Socialrådgiver: Vi kan ikke hjælpe Sofie, hvis vi satser på pakkeløsninger frem for omsorg

Sofie er 19 år, hun er i skolepraktik som skiltemaler, men har en del fravær fra praktikken. Studievejlederen er bekymret for hende. Sofie taber sig og får mere og mere fravær. Derfor bliver hun indkaldt til en samtale, hvor hun fortæller, at hun har svært ved at falde til ro.

Hun sover højst fire timer om natten, hun går ikke i bad, og hun orker heller ikke at handle ind.

Under samtaler med en skolepsykolog kommer det frem, at hun har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Der har været en sag i kommunen, hvor hendes familie fik tilknyttet en familievejleder i hjemmet, men Sofie synes aldrig, det gjorde nogen forskel.

På grund af en depression blev hun som 14-årig også udredt i psykiatrien. Her var man bekymret for, at hun ville udvikle en personlighedsforstyrrelse som voksen.

Når hendes studievejleder ringer ind med sin bekymring til kommunen, visiterer vi hende kun til de mest fornødne forløb. ’Borgeren har et medansvar,’ plejer vi at sige. Som fagligt specialiserede socialrådgivere kan vi ikke holde os opdaterede i forhold til de mange andre tilbud, der findes i forvejen. Derfor tilbydes udsatte borgere en begrænset støtte.

Sofie må derfor selv ringe rundt og oplever hurtigt, at det er svært at overskue. Hun stopper praktikken og begynder i stedet at skære i sig selv. Det har hun gjort før.

I mit arbejde som socialrådgiver i Danmark har jeg mødt mange unge som Sofie, der har fået hjælp i mange forskellige tilbud, uden at indsatserne nogensinde er fulgt til dørs. Hun er et eksempel på, at vi lader mennesker falde ind og ud af systemet. Enten fordi indsatserne er tidsbegrænsede, fordi vi er for overbebyrdede til at følge op på handleplanerne, eller fordi digitaliseringen distancerer os fra de borgere, vi forsøger at hjælpe.

Se borgere i fugleperspektiv

Statsminister Mette Frederiksen (S) fortalte i sin nytårstale, at hun ønsker at skærpe indsatsen i forhold til børneanbringelser, fordi dårlige forældre får for mange chancer. Men reelt set er der mange unge, kommende forældre, som aldrig har fået mulighed for at komme igennem systemet på en ordentlig måde. De har mistet tilliden til systemet som børn.

Derfor skal vi turde støtte de socialt udsatte voksne på en måde, der genopretter deres tillid til samfundet.

Støtten til voksne udsatte med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse er stadfæstet i servicelovens formålsparagraf 81, der kræver, at »den enkelte får en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der modsvarer den enkeltes behov«.

Kommunerne har ansvaret for at føre servicelovens paragraffer ud i praksis. De udmøntes i nogle konkrete tilbud, som kommunalforvaltningerne anvender som standardhåndteringer. ’Bostøtte’, ’hjemmehosser’ og ’specialvejledninger’ er navne på tilbud, der drives efter nogle arbejdsmodeller, som kommunerne selv har konstrueret.

Sofie og hendes studievejleder bør ikke på forhånd have brug for at vide om en eventuel bostøtte, at de skal søge efter paragraf 82b eller en af paragrafferne 83-86. Når de ringer, skal de i stedet høre: ’Hvor er det godt, du ringer. Nu finder vi ud af, hvad du har brug for, sammen med dig.’

Vi skal undgå at sige ting som: ’Når du ikke er på kontanthjælp, kan du ikke få mentor.’

I den offentlige sektor mangler vi overskud til at skabe de nødvendige løsninger nu og her. Vi mangler tid og overskud til at se os selv og vores opgave i fugleperspektiv. Vi har også et ansvar for den forebyggende indsats.

Hvilken kasse skal Sofie i? Er det en handicapindsats? Er det normalområdet? Er det psykiatrien?

Når vi som fagprofessionelle er i konkurrence med hinanden om at afslutte et krævende forløb om en person, der ikke kan stå på egne ben, er det, som om vi har glemt, at det er den samme stats-, regions- og kommunekasse, vi tager pengene fra.

Kommunen har en forpligtelse til at drage omsorg for udsatte som Sofie. Og når hun ikke får den rette hjælp, falder hun helt ud af indsatsen, og så afsluttes forløbet stiltiende. Sagen lukkes, og hun bliver usynlig for samfundet.

Skadelig digitalisering

I Dansk Socialrådgiverforenings tidsskrift Uden for Nummer forklarer Helle Antczak og Klavs Birkholm, at vi i denne tid er ved at bevæge os væk fra New Public Management og hen til Digital Era Governance, der fokuserer på at udnytte teknologien til at skabe resultater i den offentlige sektor. De påpeger også, at skiftet har medført en problematisk distance til de personer, vi arbejder med.

Er vi med den meget administrativt tunge sagsbehandling, der ligger i kommunernes socialforvaltninger, ved at visitere os selv ud af evnen til at arbejde med nærvær og omsorg over for hinanden?

Som socialrådgivere bekymrer vi os for, at vores evne til at håndtere den borgernære kontakt begrænses, når unge som Sofie henvender sig. Når vi på forhånd kan orientere os i hendes forhistorie, fordi vi har adgang til den i det digitale system, risikerer vi at have opbygget en stærk forforståelse for, hvilken person vi kommer til at sidde med – inden vi har mødt hende.

Netop derfor er vi nogle gange klar til at afvise hende i stedet for at bruge tid på at finde ud af, hvilken hjælp hun har brug for. Fordi tiden tages fra andre borgere.

Digitaliseringen har også medført en detailstyring, der er ved at umyndiggøre os som fagpersoner – også over for hinanden. Den har sneget sig ind som en usynlig modstander.

Vi tror ikke altid på hinandens faglige belæg for henvendelse. Både internt i afdelinger og ved udefrakommende henvendelser fra andre fagpersoner såsom studievejledere er der en forståelse af, at vi gerne må afvise vurderinger, der er lavet af andre.

Jeg kan personligt ikke sige mig selv fri for at have mistænkt andre fagpersoner, der henvender sig, for selv at have brug for at få afsluttet et krævende forløb med en person, de selv har kontakt med. Måske har jeg også mistænkt en studievejleder for at have mistet evnen til at anskue borgeren neutralt.

Man kommer til at forherlige sin egen afdelings vurderingsevner, og den tanke kan skubbe Sofie endnu længere væk fra den hjælp, hun har brug for.

Anklagen bygger på en reel bekymring. Normen er, at vi laver indsatser og tilkøber pakkeløsninger, som er forprogrammerede ind i vores sagsbehandlingssystemer som et katalog af valgmuligheder, vel vidende, at hvis vi lavede en reel individuel helhedsorienteret gennemgang af og med personen, så ville en smule tilpasning være bedre.

Overbebyrdede sagsbehandlere

Jeg ved godt, at når Sofie ringer, er hun nummer 70 i socialrådgiverens samlede sagstal. Den reelle sagsbehandlingstid til hende er stram. Når sagsbehandlere systemisk er overbebyrdede, er det umuligt at følge med i alle sagerne.

Derfor er det vigtigt, at løsningerne ligger klar og er håndgribelige. Et godt eksempel er Psykiatriens Hus, der lige nu skal rumme alle borgere, der har en psykisk sårbarhedsprofil.

Men når anklagemyndigheden finder fejl i alt for mange sager, så handler det ikke om manglende faglighed. Det handler om et digitalt sagsbehandlingspres med databehandling og dataindsamling af effektiviteten som det styrende element i vores arbejde som socialrådgivere.

Standardiseringer har sine begrænsninger. Vi kan ikke satse på at have alle svarene i skabeloner, når vores opgave er at hjælpe velfærdssamfundets udsatte med de sociale problemer, de kæmper med.

De kommunale ledelser skal turde satse på vores relationsarbejde med de personer, vi skal sagsbehandle: Borgere, der har brug for vores hjælp.

Carina Carstens er socialrådgiver