Mindre ulighed er forudsætningen for grøn omstilling og omvendt

Varig grøn omstilling kræver, at vi integrerer klima i velfærd og velfærd i klima.

Laura Friis Wang skriver i en leder i Information d. 27. december, med udgangspunkt i den netop vedtagne finanslov, at øget ulighed ikke må være et argument imod at indføre grønne afgifter.

Men hvis vi indfører flade grønne afgifter, hvor det ikke sikres, at afgifterne ikke rammer socialt skævt på fødevarer, som for eksempel kød, så vil det ramme de svageste hårdest, mens dem, som har mest, intet vil mærke. Så slipper de rigeste og de største klimasyndere faktisk billigst.

Vi kan ikke være bekendt at lægge ansvaret for klodens fremtid på dem, som har mindst, ligesom vi heller ikke kan være bekendt at efterlade de unge med problemet.

Derfor må de rige og landbruget ikke længere ufortrødent spise bøffer og fortsætte den enorme kødproduktion. Klimakrisen er simpelthen for vigtig til, at vi kan lade de store klimasyndere slippe, mens vi kræver, at den enlige mor og de studerende ændrer kost og adfærd.

For at sikre, at vi får reduceret vores drivhusgasser tilstrækkeligt, er der derfor to væsentlige pointer:

Det er ikke nok, at kun visse befolkningsgrupper reducerer deres forbrug. Flade afgifter betyder mest, for dem som har mindst. Derfor vil de ændre adfærd, mens direktøren fortsat vil spise mange entrecotes. Det vil simpelthen ikke batte nok. Alle skal ændre adfærd, og dem, som skal mærke det mest, skal være dem, som har det største CO2-aftryk. Det er de velhavende og industrien.

Hvis klimatiltag især går ud over dem med mindst og de svageste, mens overklassen kan fortsætte deres livsstil uændret, vil klimadagsordenen forbindes mere med stigende ulighed end med forbedret klima. Og så vil dagsordenen miste den brede opbakning i befolkningen.

Det kan vi allerede se et eksempel på i Frankrig, hvor klimadagsordenen er sat langt tilbage af Macrons socialt skæve og fejlslagne benzin- og dieselreform, som ledte til De Gule Vestes protester.

Vi er nødt til at tænke klima og velfærd sammen: Intet klima uden velfærd og ingen velfærd uden klima. Så når Laura Friis Wang skriver, at »det bliver dyrt for alle, og nogle vil mærke det mere end andre«, må vi ikke lade det blive dyrest for dem, som i forvejen har mindst. For klimaets skyld.

Emil Ulrik Andersen er kemiker og medlem af Enhedslisten Københavns bestyrelse