Kronik

Jeg blev misbrugt som barn. Men mit traume gør mig ikke psykisk syg

Mennesker, der har været udsat for overgreb, ender ofte med den psykiatriske diagnose borderline. Men mine traumer gør mig ikke psykisk syg. Psykiatrien kan slet ikke rumme mennesker som mig, skriver Cecilie Skovbjerg i dette debatindlæg
Cecilie Skovbjerg med sin hest Gaston. »Jeg har i dag vendt psykiatrien ryggen, fordi den ikke havde plads til mig og min historie. Den havde ingen forståelse for, hvad traumer har gjort ved mig. Der var ingen forståelse for, at jeg havde brug for at møde de samme få mennesker i min hverdag, i stedet skulle jeg forholde mig til 14-16 forskellige ansatte på en uge,« skriver hun i kronikken. 

Cecilie Skovbjerg med sin hest Gaston. »Jeg har i dag vendt psykiatrien ryggen, fordi den ikke havde plads til mig og min historie. Den havde ingen forståelse for, hvad traumer har gjort ved mig. Der var ingen forståelse for, at jeg havde brug for at møde de samme få mennesker i min hverdag, i stedet skulle jeg forholde mig til 14-16 forskellige ansatte på en uge,« skriver hun i kronikken. 

Michael Drost-Hansen

22. januar 2020

Jeg har utallige indlæggelser på psykiatriske afdelinger bag mig – blandt andet halvandet års tvangsindlæggelse i Haderslev. Desuden har jeg boet på bosted i syv et halvt år. Alligevel ved jeg intet om, hvordan det er at have en skizofren eller bipolar lidelse. Til gengæld ved jeg en masse om at være et traumatiseret barn, der vokser op og bliver patient i psykiatrien.

Man lærer altid, at det aldrig er din egen skyld, når du har været udsat for et overgreb, og da slet ikke hvis du var udsat for et overgreb, da du var barn. I mit tilfælde da jeg var syv år.

At få flashbacks til så voldsom en oplevelse, at genopleve den igen og igen, gør mig ikke psykisk syg. Det gør mig til et menneske, der har oplevet noget, ingen mennesker burde opleve. Alligevel er den kasse, der er tættest på at passe til mig, åbenbart psykiatrien.

Jeg ved, hvordan det er at kæmpe, gå i stykker og tro, at det er i psykiatrien, hjælpen findes. Men når du møder psykiatrien, bliver skam og skyld dine faste følgesvende. Jeg har skammet mig så meget over ikke bare at kunne tage mig sammen, og jeg har følt så megen skyld over ikke bare at kunne opføre mig normalt.

Unuanceret diagnose

Rigtig mange, oftest piger, der er traumatiserede, bliver diagnosticeret med personlighedsforstyrrelsen borderline. Således også mig. Med den diagnose følger en behandling, som jeg kraftigt vil sætte spørgsmålstegn ved. Ja, vi kan være selvskadende, vi kan have tendens til drama i perioder, vi kan have tendens til at gå i ekstremer. Men der bliver sjældent kigget på årsagerne til vores reaktioner, i stedet får vi blot at vide, at vi skal adfærdskorrigeres.

Vi skal tage os sammen, vi skal blive voksne, vi skal holde op med det pjat, vi har ikke ret til tryghed eller faste mennesker omkring os, for vi knytter os for meget til dem. Vi bliver afhængige, uselvstændige. Fordommene omkring os er mange og voldsomme.

Som borderlinepatient kommer din evne til at have relationer rigtig ofte til at være i centrum, fordi det ifølge psykiatrien ikke er muligt for dig at have sunde relationer. Du knytter dig for meget til personalet, du deler dem op i gode og onde. Du kan have tendens til at sætte enkelte medarbejdere op på en piedestal. Endnu en fordom af grov karakter.

Hvis du ikke møder nogle mennesker, der kan rumme hele dig og fortælle dig, at du er okay – også med din bagage – hvordan skulle du så nogensinde kunne lære at tro på dig selv?

Efter ti år i psykiatrien er jeg nødt til at sætte spørgsmålstegn ved behandlingen af denne gruppe patienter. Psykiatrien glemmer, at mange af os har så massive traumer med i bagagen, at personalet faktisk ikke vil snakke med os om det. De har ganske enkelt ikke kompetencerne til at rumme os. Og hvis personalet ikke har kompetencerne til at rumme os, rumme vores historier, hører vi så overhovedet til i psykiatrien?

Hvis mennesker med traumer overhovedet skal have en psykiatrisk diagnose, bør den være mere nuanceret end borderline.

Ingen respekt for traumer

I psykiatrien er der ingen respekt for, at nogle ting bare ikke kan lade sig gøre. Ingen respekt for, at nogle mennesker, situationer, lugte eller lyde kan udløse så voldsomme flashbacks, at du nærmest bliver psykotisk. Det må du bare arbejde med, og alle ansatte er i øvrigt lige gode til at hjælpe dig.

Hvis jeg ligger i fosterstilling i et hjørne, fordi en ansat har udløst et eller andet i mig, er det mit problem. Jeg skal ikke have min vilje, jeg skal snakke med den ansatte, der er til rådighed, ellers må jeg klare mig selv.

