Læserbrev

Miljøkonsekvenserne af Lynetteholmen bliver selvfølgelig grundigt belyst, før vi anlægger den

Der bliver sat spørgsmålstegn ved miljøkonsekvenserne af den kommende ø Lynetteholmen. Men der er ingen grund til bekymringer, for det bliver undersøgt grundigt og fremlagt i en rapport ved udgangen af året, skriver havnebygmester og anlægschef i By og Havn Hans Vasehus i dette debatindlæg
27. januar 2020

Biolog Kirsten Olrik er i en kommentar i Information den 16. januar bekymret for vandmiljøet i havnen ved anlæggelse af den kommende ø Lynetteholmen, der skal klimasikre København. Hun mener, at vores hukommelse om fortidens episoder svigter. Men vi husker skam – og vi bruger fortidens erfaringer og nutidens ypperste viden til at skabe fremtiden. 

Olrik spørger i sit indlæg, om der er undersøgelser, der forsikrer, at vandet i Københavns havn ikke bliver brakvand, som kan belaste klimaet og skade mennesker. Det er et relevant spørgsmål og blot ét af mange forhold, vi afdækker i miljøkonsekvensrapporten, der udarbejdes over det næste år. Alle aspekter vedrørende strømning gennem havnen og i Øresund vil blive grundigt undersøgt af det uafhængige rådgivningsfirma DHI.

Inden Lynetteholmen kan etableres, skal der godtgøres for både den marine fauna og flora samt øvrige påvirkninger af miljøet. Jeg kan derfor garantere Kirsten Olrik, at ethvert aspekt vedrørende miljøpåvirkning af omgivelserne vil blive grundigt belyst.

Kirsten Olrik foreslår som alternativ til Lynetteholmen, at hele hovedstaden hegnes ind og afskæres fra vandet af høje diger. Det er ikke en idé, vi kan tilslutte os. Og diger er ikke en billigere løsning, som Kirsten Olrik skriver. Københavns Kommune har vurderet, at et dige koster 800 mio. kr., og det vil ikke generere indtægter.

Lynetteholmen vil til gengæld give helt nye muligheder for rekreativ udfoldelse mod Øresund og vil kunne fungere som en slags forlængelse af Amager Strandpark.

Helt overordnet vil jeg gerne til slut slå fast, at strømningen gennem Københavns Havn er reguleret ved kammerslusen og stigbordene i syd. Lukningen af Lynetteløbet samt etablering forventes ikke at få mærkbar indflydelse på den nuværende gennemstrømning.

I slutningen af 2020 forventes miljøkonsekvensrapporten at være klar til otte ugers offentlig høring. Jeg håber, det grundige arbejde i rapporten og de medfølgende baggrundsrapporter vil betrygge Kirsten Olrik. Indtil videre er bolden hos os, og vi vil sammen med vores rådgivere arbejde på højtryk for at få det bedste materiale klar til offentlighedsfasen.

Hans Vasehus er havnebygmester og anlægschef i By og Havn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu