International kommentar

Lad 2020 bliver året, hvor vi genoplader naturen – og os selv

Hvis vi holdt op med at drive rovdrift på den vilde natur, ville den komme sig med forbløffende hast – nogle steder kan vi endda hjælpe den på vej ved at genskabe ødelagte økosystemer, skriver journalist George Monbiot i dette debatindlæg
Debat
7. januar 2020

Det tegner til et drøjt år. Den fatale kombination af eskalende klimasammenbrud og gyserklovnes kapring af den politiske magt i så mange lande varsler næsten uundgåelig undergang – og det i en kritisk fase, hvor vi mere end nogensinde behøver fokuseret handlekraft og ansvarlige intelligente ledere.

Australien har stået i flammer siden november. Midt i december, da en voldsom hedebølge begyndte at forværre bushbrandkrisen, bragte Rupert Murdoch-avisen The Australien på sin forside en panegyrisk historie om ny fremgang for landets kuleksport og en smædehistorie om chefer for det australske brandvæsen, der havde dristet sig til at kræve et omgående stop for afbrænding af fossil energi.

Store dele af jordens landmasse – Australien, Rusland, USA, Brasilien, Kina, Indien og Saudi-Arabien – styres af ledere, som er totalt ligeglade med civilisationens overlevelseschancer – for slet ikke at tale om resten af den levende verdens.

De protestbevægelser, som manifesterede sig i verden i 2019, vil optrappe deres aktioner for klimaet, og vi er mange, der vil gøre vores yderste for at fokusere verdens opmærksomhed på den værste krise, menneskeheden har stået overfor. Men med så uduelige og fjendtligtsindede regeringer så forhippede på at blokere for kollektiv handling, tegner kampen tiltagende desperat.

Resiliens

Jeg erkender, at jeg indimellem er tæt på at føle mig udbrændt. Men jeg tror på, at resiliens – vores indre modstandskraft – er en af vores vigtigste menneskelige egenskaber og har altid forsøgt at dyrke den. I 2019 blev det sværere, muligvis også som resultat af eftervirkninger fra min behandling for cancer for et par år siden.

Vi ved, at mennesker, der bor på stærkt forurenede steder, oplever overhyppighed af depression og selvmordstrang. For nylig viste en dansk undersøgelse, at folk, der vokser op på steder, hvor der er masser af grønne områder, er mindre disponerede for at udvikle mentale forstyrrelser, også når man korrigerer for alle øvrige variable.

Jeg forsøger at holde min økoangst i ave og kanalisere den ind i mit arbejdsliv. Men måned for måned bliver det sværere. Jeg mærker ny panik presse sig på. En panik, jeg må anse for rationel. Men selvfølgelig kan man ikke lade alle timer i sit liv være dominet af panik.

Mit nytårsforsæt er at bruge mere tid i min kajak. Som en fire meter lang foryngelsesmaskine i glasfiber har den mirakelegenskaber. Efter en dag på vandet, hvor jeg padler, så hurtigt jeg kan, indtil kysten er ude af syne, føler jeg mig kampklar.

Men selv til havs falder der en skygge over mine helsebringende aktiviteter. Disse farvande var engang nogle af verdens mest fiskerige. Hærskarer af blåfinnet tun, kilometerlange stimer af makrel og sild, gigantiske helleflyndere og pighvarer tumlede sig. Torsk kunne blive op til to meter. Fra kysten så man finhvaler og kaskelotter.

Den atlantiske gråhval, der er uddød, myldrede ved vores flodmundinger. Havbunden var dækket af muslinge- og østersrev, bløde koraller, søfjer, søtræer og havanemoner. De stabiliserede sedimenterne, filtrerede vandsøjlen, gjorde vandet krystalklart. Omfanget af den overflod, der herskede for bare et par århundreder siden, ville overvælde os i dag.

Skrabefiskeri

I dag skal jeg være heldig for at se interessant dyreliv. Når jeg sejler i Cardigan Bay, håber jeg især at få delfiner at se. Det sker – og de dage skatter jeg højt. Men de er blevet sjældnere, efter at den walisiske regering igen har tilladt skrabefiskeri efter muslinger i zoner, der skulle forestille at være beskyttede. Den bundpløjende metode ødelægger havbunden og truer en varieret havnatur i balance.

Stoppede vi trawl- og skrabefiskeri, ville vores marineliv komme sig med forbløffende hast. Marint liv er overordentlig mobilt. At genskabe betingelser for en vild fauna i vores farvande er et omfattende projekt, men forskellige skridt er mulige.

To forskere fra University Lancashire står bag en skør, men vidunderlig idé om at indfange og overføre stillehavsgråhaler til Atlanten og udsætte bestande af den dalmatiske pelikan, der var naturligt forekommende ved vores kyster frem til middelalderen. Begge arter spiller vigtige roller i det marine fødenet og vil kunne fylde vores liv med intens fascination.

At genoplade naturen er at genoplade menneskeånden. Lad 2020 blive et år, hvor vi prøver at gå i den retning.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

“At genoplade naturen er at genoplade menneskeånden”.
Den tager jeg med mig.