International kommentar

Et ord siger mere end tusinde billeder

Alligevel lader vi skriftsproget forfalde og med dette vores civilisation – og Donald Trump er langtfra den eneste skyldige, skriver Richard Swartz i dette debatindlæg
Debat
8. januar 2020

Læste du juleevangeliet? Eller blev det læst højt i familiens skød af pater familias?

Nå, ikke? Det anede mig. Nuvel, det er ikke religionens, familiens eller faderautoritetens forfald, der er mit ærinde her, men noget langt mere alvorligt: ordets forfald.

I begyndelsen var ordet. Sådan står der sort på hvidt i den bibel, som de færreste nok orkede at gennemblade i juledagene. Det er apostlen Johannes, som påstår det. Men det passer ikke. Ordet har intet med begyndelsen at gøre. Tværtimod indfinder det sig først på et sent stadium. I begyndelsen, længe inden ordet, indristede fortidsmennesker billeder på hulevægge, der forestillede dyr, og frembragte lyde, der med tiden blev til sang.

Ordet, det talte og i endnu højere grad det skrevne, befandt sig uden for grotten i en dunkel og endnu fjern fremtid. Den, som hævder andet, lyver eller propaganderer, og ingen mere skamløs end denne Johannes, hvis evangelium indgår i, hvad der formentlig til alle tider har været den mest udbredte og formodentlig også mest læste bog, uagtet at det sidste ikke længere holder stik.

Billedstormere

Først meget sent i historien skulle ordet tage over og lægge billeder og toner bag sig. Fra og med Gutenberg begynder det skrevne ord at udgøre fundamentet for vores civilisation. Ordet fortrængte billeder og toner, til tider også aggressivt, men som regel uden at det udartede til påbudt stumhed eller billedstormende tilintetgørelse.

I min by i Istrien blev vægmalerierne i kapellet dog malet over af protestanter, som revolterede imod det katolske Rom. Vægmalerierne er fra Renæssancen. Under tykke lag af hvidt blev de i hundreder af år holdt skjult, før de i vor tid igen bliver tryllet frem af kunstkonservatorer fra Rijeka, der næppe tror på Gud endsige på Hans ord.

Det skrevne ord tager form efter fastlagte regler. Det er et tegn, som skal tolkes. Ord hænger på bestemte steder i et gigantisk sprognet af traderede betydninger og forbindelser, som igen forudsætter omfattende indlæring. Ordet taler ikke direkte til os som billeder og toner, hvilket paradoksalt nok gør dets udsagn mere omfattende og mere eksakt. Disse kvaliteter beror på ordets negligerbare alder og højere grad af abstraktion.

Næsten alle kan i dag nynne med på en af Beatles’ sange. Men hvem kan mere end nogle få strofer af teksten? Mange romaner virker i dag mest som forlæg for mulige film. Vi lever i en tid med sights and sounds, hvor ordet er på vej til at blive reduceret til en fodnote eller en dekorativ guirlande, i takt med at billederne og tonerne ekspanderer deres kontrarevolution. Det skrevne ord gælder næppe længere med særlig vægt, højest som talt eller sunget.

Aviser som tidsmaskine

Avisen er både som medium og med sine budskaber en udmærket målestok for, hvor meget vores tilværelse forandrer sig over tid, og om du nu læser dette på nettet eller på papir, bør forskydningen mellem ord og billede være åbenlys. For at opleve den som dramatisk vil det kræve, at du bladrer i eksempelvis en 25 år gammel avis. Og går vi 50 år tilbage, var Europas store dagblade stort set helt uden billeder. Det skrevne ord var aldeles suverænt og uden konkurrence.

Dengang mønstrede jeg som værnepligtig nogle fiskerdrenge, som efter endt skolegang var vendt tilbage til søen og siden næppe havde set skrevne ord andre steder end i de aviser, de pakkede fisk ind i. De kunne ikke engang udfylde deres værnepligtsskemaer som en sidste rudiment af en prægutenbergsk verden. I dag tænker jeg, at de snarere var et forvarsel om det, som skulle komme, selv om tv-apparater dengang endnu ikke var udbredte.

Og i morgen?

Det skrevne ord bliver stadig oftere mobbet. Det må finde sig i at blive ringeagtet og mishandlet, når det bruges offentligt. Og når forfaldet ikke længere kan skjules, forventes syndsforladelse med vendinger som ’ligesomeller ’du forstår, hvad jeg mener’.

Men det er netop, hvad jeg ikke gør.

Alligevel hilses funktionel analfabetisme velkommen af såkaldte sprognævn som beviser på, at sproget lever og udvikler sig, selv om dette ikke så sjældent synes at indebære en krøblingeeksistens, både i henseende til grammatik og korrektur. Den ultimative inkarnation af forfaldet er selvsagt Donald Trump, som via sin mobil kommunikerer i et barnligt, ubehjælpsomt og ofte fejlstavet sprog.

Her fornedres sproget. Og hvad Trump end siger, kan man aldrig være sikker på, om det overhovedet har nogen klar betydning. Anything goes, som Cole Porter ville have os til at synge.

Sådan bliver verden dummere dag for dag, mere uskarp, mere grådlabil, i takt med at ordets forfald bidrager til at undergrave ikke bare juleevangeliets betydning, men stille og roligt også vores demokrati.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Hvem har oversat?

Kan man mobbe et ord?

Lillian Larsen

Interessant synspunkt. I de mange debatter virker det tit, som om folk taler forskellige sprog, selv om de egentlig taler det samme. Folk bruger og opfatter ord og vendinger forskelligt. Det kommer der både misforståelser, indbyrdes afgrænsninger, påduttelser og heldigvis af og til forståelse ud af.

Morten Hjerl-Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kurt Loftkjær

Twitter og fåordsvældet

Twitter synes at være undergravende for sproget og forståelsen af nærmest hvad som helst. Med Twitter kan kan alle uvidende, personer med tilstrækkelig intelligens pludselig på urimelig vis føre et flertal af menneskeheden på vildspor. Ofte appeleres der til følelser og lokkes med gemene løgne og populisme.

Mange politikere er desværre forfaldet til fåordsvældet, hvor ingen dialog er mulig. Trump blinker som et fyrtårn i denne sammenhæng.

Fåordsvældet sniger sig ind overalt. Jeg beskæftiger mig en del med klagearbejde i relation til natur, miljø, retssikkerhed of forvaltningsret. Vanskelige emner som kun få mennesker kan eller vil sætte sig ind i. Emner som kræver mange ord. Ikke sjældent bliver jeg opfordret til st tilslutte mig fåordsvældet med en bemærkning om, at end ikke sagsbehandlere og klageinstanser gider læse min indlæg.

Min verden krakelere. Hvad med din verden?

Morten Hjerl-Hansen, Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Vigtig korrektion:
"I begyndelsen var ordet. Sådan står der sort på hvidt i den bibel, som de færreste nok orkede at gennemblade i juledagene. Det er apostlen Johannes, som påstår det. Men det passer ikke. Ordet har intet med begyndelsen at gøre. Tværtimod indfinder det sig først på et sent stadium. I begyndelsen, længe inden ordet, indristede fortidsmennesker billeder på hulevægge, der forestillede dyr, og frembragte lyde, der med tiden blev til sang."

Erik Winberg og Klaus Lundahl Engelholt anbefalede denne kommentar