Klumme

Det er noget lort at være menneske. Det kan man bare ikke sige til nogen

Livets problemer løser sig ikke, bare fordi vi lever i et af verdens rigeste samfund. Alligevel er det skamfuldt at være svag og ulykkelig. Måske er den nye offerkultur et udtryk for, at vi ikke gør plads til den naturlige lidelse, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
I et rigt velfærdssamfund som det danske, er en af vores største problematikker, at vi ikke tillader os selv periodevist at være nedtrykte, mener Katrine Widermann.

I et rigt velfærdssamfund som det danske, er en af vores største problematikker, at vi ikke tillader os selv periodevist at være nedtrykte, mener Katrine Widermann.

Jakob Dall

Debat
24. januar 2020

Januar er en lortemåned. Det er mørkt og koldt og nu er der også et problem, hvis det ikke er koldt, for så er det tegn på, at den er gal med klimaet. Hver gang vejret ter sig, er det knyttet til dommedag; der er nok hylder at tage problemer ned fra, hvis man skal blive i dårligt humør.

Hvis du er ung, kæmper du med stress over din fremtid, hvis du er gammel, er du syg, enten af depression over, at dit liv ikke blev, hvad du regnede med (og at skylden formentlig er din egen) eller din krop sætter ud, først med stivhed, drømme slukkes, det er for sent at blive sportsstjerne, så kommer gigten, og du kan ikke tage på bjergvandring, men det gider du heller ikke længere, til sidst kan du vælge mellem brok, blindhed, gigt og knogleskørhed, hvis du da ikke har sukkersyge, hjerte-kar-sygdomme eller kræft, denne sygdom, som døden synes at have opfundet, fordi den ikke orkede at finde på flere forskellige navne.

Hvis du er så heldig ikke at være syg eller døende, har du måske kærlighedsproblemer, du er blevet skilt, eller du mangler penge eller hader dit job. Livet er ikke, hvad du regnede med. Hvad gør du?

Du spiller lotto. Du googler rejser hver dag uden at tage af sted. Du ser tv-serier for at få aftenerne til at gå og for at kunne tale med ved selskaberne. Som om du blev inviteret ud!

I januar orker du heller ikke selv at invitere. Din ensomhed er en skygge, som du dulmer med alkohol eller forskellige former for materiel trøst eller med meningsløse hobbies og hektisk aktivitet, som har til formål at fortrænge, hvilket ikke lykkes. Børn og/eller børnebørn kan varme hjertet, men når natten kommer, er du alene og skal prøve at bilde dig selv ind, at det hele ikke ender med døden.

Det er noget lort at være menneske. Men det kan man ikke sige til nogen. Man kan læse i sin avis om andre, der har det meget dårligere end en selv, og man kan tage sig sammen.

Naturlig lidelse

I vores samfund må man ikke være svag, man må ikke acceptere den manglende frihed, vi er født under, og som er grundlaget for vores liv. Vi må ikke være ulykkelige og handlingslammede. Vi må ikke være ensomme og undlade at gøre noget for at møde nogen. Vi må ikke være i et dårligt forhold, som vi holder af og bliver i, fordi vi er svage. Vi må ikke have en sorg, der ikke kan heales eller behandles. Vi må ikke have vinterdepressioner, der varer hele året, uden at gå til psykolog og finde ud af hvorfor. Vi må ikke acceptere vores begrænsninger, vi må ikke være uden håb og uden handling.

I et samfund, hvor depression fylder i statistikkerne hvert år, må vi ikke være deprimerede. Men det er vi.

Det er skamfuldt at have problemer, som om man var herre over alting selv. Det må være en eller anden blind tro på velstandens og velfærdsstatens magt. Men selv om Anonyme Alkoholikere findes, kan du stadig være dranker.

Selv om psykologerne, hospitalerne og medicinen findes, kan du godt være uhelbredeligt ulykkelig. Selv om du kan komme hurtigt i behandling under den nye kræftpakke, kan du godt tabe kampen. Selv om der er tusind nye kasser til lige præcis den minoritet, du tilhører, kan du godt føle dig alene, overset og misforstået.

Livets problemer løser sig ikke, bare fordi vi lever i et af verdens rigeste samfund. Nogle gange er man nyforelsket, har tabt sig, solen skinner, og man kan finde glæden i en blomst eller måske mere sandsynligt i et par nye sko. Men sådan er det ikke altid. Livets grundvilkår er ét stort kontroltab. At livet er en gave, forstår vi i glimt. Resten er én lang, grålig lyssætning.

Nogle gange tænker jeg, om den nye offer/klagekultur i virkeligheden er udtryk for sin modsætning.

Kan det være, at alle klager, fordi der ikke er plads til den naturlige lidelse i vores samfund? Fordi vi ikke må være svage, ensomme, udsatte og fastlåste, bliver vores liv en aggressiv kamp for at påberåbe sig retten til at være uperfekte, utilpassede, forkerte, kort sagt menneskelige?

Hvis der var rum til svaghed, ville sangen måske være en anden. Hvis vi kunne rumme det faktum, at det at være menneske betyder at være eksistentielt ufrie, så kunne vi måske bedre se lysglimtene og oprigtigt glædes over dem.

