Kommentar

Socialdemokratiet står ikke på børnenes side, hvis de har handicap

Jeg har gentagne gange oplevet, at der bliver sat spørgsmålstegn ved forældres evne til at tage sig af deres børn med handicap, fordi forældrene ikke får bevilget den hjælp og støtte, familien har behov for, skriver forsker i børnehandicapområdet i dette debatindlæg
Nu er det ordene »vi skal altid stå på børnenes side«, der kører i det politiske gentagelsesmaskineri. Det er egentlig klogt nok, for regeringen vil formentlig blive husket for det, men det er ikke retvisende mener Emil Søbjerg Falster.

Nu er det ordene »vi skal altid stå på børnenes side«, der kører i det politiske gentagelsesmaskineri. Det er egentlig klogt nok, for regeringen vil formentlig blive husket for det, men det er ikke retvisende mener Emil Søbjerg Falster.

Ida Guldbæk Arentsen

20. januar 2020

Under statsminister Mette Frederiksens (S) første nytårstale blev jeg som mange andre overrasket over hendes store fokus på børn i udsatte positioner, anbringelser og bortadoptioner. Selv om talen primært vedrørte børn, forældre og familier i udsatte positioner, peger pilen også indirekte mod børn og forældre på handicapområdet.

Tilbage i foråret 2019 besøgte jeg i forbindelse med min forskning i børnehandicapområdet en familie med tre børn, hvoraf den yngste er multihandicappet og har brug for hjælp 24 timer i døgnet. Moren passer barnet alle ugens dage og får bevilget tabt arbejdsfortjeneste 37 timer om ugen. Man kan derfor lidt karikeret hævde, at hun arbejder gratis 131 timer om ugen.

Forældrene sover ikke længere sammen, idet barnet ofte vågner om natten grundet større eller mindre epileptiske anfald. Det er en hård tilværelse som familie, men mange lærer at leve med det.

Presset kan imidlertid godt blive for stort, for eksempel fordi moren aldrig rigtig får sovet. Derfor havde familien ansøgt om aflastning, således at moren også havde mulighed for at hvile sig og være mor for familiens to andre børn.

Men kommunen afslog. Til sidst blev moren for udmattet og endte på hospitalet, der sendte en indberetning til kommunen, som herefter bevilgede et par timers aflastning om dagen. Kommunen åbnede dog samtidig for en anbringelsessag på familiens to andre børn, da de nu havde fået det indtryk, at forældrene havde vanskeligt ved at tage sig af dem.

Forældre får skyld for manglende støtte

Denne type af reaktionsmønstre fra systemet side forekommer muligvis særlig ofte i sager med familier, hvor barnets handicap indbefatter ADHD og/eller autisme. Jeg har gentagne gange oplevet, at funktionsnedsættelserne er blevet udlagt af kommunen som et resultat af forældrenes dårlige opdragelse og manglende forældreevne.

Det er et eksempel på, hvordan manglende specialiseret viden producerer en sammenblanding og forveksling af forhold, der i udgangspunktet ikke har noget med hinanden at gøre – og det er netop her, statsministerens tale bliver farlig.

Handicapområdet er allerede underfinansieret. Børn og unge får i flere tilfælde ikke bevilget basal hjælp og støtte, flere går ikke i skole, for eksempel fordi de har angst og skolevægring, eller fordi der bare ikke er et tilbud.

Hvis deres kompensationsbehov stiger, hvilket det naturligt gør med alderen, stilles der spørgsmålstegn ved forældrenes forældreevne, og flere oplever at blive truet direkte eller indirekte med anbringelse, hvis de insisterer på at få mere hjælp og støtte.

De mange eksempler tydeliggør, at en ikke ubetydelig andel af de anbringelsessager, der er, er et resultat af handicapområdets underfinansiering og afspecialisering. En del af disse anbringelser sker, fordi politikerne i mange år ikke har leveret de økonomiske rammer, der sikrer sammenhæng mellem antallet af mennesker med behov for hjælp og støtte og kommunernes økonomi.

Økonomien følger ikke med

Det samme gælder den nye regering, der oftest har travlest med at udråbe sig selv som frelser frem for at reflektere kritisk over de økonomiske aftaler, som de reelt indgår i. Det gælder også støttepartierne.

