Kronik

Lad OK20 være startskuddet på en ny lighedsdoktrin

Alt for længe har arbejdsgiverne profiteret af en kynisk klassekamp fra oven. Nu er det lønmodtagernes tur til at kæmpe for sig selv, skriver Jakob Nerup, fagligt aktiv i HK og arbejdsmarkedspolitisk rådgiver hos Enhedslisten, i dette debatindlæg
På et privat arbejdsmarked med 314 mia. kr. i overskud efter skat i 2017, der havde råd til at udbetale ejerne 135 mia. kr. i udbytte sidste år, er der et enormt økonomisk råderum for lønstigninger, skriver kronikøren. Her demonstreres i anledning af overenskomstforhandlingerne mellem 3F og Dansk Byggeri i december.

På et privat arbejdsmarked med 314 mia. kr. i overskud efter skat i 2017, der havde råd til at udbetale ejerne 135 mia. kr. i udbytte sidste år, er der et enormt økonomisk råderum for lønstigninger, skriver kronikøren. Her demonstreres i anledning af overenskomstforhandlingerne mellem 3F og Dansk Byggeri i december.

Ida Guldbæk Arentsen

Debat
3. januar 2020

I disse dage begynder overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked for alvor. Det er nu løn og arbejdsvilkår for smede, chauffører, sekretærer og tømrere aftales. Når topforhandlerne sætter sig til forhandlingsbordet, er der rigtig meget på spil for lønmodtagerne, virksomhedsejerne og samfundet.

Det store spørgsmål, vi i fagbevægelsen og arbejderpartierne bør stille os selv, er, om vi fortsat vil acceptere, at ejernes andel af værditilvæksten øges hvert år – eller om det er blevet lønmodtagernes tur til at score gevinsten.

Værditilvækst udtrykker værdiskabelsen i et erhverv, når driftsindtægter bliver fratrukket omkostninger til forbrug af varer og tjenester. Det udmøntes groft sagt i løn og overskud, og lønmodtagernes andel er faldet drastisk. Det er den ubalance, jeg som fagligt aktiv HK’er og arbejdsmarkedsrådgiver i Enhedslisten mener, at styrkeudmålingen mellem lønarbejderne og arbejdsgiverne bør handle om.

Normalt sætter arbejdsgiverne en smal ramme op for de kommende problemer i Danmark og udlandet med en slet skjult trussel om, at det nok vil betyde fyringer, hvis rammen ikke holdes.

Fagbevægelsens topforhandlere følger et stykke hen ad vejen denne logik og snakker altid om, at når produktiviteten stiger, skal lønnen følge med. De snakker stort set aldrig om virksomhedernes overskud, om udbytter til ejerne eller lønmodtagernes andel af værditilvæksten.

Hvis vi i stedet løfter blikket, vil vi se, at der er en langt større sum, lønmodtagerne kan forhandle om. Hvis vi i arbejderbevægelsen ikke ændrer vores tilgang, vil uligheden vokse endnu mere, end den har gjort de seneste ti år.

Den stigende ulighed

Bliver overenskomstresultatet i stil med de seneste ti år, hvor lønstigningerne kun lige holder sig over inflationen, vil der være tilfredshed på direktionsgangen og lettelse i samfundets top. For de har i den grad høstet gevinsterne, mens lønmodtagerne har måttet holde igen. Det har medført en voldsom forskydning i fordelingen af de værdier, lønmodtagernes arbejde frembringer.

Mens almindelige lønmodtagere ifølge tal fra beskæftigelsesministeriet har haft en indkomstfremgang på små 14 procent, så har AE-rådet dokumenteret, at topdirektørernes lønninger er vokset med 100 procent, mens tal fra Danmarks Statistik viser, at virksomhedernes overskud og ejernes udbytter er steget med 100 procent i løbet af de sidste ti år. Men det er ikke kun på den enkeltes lønseddel, at lønudviklingen føles minimal. Det slår igennem på et meget større plan.

Lønmodtagerne har siden krisen mistet en femtedel af værditilvæksten. På bare få år er lønmodtagernes andel faldet fra 66 procent til godt 50 procent af værditilvæksten, viser tal fra Finansministeriets Statistikudvalg. Det er en historisk negativ omfordeling af de værdier, lønmodtagernes arbejde har skabt. Sammenligner vi lønudviklingen med andre lande i Europa, som vi handler med, er de danske lønmodtagere desværre blandt de største tabere.

Danske virksomheder var relativt hurtige til at komme sig over krisen. I hvert fald hvis vi måler på overskuddene, som hurtigt var på niveau med tidligere. De sidste fem år har virksomhedernes overskud for alvor taget fart, så de nu er mere end dobbelt så store som i 2010. Alene i 2017 fik de private virksomheder (eksklusive finanssektoren) et overskud efter skat på 314 mia. kr., viser tal fra Danmarks Statistik.

