Psykolog Kasper Meitil skriver om meditation som en del af den grønne omstilling i en kommentar den 4. januar. Mindfulness karakteriserer han som en »kontemplativ kulturstrøm«, med »uselviskhed, kærlighed og harmoni mellem mennesker og naturen«.
Vi kan sympatisere med psykologens intentioner. Meditation kan være en mulig metode til at hæve os over os selv og centrere sig om det fælles; men meditation og mindfulness er ikke synonymt. Mindfulness er et element i meditation, men isoleret set er der faldgruber i mindfulness, som bliver smurt ud over alt for meget.
Meitils kommentar bagatelliserer markedskræfterne bag mindfulness.
I sin nye bog McMindfulness – How Mindfulness Became the New Capitalist Spirituality adresserer den amerikanske managementprofessor Ronald Purser denne problematik. Purser trækker på sociologen George Ritzer, som beskrev det, han kaldte McDonaldiseringen af samfundet. Det vil sige en trend med at simplificere produktionsprocesser, ligesom McDonalds gjorde med burgeren: mere ensartethed, faste fastfood-standarder helt ud til måden, man servicerer kunden.
Dette McD-paradigme har bredt sig til andre institutioner, ud i kulturen og har fundet vej til træningen af bevidstheden. Mindfulness betyder at være bevidst nærværende, en medfødt evne som hele tiden forstyrres af indtryk indefra og udefra. Der er pres på denne evne i et accelererende, informationsmættet samfund. Udviklet som selvhjælpsteknik er mindfulness i dag blevet en individuel, omsiggribende problemløser.
Purser beskriver, hvordan mindfulness anvendes i store virksomheder, i skole-, sundheds- og retssystemer, på Wall Street, i forsvaret etc. Den mindfulness, der praktiseres, er ofte basal koncentrationstræning. Ifølge Purser er der mere end 100.000 bøger til salg på Amazon med mindfulness i titlen, hvilket understreger, at mindfulness er blevet en universal eliksir, som mest handler om at lære at leve med status quo. Der er tale om en milliardstor industri.
Nærmer sig misbrug
McD-industrien sælger hurtig mæthed, men ingen næringsværdi. Pursers pointe er, at mindfulness bliver afkoblet fra det oprindelige frigørende perspektiv, der har rod i social etik og buddhistisk tradition. Mindfulnesstræning i denne tradition er uadskillelig fra etisk udvikling af det menneskelige fællesskab, en meditativ indstilling, og en del af buddhismens ottefoldige vej, herunder ret tale, handling og holdning.
I den mcdonaldiserede mindfulness rettes opmærksomheden mod the present moment, bort fra det distraherende ’gøren’ hen til ’væren’. Mindfulness skærper sansningen i øjeblikket uden fordømmelse af det, der dukker op i bevidstheden.
Men i modsætning til det oprindelige udgangspunkt bliver det ydre og forbindelsen med den distraherende omverden skilt fra, så fokus bliver et ’mig’ og ikke et ’vi’. Selvfokuseringen er ikke led i den buddhistiske tradition, hvori man tilstræber forbundethed med verden og andre. Det handler om bevidst nærvær og medfølelse.
Purser forholder sig kritisk til anvendelsen af mindfulness mod stress. Stress er et kollektivt problem og skyldes ofte dårlig ledelse og produktionsforhold. Mindfulness træner de ansatte til produktiv selvdisciplinering i stedet for at ændre de strukturelle faktorer i virksomheden eller i kulturen.
McMindfulness anvendes ligeledes af militæret, blandt andet i træning af snigskytter. Stress er også her kontraproduktivt.
Når teknikken anvendes, er der fokus på at lære at acceptere betingelserne, som de er, så ’her og nu’ er til at udholde. Dette er et epistemologisk perspektiv (ny læring) – mens det ontologiske perspektiv (spørgsmålet om væren i verden) bliver undgået.
Purser diskuterer, hvordan diagnosticering og behandlingsprogrammer kan være beroligende, men også passiviserende, så vi ikke får øje på den kontekst, vi som mennesker befinder os i. Han mener, at anvendelsen af McMindfulness nærmer sig misbrug. Der skabes socialt hukommelsestab og individualisering, som behændigt udnyttes af markedskræfterne. Og det er ikke grønt alt sammen.
Vi mener, at selverkendelse har stor værdi – og at samfundet ændres af enkeltpersoner i samspil. Mindfulness forfægter grundlæggende medfølelse med alle levende væsener inklusive med en selv. De sammenhænge, ’jeg’ og ’vi’ indgår i, må med i opmærksomheden.
Som forfatter Yuval Harari påpeger, er meditation også at udforske bevidstheden, ikke blot at fokusere den. Vi må forstå mere af bevidsthedsfunktionen, før vi lader biometriske data, overvågning og algoritmer træffe beslutninger for os. Bevidst bevidsthed, også om andre end os selv, er kommet for at blive.