Som ansat kan det være svært – for ikke at sige umuligt – at sætte sig ind i, hvad der kan udløse et traume. Det kan være uforståeligt for andre, at melodien til Olsen-banden kan få mig til at bryde grædende, rystende og skrigende sammen i et hjørne. Men det er sådan, det er. Og det bør mødes med respekt – ikke med et ’tag dig nu sammen’.

Når du er traumatiseret, har du mødt det onde i andre mennesker, derfor giver det rigtig god mening, at du har ekstra meget brug for lange, kontinuerlige forløb med de samme mennesker omkring dig. Traumer kan ikke medicineres væk. Du kan blive så tungt bedøvet, at du nærmest bliver til en zombie, men traumerne er stadig i dig. Der skal langvarig, kontinuerlig behandling i trygge rammer til, men det er dyrt.

Behandling koster penge, piller koster mindre. Derfor er medicin oftest løsningen. En pille fjerner bare ikke erindringer, den fjerner ikke det, som kroppen husker. Pillen gør dig bare til en zombie.

Behandlet som et barn

Det er forfærdeligt at være traumatiseret, uanset hvilken form traumet har, men det er endnu mere forfærdeligt at møde et system, der behandler dig som et forkælet barn. Der behandler dig som en opgave, alle kan løse. ’Rammesættende pædagogik’ kaldes det. Der skal holdes fast i rammen, uanset hvor bange du bliver, uanset hvor meget dine traumer bliver udløst, så skal du nok falde til ro i rammen med tiden. Indtil da er du til besvær, det er for hårdt for personalet at være i nærheden af dig. Du skal glemme fortiden og komme videre.

Jeg mener, at fokus først og fremmest bør være på mennesket, når man behandler traumer. Ikke på diagnosen, ikke på adfærden. Det primære fokus bør være at skabe en forståelse for, hvorfor personen gør, som personen gør. Hvad var årsagen til, at jeg skar mig? Der gik mange år, før nogen fik fokus på årsagen til min massive selvskade, indtil da var det blot et spørgsmål om adfærdskorrektion – altså: Hold op med det.

Jeg har mødt rigtig mange ansatte i psykiatrien, der lige præcis vidste, hvordan jeg var, og hvordan sådan en som mig skulle behandles. Jeg skulle bestemt ikke have opmærksomhed, jeg skulle ikke have tryghed. Ved indlæggelse har jeg mødt holdninger om, at jeg ikke måtte have mine afledningsstrategier i form af eksempelvis håndarbejde og iPad, jeg måtte ikke snakke med en ansat i mere end en halv time om dagen. Jeg måtte kun have min telefon en time om dagen, og jeg måtte kun komme ud af min stue en time om dagen. Men hvordan skal jeg kunne få det bedre, hvis jeg kun møder mistro og bliver behandlet som et uartigt barn?

Må klare mig selv

Når de ikke forstod, at min selvskade ikke handlede om opmærksomhed, men at det var en måde at stoppe de massive flashbacks på, stoppe de kropslige genoplevelser, hvordan skulle de så kunne hjælpe mig?

Denne indstilling synes at være den samme, uanset hvor i psykiatrien jeg har bevæget mig. Om det har været sygehuse, ambulatorier eller bosteder. De kan bare ikke rumme mig nogen steder. Jeg har i dag vendt psykiatrien ryggen, fordi den havde ikke plads til mig og min historie. Den havde ingen forståelse for, hvad traumer har gjort ved mig. Der var ingen forståelse for, at jeg havde brug for at møde de samme få mennesker i min hverdag, i stedet skulle jeg forholde mig til 14-16 forskellige ansatte på en uge.

Jeg bor nu i min egen lejlighed, jeg dealer med mine udfordringer og støtter mig op ad mit netværk. Men hvor ville det være dejligt at kunne blive rummet i det system, der burde være til for at hjælpe.

Hvornår glemte man, at det er ødelagte mennesker, man har med at gøre? Mennesker, der har brug for varme, tryghed og måske en at tale med. En psykiatrisk patient er ikke en opgave, men et menneske på lige fod med alle andre. Hvornår glemte man, hvor altødelæggende massive traumer kan være for et menneskes sind?

Cecilie Skovbjerg, førtidspensionist

I forlængelse af Informations artikler om den 16-årige Julie, der begik selvmord, kommer en professor og en generealsekretær med deres bud på, hvad det økonomiske løft af psykiatrien skal bruges på.
Læs også
Det er den rødeste finanslov meget længe, siger direktør for den borgerlige tænketank CEPOS og bakkes op af både tænketanken Kraka og Arbejdernes Erhvervsråd. Skattelettelser er der ingen af. I stedet er der afgifter og penge til velfærd.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Estermarie Mandelquist
  • Vivi Rindom
  • Alvin Jensen
  • Viggo Okholm
  • Christel Gruner-Olesen
  • Karen Wolf
  • Søren Andersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Arne Albatros Olsen
  • Anker Heegaard
  • Anne Schøtt
  • ingemaje lange
  • David Zennaro
  • Kurt Nielsen
  • Kristian Nielsen
Klaus Lundahl Engelholt, Estermarie Mandelquist, Vivi Rindom, Alvin Jensen, Viggo Okholm, Christel Gruner-Olesen, Karen Wolf, Søren Andersen, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, Anker Heegaard, Anne Schøtt, ingemaje lange, David Zennaro, Kurt Nielsen og Kristian Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Merete Laubjerg

Tusinde tak for et rammende debatindlæg om nedværdigende forhold i psykiatrien - vi må håbe, at det vil hjælpe til, at autoriteterne i psykiatrien kan få overskud og forståelse for nødvendigheden af at besidde medmenneskelig indsigt for overhovedet at kunne blive kaldt professionelle.