Da regeringen indgik aftalen om kommunernes økonomi for 2020, blev ordene »markant løft af velfærden« gentaget igen og igen – selv om der intet belæg er for at hævde, at aftalen vil resultere i et løft af velfærden på handicapområdet.

Nu er det ordene »vi skal altid stå på børnenes side«, der kører i det politiske gentagelsesmaskineri. Det er egentlig klogt nok, for regeringen vil formentlig blive husket for det.

Men det er også en sætning, der skaber et os og dem. Enten er du med os og hjælper børnene. Eller også er du imod os og erklærer dig enig i, at omsorgssvigt af børn er acceptabelt.

Det er skadeligt for den offentlige debat, der ikke længere kan rumme de nuancer og den kompleksitet, som området og sagerne ofte indeholder. Vores tilgang bliver i stedet ensporet og defineret af de skyklapper, vi har givet os selv på. Her har alle kun to muligheder: Enten er du med os, eller også er du imod os.

Selv hvis man ser bort fra Socialdemokratiets nye politiske kommunikation, er situationen strukturelt set stadig absurd. Med den ene hånd vil man i barmhjertighedens navn tvangsfjerne flere børn og unge, mens man med den anden nægter at levere de rammer, der muliggør bevillingen af basal hjælp og støtte, bedre og mere tidlig forebyggelse, specialiseret viden og retssikkerhed på handicapområdet.

Emil Søbjerg Falster er ph.d.-studerende. Forsker i handicapområdet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • David Adam
  • Jane Jensen
  • Gert Romme
  • Søren Andersen
  • Thomas Tanghus
  • Flemming Berger
  • Pia Nielsen
  • Steen K Petersen
  • Anne Svendsen
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
  • Mogens Fosgerau
  • Søren Roepstorff
  • Dorte Sørensen
  • Tommy Clausen
  • Bjarne Andersen
ingemaje lange, David Adam, Jane Jensen, Gert Romme, Søren Andersen, Thomas Tanghus, Flemming Berger, Pia Nielsen, Steen K Petersen, Anne Svendsen, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel, Mogens Fosgerau, Søren Roepstorff, Dorte Sørensen, Tommy Clausen og Bjarne Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Jensen

Kommunerne må simpelthen ikke bruge pengene på sociale formål, men de sociale institutioner er essentielle for vores type samfund. Uden den nødvendige børnepasning i vuggestuer, børnehaver og en tilstrækkelig finansiering af skolerne går forældrene på deltid. Børnene kommer altid først. Dette er enhvert omsorgsfuld forælders motto.

2020 er det åbne terræn hvor slaget om socialvæsenet og en rimelig levestandard kommer til at stå. Vi vil ikke længere finde os i den massive undertrykkelse. Vi står sammen skulder ved skulder, vi er ikke længere splittede. Det vi skal have er en mere progressiv social politik, et bedre alternativt system til det nuværende, som lakker mod enden. Borgerne vil simpelt hen ikke finde sig i det længere. Nok er nok. Vi er de fattiges politikere.

Hvis vi i fællesskab siger nej til nedskæringerne vil Folketinget blive tvunget til at ændre kurs. Vi er nødt til at demonstrere, når man ser på hvorledes pengene fra bunden af samfundet er flyttet op i toppen med flere fattige, unge boligløse, ringere stillede pensionister, besparelser på sygehuse, mangel på plejehjemspladser m.m. Danmark er blevet for lille til at håndtere de globale problemer, og landet er åbenbart blevet for stor til, at tage sig af de sidestilledes problemer.

Uligheden bliver ikke formindsket og fattigdommen bliver ikke fjernet. Den nuværende førte nedskæringspolitik er skånsels- og nådeløst blevet gennemført og fattiglovene vendes imod de borgere, der har brug for hjælp. Fornægtelse af fattigdom, ledighed, omsorg for svage og syge breder sig. Det er mennesker, som er i fare for at få en marginaliseret position i vores samfund. En større omfordeling af formuerne er nødvendig for at kompencere for de sidste tyve års sociale nedskæringer.

