Læserbrev

Optagelsesprøver på uddannelser bekæmper karakterræset og er mere retfærdigt

Karakterræset på gymnasierne er ødelæggende for elevernes trivsel og lyst til læring. Med forslag om optagelsesprøver forsøger vi både at give eleverne mere ro og samtidig undgå at favorisere de ressourcestærke i klassen, skriver SF’s uddannelsesordfører i dette debatindlæg
20. januar 2020

I Information den 15. januar påstår studerende Marie Milling, at SF’s forslag om optagelsesprøver for uddannelser, der har et højt gennemsnit, vil føre til mere mistrivsel og favorisere elever med en ressourcestærk baggrund. Det er jeg dybt uenig i.

Vores optagesystem har medført, at unge i gymnasiet føler sig pressede og stressede, fordi de konstant skal præstere. Der er ikke plads til at fejle, hvis man vil holde alle uddannelsesmuligheder åbne.

Det har ført til, at eleverne ikke tør række hånden op, medmindre de er helt sikre på svaret. Karakterræset er simpelthen ødelæggende for læringsmiljøet og de unges trivsel.

Derfor foreslår vi et karakterloft på 10 på de videregående uddannelser. Det, tror vi, vil tage noget af presset fra eleverne i gymnasiet. Give dem mere ro på. Til gavn for både deres trivsel og læring.

Milling mener, at det nuværende system er bedre, fordi der er plads til at tage chancer. Når elever ikke tør række hånden op, fordi de er bange for at lave fejl, synes jeg, det tydeligt viser, at de unge netop ikke oplever, at der er plads til at tage chancer.

Hun skriver også, at optagelsesprøver vil betyde, at en enkelt fejltagelse kan få store konsekvenser for de unges fremtid. Og at det vil føre til en større social skævhed i optaget på de videregående uddannelser.

Hvad Milling dog ikke har tænkt på, er, at de unge med vores forslag kan tage optagelsesprøverne flere gange. Det er helt modsat karaktergennemsnittet fra gymnasiet, som aldrig kan laves om.

Vil et karakterloft føre til en større social skævhed? Nej, det mener jeg ikke, at der er sikker evidens for.

Vores forslag kan nemlig ikke sammenlignes direkte med optaget gennem kvote 2, fordi der i dag både bruges samtaler og optagelsesprøver. SF har netop fravalgt samtaler, fordi de favoriserer elever fra ressourcestærke hjem. Der er prøver mere lige, fordi det handler om at vise sin faglighed på dagen – helt uden hjælp hjemmefra.

Uanset indretningen af et optagesystem vil unge fra ressourcestærke hjem altid have fordele. Så det handler om, hvordan vi gør det mest lige og retfærdigt. Det mener vi, at et karakterloft på 10 og optagelsesprøver vil være. Samtidig lægger det en dæmper på karakterræset.

Astrid Carøe er uddannelsesordfører i SF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Skoubye
Christian Skoubye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Kjær

Hvordan har udviklingen været i Sverige, hvor de har de 2 x årlige Högskoleprov, de svarer vel meget til en den adgangsprøve SF nu taler for?