Kronik

De rige lande har fyret op under protester i fattigere lande gennem IMF’s grønne krav

De rige lande pålægger andre at skære i deres offentlige støtte til fossile brændstoffer, mens de ikke vil gøre det selv. Det sker gennem krav fra Den Internationale Valutafond, IMF, og er både hyklerisk og socialt ødelæggende, skriver Clara Grunnet i dette debatindlæg
IMF har blandt andet pålagt Ecuador omfattende spareplaner, hvilket sidste år betød, at økonomien frøs, og under omfattende protester i landets hovedstad Quito i oktober over stigende oliepriser blev syv mennesker dræbt.

IMF har blandt andet pålagt Ecuador omfattende spareplaner, hvilket sidste år betød, at økonomien frøs, og under omfattende protester i landets hovedstad Quito i oktober over stigende oliepriser blev syv mennesker dræbt.

MARTIN BERNETTI

18. januar 2020

2019 blev protesternes år. Premierministre blev afsat, børn arresteret og hære indsat. Demonstrationer brød ud i Haiti, Hongkong, Egypten, Iran, Ecuador og mange andre lande, hvor folk fik nok. Iagttagere har siden spurgt: Kan det virkelig være et tilfælde, at hele verden begyndte at protestere mod korrupte regimer og rige eliter på samme tidspunkt?

Sandsynligvis ikke. Stigende oliepriser synes at være en hyppig årsag til utilfredshed fra Mellemøsten til Latinamerika. En anden fællesnævner? Mange protestramte lande har for nylig modtaget lån fra Den Internationale Valutafond, IMF, som til gengæld har krævet nedskæringer i tilskud til fossile brændstoffer.

Tilskuddene støtter både produktion og forbrug af fossile brændstoffer, hvilket betyder, at nedskæringer får prisen på nødvendigheder såsom mad, transport og elektricitet til at stige, fordi olieprisen stiger. Denne grønne IMF-politik er altså ikke bæredygtig, for den truer levevilkårene for de fattigste i samfundet.

De mest magtfulde lande i IMF tvinger således debitorlande til at lave ekstreme ofre i klimaets navn – uden selv at leve op til samme standard.

G20’s manglende klimahandling

Ironisk nok markerede 2019 tiåret for topmødet i Pittsburgh, hvor G20-landene forpligtede sig til at »rationalisere og udfase« tilskud til fossile brændstoffer. Også FN’s Verdensmål fra 2015 opfordrer til at skære ned på de sorte tilskud. På trods af det er verdens samlede støtte til fossile brændstoffer stadig tårnhøjt.

Beløbet lå i 2017 på omkring 400 milliarder dollar. Data fra 2016 viser, at G20, der omfatter verdens største økonomier, stod for næsten 150 milliarder dollar i tilskud til fossile brændstoffer. Og det er det beskedne skøn.

Generelt bliver rige lande kritiseret for deres manglende vilje til at reducere disse tilskud. I 2016 brugte USA for eksempel 8,2 milliarder dollar på tilskud til fossile brændstoffer uden planer om at udfase. Præsident Trump har siden skåret i støtte til grøn energi, men ladet tilskud til fossile sektorer være urørt. Nogle G20-lande, såsom Australien, har endda øget tilskuddet mellem 2007-2016.

Når man overvejer uviljen blandt rige lande til at skære i egne tilskud, er deres krav om, at langt fattigere lande skal gøre det selv samme, hykleriske.

I gæld til IMF

USA og allierede vestlige stater har til sammen størstedelen af stemmerne i IMF, og det giver magt over de beslutninger, der træffes i organisationen. Ifølge den amerikanske økonom Mark Weisbrot, giver USA’s vetoret dem de facto kontrol over den politik, IMF fører. På den måde har IMF historisk set undermineret gældsramte landes selvstændighed ved at implementere økonomisk politik designet i Washington eller Zürich.

Sidste års globale protester har understreget, at dette ulige magtforhold stadig eksisterer – og det mærkes i Haiti, Egypten og Ecuador, der alle for nylig har optaget store lån hos IMF.

I februar 2018 udstedte IMF et lån på 96 millioner dollar til Haiti betinget af flere økonomiske reformer, inklusive reduktion af tilskud til fossile brændstoffer. Tidligere købte Haiti billig olie gennem et venezuelansk solidaritetsprogram, men da Venezuelas økonomi kollapsede, og IMF samtidig krævede besparelser, steg olieprisen med mere end 50 procent. Denne stigning dannede grundlag for nylige protester.

Også Ecuador lånte i foråret 2019 4,2 milliarder dollar af IMF betinget af besparelser på blandt andet subsidier til fossile brændstoffer. Også her skabte stigende oliepriser protest og vold.

Den egyptiske regering annoncerede i 2019, at den ville sænke oliepriserne efter voldelige protester. De høje priser var et resultat af besparelser fra 2016 som betaling for en redningspakke på 12 milliarder fra IMF. Det betød forhøjede leveomkostninger, der ramte de fattigste egyptere.

