McMindfulness træner folk til at acceptere status quo

Psykolog Kasper Meitil skriver om meditation som en del af den grønne omstilling i en kommentar den 4. januar. Mindfulness karakteriserer han som en »kontemplativ kulturstrøm«, med »uselviskhed, kærlighed og harmoni mellem mennesker og naturen«.

Vi kan sympatisere med psykologens intentioner. Meditation kan være en mulig metode til at hæve os over os selv og centrere sig om det fælles; men meditation og mindfulness er ikke synonymt. Mindfulness er et element i meditation, men isoleret set er der faldgruber i mindfulness, som bliver smurt ud over alt for meget.

Meitils kommentar bagatelliserer markedskræfterne bag mindfulness.

I sin nye bog McMindfulness – How Mindfulness Became the New Capitalist Spirituality adresserer den amerikanske managementprofessor Ronald Purser denne problematik. Purser trækker på sociologen George Ritzer, som beskrev det, han kaldte McDonaldiseringen af samfundet. Det vil sige en trend med at simplificere produktionsprocesser, ligesom McDonalds gjorde med burgeren: mere ensartethed, faste fastfood-standarder helt ud til måden, man servicerer kunden.

Dette McD-paradigme har bredt sig til andre institutioner, ud i kulturen og har fundet vej til træningen af bevidstheden. Mindfulness betyder at være bevidst nærværende, en medfødt evne som hele tiden forstyrres af indtryk indefra og udefra. Der er pres på denne evne i et accelererende, informationsmættet samfund. Udviklet som selvhjælpsteknik er mindfulness i dag blevet en individuel, omsiggribende problemløser.

Purser beskriver, hvordan mindfulness anvendes i store virksomheder, i skole-, sundheds- og retssystemer, på Wall Street, i forsvaret etc. Den mindfulness, der praktiseres, er ofte basal koncentrationstræning. Ifølge Purser er der mere end 100.000 bøger til salg på Amazon med mindfulness i titlen, hvilket understreger, at mindfulness er blevet en universal eliksir, som mest handler om at lære at leve med status quo. Der er tale om en milliardstor industri.

Nærmer sig misbrug

McD-industrien sælger hurtig mæthed, men ingen næringsværdi. Pursers pointe er, at mindfulness bliver afkoblet fra det oprindelige frigørende perspektiv, der har rod i social etik og buddhistisk tradition. Mindfulnesstræning i denne tradition er uadskillelig fra etisk udvikling af det menneskelige fællesskab, en meditativ indstilling, og en del af buddhismens ottefoldige vej, herunder ret tale, handling og holdning.

I den mcdonaldiserede mindfulness rettes opmærksomheden mod the present moment, bort fra det distraherende ’gøren’ hen til ’væren’. Mindfulness skærper sansningen i øjeblikket uden fordømmelse af det, der dukker op i bevidstheden.

Men i modsætning til det oprindelige udgangspunkt bliver det ydre og forbindelsen med den distraherende omverden skilt fra, så fokus bliver et ’mig’ og ikke et ’vi’. Selvfokuseringen er ikke led i den buddhistiske tradition, hvori man tilstræber forbundethed med verden og andre. Det handler om bevidst nærvær og medfølelse.

Purser forholder sig kritisk til anvendelsen af mindfulness mod stress. Stress er et kollektivt problem og skyldes ofte dårlig ledelse og produktionsforhold. Mindfulness træner de ansatte til produktiv selvdisciplinering i stedet for at ændre de strukturelle faktorer i virksomheden eller i kulturen.

McMindfulness anvendes ligeledes af militæret, blandt andet i træning af snigskytter. Stress er også her kontraproduktivt.

Når teknikken anvendes, er der fokus på at lære at acceptere betingelserne, som de er, så ’her og nu’ er til at udholde. Dette er et epistemologisk perspektiv (ny læring) – mens det ontologiske perspektiv (spørgsmålet om væren i verden) bliver undgået.

Purser diskuterer, hvordan diagnosticering og behandlingsprogrammer kan være beroligende, men også passiviserende, så vi ikke får øje på den kontekst, vi som mennesker befinder os i. Han mener, at anvendelsen af McMindfulness nærmer sig misbrug. Der skabes socialt hukommelsestab og individualisering, som behændigt udnyttes af markedskræfterne. Og det er ikke grønt alt sammen.

Vi mener, at selverkendelse har stor værdi – og at samfundet ændres af enkeltpersoner i samspil. Mindfulness forfægter grundlæggende medfølelse med alle levende væsener inklusive med en selv. De sammenhænge, ’jeg’ og ’vi’ indgår i, må med i opmærksomheden.

Som forfatter Yuval Harari påpeger, er meditation også at udforske bevidstheden, ikke blot at fokusere den. Vi må forstå mere af bevidsthedsfunktionen, før vi lader biometriske data, overvågning og algoritmer træffe beslutninger for os. Bevidst bevidsthed, også om andre end os selv, er kommet for at blive.

Torben Heinskou og Ulrik Haahr er begge psykiatere.