Fakta er at den danske økonomi er kernesund, og at der er råd til velfærd. Den danske økonomi er bomstærk, vi har rekordlav offentlig gæld. Alligevel tvinges kommunalpolitikere til at svinge nedskæringskniven over skoler, hjemmepleje og det sociale område. Udgiftslofterne fastsættes ud fra, hvad man politisk mener, at de offentlige udgifter skal være. For eksempel, at skatterne ikke må hæves, uanset at velstanden ifølge regeringsøkonomerne nærmest vil blive fordoblet over de næste 40-50 år.

Der er en ganske særlig indkapsling af magten i Danmark. Den nye socialdemokratiske regering kommer ikke til at omfordele magten her i landet, om max fire år vil vi tydeligt se resultatet. Men børnene skal ikke vente. En fair omfordeling skal gennemføres. Vi tolererer ikke fattigdom i Danmark. Danmark er godt på vej til at ligne lande som USA, England og Tyskland. Vi har en regering som ikke har noget større ønske om at rehabilitere overklassen til at indse, at en rimelig fordeling af den samlede samfunds-velstand, og på den lange bane bekæmpelse af fattigdommen, er en nødvendighed for igen at samle landet. I stedet for virker det som om at politikerne hele tiden forbereder sig på selv at blive en del af overklassen, at forbedre deres egne fremtidsudsigter. Firs procent af politikerne taler udelukket om virksomhedernes vilkår. Formuerne er nu inddæmrede og uligheden er mejslet i sten.

Regeringen er desperate for at beskytte skattelettelserne. Den førte politik handler om at bevare uligheden, fattigdommen og formuerne. Enten er det den nuværende version af demokratiet som det er galt med, eller også er det politikerne. Vi har tabt muligheden for politisk indflydelse over vores egne forhold, men der er håb forude. De sociale modstandsbevægelser, klimabevægelserne og forældrebevægelser har bevidstgjort en stigende del af befolkningen omkring hvad der foregår, og har de fået indflydelse på deres respektive områder. Det repræsentative demokrati har slået fejl på det sociale område, ingen tvivl om det.

Vi befinder os midt i en velfærdskrig, og hvis vi ikke indser hvad der foregår omkring os, fortsætter vi med at tabe ethvert slag fremover. Vi vil have landets sjæl tilbage. Der er vigtige dele af Danmarks sjæl som vi ikke har mærket under de neoliberale regeringer, ja i de sidste 20 år. Der er begreber som har været undertrykt, såsom solidaritet, medmenneskelighed og anstændig behandling af de socialt udsatte.

Katja Bramgaard, ingemaje lange, Thomas Faber, Kim Houmøller, Estermarie Mandelquist, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Susanne Kaspersen, Dennis Tomsen, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Pia Nielsen, Per Torbensen, Carsten Svendsen, Eva Schwanenflügel, Olav Bo Hessellund, Søren Roepstorff, Peter Hansen, Tommy Clausen og Bjarne Andersen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Nu forstår jeg ikke hvorfor/hvodan Socialdemokratiet skal/kan være eneansvarlig for alle problemerne, fordi de for ½ år siden erobrede regeringsmagten.

Mikael Jensen

Socialdemokraterne har de sidste 20 år stemt for de fleste sociale nedskæringer i Folketinget. De har været helt fremme i skoene for at stemme for reformer - eller rettere sociale nedskæringer - som nu har medført det største antal fattige i nyere tid. De Radikale er endnu mere neoliberale i deres økonomiske politik og SF har stemt for mange af de sociale nedskæringer, selv om de hedder Socialistisk Folkeparti, det giver ingen mening.

Tyve år med sociale nedskæringer har skabt en tilstand hvor der atter er nedværdigende sociale forhold her i landet. De fleste af de socialt udsatte er presset ud i fattigdom og ramt af diverse sygdomme eller handicap. De har ikke brug for at politikerne gør det endnu værre. Alt for mange unge ender som sofasurfere eller i varmestuerne på grund af boligmangel, og alt for mange hjemløse har ikke adgang til et sikkert miljø. Socialdemokraterne fortsætter ad samme spor som sidste gang de havde regeringsmagten. Det er tydeligt at Socialdemokraterne ingen intentioner har om at fjerne fattigdommen. Nedenunder den røde overflade-lakering kommer den blå grundmaling tydeligt frem.

