Læserbrev

Penge er ikke den eneste værdi, folk vælger job efter

De tårnhøje lederlønninger og gyldne håndtryk i det offentlige antyder, at vi tror, menneskers stærkeste motivation altid er penge. Men der er mange andre værdier, som dygtige, engagerede mennesker vælger job ud fra, skriver Grete Holm i dette debatindlæg
9. januar 2020

Er den bedste, der kan fås for penge, også den bedste, der kan fås? Det indtryk får man, når der argumenteres for tårnhøje lederlønninger, aftrædelsesordninger og gyldne håndtryk i det offentlige.

Præmissen er, at den bedst kvalificerede ansøger kræver den højeste løn. Og hvis hun/han ikke får den, foretrækker hun et job i det private – og kan let få det. Et menneskesyn, der siger, at den stærkeste motivation for et menneske ikke alene er at få mange penge, men at få så mange penge som muligt.

Men får vi virkelig de fagligt bedste sådan? Måske, men de sidste års skandaler i både det offentlige og det private har næret min mistanke om, at vi også får grådige ledere. Og måske skaber grådige ledere en grådig kultur.

Hvad med ansvarlighed, engagement, samvittighed og omhu? Jeg kender mange mennesker med disse egenskaber, der vælger fag og job ud fra interesse. Mennesker, som er de bedste, vi kan få. Engagerede og dygtige lærere på den folkeskole, hvor min mand og jeg er frivillige. Kærlige plejere og gode ledere på min svigermors plejecenter. Hvis deres topmotivation var penge, så var vi ilde stedt.

Grete Holm er pensionist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
  • Susan Hansen
  • Thomas Tanghus
  • Svend Erik Sokkelund
  • Ebbe Overbye
  • Morten Lind
  • Lise Lotte Rahbek
Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Susan Hansen, Thomas Tanghus, Svend Erik Sokkelund, Ebbe Overbye, Morten Lind og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Man kan faktisk sige, at de, der går voldsomt op i penge, næppe har fokus det rigtige sted, hvis de skal gøre det bedste stykke arbejde.

Mener Grete Holm virkelig, at de seneste års skandaler i SKAT, politiet, anklagemyndigheden, forsvarets bygningsstyrelse, Britta Nielsen-skandalen osv. skyldes grådige ledere?

Den holder ikke! Var det bare så enkelt.

Næh, årsagen er uduelige ledere og medarbejdere, uintelligent organisering, ligegyldighed og manglende ansvarsfølelse.

Jeg er enig i, at de årsager, du anfører, Jens Winther, også gør sig gældende. Og så mener jeg i øvrigt, at der er mange, gode kræfter i det offentlige - og private. Men jeg synes, vi har en signifikant tendens til at prioriter penge og materielle goder, også når vi ikke mangler dem.

@Susan Hansen, jeg har aldrig været ansat i det offentlige, men jeg har viden og erfaring med ledelse og organisation. Og jeg konstaterer flg.:

SKAT: refusionerne af udbytteskat blev over en kort periode mangedoblet og 80-90% af anmodningerne om refusion var uberettigede. SKATs kontrol var ikke eksisterende, og man brugte mere tid på at opfinde ukorrekte "forklaringer" på de stigende refusionsbeløb end på at kontrollere anmodningerne. Omfattende eksterne undersøgelser konkluderer, at ingen i SKAT har noget ansvar for miseren. SKAT har igangsat milliarddyre IT-systemer, som har vist sig uanvendelige, og SKAT har udsendt forkerte ejendomsvurderinger - og forsøgt at forhindre borgernes klager.

Politiet: man afgiver usande forklaringer til Retsudvalget (det aflyste Christinia-besøg), og man søger aktivt at skjule, at der er givet åbenlyst ulovlige ordrer (Tibet-sagen). Intet ansvar gøres gældende.

