Klumme

Kløften mellem unge og gamle har gjort Storbritannien til en dysfunktionel familie

Når unge og gamle lever deres liv afsondret fra hinanden, skader det os alle. Vi har brug for nye initiativer, der kan bringe os sammen på tværs af generationerne, skriver klummeskribent John Harris i dette debatindlæg
Debat
16. januar 2020

Bybilledet er det samme næsten alle steder. Plejehjem og ældrecentre er omhyggeligt placeret på god afstand af de befærdede steder. Her skal fred og ro herske. Livet på tværs af generationer leves adskilt.

Generationskløfter er ikke noget nyt, men alligevel er det, som om alder i dag er blevet et stærkere skel end før. I Storbritannien er splittelsen i forhold til Brexit så aldersdetermineret, at det nærmer sig en kliché. Hvad politiske sympatier angår, peger tendensen i samme retning.

For bare ti år siden havde unge mellem 18 og 24 år kun en svag præference for Labour. 31 procent stemte på partiet, mens 30 procent stemte på de konservative. Ved valget i december var det hele 62 procent i denne aldersgruppe, der stemte på Labour.

Blandt de ældste vælgere var det stik modsat: 64 procent stemte konservativt mod 17 procent på Labour.

Dyb generationskløft

Generationskløften har rødder i samfundsstrukturer, ikke mindst i vores polariserede boligøkonomi. Da jeg voksede op i en typisk forstadskommune i 1970’erne, var aldersspredningen stor. De voksne naboer spændte fra de nybagte forældre i 20’erne til pensionister i 60’erne. Siden har byudviklinger kun fremmet en tendens til alderssegregering.

Ny forskning viser, at antallet af boligområder med en høj grad af alderssegregering fra 2001 til 2011 blev fordoblet. Næsten halvdelen af befolkningen i storbyer som London, Birmingham og Manchester er i dag under 30, mens ældre mennesker dominerer på landet og i kystbyer. Fra 1991 til 2014 blev antallet af boligområder, hvor beboernes medianalder var over 50, syvdoblet.

Adskillelsen er ikke kun geografisk. Afgørende for forskellene i livssyn og værdier hos henholdsvis unge og ældre er ikke mindst det historiske skifte fra efterkrigstidens relative tryghed og stabilitet til en økonomi, hvis kendetegn er permanent usikkerhed og omstillingskrav.

Unge mennesker er tilbøjelige til at se det 21. århundredes åbenhed, diversitet og forbundethed som naturens orden, men de er bekymrede over en dyb ulighed og ubalance. De ældre er mindre begejstrede for at indrette efter sig konstante forandringer og klynger sig til de rester af tryghed, de føler er tilbage.

Det er ikke givet, at disse to perspektiver er så uforenelige, som nogle vil gøre dem til. Men de er ikke desto mindre symptomatiske for en historisk dyb generationskløft.

Det er næppe et godt udgangspunkt for samtaler på tværs af generationer. Samtaler, der i dag er besværliggjort af nedsættende betegnelser som ’OK, boomer’ og ’generation snowflake’.

Ser vi bort fra egne familiemedlemmer, hvad ved vi så i grunden om de millioner af andre, som befinder sig på andre livsstadier end os selv? Tjek din venneliste på Facebook – hvor mange er markant yngre eller markant ældre end dig selv?

Bofællesskaber

I sidste uge udgav det sociale initiativ United for All Ages rapporten Sammen i 2020’erne. Rapporten dokumenterer ikke blot en stærkt forværret alderssegregering og stigende ensomhed blandt ældre, den kommer også med en række idealistiske, men absolut realiserbare forslag til at råde bod på dette.

Blandt disse er tiltag, der skal sikre aldersspredning i boligejendomme, at skoler, gymnasier og medborgerhuse iværksætter sociale projekter, der kan favne ældre, mens man også foreslår at droppe aldersgrænser på videregående uddannelser.

I Liverpool formidler Homeshare UK boliger til unge, der kan bo hos ældre uden at betale husleje til gengæld for »selskab og ti timers husarbejde«. Et tilsvarende initiativ findes i flere hollandske byer, hvor studerende kan flytte ind hos pensionister, hvis de afsætter noget af deres tid til at »lære beboerne nye færdigheder såsom at sende mails, bruge sociale medier, Skype eller endda male graffiti«.

I Clapham i det sydlige London har en jødisk børnehave, som er åben for alle børn, besluttet sig for at dele sine lokaler med et ældrecenter, så ældre hver dag kan omgås børn og familier.

Der er ingen gode grunde til, at ældre mennesker skal gemmes af vejen i forseglet stilhed. De førnævnte eksempler viser, at man kan nå langt med græsrodsinitiativer. Men frem for alt er der dog brug for mentalitets- og adfærdsændringer, herunder en helt ny politisk tilgang til aldersspørgsmålet.

Generationskløften er – fyldt med gensidigt nag og modvilje – måske det mest afgørende element i Storbritanniens dysfunktionelle nationale familie. Hvis ikke det skal udvikle sig til det værre, har vi alle brug for terapi.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her