Når det handler om fattigdommen, så vender regeringen bare små mønterne fra krone til plat. Vi mangler stadigvæk kampen mod fattigdommen hvor regeringen nægter at flytte midler der seriøst ændrer hverdagen for underklassen. Her har den Socialdemokratiske regering notorisk nægtet at føre en politik der seriøst ændrer hverdagen for os. Symbolpolitikken med at nedsætte en ydelseskommission der ikke må tilføre en eneste krone, og hvor ordet børnefattigdom ikke er nævnt med et eneste ord, viser mere end noget andet at formuerne er inddæmrede og uligheden er fasttømret i hele systemet. Men regeringen kan ikke længere bekæmpe fattigdommen ved at bekæmpe de fattige.

Folketinget er kamæleonernes legeplads. Det gælder om at falde i med de andre partiers politik, og om at stjæle så mange vælgere som muligt fra de andre partier. Man minimerer derved de andre partiers vælgeres mulighed for demokratisk indflydelse, og det medfører en skævvridning af det politiske landskab. Politikerne har nu fire år hvor de kan fortsætte med at ødelægge det almennyttige lejeboligsystem - på at ødelægge samfundet medmenneskeligt set, som de plejer, som vi er vandt til.

Mette Frederiksen skabte et navn for sig selv ved at gennemføre loven om førtidspension. I over syv år har medierne råbt op om psykisk tortur af bl.a. mennesker som var ved at dø af kræft. Men ingen politikere har standset denne spareøvelse, som er skabt for at fjerne 2 milliarder pr. år, penge som derefter er givet ud til skattelettelser til toppen af samfundet.

Socialdemokraterne perfektionerer en grusom politik som internerer børn i fangelejre og Mette Frederiksen var en af de første der advokerede for flygtningelejre i Nordafrika. Nu har vi bl.a. i Libyen EU-betalte lejre med voldtægter af kvinder samt salg af mennesker. Mette Frederiksen er ligeglad med om mennesker lider. Regeringens moralske autoritet bløder væk time efter time. Begge de to regeringsbærende partier føler sig magtfuldkomne, men har mistet den fundamentale moralske legitimitet til magten. Regeringen befinder sig i en monstrøs virkelighed, i hvilken den hverken har evnen ej heller viljen til at ændre på. Det er en virkelighed med social undertrykkelse, bolig-apartheid og fremmedhad.

MF håber at hun kan hænge fast ved magten så længe at ingen indser hvor stor katastrofen er mht. fattigdommen. De fleste aviser i Danmark står bag Statsministeren i en fælles fattigdoms-fornægtelse. MF har haft travlt med at holde møder med erhvervslivet. Man ser sjældnere statsministeren ude ved fattigdommens frontlinjer, hos de fattigste børn, hos de ældre eller de unge hjemløse. Statsministeren forsøger at danne et billede om at fattigdommen er negligerende, og en naturlig del af hverdagen og slet ikke noget usædvanligt. Når regeringen taler om rekord store millionbeløb til det sociale område, er det naturligvis et spin. Fattigdom fjernes ikke ved at tilføje promiller til det sociale område. Regeringen formindsker ikke uligheden med så meget som promiller ved Finansloven 2020, tværtimod øges uligheden hvert år med procenter, gennem det system som forfordeler de rige. Den såkaldte Socialdemokratiske regering fejler således igen denne gang. Guderne må vide hvorfor de andre partier i rød blok står og smiler ved fremlæggelsen af Finansloven? Er de ikke i stand til at regne i procentregning?

Peter Hansen, Katja Bramgaard, ingemaje lange, Thomas Faber, Estermarie Mandelquist, Gert Romme, Flemming Berger, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, David Adam, Carsten Svendsen, Pia Nielsen, Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Selv hvis man ser bort fra Socialdemokratiets nye politiske kommunikation, er situationen strukturelt set stadig absurd. Med den ene hånd vil man i barmhjertighedens navn tvangsfjerne flere børn og unge, mens man med den anden nægter at levere de rammer, der muliggør bevillingen af basal hjælp og støtte, bedre og mere tidlig forebyggelse, specialiseret viden og retssikkerhed på handicapområdet."