Britta N og forsvarets bygningsstyrelse: ledere og medarbejdere tilsidesætter ganske sædvanlige sikkerhedsforanstaltninger (funktionsadskillelse og to-signatur) og reagerer end ikke på revisionsrapporter, der påpeger problemet og anviser en let og omkostningsfri løsning til forebyggelse af svindel. Intet ansvar gøres gældende.

Der er tydeligvis tale om ligegyldighed, manglende ansvarsfølelse, uintelligent organisering og uduelighed!

Ja, der er utvivlsomt massevis af dygtige medarbejdere og ledere i det offentlige. Både overfor dem og overfor skatteborgerne er det en hån, at uduelighed trives nogle steder i det offentlige og at ingen bliver stillet til ansvar.

@Susan Hansen, der er - indrømmet - også tilfælde af uduelighed og svindel i det private erhvervsliv.

MEN, i det private system får uduelighed en konsekvens: du er fyret! Og ingen leder i det private erhvervsliv ville sidde en problematisk revisionsrapport overhørig - INGEN. Når man opdager problemer i en erhvervsvirksomhed, så bliver der handlet. Når der opdages problemer i det offentlige, nedsætter man en langsomtarbejdende kommission, som altid ender med at konstatere, at der sket fejl og forsømmelser i massevis, men at ingen er ansvarlig - man er bare blevet "ramt af virkeligheden".

Det er den afgørende forskel. Der hersker en uacceptabel slaphed i det offentlige!

@ Jens Winther

Det private erhvervsliv er fedtet ind i korruption, vennetjenester
og grusomheder - har jeg ret?

Lidt info: har arbejdet i det private erhvervsliv i 40 år.

@Susan Hansen, jeg selv har arbejdet i det private erhvervsliv siden primo 1980 - vel ca. som dig. Men jeg har aldrig mødt brancher eller virksomheder "fedtet ind i korruption, vennetjenester og grusomheder", selvom jeg har været vidt omkring.

At hævde at "Det private erhvervsliv er fedtet ind i korruption, vennetjenester
og grusomheder" er ganske enkelt ikke korrekt. Det er heeelt væk fra vinduet!

Ivan Breinholt Leth

Jens Winther
10. januar, 2020 - 20:42

" Og ingen leder i det private erhvervsliv ville sidde en problematisk revisionsrapport overhørig..." Winther har vist ikke hørt om hvidvaskningsagen i Danske Bank og Jyske Bank.

Hvorfor har et højt estimeret revisionsfirma som Ernest og Young "sjusket" med revisionen af Danske Banks regnskab? Man kan jo indtil nu kun gætte på, hvorfor Erhvervsstyrelsen har meldt E&Y til politiet. https://www.dr.dk/nyheder/penge/revisionsfirma-politianmeldt-brud-paa-hv...

"Når der opdages problemer i det offentlige, nedsætter man en langsomtarbejdende kommission, som altid ender med at konstatere, at der sket fejl og forsømmelser i massevis." Til gengæld har der aldrig været en sag i Danmark, hvor en offentlig myndighed har været direkte eller indirekte involveret i narkosmugling, våbensmugling, menneskehandel, bestilte mord, prostitution. Fortsæt selv listen. Der findes ikke den modbydelighed, som ikke kan associeres med den russiske mafia.
Thomas Borgen fik 15 millioner kroner i belønning for at se igennem fingre med disse uhyrligheder, og hvorfor er han iøvrigt endnu ikke blevet retsforfulgt og dømt? Jeg vil æde min gamle hat på, at om nogle år sidder Thomas Borgen i en anden topstlling et eller andet sted. I den henseende er der ingen forskel på den offentlige og den private sektor.
Og mht. Skat er der hverken tale om slendrian, uduelighed eller sjusk. Der er tale om bevidst sabotage. På handelsskolen lærte jeg, at man ikke afskaffer et gammelt system før det nye er gennemprøvet på alle leder og kanter. Det indebærer, at man i en periode kører med to parallelle systemer, indtil man er 100% sikker på, at det nye system fungerer. Det er så fundamentalt indenfor IT-systemplanlægning, at man skal være totalt hjernedød for at undlade at følge denne procedure.

