Kronik

Ny forfatning er vejen ud af Chiles aktuelle sociale og politiske krise

Efter pres fra de demonstranter, der siden oktober er gået på gaden i Chile, er regeringspartierne og oppositionen i parlamentet blevet enige om at gennemføre en forfatningsmæssig proces. Og det er fuldstændig afgørende for landet, skriver Myriam Navarrete og José Zuleta, som begge er politiske flygtninge fra Chile, i dette debatindlæg
Siden den 18. oktober har befolkningen i Chile demonstreret dagligt i hele landet mod uligheden og overgrebene begået af det postdiktatoriske politiske og økonomiske system. Fra gaden hører man slagordene »Det er ikke 30 pesos – det er 30 år«.

Siden den 18. oktober har befolkningen i Chile demonstreret dagligt i hele landet mod uligheden og overgrebene begået af det postdiktatoriske politiske og økonomiske system. Fra gaden hører man slagordene »Det er ikke 30 pesos – det er 30 år«.

MARTIN BERNETTI

Debat
6. januar 2020

Præsident Piñera har efter månedlange massive demonstrationer accepteret at ændre Pinochets neoliberale forfatning. En ny forfatning er nødvendig for at ændre den økonomiske og politiske orden, som blev indført af det militære og civile diktatur i perioden 1973-1990.

Siden den 18. oktober har befolkningen i Chile demonstreret dagligt i hele landet mod uligheden og overgrebene begået af det postdiktatoriske politiske og økonomiske system. Fra gaden hører man slagordene »Det er ikke 30 pesos – det er 30 år«.

Stigningen i billetprisen i Santiagos metro var gnisten, der tændte frihedsbålet. Folk er ikke kun vrede over prisstigningen på 30 pesos, men over 30 års neoliberal politik, der har skabt massiv social ulighed, forarmelse, privatisering og korruption.

Menneskerettighedsorganisationer har fordømt den udbredte vold fra politiets side under protesterne. Ifølge den seneste opgørelse fra Det Nationale Menneskerettighedsinstitut er 9.589 personer tilbageholdt og 3.583 sårede (2.050 på grund af politiets anvendelse af blandt andet gummikugler og haglgeværer; 359 af dem med alvorlige øjenskader).

Der er anlagt 980 retssager mod politiet for drab, seksuel vold og anden tortur, og det officielle dødstal er på 23.

Pinochets neoliberale forfatning

Den tyske historiker Stephan Ruderer, der i dag er professor ved Institut for Historie ved Det Katolske Universitet i Santiago, mener, at »forfatningen af 1980 er en spændetrøje for de ændringer, der er nødvendige, fordi den begrænser muligheden for at ændre det neoliberale system og den markedslogik, der ligger bag, og som netop er nedfældet i denne forfatning«.

Efter Pinochets diktatur har alle regeringer, inklusive de socialdemokratiske regeringer, været låst af den neoliberale forfatning. Den kræver to tredjedele flertal i begge kamre, hvis staten skal indtage en aktiv rolle i socialpolitik, sundheds- og uddannelsesområdet osv., hvilket højrekræfter konsekvent har forpurret. De har accepteret en minimaliststat, der kun træder til, når man lever i elendighed.

Både under og efter Pinochet blev offentligt ejede virksomheder solgt til en lille gruppe magtfulde familier – elektricitet, vand, mineraler, telefonselskaber, medicin og det chilenske flyselskab er blandt hundreder af disse virksomheder. Det er den helt store udplyndring af landets fælles ressourcer!

I 1980 oprettede man de private pensionsfonde for at administrere folks pensioner – AFP. Det er det eneste system, som arbejdstagerne har mulighed for at tilslutte sig. Man fortalte chilenerne, at de ville gå på pension med 100 procent af deres sidste løn i 2020, men det viser sig, at mænd i gennemsnit kun får det, der svarer til 38 procent af, hvad de fik i løn. I kvindernes tilfælde er det tilsvarende tal så lavt som 28 procent.

Det private pensionssystem har simpelthen fortrængt det offentlige system. AFP’erne omdannes til undercoverbanker for de rigeste erhvervsfolk i Chile og for nogle transnationale virksomheder, der bruger pensionsmidlerne til at udvide deres investeringer og yderligere koncentrere kapitalen på få hænder.

I 1981 oprettede man ISAPRE, et privat sundhedsforsikringssystem. Kvalitet i sundhedsydelserne er kun for dem, der har råd til det eller kan låne for at betale det. Borgernes ret til sundhed, uddannelse, en anstændig bolig, rent vand osv. er i dag afhængig af en tyk tegnebog eller størrelsen af kreditten.

Man ændrede det gamle princip om ’at regere er at uddanne' og erstattede det med ’retten til at lukrere på uddannelse’. I Chile blev der under diktaturet oprettet snesevis af universiteter og andre private læreanstalter, der opererede uden nogen kvalitetskrav, og som forlangte mange penge af de studerende og deres familier. Dette udelukker de fattige og fattiggør middelklassen.

