Oprindelige folk trues og forfølges i jagten på naturressourcer

Forestil dig, at du en dag bliver informeret om, at et mineselskab har fået lov til at operere i din baghave. Du er ikke blevet spurgt om din mening, og ingen har tænkt over, hvilke konsekvenser det vil have at leve med en forurenende mine i baghaven.

Det var, hvad der skete for beboerne i landsbyen Datobeda i det vestlige Indien, hvor oprindelige folk har levet i generationer. Landsbyboernes hverdag blev med ét forandret, da regeringen gav et mineselskab lov til at åbne en kalkstensmine på landsbyens jord uden først at konsultere landsbyens ledere, som loven ellers foreskriver.

Da landsbyen protesterede over beslutningen, blev landsbyens fire ledere anklaget for blandt andet kidnapning, overfald og afpresning – uden at have gjort nogen af delene.

Desværre bliver flere og flere oprindelige folk udsat for falske anklager, når de forsvarer deres jordrettigheder. Anklagerne er en del af en taktik, der skal få dem til at tie stille og afskrække andre fra at støtte op om deres sag.

I Datobeda virker truslen imidlertid ikke, og landsbyboerne blokerer derfor på syvende år mineselskabets adgang til jorden.

»Vi vil give vores liv, men ikke vores land,« fortæller landsbyens fire ledere, Surendranath Tudu, Pandu Sardar, Sonu Sardar og Netramohan Sardar.

De risikerer imidlertid at miste både livet og jorden – ligesom mange andre oprindelige folk og rettighedsforkæmpere rundt om i verden, som i stigende grad kriminaliseres, intimideres og endda myrdes i kampen om jorden.

Miljøforkæmpere dræbes

I den internationale organisation IWGIA har vi i 50 år arbejdet med at promovere og beskytte oprindelige folks rettigheder. Vi oplever, at flere af vores partneres jordrettigheder systematisk negligeres, og når de råber op om krænkelserne af deres rettigheder, skal de i stigende grad forsvare sig mod falske anklager.

I 2017 blev 400 miljø- og menneskerettighedsforkæmpere dræbt, hvoraf cirka halvdelen tilhørte oprindelige folk. Langt flere miljø- og menneskerettighedsforkæmpere trues eller kriminaliseres.

De seneste års udvikling fik for nylig FN’s specialrapportør for oprindelige folks rettigheder til at slå alarm. I en rapport advarer hun om en »global krise« med alvorlige konsekvenser for både menneskerettighedsforkæmpere og naturen: »Hvis vi skal redde vores planet, er vi nødt til at holde op med at dræbe og kriminalisere de mennesker, der beskytter den,« skriver Victoria Tauli Corpuz.

Eksemplet fra Datobeda er et af mange, hvor helt almindelige mennesker fra den ene dag til den anden mister deres livsgrundlag og angribes på deres redelighed, når de protesterer. Med begrænsede ressourcer og et haltende juridisk system bliver fratagelsen af deres jord hurtigt en kamp for overlevelse – og i de værste tilfælde – en kamp med livet som indsats.

I 2018 blev der på verdensplan dræbt mindst tre mennesker hver eneste uge i forsvaret for deres rettigheder til jorden, skriver Global Witness i deres rapport fra juli 2019.

Millioner mister hjemmet

I Datobeda har lederne siden 1966 selv bestemt over deres jord og kræver derfor naturligvis, at denne selvbestemmelse bliver anerkendt og respekteret – eller at der udøves kompensation for deres tab af jorden.

I 2006 blev Indiens »Forest Rights Act« vedtaget. Her anerkendte man oprindelige folks afgørende betydning for at bevare landets skove og deres jordrettigheder. Alligevel oplever de, at deres rettigheder systematisk undermineres fra flere sider. Situationen er kritisk, da omkring syv millioner mennesker står til at blive smidt ud af deres hjem i skovene.