Katrine Wiedemann er sceneinstruktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Der er noget om det, Katrine Wiedemann!

Anker Heegaard, Eva Schwanenflügel, Hans Houmøller, Katrine Damm, Jens Larsen, Katrine Marie Christiani og Jens Garde anbefalede denne kommentar

Pragtfuld læsning - det kan kun blive en dejlig dag!

Anker Heegaard, Annemette Pedersen, Eva Schwanenflügel, Hans Houmøller, Katrine Marie Christiani, Jens Garde og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg vil gerne tilføje en lille bisætning på nutidens fokus på 'at komme videre'.
Alle skal hele tiden videre.
Men før man kan komme videre, må man godt have lov at være lige der, hvor man er. Midt i den sure, mørke januarsmelankoli.

Jeg skal videre - men lige nu er jeg her.

John jingvers@gmail.com, Erik Fuglsang, Estermarie Mandelquist, Anker Heegaard, Martin E. Haastrup, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Hans Houmøller, Heidi Larsen, Randi Christiansen, Katrine Marie Christiani, Sofie Jørgensen og Søren Haastrup anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Det er dog den rene elendighed du bekriver.
"nok hylder at tage problemer ned fra, hvis man skal blive i dårligt humør." Du har altså selv valgt at blive i dårligt humør. Hvorfor valgte du, at belemre andre med dit selvvalgte dårlige humør, når man nu ikke må.

Sikke dog et tragisk livssyn. Vel er vejret ikke noget at juble over, men at det skulle så slemt til for os her i smørhullet. Må jeg anbefale. En lang cykeltur med familien eller nære venner - en tur på Louisiana el. et andet godt museum - en tur på biblioteket, hvor pragtfulde læseroplevelser findes en masse - gå ind og se De forbandede år - sæt Miles Davis på afspilleren - gør dit badeværelse rent )det er dog kreativt) - glæd dig til foråret, det kommer om ca. to måneder.
Fortsæt selv listen

Wiedemann har en klar pointe i at vores kultur tabuiserer nedtrykthed, melankoli og det besværlige liv - til fordel for storkapitalens indtjening på dubiøse lykkeprodukter (materielle goder, medicin, livsstil m.m.), som i sidste instans virker fremmedgørende og handicappende på vores naturlige kræfter ... og konfliktskabende mellem os.

Arne Lund har derimod ikke en pointe i at 'De forbandede år' bidrager til bedre humør; selvom den på udmærket vis skildrer en del af skismaerne, opportunismen, kynismen og konflikterne i vort land under besættelsen, så forsøger filmen også at legitimere vor ganske fattige integritet, når det kommer til at finde og fastholde en antifascistisk værdifundering.

Mikkel Zess, Egon Stich, Martin Rønnow Klarlund, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens, Hans Houmøller og Kim Øverup anbefalede denne kommentar

Hvor skal mennesker i øvrigt hen, når de skal 'videre'? Er 'videre' ikke i sig selv et tomrum, prædesignet til ekspropriering og utilitarisering? Det er tomme og meningsløse tilværelser, som 'skal videre' og det mest forarmende er vel at den kritiske refleksion over timheden og meningsløsheden udraderes i jagten på at komme 'videre'.

Mikkel Zess, Martin Rønnow Klarlund, Estermarie Mandelquist, Anker Heegaard, Martin E. Haastrup, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Susan Hansen og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar

Sorg er også kulturelt forbudsramt; vi skal 'videre', når vi lider tab - det handler om at vi 'kommer videre' ... og når vi trøster vore småbørn er det ikke for at deltage i deres sorg, frustration, smerte og lidelse, eller for at lære om/af den, men for at få dem til at holde kæft og få jahat på, så vi kan være vellykkede forældre og børn i en skinnende tilværelse på lykkehjul. Det er megasmart i en fart.

Erik Fuglsang, Mikkel Zess, Martin Rønnow Klarlund, Estermarie Mandelquist, Kim Vildnis, Anker Heegaard, Martin E. Haastrup, Morten Hjerl-Hansen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Som altid en læseværdig og god kommentar fra Katrine Wiedemann.

Jens Larsen, Anker Heegaard, Eva Schwanenflügel og Susan Hansen anbefalede denne kommentar

Og for øvrigt, Katrine, du ser godt ud.

Hanne Utoft - Når jeg nævnte "De forbandede år", så var det for at pege på en film, der på fremragende vis behandler et prekært emne. Vel er det ikke nogen humørspreder, men det er jo heller ikke det jeg anbefaler - kun ting, der er meningsfulde, og kan fordrive følelsen af at "livet er noget lort".
Filmen "legitimerer" ikke danskernes holdning til besættelsen - den forklarer og beskriver hvor mange lurvede kompromisser, der blev taget dengang for at familien Skov og nationen kunne overleve. Lurvede kompromisser, som stadig er gældende fx i relationerne til Kina, USA, Israel. I den retning er vi ikke kommet længere.

Marie Louise Shea

Kom i den grad til at tænke på 'Tilværelsens Ulidelige Lethed'. Tror jeg må læse den igen:-)