Socialdemokratiet har selv været med til den ene skattelettelse efter den anden til de rigeste i samfundet.
Desuden har de fået Danmark tilsluttet til EU's Finanspagt med tilhørende Budgetlov uden folkeafstemning.
Nu er der ikke længere råd til den mest basale velfærd.

Men kommunikationen fejler ikke noget fra "Børnenes Statsminister" og hendes trofaste strateg Martin Rossen.

Symbolpolitik er hvad vi får istedet for det ellers lovede
løft af de byrder, de syge, fattige og handicappede må lide under.

Peter Hansen, Katja Bramgaard, ingemaje lange, David Adam, Helga Westergaard, Estermarie Mandelquist, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, Pia Nielsen, Carl Chr Søndergård og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar

De er virkelig dygtige til deres os- og- dem retorik-politik. Det meste er en gang symbolpolitik for områderne tilføres ikke de nødvendige midler.
De gør intet ved uligheden - de italesætter den ikke engang. De er totalt ligeglade med de magtesløse i samfundet.

Og det med børnene - det er smart. Men deres tiltag med at straffe forældre f.eks. ved at fjerne børnebidrag skaber da netop fattige børn. Jeg troede i min naivitet at de ville afskaffe børnefattigdom men indser nu at det nok ikke udspringer af nogen dybfølt trang til at hjælpe børn. Det udspringer nok af en dybfølt trang til at hjælpe sig selv med at blive på taburetten

Peter Hansen, ingemaje lange, David Adam, Helga Westergaard, Estermarie Mandelquist, Carsten Svendsen, Gert Romme, Flemming Berger, Susanne Kaspersen, Ebbe Overbye, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det her område har været fatalt længe, og nok værre i Venstrekommunerne, end de Socialdemokratiske. I visse kommuner er der bare lav vilje og det ville da klæde regeringen med klare krav på området. Eller hele området vil måske passe bedre under regionerne, så vi kan holde området uden for den kommunale udligning, gerne sammen med special pædagogikken.

Katja Bramgaard, Estermarie Mandelquist og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Søren Nielsen

Jeg er nærmest dybt forarget over Mette Frederiksens nytårstale. Tænk at have som mål at fjerne flere børn.
Målet burde være at flere børn blev hos deres forældre, og at forældrene selvfølgelig fik den fornødne hjælp.

Peter Hansen, Katja Bramgaard, ingemaje lange, David Adam, Estermarie Mandelquist, Carsten Svendsen, Ebbe Overbye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mikael Jensen

Brev til en socialminister

Hvad ville du egentligt sige til en socialminister, hvis du skulle skrive et brev til hende? Ville du spørge hvorfor Danmark fejler på fattigdomsområdet? Eller spørge hvad der kræves for at heale forholdet mellem demokrati, ulighed og omfordeling? Problemet er nok nærmere det, at alt er sagt. Alle der har været ramt af den lange liste nedskæringer, som folketingspolitikerne kalder reformer - alle de syge og de handicappede osv. - alle har de råbt op de sidste 15 år, uden at nogen har lyttet. Politikerne lever simpelthen i en anden virkelighed end dem, der er ramt af fattigdomsskabelsen. Omdannelsen af Danmark fra et socialt samfund til et neoliberalt er næsten fuldbragt. Den franske økonom Thomas Piketty beviste ellers, at fællesskabet mellem mennesker ikke er blevet beriget af den stigende velstand.

Vi er holdt op med at lytte til hinanden. De enkelte samfundsgrupper lever nu i hver sin virkelighed. Overklassen tror fuldt og fast på, at der ikke findes nogen, som er nødt til at tigge på de sociale medier. Underklassen har ingen ide om hvilke ufattelige beløb de rige spenderer på de mange ferier i ulandet. Den forrige regering var den mest grønne nogensinde, i hvert fald ifølge dem selv. Den nuværende regering er den mest røde regering - ifølge deres egen udlægning. Vi er så vandt til spin og manipulation, at vi ikke længere tror på hvad politikerne siger. De sidste 20 år har efterladt det indtryk, at Folketingets fornemste opgave er at skabe fattigdom, uanset hvem det går ud over. Socialdemokraterne mistede hurtigt deres sociale drive umiddelbart efter at deres top-politikere indtog ministerierne.