I februar 2019 beordrede Indiens højesteret, at alle, der har fået afslag på deres krav på jord i skovene, skulle smides ud. Det virker måske som en rationel beslutning, men når man kigger nærmere på omstændighederne for de afviste krav, er det en katastrofal beslutning, som vil ødelægge omkring to millioner familiers liv. Ansøgningsprocessen for krav på jorden har i bedste fald været fejlbehæftet og i værste fald magtkorrumperet.

Der er utallige eksempler på, at landsbyrådene ikke har været konsulteret i beslutningen som krævet i indisk lov. Desuden har magteliten store interesser i at afvise familiernes krav for selv at kunne kræve retten til jorden og/eller sælge den videre til virksomheder.

I Indien har oprindelige folks aktivister og menneskerettighedsforkæmpere formået at bremse denne uheldige udvikling – i hvert fald midlertidigt – ved hjælp af massive folkelige protester.

Protesterne viser, hvor afgørende det kan være for oprindelige folk at kunne mobilisere sig og få lov til at tale deres sag i offentligheden frem for at blive truet til stilhed. Særligt i Indien, hvor en ny rapport fra CIVICUS dokumenterer, at civilsamfundets råderum er gået fra slemt til værre det seneste år.

Rig på naturressourcer

En af årsagerne til denne forværrede situation for oprindelige folk skal findes i verdens øgede efterspørgsel og forbrug af naturressourcer.

Oprindelige folk forvalter omkring 40 procent af verdens beskyttede territorier – områder med rig biodiversitet og en stor del af vores tilbageværende vilde natur. Verdens stigende efterspørgsel på naturressourcer øger presset på oprindelige folks levesteder, da områdernes naturressourcer stiger i værdi, og dermed stiger motivationen for at negligere eller systematisk underminere oprindelige folks rettigheder til jorden også.

Dette er virkeligheden for en stor del af verdens cirka 370 millioner oprindelige folk – fra indianere i Amazonas over pastoralister på det afrikanske kontinent til adivasiere i Indien. Deres muligheder for at forsvare sig selv er ofte begrænsede, da beslutningerne tages af magthavere langt væk uden oprindelige folks medvirken. Desuden involveres væbnede styrker og politi ofte, hvis de lokale protesterer mod beslutningen om at bruge jorden til udvinding af ressourcer.

Når først oprindelige folks land er givet væk til andre interesser, er det ofte allerede for sent at gøre indsigelser. Og når de protesterer mod beslutningen, risikerer de at blive kriminaliseret, fordi det juridiske forspil allerede er foregået og faldet ud i økonomiske interessers favør uden deres inddragelse.

I en erklæring udtaler oprindelige folk selv: »Vi udskammes som modstandere af udvikling og kaldes fejlagtigt for terrorister og kriminelle (…) Ironisk nok bruges loven oftere til at angribe os og kriminalisere os end til at retsforfølge dem, der udøver vold mod os.«

For oprindelige folk og tusindvis af miljø- og menneskerettighedsforkæmpere er det afgørende, at lande og virksomheders overholdelse af menneskerettighederne ikke tages for givet.

Danmark har historisk set ofte gået forrest i kampen for menneskerettighederne. Med udviklingsstøttens stigende fokus på klima- og privatsektorinvesteringer er det vigtigt, at vi sikrer os, at disse projekter også respekterer og involverer de folk, som bor i de berørte områder.

Menneskerettighedserklæringen er et vigtigt redskab for millioner af mennesker i deres forsvar for et værdigt liv. Ved at styrke den og indtænke en rettighedsbaseret tilgang på tværs af alle Danmarks oversøiske projekter er vi også med til at sikre, at folk som Surendranath Tudu, Pandu Sardar, Sonu Sardar og Netramohan Sardar ikke bliver kriminaliseret og smidt i fængsel, når de forsvarer deres basale rettigheder.

Signe Leth og Bue Heckmann er henholdsvis seniorrådgiver for jordrettigheder og kommunikationsansvarlig i IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.