Kommentar

Læger bør bidrage til en lødig debat om alternativ behandling, ikke lave skræmmekampagner

Det passer ikke, at markedet for alternativ behandling er lovløst. Hvis man mener, at det alternative er farligt, handler det om, at man mangler evnen til at tale med patienten om risici og muligheder ved forskellige behandlingsformer, skriver forsker Hanne Bess Boelsbjerg i dette debatindlæg
Debat
30. januar 2020

For tiden hersker der en debat om patientsikkerhed i forhold til brug af alternativ behandling, der fremstiller alternative behandlingsformer som både farlige og virkningsløse. Det burde ellers være en modsætning, hvis man vel at mærke fokuserer på effekten af alternative behandlingsformer.

Hvis man derimod mener, at det handler om, at patienter frasiger sig konventionel medicin, og at det gør alternativ behandling ’farlig’, så er problemet jo et andet – nemlig en manglende evne til at tale med patienten om risici og muligheder ved de forskellige behandlingsformer, som vedkommende har taget i brug.

Forskning fra Norge viser, at kræftpatienter, der gør brug af alternativ behandling, og som ophører med at modtage konventionel kræftbehandling, har oplevet en mislykket kommunikation med den læge, de har været tilknyttet. De har følt sig afvist i deres ønske om at supplere med alternativ behandling og har derfor følt sig nødsaget til at vælge side.

Det afgørende har været lægernes negative holdning til det, som de har gjort for at styrke deres håb eller genvinde kræfter til at leve deres liv.

På Vejle Sygehus har man indset, at det er vigtigt at kunne rådgive livstruende syge omkring deres brug af alternativ behandling, så man netop undgår, at der opstår bivirkninger af kosttilskud eller andre behandlingstiltag i kombination med for eksempel kræftbehandling. Det er altså muligt at foretage ændringer i sundhedssystemet, der gør det muligt at komme patienternes ønske i møde, så deres livskvalitet forbedres.

Denne brobygning kan helt sikkert blive bedre. For eksempel ved at se nærmere på muligheden for at samarbejde med læger gennem journalføring, som brugeren af alternativ behandling selv har retten over, hvilket visse alternative behandlere allerede har udviklet muligheden for.

Dette samarbejde forudsætter, at man som sundhedsprofessionel kan stole på, at der ikke finder en økonomisk udnyttelse sted af mennesker, der er i en fortvivlet situation. Der har været en række ulykkelige eksempler på, at det finder sted.

Men at markedet for alternativ behandling skulle være »lovløst« er en fejlopfattelse, som blandt andet læge Ida Donkin og psykolog Theiss Bendixen giver udtryk for i deres kronik i Information den 15. januar.

Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med markedsføring af sundhedsydelser og kontrollerer derfor også, hvorvidt alternative behandlere kommer med »vildledende, urimeligt mangelfulde eller utilbørlige angivelser«. Den slags handlinger straffes med bøde. Desuden er det også forbudt for alternative behandlere at behandle smitsomme sygdomme og udsætte nogens helbred for påviselig fare. Det straffes med fængsel eller bøde. Når Donkin og Bendixen proklamerer, at »markedet for alternativ behandling er lovløst og til skade for patienterne,« ryster jeg derfor på hovedet.

Ofte en form for wellness

Derudover sker der i debatten tit en forveksling mellem brugere af alternativ behandling og patienter. I alt har 54,8 procent af voksne danskere ifølge Statens Institut for Folkesundhed gjort brug af alternativ behandling. Og de er langtfra patienter alle sammen.

De kan have opsøgt en psykoterapeut, en massør eller en kostterapeut uden at have behov for en lægeordineret behandling. Der er tale om forebyggende eller lindrende tiltag, som gør, at alle brugere ikke falder ind under kategorien ’patienter’, hvilket sociolog Inge Kryger Pedersen har påvist.