Torben Heinskou og Ulrik Haahr er begge psykiatere.
Tak fordi I to psykiatere lærer danskerne at sige fra på et kvalificeret grundlag. Det er i øvrigt pinligt at PsykiatriFonden har noget der hedder "Det mentale motionscenter" hvor de tilbyder videocoachet behandling baseret på netop mindfulness. Jeg fik helt hihi afsindig skidt af at lave øvelserne. De var eksistentielt overambitiøse på en frygtelig måde jeg kun har frygtelige ting at sige om.
De skriver at
"Mindfulness skærper sansningen i øjeblikket uden fordømmelse af det, der dukker op i bevidstheden."
Det passer ikke med deres påstand om at i mindfulness
"bliver det ydre og forbindelsen med den distraherende omverden skilt fra".
Hvis man "skærper sansningen", kan man ikke samtidig fraspalte "det ydre og forbindelsen med den distraherende omverden".
Man må åbne for alt det, der kommer til at passere gennem ens bevidsthedsfelt.
Kunsten er at blive mere bevidst om det, der sker, uden at reagere på det som noget distraherende.
"Mindfulness betyder at være bevidst nærværende, en medfødt evne som hele tiden forstyrres af indtryk indefra og udefra."
Det, man kan "være bevidst nærværende" med, rummer altid "indtryk indefra og udefra".
Det giver ingen mening at påstå at det er DET der forstyrrer.
Det er os selv, der forstyrrer vores evne til at være bevidst nærværende.
Med alt det vi gør for at undgå at opleve det, der er ubehageligt i nærværet.
Løsningen er at vænne sig til at gøre mindre af det (mindre 'gøren') så vi kan være mere til stede (mere 'væren').
De kritiserer at i
"mindfulness rettes opmærksomheden mod the present moment, bort fra det distraherende ’gøren’ hen til ’væren’."
men skriver så at
"det ontologiske perspektiv (spørgsmålet om væren i verden) bliver undgået"
Det virker selvmodsigende. At være eller ikke at være? Og hvis ikke det er væren i verden, hvor så?
Men de henviser måske til to forskellige former for mindfulness?
Vi har svært ved at vågne nok op til konsekvenserne af vores Væren i verden, fordi vi hele tiden gør noget for at undgå at mærke de ubehagelige elementer i 'the present moment'.
"Selvfokuseringen er ikke led i den buddhistiske tradition, hvori man tilstræber forbundethed med verden og andre."
Men det er netop gennem en ærligt udforskende selvfokusering, vi lærer at forstå vores reelle forbundethed med verden og andre.
Ellers producerer vi hele tiden støj på vores egen forbindelse til verden.
Man kan optræner sin evne til at være mere stille og fokusere bevidstheden, for at kunne udforske den.
(Der er også i buddhismen forskellige opfattelser af, hvad og om det selv, vi fokuserer med, så i sidste ende er.)
Man har brugt former for hinduistisk, taoistisk og buddhistisk mindfulness i militær træning i århundreder. Det er blevet en del af traditionerne, fordi det er oplagt, med mindre man er pacifist.
Tak for dette vigtige indlæg. Det kan tilføjes, at den populistiske version af mindfulness er led i en større bølge, som hylder robusthed eller resiliens. Robusthed forstås i denne bølge som en individuel eller lokal kapacitet til at komme styrket ud af chok, belastninger eller stor modgang. Også her indebærer det, at der fremelskes en radikalt accepterende snarere end kritisk tænkende praksis. Det enkelte individ eller den lokale institution gøres eneansvarlig, mens den strukturelle kritik lukkes ned.
Vi takker interesserede læsere af vores replik for kommentarer. Vedrørende Hans Ditlev Nissens kommentar kan vi svare at vi er enige, for så vidt vi taler om mindfulness brugt i den rette kontekst, og udøvet af kvalificerede personer. Mindfulness har også en plads i psykiatrisk behandling. Pointen er, at vi ikke kritiserer mindfulness (eller meditation som sådan) - derimod advarer vi mod udvandede udgaver, som eksemplificeret af Donald Purser - kaldet McMindfulness - og som bruges som quick fix i et neoliberalistisk vækstparadigme. Mindfulness brugt korrekt kan bidrage til at tænke og føle klarere i relationen mellem mennesker, øge evnen til refleksion - og styrke fællesforståelsen. Læs Pursers bog ! Vi er ikke nødvendigvis enige med Purser i alt, men han peger på væsentlige problemstillinger, som man som udøver af mindfulnesstræning eller som psykiatrisk behandler med interesse for mindfulnessbaseret behandling, kan drage nytte af at reflektere over.
Torben Heinskou, Ulrik Haahr