I forvejen har disse tre lande stærkt udfordrede økonomier med massiv udlandsgæld – som ifølge David Graeber, antropolog ved London School of Economics, i høj grad kan tilskrives 1980’ernes gældskrise og vestlige landes indflydelse. Ecuador brugte for eksempel i 2007 flere penge på afbetaling af gæld end på sundhed, sociale indsatser, miljø og boliger tilsammen.

Selv om neoliberal spareorienteret politik, som den IMF gennemtvinger, måske gavner virksomheder og rige, rammer den samtidig den almene haitianske, egyptiske og ecuadorianske borger hårdt.

Socialt ødelæggende krav

Det er givetvis ikke det, som IMF ønsker at opnå. I august 2019 foreslog IMF, at lande simpelthen burde »droppe tilskuddene«. De argumenterede for, at tilskud til fossile brændstoffer typisk gavner de rige mere end de fattige, og at man ved at droppe dem kunne frigive midler til at investere i vækst og udsatte grupper. Set i lyset af efterårets protester, der ledte til både vold og dødsfald, klinger denne udmelding hult.

I en erklæring fra 2019 slår 35 samfundsorganisationer fast, at en reduktion af tilskud til fossile brændstoffer påvirker de mest sårbare borgere, når de eksisterende skatteregler er designet i erhvervssektorens og ikke i almenvældets interesse.

IMF har pålagt både Haiti, Ecuador og Egypten omfattende spareplaner uden at sikre sig, at den nødvendige kompensation var på plads. Omfattende spareplaner opfordrer ikke ligefrem til kompensation.

Det lærte Haiti på den hårde måde; først efter tre dødsfald og en afgået premierminister foreslog IMF en revideret, gradvis proces, der inkluderede erstatning til de fattigste. Under et år senere gentog IMF alligevel processen i Ecuador, hvor økonomien frøs, og syv mennesker blev dræbt i protester over stigende oliepriser.

De 35 organisationer peger på, at IMF’s sparekrav har været socialt ødelæggende. Som i Haiti, hvor befolkningen har hårdt brug for elektricitet til generatorer på grund af hyppige naturkatastrofer. Det er muligvis de rige, der har mest gavn af tilskuddene, men det er ikke de rige, der går på gaden i desperation, når de bliver fjernet.

IMF’s krav har endnu mere omfattende konsekvenser. At den haitianske, egyptiske og ecuadorianske regering ikke kan bestemme sin egen klimapolitik, kan ses som en slags gældsimperialisme. De mest magtfulde lande kan igennem IMF påtvinge debitorlande politik og dermed reducere deres autonomi. Dette skaber et neokolonialt forhold, der holder nogle lande fastlåst i en afhængighed af de mere magtfulde landes system.

Hvem har klimagæld?

Nogle vil måske indvende, at det er godt og grønt at skære i tilskud til fossile brændstoffer.

Som FN’s generalsekretær understregede i 2019, er der ingen tvivl om, at støtte til fossile brændstoffer skal udfases, hvis vi skal nå vores klimamål. Det må bare ikke ske på bekostning af samfundets dårligst stillede.

Professor ved Lund Universitet Andreas Malm argumenterer for, at det er de rigeste lande, der egenhændigt har konstrueret fossiløkonomien til deres egen berigelse. Paradoksalt nok er G20-landene ansvarlige for 79 procent af de globale emissioner, og mens Haiti står for en forsvindende lille andel, er Haiti på top tre over lande, der er mest påvirkede af ekstreme vejrforhold.

Selv om det måske er meningsløst at pege fingre, kan man spørge sig selv, om ikke de, der bærer den største skyld for klimakrisen, skulle tage det største ansvar for at få den stoppet. Kunne man endda tale om en klimagæld, som velhavende lande skylder mindre forurenende lande?

Måske burde det være Haiti, Egypten og Ecuador, der påtvang brandstifterne af denne her ildebrand radikal klimapolitik.

Clara Grunnet studerer Human Økologi på Lund Universitet og skriver for Klimagruppen KAKTUS

information.dk/deltag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Flemming Berger
  • Bjørn Pedersen
  • Markus Lund
  • Johnny Christiansen
Morten Lind, Flemming Berger, Bjørn Pedersen, Markus Lund og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

IMF’s sparekrav (grønne) er rendyrket imperialisme.

De rigeste 10% globalt er ansvarlig for 50% af CO2 udledningen globalt.
De rigeste 20% globalt er ansvarlig for 70% af CO2 udledningen globalt.

Hvis man deler hele verdens befolkning op i to lige store dele efter indkomst, så er de 50% med den lavest indkomst ansvarlige for 10% af CO2 udledningen globalt.

Så glem samtidig med IMF’s sparekrav til fattige lande, alt om befolkningstilvæksten i de fattige lande bærer et signifikant CO2 aftryk og er problemets kerne.

Morten Lind, jens christian jacobsen, Eva Schwanenflügel og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar