Læserbrev

Vi har ikke råd til at hente børnebørnene i vuggestuen, hvis mimrekortet bliver dyrere

Pensionister i hovedstaden er afhængige af offentlig transport, og det får store konsekvenser for os, hvis DOT vælger at hæve transportpriserne. Selv om afskaffelsen af mimrekortet er taget af bordet, kan dyrere billetpriser stadig være på vej, skriver pensionist i dette debatindlæg
Debat
22. januar 2020

Min kone og jeg er et ægtepar på 70 og 71 år, og vi bruger mimrekortet meget. Som mange andre hovedstadspensionister, der ikke har bil, er vi afhængige af den kollektive transport.

Efter at Din Offentlige Transport (DOT) for nylig besluttede at afskaffe pensionistkortet og erstatte det med rejsekortet, stod vores rejser til at blive 200 procent dyrere. Nu har DOT erkendt, at konsekvenserne er for voldsomme, men de har endnu ikke lagt sig fast på en ny model.

Modellen må ikke gøre det dyrere at være pensionist i hovedstaden. For mange pensionister, der i forvejen ikke har mange penge, vil det få store konsekvenser at skære ned på brugen af offentlig transport.

Mange af os ville ikke have råd til ugentligt at hente børnebørn i vuggestue, børnehave eller fritidshjem eller passe dem i eget hjem, hvis de er syge – især ikke, hvis de bor langt væk, som vores børnebørn gør. Vi ville også besøge vores børn og børnebørn sjældnere end i dag. At gå i biograf(klub), teater og museum vil pludselig blive en sjælden luksus.

I stedet vil de fleste af os blive nødt til at prioritere det strengt nødvendige: at gå til læge, tandlæge, fodterapeut og genoptræning – eventuelt med rollator – vil blive den foretrukne aktivitet. Hvis man er dårligt gående, og der er langt til det nærmeste supermarked, er det den dyrere busbillet, pengene må prioriteres til.

Det vil være slut med længere udflugter. At gå i ældrecenter eller tage på rådhuset må også prioriteres væk, hvis der skal spares.

Videnskabelige undersøgelser viser, at det er sundhedsfremmende at minimere ensomheden. Højere transportpriser vil betyde, at de, der i dag er aktive uden for hjemmet, minimerer disse gøremål.

Det giver ikke mening, at DOT ønsker at harmonisere taksterne i hovedstadsområdet med de øvrige områder på Sjælland, Møn og Lolland-Falster, hvor langt færre pensionister bruger mimrekort. Det er ikke underligt, da de fleste uden for hovedstadsområdet har bil – blandt andet på grund af den dårlige kollektive transportdækning.

Mimrekortet er mere overskueligt at bruge. Pensionisterne kan slappe mere af. Det giver mere tryghed ikke hele tiden at skulle huske at tjekke ind og ud, og at man kender sine transportudgifter.

Da satspuljen blev afskaffet, blev det aftalt, at satserne for pensioner skulle følge lønstigningerne.

Bevar mimrekortet, og lad prisen på kortet følge lønstigningerne.

Jørgen Ullman, pensionist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Selvfølgelig er det hul i hovedet at fjerne mimrekortet i København.
Men siden hvornår har den kollektive trafik fungeret efter hensigten ???

Det er nok en stakket frist for pensionisterne, at afskaffelsen af kortet er blevet udskudt.
Og transportminister Benny Engelbrecht lader til at mene, at sagen ikke vedkommer ham.
Desuden skal de utallige trafikselskaber jo også tjene penge :-(

Ete Forchhammer , Minna Rasmussen og Anker Heegaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er jo ingen grund til at fjerne mimrekortet, bare fordi man indfører rabat på rejsekortet, der kommer de mindre ofte rejsende til gode.

Ete Forchhammer , Lillian Larsen, Mette Møhl, Anker Heegaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Afskaf mimrekortet så vi andre pensionister kan få gavn af større rabatter. Vi har ikke flere penge fordi vi ikke har gavn af t mimrekort. Det er dyrt at bruge offentlig transport til museer og teaterforestillinger som staten støtter i København.

Lillian Larsen

Hvis det kan betale sig at afskaffe mimrekortet,må det betyde, at mange har det og er glade for det. Mimrekortet bør snarere udbredes til hele landet.
Men så kan de jo ikke kontrollere, hvor, hvor meget og hvornår folk rejser. De kan heller ikke samle data.
Økonomisk kan det ikke betale sig for mig at have det. Men jeg har alligevel mimrekort for at slippe for at skulle checke ind og ud.

P.G. Olsen, Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Fuldstændigt tåbeligt hvis det mimrekort skulle have været udfaset, det er det nemmeste at bruge for alle parter.

Ete Forchhammer , Carsten Munk, Lillian Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Harmoniser priserne til jysk niveau p-)
Det åbenbart muligt at drive offentlig transport for pensionister til en pris. der er til at betale!

https://jyllands-posten.dk/premium/indland/ECE11889583/i-midtjylland-kan...

Ete Forchhammer

Kan det trøste dem der har ondt af HT-områdets mimrekort, at uden et rejsekort til spærretiderne går det ikke, så nok er mimrekortet billigt, men helt så billigt er det ikke.
I øvrigt er mimrekortet hurtigere at kontrollere end rejsekort. Er vi virkelig så mange der benytter vore mimrekort flittigt, må det vel få betydning hvis vi skal blive sværere at tjekke?

Lillian Larsen

Måske er vi i virkeligheden en hel del, der især bruger mimrekortet, fordi det er bekvemt?
Jeg har også det anonyme til spærretiderne. Det tjener de ekstra på, fordi jeg tit glemmer at checke ud. Hvis jeg vænner mig til det, husker jeg det nok - indtil jeg med tiden må opgive pga for mange togbøder.
Måske vil det vise sig, at der ikke er noget at spare ved at afskaffe det?