Kronik

Mobbeoffer: Jeg kom stærkere ud af folkeskolens helvede

Skoletiden som mobbeoffer tog selvværdet fra mig, men efter flere år er jeg nu kommet så langt, at det er tydeligt for mig, at mobning også har konsekvenser for dem, der mobber, og for samfundet som helhed, skriver Poul Erik Pedersen i dette debatindlæg
Skoletiden som mobbeoffer tog selvværdet fra mig, men efter flere år er jeg nu kommet så langt, at det er tydeligt for mig, at mobning også har konsekvenser for dem, der mobber, og for samfundet som helhed, skriver Poul Erik Pedersen i dette debatindlæg

Illustration: Sara Houmann Mortensen

10. januar 2020

Da jeg var barn, lærte jeg at være rar, god og tage hensyn til andre. Jeg lærte altid at tage en dyb indånding og tælle til ti. Kort sagt lærte jeg at opføre mig ordentligt og være arbejdsom i det landbrug, mine forældre havde.

Men da jeg startede i ny skole i femte klasse, blev jeg udslettet. Da jeg var barn i folkeskolens helvede, var jeg en, man kunne overspytte, slå på, sparke på, fiksere og tortere på skolegårdens bænke, smide i pisserenden og dyppe i toilettet. Sådan blev mit selvværd taget fra mig.

Jeg husker, hvordan jeg lå på den tykke pilestamme, som voksede vandret ud over vandet i mosen. Jeg husker, hvordan piletræets grene dovent hang ned mod vandoverfladen. Jeg husker sivene som grønne dolke, der kunne spidde mig, så jeg måske kunne finde fred under de smukke rosa skærme af blomster. Men sådan skete det aldrig. 

I 2017 blev det lovpligtigt for alle grundskoler og ungdomsuddannelser at udarbejde en antimobbestrategi med handlingsplaner. Den skærpede opmærksomhed på mobbeproblematikken har ifølge Statens Institut for Folkesundhed betydet, at kun fem procent af de 11-årige i dag svarer, at de er blevet mobbet inden for de seneste to måneder. I 1998 var det tal på 34 procent. Samtidig er en del af mobningen flyttet fra skolegården til de sociale medier, hvor den kan være sværere at kontrollere.

De få undersøgelser, der er lavet om mobningens konsekvenser, viser, at ofrene har en øget tendens til depression, og at kontakten til andre mennesker bliver et problem, da de sociale kompetencer har taget skade.

Konsekvenserne af mobning er alvorlige og kan nævnes i flæng. Det er både lavt selvværd, en følelse af at være helt forkert og anderledes, mangel på tilhørsforhold, ensomhed og særlig årvågenhed over for andres adfærd. Alt det betyder, at man får svært ved at begå sig i samfundet, for det at kunne samarbejde med andre, er en vigtig del af arbejdslivet.

Kæmpede mig tilbage

For mig sad de dirrende nerver udenpå i mange år. I stedet for at smadre alt omkring mig, smadrede jeg mig selv og blev et kældermenneske. Jeg var opdraget til ikke at græde over ingenting og ikke at smide med ting i rent raseri. Derfor føltes det, som om min barndom foregik i en anden krop. Min egen blev nærmest udslettet af livet i skolen og gemt væk uden for rækkevidde.

Det manglende selvværd og nedtryktheden havde sat sig godt fast, men blev efter adskillige år langsomt fjernet af musikken, koncerterne, digtene, oplevelser på teatrene, filmene i biografen, menneskerne, jeg kom til at kende, og tidens gang. Efterhånden fik farverne bugt med tilstanden af mørke. Isbjerget inde i mig begyndte at tø, og smeltevandet løb ned ad mine kinder.

Efter at have levet som kældermenneske og skovarbejder i flere år åbnede jeg lidt op, da både det indre og ydre pres voksede. Jeg var bange for at miste forstanden og måtte derfor gøre et eller andet. Jeg begyndte på HF, selv om jeg tænkte, at jeg var dum og uegnet til at studere. Og selv om studievejlederen frarådede mig det på det kraftigste, fordi mine karakterer fra folkeskolen næsten alle var i bund.

