Hvis nogen tror, at Socialdemokratiet elsker DR, må de tro om igen

I lørdags udsendte kulturminister Joy Mogensen (S) en pressemeddelelse med overskriften:

»Her er regeringens mediepolitiske prioriteringer«.

Endelig, tænkte jeg, her er regeringens udspil til et nyt medieforlig. Det bebudede ministeren jo, ville komme i begyndelsen af det nye år. Måske ville ministeren forklare, hvordan hun vil leve op til regeringens og dens støttepartiers forståelsespapir.

I forståelsespapiret står, lidt henkastet og kortfattet til allersidst, at »efter folketingsvalget er der ikke længere flertal bag medieaftalen. Regeringen vil gøre status på implementeringen af aftalen og på den baggrund indbyde til politiske drøftelser med det mål at styrke dansk public service og blandt andet tage initiativ til, at streamingtjenester bidrager mere til danskproduceret indhold«.

Ministerens pressemeddelelse kom, efter hun i et interview til Jyllands-Posten fredag heller ikke sagde noget. Jo, hun ville »sætte gang i en samtale med medieaktørerne og danskerne«, hun ville »starte med at diskutere, hvad public service egentlig er, hvad har det været, og hvad er det for udfordringer, vi står over for«. Hun har også helt overraskende opdaget, at danskernes medievaner har ændret sig, at udenlandske aktører spiller en stor rolle, og at lokale og regionale medier er under pres.

Det fik mig til at mindes min første redaktør på radioen, Jørgen Schleimann, der på syngende langelandsk vrissede »lirumlarum, katten gør æg«, når han stødte på noget intetsigende.

Således indeholder Joy Mogensens lirumlarum heller intet nyt, intet konkret, ingen fingerpeg i retning af, hvad regeringen vil. Ud over, at den tilsyneladende ikke vil noget nu.

Mangler ikke viden

Det lød som da Mette Bock (LA) blev kulturminister og rejste landet rundt for at spørge til danskernes medievaner og medieønsker. I Bocks tid udkom Public Service-udvalgets rapport, hvor public service-begrebet blev endevendt (jeg undlader her at bedømme rapporten, fordi jeg var medlem af udvalget) – og i samme periode udkom også Lisbeth Knudsens fremragende og tilbundsgående analyse af udenlandske virksomheders indflydelse på det danske medielandskab. Det er altså ikke viden, der mangler. Medieaktørernes synspunkter er kendte.

Kort sagt: Joy Mogensens ministerium kender allerede landskabet og synspunkterne til bunds. Mellem linjerne i den nyhedsløse pressemeddelelse, kan man dog uddrage en nyhed: Der kommer næppe noget medieforlig til foråret, og mediepolitik ligger – som i forståelsespapiret – langt, langt nede på regeringens prioriteringsliste.

I 2018 – og ved tidligere medieforlig – er der altid hektisk travlhed for at nå et forlig før sommerferien. Det skal nås, fordi sommeren og efteråret skal bruges til at forberede lovændringer og regelsæt, for at de kan træde i kraft året efter.

Et eventuelt efterårsforlig betyder rent praktisk, at de beslutninger, der kræver lovændringer – eksempelvis fordelingen af mediestøtten, DR’s finansiering, reklame- og sponsorregler – ikke kan føres ud i livet før tidligst efter sommerferien i 2021, mest sandsynligt først i 2022. Så har regeringen siddet i mere end halvdelen af sin formelle levetid.

Ikke mindst kan konsekvensen blive, at DR tvinges til at gennemføre resten af den besluttede spareplan og skære yderligere 240 millioner. En hel eller delvis lettelse af den plan kan muligvis klares midlertidigt via finansloven, men DR skal ikke være for optimistisk. Mens støttepartierne til venstre for regeringen kræver handling nu for at fjerne den næste – og blodige – DR-sparerunde, har Joy Mogensen og regeringstoppen slet, slet ikke travlt. De seneste dages tågede udmeldinger tyder på det modsatte.

Hvis nogen tror, Socialdemokratiet elsker DR og vil forhindre en yderligere svækkelse af dansk public services flagskib, må de tro om igen. Forståelsespapirets ’styrkelse af public service’ synes ikke at betyde en styrkelse af DR, og Mogensen har nu demonstreret, at mediepolitik tydeligvis er langt, langt nede på regeringens benhårdt organiserede tids- og prioriteringsplan.

I en tidligere udgave af denne artikel stod der, at Mette Bock nedsatte et public service-udvalg. Det gjorde hun ikke. Det var Marianne Jelved, der nedsatte udvalget. Information beklager fejlen. Red.