Søren Ferling, søren ploug, Bjarne Bisgaard Jensen, Mogens Holme, Klaus Lundahl Engelholt, Estermarie Mandelquist, Alvin Jensen, Susanne Kaspersen, Niki Dan Berthelsen, Christel Gruner-Olesen, Karen Wolf, Jan Weber Fritsbøger, Susanne Svarga, Rikke Nielsen, Eva Schwanenflügel, Ib Christensen, Arne Albatros Olsen, Anker Heegaard, Elise Berg, ingemaje lange, Steffen Gliese og Nette Skov anbefalede denne kommentar

Der er forskel på psykiatri og psykologi. Har du prøvet en psykolog?

Jan Weber Fritsbøger, Rikke Nielsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Kære Cecilie
Jeg kan anbefale foreningen SPOR.
Her kan du læse, skrive eller mødes i lokalafdelingerne.
Det kan være en lettelse, når andre 'ved, hvordan det er'. Og man ikke behøver forklare sig.
Også blot at sidde tavs i et hjørne og høre andre sige det, som brænder indeni.
Det har det i alt fald været for mig ...
Håber du kan bruge linket og foreningen.
Mange hilsner Lone

https://www.google.com/url?sa=t&source=web&rct=j&url=https://www.landsfo...

søren ploug, Marie Louise Shea, Anja Knoblauch, Alvin Jensen, Nette Skov, Viggo Okholm, Søs Jensen, Jan Weber Fritsbøger, Eva Schwanenflügel og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"De har ganske enkelt ikke kompetencerne til at rumme os".

Du stiller for store krav og forventninger. Der er forskel på en institution og forholdet mellem f.eks. personale og patienter og så en familie og f.eks. forholdet mellem forældre og børn og forholdet mellem de to i et parforhold.

Den stort set ubetingede kærlighed og rummelighed, der vel er et ideal for familien, kan man ikke forvente også skal være idealet i forholdet mellem personale og patienter på en psykiatrisk institution.

Kære Cecilie
Åh, ja. En lugt, en lyd, eller en uventet berøring - pludselig genkendelse - tilbage - frit fald.
Vi er ikke syge.
Vi er ikke skøre.
Vi er faktisk ret mange ... desværre.
Og mange lukker det helt inde i sig selv og vover end ikke at huske.

Marie Louise Shea, Mogens Holme, Estermarie Mandelquist, Anja Knoblauch, Nette Skov, Christel Gruner-Olesen, Elisabeth Christiani, Søs Jensen, Jan Weber Fritsbøger, Eva Schwanenflügel og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Lene Henriksen

Kære Cecilie.

Jeg er ked af at høre, hvad du har været igennem, og at du ikke er blevet mødt.
Der er faktisk behandlingsmuligheder og forståelse, men måske er det ikke nået til psykiatrien endnu?

Der er sidste år kommet en bog af Ole Stjernholm (psykolog) om: Borderlineforstyrrelsen og de indre mangeltilstande. Forlaget Hovedland. Det er en fagbog, og beskriver meget præcist sammenhængen mellem traumer og de tilstande, som ofte bliver benævnt som borderline. Og ikke mindst hvor meget, der faktisk skal til for at arbejde i dybden med de tilstande, både for den der har mødt traumerne, og behandleren. Men det gode er, at det kan lade sig gøre.
Også Lars Søren (psykolog, som har været ansat gennem mange år på Nykøbing Sjælland psykiatriske hospital) har skrevet en god bog om, hvordan traumer er blevet overset i psykiatrien, og ofte forbliver ubearbejdede dér. Den hedder: Smertegrænsen. Traumer, tilknytning og psykisk sygdom. Dansk Psykologisk Forlag. Det er også en meget nyttig fagbog.
Nogle af de

Der findes en del mennesker i Danmark i dag, der, ligesom jeg, arbejder med eftervirkninger af traumer gennem Somatic Experiencing, som er en nænsom og dog kraftfuld måde at arbejde med traumer og overgreb på, blandt andet ved at opbygge kropslige ressourcer og regulering af nervesystemet. www.somaticexperiencing.dk, også ovennævnte Ole Stjernholm kan anbefales.

Foreningen SPOR, som Lone nævner, er en godt sted at hente inspiration. De er også meget inde på, at der ofte er tale om kompleks PTSD, som er en diagnose, der er ved at blive mere anerkendt.

Håber dette kan inspirere dig! Venlig hilsen Lene

Klaus Seidenfaden, Søren Ferling, søren ploug, Marie Louise Shea, Estermarie Mandelquist, Anja Knoblauch, Alvin Jensen, Nette Skov, Niki Dan Berthelsen, Torsten Jacobsen, Søs Jensen, Susanne Svarga, Rikke Nielsen, Eva Schwanenflügel og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Når man så tænker på at vi ikke for så mange år siden, havde masser af politikere der bekymrede sig så meget om børns bedste. Hvor blev de af efter overvågningen og censur filteret, børn skal leve et helt liv under, blev indført.?