Det Danmark akut har brug for nu er et år uden fattigdom. Midt i sidste århundrede var der et år hvor ingen skulle betale skat. Det gav et tiltrængt løft i samfundet. Flere startede ovenikøbet på at bygge eget hus. I dag er det ikke en god ide at give alle et skattefrit år, fordi flere har millionformuer. Men et eksperiment hvor ingen skal leve af et beløb under et rimeligt niveau ville vise, om politikerne tager situationen alvorligt, eller om de bare trækker tiden, på trods af en valgkamp hvor de fleste politiske partier talte om at være sociale. Lad os diskutere hvordan en simpel løsning ville se ud, så kan vi derigennem overskue den fattigdommen som hærger landet. Hvilke grupper er ramt, hvad lever de af - hvis de da har noget at leve af. Når regeringen om få år bliver væltet skal vi i gang med at tale om hvad der gik galt for Socialdemokratiet. Men hvorfor vente? Det er lige nu vi lever. Det er lige nu fattigdommen skal fjernes.

Hvad venter regeringen på? Hvis det er en tilladelse som Socialdemokraterne venter på, så er den hermed givet: Vi, de fattige, giver hermed vores tilladelse til at regeringen fjerner fattigdommen. Vi har ikke brug for at der findes fattigdom og vi har ingen nytte af at være fattige. Vores børn har heller ikke gavn af at være i fattigdom. Så vi spørger igen: Hvorfor tøver regeringer? Hvem har gavn af at der findes fattigdom? Hvem skal regeringen ellers have tilladelse fra? Hvem har gavn af at der er fattigdom i Danmark?

Peter Hansen, Katja Bramgaard, ingemaje lange, Thomas Faber, David Adam, Estermarie Mandelquist, Carsten Svendsen, Ebbe Overbye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christel Sølager

Jeg er mor til for tidligt fødte tvillinger.. Kvikke børn -
men alle sanser er på overarbejde og de bliver nemt "fyldte...." De har flere udfordringer og har aldrig været på fuld tid i institution... Afslag på skoleudsættelse og nu 0. klasse eller det er det så ikke... De kan ikke... -og når børn ikke kommer i skole - så må den jo være gal i hjemmet... Først børnefaglig undersøgelse og nu samspilsundersøgelse.... En anbringelse har været på tale og vi er alle ved at være tyndslidte...

En anbringelse.....?? Fordi 2 børn ikke er klar og ikke magter skolen - endnu...

Peter Hansen, Katja Bramgaard, ingemaje lange, David Adam, Kim Houmøller, Estermarie Mandelquist, Carsten Svendsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mikael Jensen

Kampen om tilværelsen er simpelthen for hård, hvis man oven i sygdom eller handicap, også skal kæmpe mod systemet. Derfor er der opstået hjælpegrupper som f.eks. Næstehjælperne med over 150.000 medlemmer eller Venligboerne. Der er nu snesevis af borgergrupper som forsøger at afhjælpe politikernes misgerninger. Vi har journalister som tager enkeltsager op, hvorefter politikerne er tvunget til at gribe ind. Men alle andre lignende sager ignorerer de bare.

Der er gjort mange forsøg på at kompensere for politikernes alt for høje magt over den enkelte borger. Vi har retssystemet hvor borgerne kan få sager afprøvet helt op til højesteret. Så er der Ombudsmanden som følger med i spørgsmål om ligebehandling af mennesker med handicap. Ankestyrelsen, er en styrelse under Social- og Indenrigsministeriet, de behandler blandt andet klager på social- og beskæftigelsesområdet, og kommunale børn- og ungeudvalgs afgørelser om tvangsanbringelser af børn. Endeligt er der Institut for Menneskerettigheder som er en selvejende statsinstitution, og desuden har en særlig rolle på handicapområdet, hvor de skal fremme og overvåge gennemførelsen af FN's Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap.

