90 år. Så gammel blev min kære morfar. Som inkarneret landmand har han mildest talt knoklet røven ud af kansasbukserne. Stået op klokken fem hver morgen for at malke køer og fodre grise. Dyrket bær, frugter og grøntsager. Som det første barnebarn i rækken fik jeg lov til at hjælpe med at høste, køre traktor og slagte grise.
I 2015 fik han konstateret Alzheimers og demens. Han svandt langsomt ind, men klarede sig stadig med lidt hjælp på gården.
I 2017 tog jeg ud at rejse i et halvt år, og da jeg kom hjem, var min morfar kommet på plejehjem. Han havde i mellemtiden brækket lårbenet, fik sondemad, sad i kørestol og havde mere eller mindre mistet sit sprog.
Han var en skygge af den morfar, som havde lært mig at bygge et fuglehus, ladet mig læse sine mange aviser og forkælet mig, som kun en bedsteforælder kan.
En dag, da min mor og jeg besøger ham på plejehjemmet, kommer SOSU-englene flyvende ind på værelset med dampende kaffe og alverdens småkager. Den ene er halvt amerikansk og opvokset i New York, og hun fortæller sjove anekdoter om kulturforskelle. Den anden snakker roligt til min morfar og fyrer endda en lille vittighed af. Den tredje er der bare, smiler og spørger, om vi mangler noget. Hun fortæller, at hun var hans hjemmehjælper, da min morfar stadig boede på gården.
»For et par år siden rendte han jo stadig rundt ude på marken,« konstaterer hun.
De tjekker min morfar. Skal han have mere morfin? Den ene skifter dynen ud med et tæppe. Den anden spørger, om vi vil have nogle billeder af min morfar fra sidste nytårsaften.
De er enormt omsorgsfulde, hjertevarme og fulde af overskud. Klokken nærmer sig 22.00, og de har haft en lang vagt. Alligevel tager de sig af min mor, morfar og jeg, som var vi deres egen familie.
Fortjener en stor tak
Det er milevidt fra det billede, medierne ofte tegner af social- og sundhedsassistenterne og af de svigtede ældre, som aldrig kommer i bad eller modtager nogen form for omsorg.
Jeg synes ærlig talt ikke, at de ansatte på landets plejehjem får nok anerkendelse. De gør et stort stykke arbejde for de mange ældre, som ikke længere kan tage vare på sig selv.
De er underlagt stramme tidsplaner og arbejder på skæve tidspunkter – endda til en lav løn. De forholder sig til sorg, sygdom og dødsfald på daglig basis.
Og som om det ikke er nok, at social- og sundhedsassistenterne har taget sig så godt af min morfar, så dukker endnu en engel op klokken 22. Hun er frivillig vågekone fra Røde Kors og skal sidde ved min morfar til klokken to om natten, hvorefter en anden vågekone overtager fra klokken to til seks.
Vi giver hånd. Hun må være i starten af 60’erne, har hornbriller og gråt pagehår. Hun smiler venligt og sætter sig ved min morfars side. Tænk, at denne kvinde ofrer sin nattesøvn for en komplet fremmed mand, fordi ingen fortjener at dø alene. Og fordi vi ikke behøver at være så dødsens angste for døden. Det er én af de mest uselviske handlinger, jeg nogensinde har bevidnet.
Min morfars historie er ikke enestående. Han er blot én ud af de over 50.000 borgere, som hvert år dør i Danmark. Han døde tidligt om morgenen efter besøget, min moster nåede lige akkurat at flyve ind fra England for at sige farvel.
Jeg vil gerne sende en stor tak til personalet på plejehjemmet Udsigten og de frivillige vågekoner. En overset del af vores samfund, som forholder sig til døden og de pårørendes dybe sorg. Det skal man være gjort af et særligt stof for at kunne håndtere i hverdagen.
Camilla Egeborg Møller er freelancejournalist.
Og sosu-hjælperne :-)
De fleste aner ikke vi findes. Det er altid assistenterne man taler om. Jeg tror heller ikke alle politikere ved der findes sosuhjælpere