@Ivan Breinholt Leth, jeg kan ikke lige se, hvad den russiske mafias meritter har med sagen at gøre.

At transaktioner gennem Danske Banks afdelinger i de baltiske lande vedrører kriminelle penge, kan ikke hverken bortforklares eller undskyldes. Det er strafbart at medvirke til hvidvask, og hvis myndighederne ellers er deres opgave voksen, bliver de skyldige straffet. Men bare lige for fuldstændighedens skyld: medvirken til hvidvask i Baltikum har ikke kostet hverken den danske eller de baltiske landes statskasser penge (men utvivlsomt den russiske).

Thomas Borgen blev fyret i overensstemmelse med sin kontrakt.

Hvor mange af SKATs medarbejdere og ledere er blevet fyret, fordi de medvirkede til eller burde have været opmærksomme på, at den danske statskasse blev lænset for 12 miaDKK? INGEN!

Det er SKATs medarbejdere og ledelse, der har specificeret IT-systemer for milliarder og sat dem i drift - hvorefter man har måttet konstatere, at lortet ikke virkede og aldrig ville komme til det. Milliarder smidt ud af vinduet og læssevis af rod i mellemtiden. Hvor mange medarbejdere og ledere i SKAT har fået en fyreseddel på grund af den massive uduelighed? INGEN!

Hvis det - ligesom udbytteskandalen - er udtryk for bevidst sabotage fra SKATs medarbejdere og ledelse er det da kun en skærpende omstændighed. Uduelighed er som bekendt ikke strafbart, det er sabotage derimod. Men hvor mange er blevet retsforfulgt? INGEN! For i SKAT er alt organiseret på en måde, der indebærer, at ingen har ansvar for noget som helst.

Ivan Breinholt Leth

Jens Winther
Den russiske mafia har noget med sagen at gøre, fordi de hvidvaskede penge kom fra den russiske mafia. Hvis jeg hjælper en kriminel person på den ene eller den anden måde, vil jeg blive anklaget for medskyldighed, selvom jeg ikke direkte har taget del i forbrydelsen.
Der er forskel på de uformelle procedurer i den private og den offentlige sektor. I den offentlige sektor lader man ansvaret cirkulere rundt i en uendelig cirkel, således at intet ansvar kan placeres endegyldigt. I den private sektor fyrer man en enkelt person, stikker ham et millionbeløb og håber på at hele ansvaret bliver tørret af på ham. Der går så nogle år, og den skyldige er tilbage i en anden topstilling. Du foretrækker det sidste. Jeg er bedøvende ligeglad.

@Ivan Breinholt Leth, ja, og derfor efterforsker SØIK forholdene i Danske Bank. Og Borgen er hverken den eneste, der er fyret eller den eneste, der har fået sit hjem ransaget af politiet i forbindelse med deres efterforskning af hvidvask.

Thomas Borgen har "kørt over for rødt", så selvom han er en kompetent mand, kommer du ikke til at se ham i en topstilling igen. Det løb er kørt.

Men derimod har du ret i, at "i den offentlige sektor lader man ansvaret cirkulere rundt i en uendelig cirkel, således at intet ansvar kan placeres endegyldigt". Det er en helt formel (ikke uformel) procedure, og der findes tilsyneladende ikke politikere (uanset parti) med den smule personlig slagkraft, der skal til for at de kan få fyret uduelige embedsmænd, få organiseret arbejdet forsvarligt og lavet en fornuftig ansvarsfordeling.

Derfor har vi stadig dokumenteret uduelige medarbejdere og ledere siddende i SKAT - og derfor fortsætter skandalerne med at komme i en lind strøm.

Ingen kan være ligeglad med det (bortset fra du, åbenbart).