De penge bliver ikke først og fremmest brugt på investeringer, som kun er steget med 50 procent, mens udbytter udbetalt til ejerne er steget med 100 procent. Vi ved fra Danmarks Statistik, at virksomhedernes ejere og aktionærer i 2018 fik udbetalt 135 mia. kr. i udbytte. Det skal sammenholdes med, at en lønstigning på ti procent til almindelige lønmodtagere på det private arbejdsmarked kun vil koste 51 mia. kr., hvilket svarer til under en sjettedel af overskuddet.

Selv om en del af udbytterne ender hos institutionelle investorer som f.eks. pensionsselskaber, bliver samfundet også en taber. Overskud og udbytter beskattes langt lavere end lønindkomst – hvis en større del af overskuddet blev anvendt til lønstigninger, ville der både blive mere skattebetaling til velfærd og mere til familiernes hverdag, og dermed mere gang i hjulene.

Slut med chokdoktrin

Chokdoktrinen kaldte den canadiske aktivist og forfatter Naomi Klein den politiske tilgang, som magthaverne bruger, når samfundet rammes af voldsomme kriser, uanset om de er politiske eller økonomiske. Helt kort er tesen, at magthaverne gennemtrumfer voldsomme forringelser i kølvandet på en krise, fordi befolkningen er lammet af situationen.

De danske arbejdsgivere har med stor succes ageret kynisk og målrettet det sidste tiår. De brugte krisen til at fyre 200.000 ansatte og outsource jobbene til lande med meget billigere arbejdskraft. De overlod regningen til samfundet, der både skulle redde banker og betale understøttelse til de fyrede.

Arbejdsgiverne gennemtrumfede overenskomster med minimale lønstigninger og blokerede for den lokale lønudvikling – og det er de fortsat med, selv om Danmark er langt væk fra krisen. De brugte aktivt social dumping (se f.eks. Afrapportering fra den fælles myndighedsindsats) og ikke-overenskomstdækket arbejde (se f.eks. FAOS) til at lægge pres på løn- og arbejdsvilkår. De fik hjælp af skiftende regeringer, der smadrede det sociale sikkerhedsnet for syge, nedslidte og arbejdsløse.

Fagbevægelsen har passivt accepteret denne arbejdsgivervenlige doktrin om tilbageholdenhed og ikke tvunget Socialdemokratiet til at genskabe den sociale tryghed. Når fagbevægelsens topfolk samtidig har haft en usolidarisk strategi, hvor forhandlerne i CO-industri har ladet hånt om andre faggruppers behov for værn mod social dumping og alt for lave mindstelønninger, har lønmodtagerne, som fælles gruppe, stået svagt over for en meget sammentømret arbejdsgiverside.

Nu er det lønmodtagernes tur

Blandt de fleste lønmodtagere er der store forventninger til den kommende overenskomstforhandling. Folk kan nemlig se, at der er penge nok. Deres virksomheder har i årevis haft store overskud, og ejerne får ekstra store fortjenester uden at røre en finger. Direktørernes lønninger stikker helt af, og når man kan se, at direktøren får en ekstra million, mens man selv må nøjes med en tusse, så prikker det da til klassehadet.

Hvor meget forventer folk så? Ingen af forhandlerne har offentligt sat hverken kroner eller procenter på. Arbejdsgiverne har naturligvis startet en kampagne om, at en ny krise lurer lige om hjørnet, men fagbevægelsens topfolk holder kortene tæt til kroppen. Spørgsmålet er, om forhandlingerne blot handler om de sædvanlige få procenter, eller om fagbevægelsen på medlemmernes vegne vil kæmpe for at genvinde det tabte og dermed levere lønstigninger, som for alvor kan mærkes.

På et privat arbejdsmarked med 314 mia. kr. i overskud efter skat i 2017, og som har råd til at udbetale ejerne 135 mia. kr. i udbytte sidste år, er der et enormt økonomisk råderum for lønstigninger. På den baggrund har lønmodtagerne al mulig grund til at have store forventninger. Der er ingen økonomiske argumenter for at holde sig tilbage, og selv tocifrede procentstigninger i lønnen vil ikke på nogen måde gøre samfundet fattigere.

Tværtimod er det kun rimeligt, at lønmodtagerne kræver igen, hvad der er blevet taget fra dem siden krisen. Uligheden i vores samfund vokser ikke kun via skattebetalingen, men først og fremmest via lønsedlen. Jo større lønsedler til almindelige lønmodtagere, des mere lige bliver vores samfund.

Lad OK20 være startskuddet på en ny lighedsdoktrin, hvor lønmodtagerne retter sigtekornet mod at få gevinsterne af vores arbejde igen. Alt for længe har arbejdsgiverne profiteret af en kynisk klassekamp fra oven. Nu må det vendes om, og det er vores tur til at kæmpe for os selv.

Jakob Nerup er fagligt aktiv i HK og arbejdsmarkedspolitisk rådgiver hos Enhedslisten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her