernet. Personligt har jeg oplevet, at folk har forsøgt at skræmme mig væk fra debatter med beskyldninger om, at jeg ønskede død over transkønnede.

På den måde bliver vigtige debatter lukket ned i et forsøg på at beskytte folk, som vi burde kunne kritisere, og det er en yderst problematisk tendens. Jeg frygter virkelig, at tendensen snart vil blive den nye norm. Og det er dét, jeg vil gøre op med, inden den rammer mit eget universitet i Aarhus.

Fordærvet debatkultur

Vi er nødt til at sikre muligheden for at kunne udtrykke saglig kritik. Ordet ’kritik’ er dog nærmest blevet et fyord, som for nogle vækker voldsomt negative associationer. Man er nærmest diskriminerende over for alt og alle, hvis man vover at kritisere et aspekt af det, de står for. Men kritik er livsvigtigt for et velfungerende og sundt demokrati. Det bliver hurtigt en glidebane, hvis vi som samfund afstår fra at kritisere ekstreme udtalelser, der står uden belæg.

Vi er nødt til kunne kritisere alle, uanset om der er tale om mænd, kvinder eller transpersoner. Alle skal kunne kritiseres – ikke for deres person, men for deres holdninger. Vi skal alle kunne stilles til ansvar for vores holdninger.

Hvis man udtaler sig håndfast om et emne og så efterfølgende lader kritik og modsvar hænge i luften, er der tale om en fordærvelse af debatkulturen. Men det er desværre netop dén fordærvede debatkultur, som er begyndt at vinde frem nu. Og når holdninger bliver udtrykt uden ansvar, kommer ekstremismen frem. Det er denne ekstremisme, vi skal have stoppet. Derfor fordrer en solid debatkultur, at man står til ansvar og forsvarer sine udtalelser.

Hvis først kritikken forstummer, vil det resultere i et ekkokammer, hvor ekstremismen kun vil vokse. Er det ikke borgernes ansvar at forsvare demokratiet mod ekstreme holdninger? Det vil jeg sige, det er.

Kritikresistente minoriteter

Lad os tage et konkret eksempel på en kontroversiel, kritisk påstand: ’Et barn på to år er ikke klar til at definere sit eget køn’. Det er en påstand, som potentielt ville blive set som transfobisk. Her kunne min kritik gå på, at det vel er de færreste toårige børn, som ved, hvorfor solen står op, eller hvorfor det regner. Så hvordan skulle de kunne tage stilling til, hvilket køn de vil leve med resten af deres liv?

Det er naturligvis ikke alle, der vil være enige i det synspunkt. Personligt vil jeg gerne støtte en kamp for transpersoners rettigheder, men når man begynder at ville ændre i kønnene, så selv små børn bliver påvirket af det, vil jeg ikke mere. Sådan kunne jeg forestille mig, at mange andre borgere også har det.

Jeg håber inderligt, at disse ord ikke falder for døve øren. Tag nu imod kritikken med åbne arme. Jeg forstår godt det attraktive ved blindt at benægte andres kritik, men kritikken kan være berettiget. Målet for forskellige rettighedsgrupper er at opnå ligestilling med majoriteten, formoder jeg. Det er derfor vigtigt, at man ikke ender med at fremmedgøre sig fra majoriteten.

Når folk som mig udfordrer den slags ekstreme holdninger, så er det ikke et udtryk for had. Det er nærmere et udtryk for en ambition om at forstå holdningerne. Det er et udtryk for, at denne vej, i mine øjne, ikke er den rigtige at tage. Men hvad ved jeg? Jeg er jo både mand, hvid og ciskønnet.

Inden jeg bliver angrebet og kaldt for transfob, så vil jeg understrege, at jeg intet har imod hverken transkønnede, feminister eller identitetspolitiske aktivister. Jeg har blot noget imod, at man ikke kan tage imod kritik. For ingen er hævet over kritik, uanset hvilken kønsidentitet de har.

Tobias Tapio Miller Pörsti er filosofistuderende.

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Wassmann
  • Niels Johannesen
  • Jakob Silberbrandt
  • Thomas Rasmussen
  • Jeppe Larsen
  • Søren Veje
  • Allan S. K. Frederiksen
  • Colin Bradley
  • Mette Eskelund
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
  • Søren Nielsen
  • Christian Skoubye
  • Nike Forsander Lorentsen
  • Gert Hansen
  • ulrik mortensen
  • Anker Heegaard
  • lars søgaard-jensen
  • Jens Flø
  • Morten Hjerl-Hansen
Jørgen Wassmann, Niels Johannesen, Jakob Silberbrandt, Thomas Rasmussen, Jeppe Larsen, Søren Veje, Allan S. K. Frederiksen, Colin Bradley, Mette Eskelund, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Søren Nielsen, Christian Skoubye, Nike Forsander Lorentsen, Gert Hansen, ulrik mortensen, Anker Heegaard, lars søgaard-jensen, Jens Flø og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anita Pedersen

Jeg har faktisk noget imod identitetspolitik i den form, den bedrives på idag.
Der er i praksis tale om knægtelse af det frie ord og den frie debat, hvilket aldrig er sundt. Man ønsker at fratage nogle grupper retten til at udtale sig. Man ønsker på bedste orwellsk facon at rense sproget for uønskede ord. For en del unge er ytringsfrihed idag ikke det vigtigste.
Desværre trives disse holdninger især blandt akademikere og studerende, dvs morgendagens magthavere. Det er i direkte modsætning til tidligere tider, hvor studerende oftest har ønsket at udvide ytringsfriheden.
Det kan lede til en farlig fascistoid udvikling, hvis det ikke kontrolleres.
Identitetspolitiken fokuserer på forskelle i hudfarve, religion, køn etc. Er således med til at splitte et ellers homogent samfund. De virkelige magthavere gnider sig i hænderne. Tidligere tiders store demonstrationer, hvor mange mennesker protesterer mod uret, er fortid. Nu er man kun solidarisk med sin egen lille gruppe.
Desuden bliver vi alle dummere af kunsensuskulturer, som indentitetspolitik og politisk korrekthed er udtryk for
Mvh
Henrik Keller

P.G. Olsen, Britta Hansen, Martin Rønnow Klarlund, jan sørensen, Allan S. K. Frederiksen, Mikael Fotopoulos, Therese Hagen, Lars Eriksson, Colin Bradley, Niki Dan Berthelsen, Jens Jensen, Mette Eskelund, Irene Larsen, Peter Wulff, Ken Sass, René Arestrup, Christian Skoubye, Nike Forsander Lorentsen, Bent Nørgaard, Gert Hansen, Poul Erik Pedersen og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Bemærkning til -"Det bliver hurtigt en glidebane, hvis vi som samfund afstår fra at kritisere ekstreme udtalelser, der står uden belæg."

Men hvad er og hvordan defineres ekstreme holdninger. Er det ikke det første problem.

Tobias Tapio Miller Pörsti giver selv et eksempel på ekstreme holdninger , når han nævne at et lille barn ikke kan afgøre om barnet føler sig i et forkert køn. Men er det ekstremt , når børns forældre har fortalt at deres børn var ulykkelige og følte sig forkerte - indtil de endelig fik accept af af de var i et forkert køn.

I disse dage er debatten om JP nye tegninger, hvor det kinetiske flags stjerner (symbol på de kinesiske folk ) tegnet som virus er stødende eller ikke. Hvem er de ekstreme her - det er der virkelig mange meninger om.

Hvis "vi" ALLE kunne være åbne over for andre og ikke straks beskylder andre for forkerte i holdninger og handlinger - men give "os" selv tid til om "vi" kan forstå de andre påstande og handlinger - så kommer "vi" nok alle længere.

Jens Christian Jensen

Admin her på Information har da også adskillige gange fjernet indlæg. Indlæg som ellers er sobre og indholdsrige, men som åbenbart strider med admins holdninger.

Dette indlæg bliver nok også snart fjernet.

Smike Käszner og Allan S. K. Frederiksen anbefalede denne kommentar

John Stuart Mill:
He who knows only his own side of the case knows little of that. His reasons may be good, and no one may have been able to refute them. But if he is equally unable to refute the reasons on the opposite side, if he does not so much as know what they are, he has no ground for preferring either opinion...