Bjarne Toft Sørensen

@Lene Henriksen
"Og ikke mindst hvor meget, der faktisk skal til for at arbejde i dybden med de tilstande, både for den der har mødt traumerne, og behandleren. Men det gode er, at det kan lade sig gøre".

Korrekt, men det er i høj grad et spørgsmål om ressourcer og den måde, som de anvendes på. Du er populist, hvis du giver en psykisk lidende, der trods alt har overskud til at skrive en kronik i en avis, indtryk af noget andet.

Det er ikke rimeligt at bekræfte forventninger om nærmest ubetingede krav om særlige hensyn til patientens (i et social og kulturelt perspektiv) eller den enkeltes (i et eksistentielt perspektiv) helt særlige situation. Der er også bredere sociale og samfundsmæssige hensyn, der må tages højde for.

Claus Bødtcher-Hansen

22/jan/2020

Hej Cecilie Skovbjerg,
tak for dit omfattende indlæg i Dagbladet Information.

Jeg har mange års erfaring som gestaltterapeut, og som
jeg læser dit indlæg, kan der være et perspektiv i dine
oplevelser, som ikke er håndteret/behandlet terapeutisk ...

Men venlig hilsen
Claus

Jan Weber Fritsbøger

bjarne at det er et spørgsmål om ressourcer kan du have ret i, men ellers er jeg altså ikke enig, Cecilie stiller ikke for store krav, og samfundet burde gøre sig kompetent til at hjælpe i det omfang som er nødvendigt,
men det er samfundet slet ikke interesseret i, man har valgt at beskytte sig imod følgerne af traumer som mennesker måtte have pådraget sig, ved at medicinere og anbringe de ramte,
men man vil ikke bruge den tid og den omsorg som faktisk skal til for at fjerne eller bare reducere traumets betydning for ofrets liv, man skærer ned på omsorg hele vejen rundt og gør det til individets problem, empati er åbenbart for dyrt.

søren ploug, Anja Knoblauch, Lone Nielsen, Dennis Tomsen, Søs Jensen, Merete Laubjerg og David Adam anbefalede denne kommentar

Tak for et fint indlæg, Cecilie.

Jeg har selv omfattende erfaring med psykiatrien, og har oplevet mangt og meget derinde. Jeg har fået en diagnose som paranoid skizofren, fordi jeg mener at der er visse ting der ikke er som vi får dem fortalt. Min oplevelse af psykiatrien er at der er meget forskel på hvor man er, og hvilket personale man har med at gøre. De fleste jeg har mødt der har gode intentioner, især sygeplejerskerne/plejerne, men i bund og grund mener jeg at hele psykiatrien er baseret på fejlagtige forestillinger om menneskets psyke og plads i verden, og at psykiatrisk behandling, som den er i dag, sjældent kan løse komplekse psykiske problemer, som fx borderline eller skizofreni, så kaldte. Ofte gør behandlingen mere skade end gavn (jeg har set det igen og igen, og mærket det på eget sind), simpelthen fordi psykiaterne ikke forstår hvad de arbejder med.

Antipsykostisk medicin kan i visse tilfælde være gavnligt - dens effekt er at dæmpe og døve sindet, og det kan være en god ting hvis folk ikke kan kontrollere sig selv, og er i risiko for at skade sig selv eller andre. Men det er en almindelig misforståelse at medicinen ændrer på tankerne - det gør den ikke, i hvert fald har jeg aldrig oplevet det. Derfor må der også være terapeutisk behandling, for at få styr på sindet.

Åh... det er et kæmpe emne, og jeg kunne skrive meget om det. Jeg vil holde mig til at sige: jeg er rask og medicinfri, og det er ikke på grund af pykiatrien, men fordi jeg har været heldig selv at finde ud af hvad problemerne drejede sig om, hvad de bestod i, og hvordan de kunne løses.

Jeg har brugt meditation, religiøs filosofi, motion, og sund kost til helbredelsen. Og så har jeg været heldig at have en god familie, som passede på mig efter bedste evne i nogle meget svære år.

Min egen erfaring og oplevelse er at de fleste psykiske lidelser har noget at gøre med dæmoner, eller, onde ånder, som både alverdens naturreligoner, store religioner, og mystisk funderede filosofier omtaler. Det er lige præcis de "stemmer" som visse psykisk lidende hører, der fortæller dem grusomme ting, om sig selv, om andre, og som kommer med umenneskelige forslag af enhver art. De lever af menneskers sorg, smerte, vrede, og andre negative følelser, og de kan påvirke os igennem huller i vores energetiske system. De æder simpelthen vores negative energi, det er mad for dem, og derfor prøver de at skabe negativitet af enhver slags i os. Løsningen er at være lys, positiv, og rolig - indefra. De lever i mørke, og af mørke, og lys skræmmer dem væk.

