Klumme

Om lidt skal vi se, om erhvervslivet vil være med til at løse Mette Frederiksens problemer

Regeringen har inviteret erhvervslivet til at lave køreplaner for radikal grøn omstilling. Vi skal lige om lidt se, om de nye erhvervspartnerskaber vil levere noget, som vil være en virkelig nyskabelse i dansk politik og gøre fællesskabet stærkere, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i dette debatindlæg
Statsminister Mette Frederiksen (S) har inviteret det danske erhvervsliv til at lave såkaldte klimakontrakter, hvor de forpligter sig sektor for sektor til at komme med deres plan for, hvordan de vil realisere et CO2-reduktionsmål på 70 procent i 2030. Her ses hun med formand for DI, Lars-Peter Søbye, til DI's topmøde i DR Koncerthus i efteråret. 

Statsminister Mette Frederiksen (S) har inviteret det danske erhvervsliv til at lave såkaldte klimakontrakter, hvor de forpligter sig sektor for sektor til at komme med deres plan for, hvordan de vil realisere et CO2-reduktionsmål på 70 procent i 2030. Her ses hun med formand for DI, Lars-Peter Søbye, til DI's topmøde i DR Koncerthus i efteråret. 

Jens Dresling

Debat
25. januar 2020

Kort efter han havde forladt Statsministeriet, kom Noa Redington med en interessant opfordring til offentligheden:

»Lad os tale om det, som skal forstyrre vores nattesøvn, og det, der for alvor skaber utryghed for vores børns fremtid. Nemlig at magten er svag og skrøbelig som aldrig før i nyere dansk historie,« skrev han i Politiken. 

Som særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt havde han siddet derinde, hvorfra vi forestiller os, at landet styres og samfundet regeres. Han havde været på hold med de frygtede djøf’ere og foragtede embedsfolk – og alligevel var hans konklusion, at der var meget lidt, man som regering kunne udrette:

»Alt det, som er nødvendigt for at drive Danmark fremad, er svækket og mismodigt. Det starter fra toppen,« konstaterede han.

Den strategiske kritik, som man kan trække for to minutter på TV 2 News i en enhver kommentatorautomat, vil påpege, at det i virkeligheden handler om, at Helle Thorning-Schmidt var en svag statsminister, og den psykologiske kritik, som man kan genbruge på alle områder og derfor aldrig behøver dokumentere, vil hævde, at han bare siger det for at redde sig selv.

Det skyldes ikke kun, at jeg selv kender Redington, at jeg tror på ham. Jeg mener også, man kan se det. Den økonomiske magt er blevet stærkere, interesseorganisationer udøver et offensivt og effektivt tryk, og politikerne adlyder erhvervslivets krav om konkurrencekraft. 

»Arbejdsgiverne er,« som Redington skrev, »på papiret stærke som aldrig før. De skal bare sige ’konkurrenceforvridende afgift’, så ryster partierne fra Socialdemokratiet til Liberal Alliance i bukserne. Alle vil kramme vor tids pandabjørn, en iværksætter, og have ros af erhvervslivet«.

Der var ifølge Redington to kilder til den politiske svækkelse: regeringens parlamentariske grundlag, som var det mindste problem, og styrken hos de andre magthavere i Danmark, som var det radikale problem.

Den økonomiske magt forpligtes

Hvis man vil have fælles handlekraft og skabe politiske fremskridt, må man således sikre et stabilt grundlag og forpligte de andre magthavere til at løse vores problemer. Det første er lykkedes for regeringen, men det andet er mere interessant og langt vanskeligere.

Her har Mette Frederiksen taget et initiativ, som kan være med til at skabe en ny form for politik. Hun har inviteret det danske erhvervsliv til at lave såkaldte klimakontrakter, hvor de forpligter sig sektor for sektor til at komme med deres plan for, hvordan de vil realisere et CO2-reduktionsmål på 70 procent i 2030:

»Mit håb er,« sagde hun på Dansk Industris topmøde i efteråret, »at vi med min invitation branche for branche får lavet en grøn klimaplan. Vi skal ikke kun tale på det overordnede niveau, men gå ned i alle de store brancher, som har bragt det her land fremad.«

Hun bruger sin politiske magt til at få dem til at investere deres økonomiske magt i at bidrage til noget, som fællesskabet har besluttet. De kunne selvfølgelig sige nej, men så ville de fremstå som alt det,  Shu-bi-dua, Olsen-banden og velfærdsstatens fortællinger har lært os at se som det værste ved erhvervslivet. Grådigheden og ligegyldigheden over for fællesskabet. 