Spørgsmålet er så, hvordan det stiller dem i forhold til ’patientsikkerhed’. Man kan jo også opfatte det som en form for wellness, hvilket heller ikke kalder på en skærpet lovgivning. I så fald ville hele skønhedsindustrien og spavirksomhederne skulle leve op til samme krav.

Jeg mener, at man skal give befolkningen plads til at forholde sig til sin egen sundhed ud fra et nuanceret og helhedsorienteret perspektiv, som indebærer, at man lytter til sin egen erfaring og kombinerer den med den bedst mulige viden på området.

Der foregår allerede megen international forskning inden for det, der kaldes integrative medicine. Her bestræber forskere og behandlere inden for den etablerede behandlingssektor og det, der kaldes ’den komplementære’ behandlingssektor, sig på at samarbejde om at skabe de bedste forudsætninger for helbredelse og at kunne facilitere livsstilsændringer for at opnå optimalt helbred.

Hvis læger (og politikere for den sags skyld) ønsker at understøtte patientcentreret behandling og lytte til befolkningens erfaring med og begrundelse for fortsat at tage alternative behandlingsformer i brug, tænker jeg, at alle risikerer at lære noget. Og det er vel ikke så farligt endda?

Hanne Bess Boelsbjerg er ph.d., postdoc ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, og ekstern lektor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Madsen

Nye toner! Lægerne i denne debat (med undtagelse af Kurt Lindekilde) har hidtil undgået at anvende forskningsbaseret viden fra eksperter på området. Nu ser vi et indlæg fra en dansk forsker, der rent faktisk ved noget om emnet og bringer debatten op på et faktuelt niveau, renset for retorik og påstande.
Det er prisværdigt.

Jeg vil tilføje, at det ”farlige alternative” har trange kår, når det gælder fakta og ikke rygter: Det mest udbredte er diverse former for massage, brugt af 19,7% af befolkningen i 2017. (Statens Institut for Folkesundhed, 2018.) Hvor farligt mon det er at få massage af en massør eller af sin kæreste? Nr. 2 på listen er akupunktur med 7,7%, som både foregår inde i sundhedsvæsenet og udenfor. Her har man et enkelt tilfælde, hvor akupunkturen MÅSKE har været årsag til et dødsfald. På tredjepladsen med 3,7% kommer zoneterapi, hvor jeg endnu ikke har hørt om skader ved at blive trykket under fødderne. Nr 4 er healing og clairvoyance, hvor behandleren slet ikke rører ved klienten. Hvor er det lige, at borgerne udsættes for fare?

Birgitte Olsen, Kasper Michelsen, Hannibal Knudsen, Kurt Lindekilde, Hanne Bess Boelsbjerg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kurt Lindekilde

Det burde være logik ikke bare bare perlehøns, men også for læger, politikere og beslutningstagere i det hele taget i det her land, at næste skridt i denne debat pro et kontra omkring alternativ behandling må være at arbejde aktivt for at få oprettet et reelt uafhængigt forskningsinstitut, som forsker i virkningsmekanismer mm, når vi taler om alternativ behandling.
Instituttet bør være tilsluttet et universitet og IKKE underlagt hverken sundhedsministeren, sundhedsstyrelsen eller andre institutuioner, hvor læger har den altafgørende indflydelse på, hvordan man forsker, og i hvad man forsker.
Og så skal RCT/Randomized Controlled Trial/lodtrækningsforsøget fylde utrolig lidt eller slet ingen ting i denne forskningsgren. Kvalitativ forskning hvor bl.a. interaktioner mellem behandler og klient kan belyses positivt.
Hvem tør tage initiativ til at realisere et sådant uafhængigt forskningsinstitut a la det norske NAFKAM?

Kirsten Skjerbæk

Tak for dette indlæg Hanne Bess Boelsbjerg! Så skønt med et gennemført sagligt indlæg.
Med venlig hilsen
Kirsten Skjerbæk
Ernæringsterapeut OG cand.pharm.