Læserbrev

Mødet med britisk valgkamp gjorde os glade for at være politisk aktive i Danmark

I England handlede hele valgkampen om taktik og personangreb i stedet for reel politik. Derfor er vi glade for, at vi er politisk aktive i Danmark, hvor der også i valgkampen er god stemning på trods af politiske uenigheder, skriver ni unge fra Radikal Ungdoms landsledelse i dette debatindlæg
Debat
6. januar 2020

Det politiske system i England er i dødvande. Den demokratiske samtale handler om taktik og ikke om politik. Deres first past the post-system lægger op til, at man fokuserer på, hvilke personer man kan lide mindst.

Det mærkede vi tydeligt, da vi gennemblødte af Londons regn fik vælgere i tale i døråbningerne i Kensington – Londons svar på Hellerup. Folk var trætte. Udkørte. Apatiske.

Vi var taget over for at støtte Liberal Democrats, der endte med at lide et – desværre – velfortjent nederlag. Når man spurgte de kernefrivillige, hvad deres reelle politiske holdninger var, kunne mange ikke svare. Partiets valgkamp handlede nemlig ikke om politik, men om hvor slemme Corbyn og Johnson var. Så al politisk argumentation blev reduceret til at tale om, at vi var de taktisk smarte at stemme på. Vi talte om personer og taktik; det blev vi straffet for.

Mange vælgere vendte det blinde øje til, mens deres partier fiflede med sandheden. Boris Johnson er en notorisk løgner, Labours økonomiske beregninger var tvivlsomme, og vi gik med falske aviser med manipulerede grafer på. Alle løj; alle anerkendte det. Løgn var okay, så længe det bare smadrede modstanderen.

I Danmark er der ofte god stemning, når man fører valgkamp. I de ungdomspolitiske partier gør vi nærmest en dyd ud af, at vi er venner på trods af uenigheder og valgkamp. Det samme kan mildest talt ikke siges for England. Nogle af os blev skubbet, andre af os råbt af. Der var af sikkerhedsmæssige hensyn forbud imod at gå alene med flyers. Det var aldrig sket i Hellerup.

Efter de desillusionerede samtaler i Kensingtons døråbninger, den silende Londonregn og et skuffende resultat kan vi i dag prise os lykkelige for, at vi er politisk aktive i Danmark. Boede vi i England, var vi det nok ikke.

Af Lukas Lunøe, landsformand i Radikal Ungdom og Andreas Lohman, Philip Rosenholm, Laurits Rasmussen, Malthe Krarup, Julie Ruby, Kasper Langelund, Nikolaj Carstens, Signe Lindgren, ledelsesmedlemmer i Radikal Ungdom.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvad fanden får jer til at blande jer i det engelske folks suveræne beslutning? Jeg prøver at forestille mig min egen reaktion, hvis jeg - under et valg i Danmark blev besnakket af et par unge lithauere, som ville have mig til at stemme på de identitære..

Carsten Svendsen

Hold kæft, hvor er jeg go'.... EGO!