Det lykkedes mig endda at få HF-klassens højeste gennemsnit. Mine medstuderende sagde, at jeg aldrig var med til at le. Jeg sagde, jeg græder heller ikke, så læg ikke for meget i hverken det ene eller det andet. De tænkte, at jeg var stille, og jeg tænkte: ’I hører ikke mine skrig’. Selv om jeg så mennesker hver dag, var ensomheden stadig som en smertende torn i hjertet. Men nu kunne jeg vælge, lige hvad jeg ville læse.

Gensynet

Efter at have valgt og valgt om igen arbejder jeg nu i socialpsykiatrien. Og netop der mødte jeg for et par år siden en af bødlerne fra folkeskolen. Ikke blandt de psykisk syge borgere, men blandt personalet i et nabohus til stedet, hvor jeg arbejder. Det var en mærkelig følelse af, at det rippede op igen. Folkeskolens helvede kom tilbage.

Ville handlingerne gentage sig? Ville der være samme stiltiende accept af mobningen? Ville der være spørgsmål om fortidens synder og skyld? Ville der være anger? Hvordan ville det være med tilgivelse? Er den eneste vej videre for et gennempryglet menneske, at bødlerne kryber helt til korset?

En samtale tidligere i livet ville måske have været en fordel, hvis der havde været mulighed for det og vilje til det. Det er dog ikke blevet til nogen samtale med vedkommende, da folkeskolen er meget længe siden.

Det undrer mig, at det kan ramme så hårdt næsten et halvt århundrede senere, men barndommens og ungdommens ødelagte år vender ofte tilbage. Selv om jeg ser fremad, kan jeg ikke lægge alt bag mig. Fortidens mørke kan ikke bare forsvinde, og det vil altid være en del af en. Jeg tror også, at dette mørke i sidste ende har gjort mig stærkere og mere bevidst om menneskets mange sider.

Dermed også bevidst om det faktum, at mobning jo ikke kun har konsekvenser for dem, der er blevet mobbet som børn, men også kan trække spor i mobbernes liv.

Selv fandt jeg ud af, at et par af dem, der mobbede mig, havde sociale problemer og misbrug i familien. De kom ikke videre derfra og endte selv i dårlige liv med misbrug og kriminalitet, indtil de døde af misbruget.

Mange af dem, som har mobbet som børn, betragter ikke sig selv som onde mennesker og er i voksenlivet blevet gode og vellidte familiefædre og -mødre. Undersøgelser fra DPU viser, at mange af dem, som har mobbet, får det dårligt, når de tænker på, hvad de har gjort, og vælger at fortrænge den del af deres liv.

Andre bruger deres erfaringer til for eksempel at være med til at forhindre, at mobning bliver et problem i den folkeskole deres børn går på. Andre igen fortsætter med at bruge mobning som et middel i deres videre liv og arbejde.

Et samfundsproblem

I vor tid opleves ofte en meget rå omgangstone i medierne. Jeg tænker især på forskellige onlinefora hvor mennesker, der skiller sig ud ved at være fremtrædende eller minoriteter, hænges groft ud i et sprog, der er meget grimt og til tider også meget truende.

Jeg spørger mig selv, om dette fladpandede niveau i virkeligheden også kan være et resultat af mobning i barndommen.

For mobning er jo en socialisering af børn, der lærer dem, at man godt må behandle andre dårligt, hvis man synes, at de har fortjent det. I skolen må man derfor arbejde på at udvikle børnenes sociale kompetencer, deres dannelse og give dem redskaber til konfliktløsning, så man i så vid udstrækning som muligt kan undgå den skadelige socialisering.

Selv har jeg det nu, som om jeg har været flere eksistenser og har svævet imellem forskellige tider. De forskellige perioder af mit liv føles som forskellige tilstande. Der var min rolige og idylliske tidlige barndom.

Så flytningen til den nye skoles torturhelvede.

Senere en ny ro i den skov, hvor jeg arbejdede i flere år. Så tiden på HF i Fyens hovedstad, hvor de første lysglimt viste sig i mørket. Der var drømmenes København, hvor jeg fik de største succeser i mit liv med både godt job, kæreste, hus og barn.