Dette betragtes selvfølgelig som middelalderlig tankegang af psykiatrien. Men det er sandt, ikke desto mindre. Man bør også gøre sig det klart at psykiatrisk medicin er en meget stor milliard-forretning, og man kan derfor spørge sig selv hvor meget interesse der egentlig er, i visse kredse, i at helbrede psykisk lidende.

Her taler Jerry Marzinsky, klinisk psykolog med over 25 års erfaring med psykiatri og kriminelle om sine erfaringer med dæmoner. Det er et interview på 2 timer, men det er meget, meget interessant.
https://youtu.be/dMJoJDGRkUQ

God aften! :)

Et par citater om psykiatri:

”Der er ingen objektive tester i psykiatri – ingen røntgen-, laboratorie- eller undersøgelses-resultater, som endeligt afgør om en person har eller ikke har en psykiatrisk forstyrrelse. Der er ingen definition på en psykiatrisk forstyrrelse. Det er noget vås. Jeg mener, man kan ganske enkelt ikke definere det”. Allen Frances, psykiater og tidligere formand for DSM-IV arbejdsgruppen.

"I virkeligheden er psykiatrisk diagnosticering en slags sjælelig portrættering, som kan ødelægge liv, og ofte gør det”.
Peter Breggin, psykiater.

"DSM-IV er opspindet hvorigennem psykiatrien søger anerkendelse i lægevidenskaben i almindelighed. Insidere ved, at det snarere er et politisk end et videnskabeligt dokument … DSM-IV er blevet en bibel og en pengemaskine af en bestseller – til trods for dens mange brister”.
Loren Mosher, læge og klinisk professor i psykiatri.

"Det kan siges kort, hele den forretning med at skabe psykiatriske kategorier af ‘sygdomme’, at formalisere dem gennem afstemninger og efterfølgende give dem diagnostiske koder, hvilket letter deres brug til fakturering til forsikringsselskaber, er intet mindre end et længerevarende svindelnummer, som giver psykiatri en pseudo-videnskabelig aura. Gerningsmændene har selvfølgelig sugerøret nede i skatteydernes pengekiste”.
Dr. Thomas Dorman, speciallæge i indre medicin og medlem af the Royal College of Physicians of the UK.

"Det er ikke en videnskab. Det er politik og økonomi. Det er hvad psykiatri er: politik og økonomi. Adfærdskontrol – det er ikke videnskab, det er ikke lægevidenskab”.
Thomas Szasz, professor emeritus i psykiatri.

Flere citater i denne noget rodede, men ellers interessante artikel:
https://ildspor.wordpress.com/2019/10/01/mindfulness-som-mindless-misbru...

søren ploug, Mogens Holme, Dennis Tomsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Jan Weber Fritsbøger
Jeg er enig i, at psykiatrien burde prioriteres højere med hensyn til ressourcer, og som det første burde man vel sørge for, at der ikke er afdelinger, der føler sig presset til at sende patienter hjem, før de ud fra en faglig vurdering er parate til det.

Desuden har jeg som pårørende undret mig over, hvor få psykologer der typisk er tilknyttet afdelingerne, og i hvor ringe omfang egentlige psykoterapeutiske behandlingsforløb iværksættes.

På den anden side er jeg også bevidst om, at hvis alle, der ville have gavn af flerårige psykoterapeutiske behandlingsforløb, også blev tilbudt det og gennemførte det, ville det økonomisk blive ret belastende for samfundet.

Der er også en række, mere eller mindre modsatrettede, interesser hos henholdsvis læger og psykologer, der i den sammenhæng spiller ind, og en række forskellige antagelser om, hvad der mere langsigtet ville kunne have hvilken form for virkning og måske ligefrem, samlet set, kunne resultere i besparelser.

Også blandt psykologer ville der opstod uenigheder om, hvilke former for kortsigtede og langsigtede terapiforløb der, i givet fald, skulle tilbydes til hvilke former for patienter.

Bjarne Toft Sørensen

@Thomas Faber

Du vil altid kunne finde fagfolk med ekstreme synspunkter.

I en artikel om et helt andet emne gav speciallæger i psykiatri, Birgit Bundesen og Bent Rosenbaum, følgende fremstillinger af diagnoser og deres konsekvenser. Fremstillinger, som jeg kan været enig i:

"Det er vigtigt at forstå, at de psykiatriske diagnoser er akademiske konstrukter. Vi har ikke nogen entydig biologisk markør som en ’skizokok’ eller depressionshjernecenter, vi kan måle på, når vi stiller psykiatriske diagnoser.

Som fagfolk bruger vi diagnoser til at skabe et sprog omkring de forskellige former for lidelser, både akademisk, men også i det kliniske møde med mennesker, der af forskellige årsager har brug for hjælp til at håndtere deres psykiske kriser. De er ikke ’natural kinds’ på samme måde som ’lungebetændelse’ eller ’benbrud’, der meget entydigt har et biologisk korrelat.

Det betyder dog ikke, at man ikke med stor præcision kan stille den rigtige psykiatriske diagnose. I psykiatrien kan det at få den rigtige diagnose betyde, at man har ret til behandling og juridisk samt socialt sikres ydelser og visse rettigheder, som for eksempel retten til ikke at producere på ’ordinære arbejdsmarkedsvilkår’, som det hedder i socialrådgiversprog".
https://www.information.dk/kultur/2019/12/10ernes-antidiagnoselitteratur...