Befolkningens krav om en ny forfatning og reformer

Store dele af befolkningen kræver nu en mere retfærdig fordeling af goderne, bedre sundhed, uddannelse og pensioner. Det er mere og mere tydeligt, at der er behov for dybe reformer, hvis ændringer skal kunne ses på mellem- og lang sigt.

Problemets rod er den neoliberale forfatningsmodel. Hvis Chile formår at forfatte en ny, mere pluralistisk og demokratisk forfatning, vil det skabe en juridisk ramme, der giver mulighed for dybe reformer af blandt andet pensions-, uddannelses- og sundhedssystemet.

De chilenske demonstranters pres viste sig at være nøglen til at tvinge regeringspartierne og oppositionen i parlamentet til at blive enige om at gennemføre en forfatningsmæssig proces. En aftale blev nedfældet den 15. november 2019 i dokumentet Aftale om social fred og om den nye forfatning. De vigtigste elementer heri er:

– Afholdelse af en folkeafstemning i april 2020, hvor man spørger borgerne, om de ønsker en ny forfatning eller ej,

– I bekræftende tilfælde, hvilken type organ skal skrive denne forfatning: 1) en ’forfatningsmæssig konvention’ bestående af 100 procent medlemmer valgt ved universel afstemning eller 2) en ’blandet forfatningsmæssig konvention’ bestående af 50 procent medlemmer valgt ved universel afstemning og 50 procent valgt blandt de nuværende parlamentarikere. Medlemmerne til dette organ vælges i oktober 2020.

– Arbejdsprocessen i konventionen afsluttes efter ni til 12 måneder med en endelig folkeafstemning for at godkende eller afvise den foreslåede nye forfatning.

En ny pagt

Arbejdet med at konkretisere aftalen har været fyldt med konflikter. En af de væsentlige har været definitionen af den sammensætning, som den ’forfatningsmæssige konvention’ skal have, hvis befolkningen vælger dette organ til at skrive en ny forfatning. Centrum-venstre politikere og folkebevægelsen kræver kønskvotering, med 50 pocent kvindelig repræsentation og et forudbestemt antal pladser til de oprindelige folkeslag.

Hvorfor kønskvotering? I Chile udgør kvinder 51 procent af befolkningen. Altså mere end halvdelen af landets intelligens og kapaciteter, som bidrager til dets udvikling hver dag. Derfor er det vigtigt, at der er kønsligestilling i det forfatningsmæssige organ.

Det vil være et signal om retfærdighed, hvor den politiske magt er et rum, der er ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder. Vigtig er også den markante rolle, kvinderne har haft i den folkebevægelse, som i de seneste måneder har demonstreret.

Vi mener, at den ’forfatningsmæssige konvention’ er den rette vej at gå, da forslaget til forfatningen nødvendigvis må udvikles af samtlige lag af den chilenske befolkning for at sikre en tilstrækkelig repræsentativitet i hele landet, som rækker ud over det traditionelle politiske system.

At have en konstituerende forsamling vil være ensbetydende med borgernes genindtræden i den demokratiske proces. Borgere samlet på tværs af politiske, religiøse, etniske og sociale skel skal bestemme over deres nutid og deres fremtid. Derfor må de vælge dem, der kan formidle denne debat og være ansvarlige for at udarbejde en ny forfatning.

Reelt demokrati er den eneste vej til et retfærdigt og frit Chile. Med respekt, tolerance, frihed, broderskab og lighed. Overgangspagten, der gjorde det muligt at vende tilbage til demokrati efter 17 år med diktatur, medførte ikke kun et magtskifte, men fastlåste samtidig en meget ulige økonomisk model. I dag kræver befolkningen en ægte social pagt. Landet ændrede sig, men ikke samfundspagten, og at ændre den kræver en ny forfatning, en ny pagt.

Myriam Navarrete og José Zuleta er herboende chilenere, som kom til Danmark som politiske flygtninge fra Pinochets diktatur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Både under og efter Pinochet blev offentligt ejede virksomheder solgt til en lille gruppe magtfulde familier – elektricitet, vand, mineraler, telefonselskaber, medicin og det chilenske flyselskab er blandt hundreder af disse virksomheder. Det er den helt store udplyndring af landets fælles ressourcer!"

Den 28. oktober vendte vandet pludseligt tilbage i floderne flere steder i Chile - der var vist besøg af en FN-delegation i de dage.
https://www.youtube.com/watch?v=J0bdwdpwcmI

Growing appetite for avocados could be causing a drought in Chile
https://www.youtube.com/watch?v=JEPuk87jNzs

"Un violador en tu camino" gik verden over

https://www.youtube.com/watch?v=mjhGYeKHkbQ