Sådan vil de ikke være. Der er trods alt tale om mennesker, som promenerer den regnbuefarvede nål for FN’s verdensmål lige ved siden af slipset. Det er blevet et sekulært kors, en del af uniformen. Og et par måneder senere kunne Mette Frederiksen præsentere 13 »klimapartnerskaber med erhvervslivet«, hvor hver sektor lovede at levere »køreplaner for, hvordan de vil nedbringe deres klimabelastning«.

Hun har på det grønne område selv oplevet den politiske magts svaghed. Regeringen har lavet mål og klimalov, men endnu ingen konkrete handleplaner for, hvordan de skal realiseres. Det har ikke kostet noget. Men hun har brugt den autoritet, hun har fået fra vælgerne, til få erhvervslivet til at tage ansvar for at løse sine problemer.

Vi vil i løbet af februar se, om det leverer, når køreplanerne skal præsenteres. Det er helt sikkert, at offentligheden herfra vil drage erhvervslivets ledere til ansvar – og vi er klar til at konfiskere den regnbuefarvede nål, hvis de skuffer.

Det vil være en lovende dialektik: Regering sætter mål, erhvervslivet tager de første konkrete skridt, hvilket igen presser regeringen til at gennemføre grønne reformer. Og børnene kan sove roligt en enkelt nat: For fællesskabet vil være blevet stærkere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Det er på højeste tid erhvervslivet igen viser samfundssind loyalitet over for Danmark. Det er på tide erhvervslivet igen tager et socialt ansvar. Det har de ikke gjort siden slut 90'erne.

Per Christiansen

Tror at vi vil se at mange vil flytte deres produktion til Polen, som fornægter klima problemerne.
Senest Danfoss som i fremtiden nok vil hedde Polfoss.

Mikkel Zess, Christel Gruner-Olesen, Knud Chr. Pedersen, Gert Romme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Erhvervslivets interesser er ikke samfundssindede; de er egocentriske og monetære. Igen og igen skal danskerne trækkes gennem ævl, kævl og bævl om det såkaldt danske folkestyres velvillige samarbejde med erhvervslivet om beslutninger, som ikke ligger de besluttende politikere specielt på sinde - og som erhvervslivet i sagens natur ønsker at slippe lettest muligt rundt om. Det er i praksis fascisme, vi er vidner til - men oh vé og skræk, om die dumme Dänen skulle komme til en sådan erkendelse.

Mikkel Zess, Lars Løfgren, Søren Andersen, Estermarie Mandelquist, Knud Chr. Pedersen, Gert Romme, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Mogens Holme, Frank Olieu, Arne Albatros Olsen, Torben K L Jensen og Kim Øverup anbefalede denne kommentar

Der er rigtig megen optimistisk storytelling i denne vurdering af magt og agt. Lad os håbe at det flytter noget med positiv tænkning. Det kniber nemlig stadig alvorligt med handling og resultater.

Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

"Det svarer vel til, at en pusher lover sine kunder renere og bedre stoffer til den samme pris."

Hanne Utoft, Erik Winberg, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

Om lidt skal vi se, om regeringen og folketinget vil være med til at løse klimaets problemer. Endnu har den nye regering sammen med det meste af Folketinget ikke reduceret for et gram CO2. De lover skam en masse (klimalov), men har heller ikke sat blot en ny krone af til grøn omstilling.

Ib Christensen

Eriverslivet har da ellers gode muligheder for at få kvalificerede danskere med vores skatte kroner.
Deepdament chefen i skat f.eks. Visse anti EU svindlere der pjække når de selv tages med fingre i kassen. Poliitikerer der ikke kan kende forskel på skatteydernes penge og deres egne kan da umuligt regnes for kvalificerede danskere.

Politikere, som ikke kender forskel på en habil, lovlig og demokratisk embedsførelse, er danske i hobetal - og det nytter intet at forsøge at gøre dem udanske. Vi er, som land, befolkning og samfund, dybt i fedtefadet, og det skyldes hovedsageligt vore politiske strukturer, dereguleringen af finanssektoren og produktionsapparaterne samt utilitaristiske værdisætninger, som underkaster os kapitaliseringslogikkens disciplinering. Vi kan end ikke se ud af boksen mere; ethvert løsningsforslag afkræves en profit som relaterer til det eksisterende værdisystem.

Hosv, Politikere, som ikke kender til en habil, lovlig og demokratisk embedsførelse...

"Igen." Jeppe Lindholm. Det har de da aldrig nogensinde gjort.