Mange gange har jeg været tæt på katastrofen, men hver gang er jeg kommet stærkere ud, og det har formet mit liv på en positiv måde. Jeg håber ikke, at andre bliver udsat for det samme som mig, men når det sker, håber jeg, at flere og flere kan tackle oplevelserne på en måde, så deres liv ikke bliver ødelagt.

Poul Erik Pedersen er social- og sundhedsassistent og agronom

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • Vivi Rindom
  • Poul Erik Riis
  • Flemming Berger
  • Jens Flø
  • Lise Lotte Rahbek
  • Stig Bøg
  • Knud Chr. Pedersen
  • David Zennaro
  • Kasper Kjær
  • Troels Ken Pedersen
  • Anders Reinholdt
  • Arne Albatros Olsen
  • Steffen Gliese
  • Kurt Nielsen
  • Carsten Munk
Anker Nielsen, Vivi Rindom, Poul Erik Riis, Flemming Berger, Jens Flø, Lise Lotte Rahbek, Stig Bøg, Knud Chr. Pedersen, David Zennaro, Kasper Kjær, Troels Ken Pedersen, Anders Reinholdt, Arne Albatros Olsen, Steffen Gliese, Kurt Nielsen og Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Joelsen

Hurra. Men andre kommer ud med store ar på sjælen, som mærkeder dem resten af livet - en form for PTSD.

Jonathan Larsen

Smukt formuleret og stærkt, at du som mobbeoffer har styrke til at forsvare dem der mobbede. De stærkeste er dem, der kan tilgive. God vind fremover og god weekend til alle :).

Inger Jensen, Ole Frank og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Kristian Fogh Thomsen

Jonathan hvor skriver han at han har tilgivet dem? Jeg læser det bare som at han så mange andre der er blevet mobbet bare har reflekteret over at de der mobbede også var mennesker. Jeg tror at de fleste andre som mig har meget svært ved at tilgive at nogen uden nogen nævneværdig grund systematisk udført overgreb på ens selvværd, krop og ultimativt livslyst forstå; måske ja, tilgive nej. Sociale problemer og dårlig socialisering er noget de voksne skal tage sig af ikke noget børn skal lide under og det er jo ikke bare børnenes forældre der har svigtet det er hele samfundet, der som regel syntes den bedste løsning er at ignorere problemet eller give ofret skylden. For det er nemmere at bebrejde en elev end at korrigere alle de andre
Der er forresten ikke noget statistisk belæg for at social dårligt stillede eller børn med andre problemer skulle være overrepræsenteret som mobbere men de er meget overrepræsenteret som ofre. Det er en generel misforståelse vi som samfund bruger til at bortforklare hvordan "Almidelige" børn kan opføre sig som "flurernes herre" light uden at have nogen nævneværdig grund hertil andet end et behov for at hævde deres dominans. Mobning er en social ting det er et gruppeovergreb selvom det er ledt af nogle få har alle i gruppen ansvaret inklusiv lærere og skoleledelse det er derfor at skolemobning er så komplet et overgreb for der er ingen der vil høre om problemet for så har de et ansvar for det og det vil de ikke have. Du kan ikke flygte og du kæmper mod en knusende overmagt.

Søren Fosberg, Inger Jensen, Helene Kristensen, Flemming Berger, Jens Flø, Marie Jensen og Jane Nielsen anbefalede denne kommentar
Jonathan Larsen

Du har ret i at han ikke tilgiver, min når debattøren kan reflektere over de grunde, der kan forklare mobbernes opførsel, er man nået meget langt i den proces, der kan føre til tilgivelse.
God weekend og slut herfra :)

Rikke Nielsen

John Østergaard Madsen

"Den bedste hævn er et godt liv."

Det er jo ikke "kun" i skolerne, der er mobning. Det sker også i arbejdslivet. For eksempel, når en kvinde arbejder i en mandsdomineret branche. Som jeg gør. Præcis det slogan har jeg brugt i mit arbejdsliv. Og det har virket aldeles godt. En hævn uden vrede og bitterhed, og kun med positive konsekvenser.