Torsten Jacobsen

Jeg kan (endnu en gang) varmt anbefale et bekendtskab med Dr. Gabor Maté, hvis humane og sofistikerede forståelse af begreber som afhængighed, traumer, fysisk og mentalt velbefindende, spirituelle behov og de nære sammenhænge her imellem, desværre endnu ikke har vundet fortjent udbredelse. I de to klip herunder berører han både direkte og indirekte mange af de pointer, som rejses i Cecilie Skovbjergs nødvendige kronik og i de efterfølgende kommentarer:

Keynote ACES to Assets 2019 – Dr. Gabor Maté – Trauma as disconnection from the self
https://www.youtube.com/watch?v=tef5_HK5Zlc

Dr Gabor Mate on the misunderstanding of trauma by society and the medical industry
https://www.youtube.com/watch?v=Q-K2JTTdcmY

Bjarne;

Der er heldigvis nogle gode iblandt!

Jeg er dog ikke så interesseret i hvad der betragtes som ekstremt og ikke ekstremt - meninger er relative i forhold til synsvinkel, ståsted, og perspektiv.

En gang mentes det at et ekstremt synspunkt var at Jorden kredsede om Solen. Folk er endda blevet brændt for at mene det.

Jeg har selv set, igen, og igen, og igen, folk skadede og traumatiserede af psykiatrien. Jeg har oplevet nogle direkte umenneskelige ting i psykiatrien, gjort imod medpatienter - men når man er derinde har ens mening ingen vægt, for "man er jo syg" - sådan kan det i hvert fald meget let opleves. Disse personlige erfaringer vejer meget tungere end ethvert udsagn som en indbildsk psykiater måtte komme med.

Men tro ikke at jeg er imod psykiatere over en kam. Jeg har mødt 2 fornuftige (ud af mange, mange) - den ene sagde noget der lignede de to du citerer, og han var en meget fornuftig mand som jeg havde nogle gode samtaler med. Den anden er en fremragende leder af et psykiatrisk center, og gør et virkeligt fint stykke arbejde. Men størsteparten aner ikke hvad de arbejder med, og de er ikke ydmyge nok til at erkende denne deres brist. Dette sætter dem i stand til, fra deres magtposition, virkeligt at skade andre mennesker, selvom det er gjort i bedste mening.

Bjarne Toft Sørensen, David Adam og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

Meget præcist udtrykt af Bundesen og Rosenbaum.

Men et eller andet er så alligevel gået galt:

For det er så vidt jeg kan se ikke en udbredt forståelse - ej heller blandt mennesker 'velsignet' med en psykiatrisk diagnose - at der blot er tale om en taksonomisk beskrivelse af et symptomkompleks, som i og for sig er uden vidtgående interesse for årsagsforhold.

Selvfølgelig kan der stilles en præcis og 'rigtig' psykiatrisk diagnose. En klinisk beskrivelse af symptomer. Og selvfølgelig findes der symptomdæmpende medicin.

Men måske burde vi som samfund være mere ambitiøse på psykiatriens vegne? Forvente lidt mere end blot lappeløsninger og symptomundertrykkelse? Og kan psykiatrien ikke levere bedre end det, jamen så er det måske psykiatrien selv, den er mere eller mindre gal med? Et for reduktionistisk verdensbillede, måske?

Men det er så måske i sidste ende ikke alene psykiatriens problem: Hvad er psykiatrien og dens trods alt beskedne resultater, hvis ikke blot et symptom..?

søren ploug, Steen Obel, Mogens Holme og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Kurt Nielsen

Samtaler/behandling ved psykolog hører under de sundhedsydelser, som er pålagt egenbetaling, medmindre at denne foregår indenfor regions eller lokalpsykiatrien ved en af deres få internt ansatte psykologer.

I psykiatrien er det mest almindeligt at patienter først vurderes og forsøges medicinsk behandlet af en psykiater. Det er som regel kun hvis der er stærke forhold som taler imod denne førsteprioritet eller efter at medicinsk behandling har været forsøgt at patienter kommer i terapi ved en psykolog. Patienter der i stedet for får lægehenvisning til privatpraktiserende psykolog skal have en del penge op af egen lomme. I begge tilfælde er loft over antal psykologsamtaler, der når dette er højest skærer behandlingen ved den 12. samtale. Almindelig takst for egenbetaling efter at sygesikringens tilskud er fratrukket er på 412,75 kr. for første samtale og 344,17 kr. for hver af de efterfølgende 11 samtaler. Derefter er det slut med tilskuddet og så stiger patientens egen betaling det den fulde pris, som typisk ligger imellem 900 og 1.200 kroner pr. samtale.

Disse forhold udgør en enorm barriere i behandlingsmuligheder for borgere som rammes eller er ramt af alvorlige traumer i barndommen eller ungdommen. Traumer rammer ofte hårdt på skole, uddannelses og arbejdsevner. Dem som er blevet ramt hårdt under deres opvækst får det ikke bedre af at blive hamret ind i jobcentrenes beskæftigelsesindsats med det samme de fylder 18 år. Det samme gælder for alle dem som rammes svære traumer, inden at de er kommet så langt i uddannelses og arbejdsliv at de har opnået et rimeligt niveau i opsparet privat formue og forsikringer.