Alligevæk er der tusinde af sociale sager hvert år som tydeliggør, at vi ikke er kommet i mål. Hvordan kan vi overhovedet holde op med at drømme om en bedre verden, når vi konstant læser om mennesker som kommer i klemme i systemet? Vi er nødt til at gøre det bedre. Alt hvad det kræver er modet til at indse at vi ikke med god samvittighed kan leve med de fejl som systemet indeholder. Men så har vi naturligvis magthaverne som står i vejen for ændringerne.

Det vi mangler havde vi for århundrede år siden. Under enevælden kunne kongen/dronningen frikende en borger i kriminalsager - give amnesti. Her handler det om sociale sager hvor borgerne kommer i klemme. Men indtil der er skabt en ny instans, der kan kompensere for politikernes vanvid, må borgerne henvende sig til de frivillige sociale hjælpegrupper.

Danmarks hjerte banker for - - - :( Kan man stadigvæk tale om at landet har et hjerte? Hvordan er det kommet så langt? Hvordan er vi kommet så langt ud?

I regeringssystemet samles nogle af de mest magtfulde mennesker i Danmark. De mødes med repræsenterer fra andre landes regeringer, internationale krigsforbrydere, de største banker, Coca-Cola og Monsanto. Politikerne har omgang med firmaer som tjener så meget som muligt, uden at skelne til hvad der sker med miljøet. De hylder et system som er bygget på endeløs forbrug, affaldsprodukter og udvinding af fossil brændsel. Det som er så farligt ved deres retorik er talen om at de ønsker at forbedre verden. I stedet for fortsætter de bare med at ødelægge planeten som de plejer. Disse magtfulde mennesker holder systemet i gang, de er en stor del af problemet. Der er ingen tegn på at de ændrer kurs. De skaber ikke en drøm, de skaber et mareridt.

Der er mennesker, der simpelthen ikke er i stand til at føle empati for de socialt udsatte, de arbejdsløse eller de ældre. Alligevel indsættes de som ministre. Det er skræmmende. Hele institutionen rådner op oppefra. Det har vi set talrige eksempler på under flere regeringer. Når man indser omfanget af de neoliberales indtog i de sociale institutioner, medierne etc. først da indser man hvorfor Danmark har forvandlet sig til et helvede af et socialt kontrolsystem med omfattende social vold.

Den sociale ulighed som er tilkæmpet med alle midler de sidste tyve år er blevet smedet ind i hele regeringssystemet, ind i ministerierne og hamret ind i hovederne på embedsmændene. Hele regeringsystemet tænker nu entydigt at der ikke er andre veje. Dette styrer enhver ny regering; "Der er ikke andre alternativer". En anden social kontrakt preller af som vand på olie. Ingen har sagt dette bedre end Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, da han forklarede stemningen ude i landet, når det gælder reformer: "Ingen er småsure. Alle er rasende". Borgerne er klar til det sociale oprør.

"Borgerne skal holde sig væk fra den politiske arena. Magten tilkommer ikke borgerne, men de begavede, de dannede og de rige." Den udtalelse viser bedre end noget andet omdefineringen af demokratiet fra borgerdeltagelse til repræsentation, og samtidigt en inddæmning og pacificering af befolkningen. I den demokratiforståelse, er befolkningen ikke længere aktive borgere, men en delt befolkning, repræsenteret af en overklasse. Samtidig er den politiske magt devalueret ved, at en række af dens tidligere beslutningsområder er blevet overført til en sfære af privatejendom og marked, adskilt fra politik.

Kom nu i gang med at lave om på systemet!

Peter Hansen, Katja Bramgaard, ingemaje lange, Thomas Faber, Ebbe Overbye, David Adam og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg tror at der er to ting især der vil gavne på dette område: den ene er en decentralisering af magten - at bringe hovedparten af magten tilbage til lokalsamfundene, så folk selv kan træffe beslutninger om ting der direkte vedrører dem.

Den anden er et fundamentalt anderledes økonomisk paradigme, som sætter en balance med naturen, retfærdighed og mellem-menneskelig harmoni over private menneskers og firmaers profitmaksimering.

Gad vide om vi kan finde nogle politikere der vil gå ind for den slags? Folket vil tilsyneladende gerne se forandring, så lur mig om det ikke skulle være muligt. Indtil da må vi vel bare holde fast og gøre vores bedste!

Peter Hansen, Katja Bramgaard, ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar