Vi kan se film over alt. Men det, vi ser, bliver mere primitivt

Du har set serier i ferien. Du kunne lide det, du så. Men pas på. Der er fare for, du er ved at blive dummere.

Nogle af mine venner arbejder som henholdsvis filmklippere og instruktører på international filmproduktion. De kan fortælle om de tanker, man gør sig på de store produktionsselskaber. På Netflix hersker f.eks. en idé om, at en scene i en serie helst skal kunne ses på en mobiltelefon i en tætpakket metro.

Det vil sige, at hvis man har en grædescene, skal personen, som er ked af det, også ringe op og sige noget a la ’I’m crying!’ og vrænge ekstra med ansigtet, så vi ikke er i tvivl om, at hun er ked af det. Scenerne skal også principielt være forståelige, selv om man er på andre devices samtidig og følger sociale medier som f.eks. Instagram. Alt skal fortælles med ekstra tydelighed for at imødekomme de brugere, som ser film og serier på nye måder.

Det er jo skønt, at man nu kan fylde en masse tomrum ud med indhold. Men vi skal vænne os til, at kvaliteten af det, vi ser, på visse punkter bliver ringere.

Der findes et udtryk inden for skabelse af fiktion, som hedder show, don’t tell. Det betyder, at man bør fortælle sin historie igennem den dramaturgiske konstruktion. At skrive indholdet direkte ind i replikkerne er udtryk for, at dramatikeren ikke har gjort sig ulejligheden eller ikke har evnerne til at omsætte sine hensigter til fiktion, hvilket jo er hovedopgaven.

Det betyder en masse informative replikker, hvor en person måske pludseligt siger:

»Men Suzanna, jeg er jo din bror, og jeg ved, at du har boet i mange år med din mand og to børn …«

Suzanna ved godt, at han er hendes bror, og at hun har en mand og to børn. Men seerne ved det ikke. Dramatikeren kunne lige så godt i en rubrik øverst i hjørnet af skærmen vinke til seeren og sige:

»Ja, undskyld, jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle få de her informationer om Suzanna fortalt. Eller om I overhovedet var vågne derude?«

Sagen er, at hvis du sidder i en overfyldt metro, er du ikke mere kvik i opfattelsesevnen end en lettere debil, halvt sovende eller halvdøv person.

Hvis man tror på, at et samfunds kunst- og underholdningsindustri har en dannende funktion eller i hvert fald er definerende for den kollektive bevidsthed, er der fare for, at vi er på vej til at blive gjort dummere. Vi kan se film over alt, men det, vi ser, bliver mere primitivt.

Teknologiens mange muligheder

Der er en udbredt idé om, at teknologien altid bringer civilisatoriske fremskridt. Men det passer ikke. Historien går i ring, i trekanter, i ottetaller og alle mulige andre former end den stigende kurve. Udtrykket show, don’t tell er en erfaring bygget på mange fortællemæssige fejltrin og fiaskoer. Den nye teknologi skaber nye markeder og nye økonomiske rammer for fiktionen, men nedbryder også sprog, som det tog år at udvikle.

Selvfølgeligt bringer udviklingen også godt med sig. Mange af de serier, vi har siddet og ædt os igennem mellem jul og nytår, er eminent godt arbejde. Serierne bugner af talent. De store amerikanske selskaber opkøber i de her år alle de bedste kræfter i den internationale filmindustri.

Det danske filmmiljø har adskillige personer med internationale karrierer. Danske filmfolk er anerkendte for et højt faglig niveau og stor all round-viden om filmproduktion, som det kan være svært at tilegne sig i et større filmmiljø. Der er et kæmpe marked derude, og budgetterne er enorme.

Men kunsten må underlægge sig kommercielle krav. Og hertil hører de teknologiske former, under hvilke brugerne konsumerer produkterne. Det handler alt sammen om at tjene penge.

Kunsten og underholdningsindustrien har altid skullet forholde sig til markedets behov. Kravet om at nå et stort betalende publikum kan være en skærpende faktor for en kunstner. En kunstner skal ikke bare sidde og pille navle og regne med, at vi gider kigge dem over skulderen for at se de nullermænd, de fandt.

Mine venner fortæller om lærerige udfordringer, men også om en indholdsmæssig degeneration som følge af de gigantiske økonomiske summer, man rykker rundt med, og som styrer alle kunstneriske valg.

Teknologiens mange muligheder er en forandring af vores verden, hvis konsekvenser ingen af os endnu kender. Jeg ønsker, at man stadig i fremtiden vil kunne fortælle subtilt, tvetydigt, nuanceret.

Alt, det vi ser, er med til at skabe, hvem vi er.