Generelt skubbes alle disse mennesker ud af arbejdsmarkedet eller hænger kun lige fast i kanten af dette og i rigtig mange tilfælde når de aldrig at optjene dagpengeretten eller mister denne. Derefter er det ind og ud af kontanthjælpssystemet og de krav som dette medfører, lige indtil at de af kommunerne til sidst vurderes til at have så permanent nedsat arbejdsevne at de visiteres til fleksjob eller førtidspension, hvilket oftest er sidstnævnte. Som du kan se oppe i kronikken, så er Cecilie Skovbjerg også førtidspensionist og for at hun har kunnet blive dette, så har hun været sin tur igennem kontanthjælpssystemet og beskæftigelsesindsatsen.

Pointen i at jeg skriver dette her er at hvis du spørger Cecilie Skovbjerg og mennesker med tilsvarende traumer om de har prøvet psykolog, så vil svaret stort set altid være ja, men det vil også være at dette er prøvet for sent, for lidt eller på et sundhedsfagligt set uhensigtsmæssigt tidspunkt og som regel en blanding af alle tre. Grunden til dette svar er først og fremmest at de på intet tidspunkt har haft råd til at betale for den behandling som de reelt havde og har behov for.

I mange tilfælde ville psykologhjælp have kunnet ændre deres liv , hvis den var givet rettidigt og i tilpassede forløb, hvilket overfor svære traumer nærmere er ugentlige psykologsamtaler end månedlige og i perioder der lettest tælles i kvartaler, halve og hele år. I nogle tilfælde vil de 12 eller i hvert fald 2 x 12 samtaler også kunne give markant bedring, hvis de er lagt i eller nær ugentlige forløb og ikke modarbejdes af den aktive beskæftigelsesindsats. Dette er ofte kendt af den traumeramte selv og ligeledes ofte af dennes egen læge og/eller andre sundhedsfagpersoner. Problemet er ganske simpelt er det er meget svært at finde det firecifrede beløb der skal betales hver måned på en førtidspension og komplet umuligt at finde det på en kontanthjælpsydelse.

Det du ser her, er billedet af Danmarks ulighed i sundhed eller rettere en del at billedet. Vores flade system af sygesikringstilskud og egenbetalinger vender en tung ende nedad og gør det i særlig stor grad for de 18 til 30-årige og mindre privilegerede børnefamilier. Dem som har mest brug for behandling i sundhedssystemet er også dem som skal betale mest i egenbetalinger og er samtidigt dem med de dårligste indtægtsmuligheder, fordi traumer og sygdom altid vil forringe en persons arbejdsevne.

I de seneste par år har jeg bemærket et af de nyere delbilleder af ulighed i sundhedssystemet, som giver et meget godt indtryk af hvor langt væk fra idéen om et universelt skattefinansieret sundhedssystem for alle borgere vi egentlig er kommet. Mig bekendt startede dette billede i Aarhus og har herfra indtil videre bredt sig til flere kommuner og i hvert fald en region (Nordjylland), så jeg tager eksemplet fra Aarhus.

Under afdelingen for folkesundhed har man indført det som kaldes "SOS for pårørende", hvilket er gratis psykologhjælp til pårørende til personer med langvarig eller alvorlig fysisk sygdom. Og med langvarig eller alvorlig menes der de patienter som gennemgår meget smertefulde, livstruende og handicapgivende forløb. Deres pårørende gives gratis hjælp ud fra en idé om at man gerne vil forebygge at disse udvikler længerevarende psykiske traumer over at se omfattende lidelser hos en person de nærer følelser for. Idéen er i sig selv fin nok og jeg ville ikke have det mindste problem med at gå stærkt ind for sådanne forebyggelsesordninger, hvis ikke at der havde været den modpol som der desværre også er.

Modpolen er de vilkår, der samtidigt gælder for de borgere som på egen krop gennemlever de langvarige og/eller alvorlige forløb. Mennesker som personligt oplever torturlignende smerter, oplever de voldsomt indgribende, skræmmende og ydmygende behandlinger, der ofte er nødvendige og livreddende, oplever ren dødsangst og som skal forholde sig til tab af funktionsevner, basale kropsfunktioner og tab af organer, organdele eller kropsdele. Kort og godt dem som på egen krop mærker alle de ting, som er så uhyggelige for de pårørende at kigge på, og som i mange tilfælde gør at de skal lære at leve livet på helt nye ukendte måder og med uprøvede nye begrænsninger. De skal IKKE have gratis psykologhjælp til at håndtere deres traumer, nej, for dem gælder præcis de vilkår med lægehenvisninger, psykiatri og egenbetalinger som jeg beskrev først i denne kommentar.

Paradokset er himmelråbende. På den ene side er nogle lidelser så forfærdelige bare at se på at nogle får ret til gratis hjælp, uanset deres egen betalingsevne og arbejdsevne, men på den anden side er selvsamme lidelser ikke mere forfærdelige at gennemleve personligt end at man godt vil kræve at nogle, der stensikkert ikke har nævneværdig arbejdsevne, skal betale for helt samme slags hjælp ved kasse 1. Jeg ved ikke hvad du vil mene om dette ulige forhold, men jeg bliver voldsomt provokeret af det.

Det var bare et par få ud af mange mulige eksempler på hvor skævvredet vores sundhedssystem er blevet. De fleste af de skævheder som er, antager et mønster som følger kortsigtede økonomiske besparelser på offentlige udgifter og en fokus på arbejdsmarkedspolitik og erhvervsrettet vækstpolitik, som opnås ved minimere behandling og skubbe ansvaret for sundhed, efterbehandling og rehabilitering over på den individuelle borger. Dem som har penge, netværk og ressourcer til at tilkøbe ydelser på det private marked for sundhedsydelser klarer sig ok indenfor dette mønster, men alle andre skubbes ind i helbredsforværrende situationer, der gør dem mere og mere behandlingskrævende.

Jeg har i forbindelse med alt ovenstående et meget vigtigt uopfordret råd at give til dig og alle andre: Når du/I møder personer som kæmper med svære og/eller langvarige fysiske eller psykiske sygdomme og traumer, så lad være med at spørge om hvorvidt de har prøvet lige den og den behandling. Det skader langt mere end det gavner.

Folk der oplever fysiske og psykiske lidelser vil gøre alt for ikke at mærke disse, så de opsøger enhver tilgængelig hjælp der bare måske kan afhjælpe deres lidelser. Endda ofte med så stor desperation at mange bliver lette ofre for kvaksalvere og svindlere, men inden at de når dertil, har de med større eller mindre held forsøgt at være ved alle almindeligt kendte behandlingstilbud. Folk bliver ikke dummere eller mere uvidende af at blive syge, de bliver mere det modsatte, fordi de skal tilegne sig ny viden og danner nye erfaringer i forsøget på at få det bedre.

Når du spørger en person, som har årelange kampe med psykisk lidelse eller traumer bag sig, om vedkommende har prøvet psykolog, så spørger du i praksis til om personen er dum eller kommer til at kalde personen for dum. Og du vil hverken være den første eller sidste til at gøre det, fordi de fleste, som ikke personligt har oplevet svær sygdom, er tilbøjelige til at stille præcis samme spørgsmål til samme lidelser. En person der som Cecilie Skovbjerg har gennemlevet årtier med psykisk traume er blevet spurgt "Har du prøvet en psykolog?" mindst 500 gange og efter de første 50 gange bliver det så irriterende at det giver lyst til at slå spørgeren.

Hvis du vil vise empati og forståelse, så spørg i stedet for om hvad folk har prøvet af behandling, om der er behandlinger som de ønsker at prøve og om hvorfor disse ikke har været forsøgt, samt om der kan være behandlingsmuligheder de har overset. Det giver dem en chance for at gentænke deres muligheder og viser samtidigt en respektfuld interesse i at de får den hjælp de har brug.

Bjarne Toft Sørensen, Niki Dan Berthelsen, David Adam, Dennis Tomsen, John Larsen, Elisabeth Christiani, Kurt Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

Brian W. Andersen
Beklager, men hele området drejer sig jo om politik, så inden I (psykisk ramte såvel som deres backinggroup) får lært at sætte krydset ved det rigtige parti, bliver elendigheden jo bare ved.

Dennis Tomsen

@ Brian W. Andersen
Lige en lille korrektion.
Psykoterapeutiske samtaleforløb kan godt iværksættes igennem psykiatrien og er såmænd gratis og lige så længe nødvendigt.
Enten i lokal- eller distriktspsykiatrien selv, som ofte discount gruppeterapi, men også indviduelle samtaleforløb ved psykiaterne der eller ved privatpraktiserende psykiatere andetsteds.
Det store problem er ventetiden (og mange nøglehuller foruden en pæn portion held)
Først mindst 1/2 til 1 år for en forsamtale EFTER henvisning fra lægen, psykiatrisk skadestue o.a., og derefter 1 til 3 år såfremt man altså slap igennem forsamtalen og fundet “værdig” nok. Og så starter man som oftest forfra ved skift mellem sektorerne - den offentlige og private.
Desuden har psykoterapeutiske samtaleforløb ved psykiatere det med at være medicin først og samtale sideløbende eller ligefrem bagefter.

Dennis Tomsen

...og pga. ressourcemangel så er der meget sjældent afsat mere end 15-30 minutter om ugen per session ved psykiatere.

Klaus Seidenfaden

Angående 'kompetencer'. Faglige kompetencer skal man selvfølgelig ikke kimse ad. Men der er ikke meget, hvis noget, der er så effektivt som kærlig opmærksomhed fra et menneske med et balanceret nervesystem. Traumer slider på, eller kapper helt kontakten til ens selvkærlighed. Heling forudsætter at man genetablerer den forbindelse. Det er en somatisk proces, det skal mærkes, erfares. Derfor er det kærlige nærvær den vigtigste medicin, der kan få det psykologiske oprydningsarbejde på gled. Og derfor har det etablerede system så ringe succes.

Sådan ser jeg på det. Men jeg er heller ikke fagligt kompetent. Jeg vil dog nævne, at chefpsykolog Lars J. Sørensen, som er nævnt tidligere i tråden her, er inde på noget af det samme i sin bog 'Skam' (og sikkert andre, men jeg har kun læst den ene). Og han er da vist fagligt kompetent.