Kronik

Træk lod om studiepladser. Så undgår vi, at de riges børn automatisk kommer forrest i køen

Den sociale skævhed på universiteterne kalder på et radikalt nyt optagesystem: Lodtrækning om studiepladserne blandt kvalificerede ansøgere. Når karakterer bestemmes af de unges sociale baggrund, må de ikke afgøre deres fremtid, skriver videnskabelig assistent Michael Møller Nielsen i dette debatindlæg
29. januar 2020

Mange elever i gymnasiet mistrives og kæmper med stress, når de forsøger at opnå et eksamensresultat, der giver adgang til de mest eftertragtede videregående uddannelser. Derfor har SF foreslået et loft på 10 over den grænsekvotient, der giver direkte adgang til uddannelsen, og hvis der er flere kvalificerede ansøgere end pladser, afholdes en optagelsesprøve.

Men der er andre dysfunktionelle effekter ved optagelsesreglerne end præstationspres, hvilket jeg uddyber i denne kronik. Når karakterer er afhængige af elevernes sociale baggrund, samles ansøgere fra velstillede hjem på eliteuddannelser, og end ikke et større optag på kvote 2 gør op for den sociale skævhed på universiteterne. De optagelsesprøver, SF foreslår, favoriserer også elever fra ressourcestærke hjem.

Det kalder på en mere radikal ændring af optagelsessystemet. Hvorfor ikke trække lod blandt de kvalificerede ansøgere, hvis der er for få pladser?

Velstillede er førstevælgere

På CBS har vi for årgang 2015 undersøgt optagelsesreglerne i forhold til social ulighed, og hvad forskellige baggrundsfaktorer betyder for chancen for at gennemføre. Årgangen bestod af 7.147 ansøgere til 2.820 studiepladser.

Undersøgelsen viser, at en høj grænsekvotient i sig selv gør en uddannelse mere attraktiv. CBS har fem uddannelser med grænsekvotienter på over 10. De udgør 18 procent af studiepladserne, og 25 procent af alle ansøgere søgte de fem uddannelser. 72 procent af ansøgere med en adgangskvotient på 11 eller derover har søgt en af disse fem.

Det viser, hvor meget ansøgerne styres af grænsekvotienterne, der får en værdi i sig selv.

Det er en selvforstærkende proces: Popularitet giver høje grænsekvotienter, som igen øger populariteten. Det er ikke en hensigtsmæssig fordeling af talentmassen, at det er finere at studere International Business (IB) på CBS, fordi grænsekvotienten er 12,4, end det er at studere matematik eller fysik, hvor der er frit optag.

Karakterer i gymnasiet er stærkt afhængige af social baggrund. Definerer vi ’velstillet’ som den halvdel af ansøgerne, der er vokset op i familier med de højeste indkomster, tilhører 64 procent af ansøgerne med en kvotient på 11 eller derover den velstillede gruppe. Kun 30 procent af ansøgere med en kvotient på mellem 2 og 5 er velstillede.

Denne sammenhæng er konsekvent i hele karakterskalaen: Jo højere karakterer, jo flere velstillede.

Det har ikke blot den effekt, at det er de velstillede, der er førstevælgere til uddannelserne. Det betyder også, at de mest populære studier i høj grad sammensættes socialt skævt. De fem uddannelser med den højeste grænsekvotient på CBS er også de fem mest socialt skæve.

På den mest skæve uddannelse er 75 procent af de optagede velstillede, mens uddannelsen med den laveste grænsekvotient kun har 40 procent velstillede. Der skabes altså en social opdeling i superuddannelser med præmiestuderende fra samfundets privilegerede klasser og så de andre.

Derfor er det ikke helt irrationelt at søge uddannelser med høje grænsekvotienter: Det er en effektiv måde at få adgang til netværk i den etablerede magtelite, som reproduceres i disse uddannelsesmiljøer.

Karaktersystemets bagside

Det nuværende optagesystem begrundes ofte med tre argumenter: Det er simpelt, gennemsigtigt og billigt. Det er sandt.

Samtidig er systemet også legitimt. Når optagelse kun afhænger af ens meritter fra gymnasiet, er det alene evne og vilje, der betyder noget. I Danmark er chancen ikke betinget af forældrenes evne til at købe en plads på et elitegymnasium. Det er lige så gratis at blive optaget på Øregård som på Gladsaxe, og en eksamen fra Gammel Hellerup er ikke mere værd end en fra Brøndby.

Vi har endnu ikke mange private elitegymnasier, men der er de senere år opstået private udbud af lektiehjælp og tilbud om opgaveløsninger i gymnasiet, og det er stadig langt mere sandsynligt, at en velstillet elev får gode karakterer sammenlignet med en mindre velstillet elev. Så helt retfærdigt er systemet ikke.

Samtidig kan det meritbaserede kriterium medvirke til mistrivsel blandt de unge. Når man ikke kan følge naboens Rikke ind på IB, er det klart for en selv og omverdenen, at det er, fordi man ikke lige er så god som Rikke og slet ikke god nok til at læse IB.

Endelig fremhæves det, at karakterkriteriet er rationelt, fordi det sikrer, at de bedst egnede optages. Frafaldet er nemlig mindre for studerende med højere adgangskvotienter. Men om det betyder, at det samlede frafald påvirkes, er ikke klart.

De, der afvises på grund af en lav adgangskvotient, udelukkes jo ikke fra hele det videregående uddannelsessystem. Deres valgmuligheder er bare begrænset til de mindre populære uddannelser, og man skal huske, at der ikke er sammenhæng mellem en uddannelses sværhedsgrad og optagelseskrav. Med al respekt for IB er den næppe sværere end fysik.

Studerende med lave adgangskvotienter kommer altså hyppigere ind på uddannelser, som ikke var deres førstevalg, hvis der var frit valg på alle hylder. Og netop motivation har stor betydning for gennemførelse. Dem, der optages i kvote 2, optages efter andre kriterier end karakterer, og de har langt lavere frafaldsrisiko end dem, der optages i kvote 1.

En studerende, der er optaget i kvote 2 med et gennemsnit på 7,0, har samme frafaldsrisiko som studiekammeraten, der er optaget i kvote 1 med et snit på 10,8. På CBS kompenserer optagelse i kvote 2 altså for hele 3,8 karakterpoint.

Træk lod om pladser

SF’s forslag kan dæmpe hypen omkring uddannelser med helt opskruede grænsekvotienter og dermed dæmpe tendensen til, at kvotienten i sig selv bliver styrende for studievalget. Det tager måske toppen af angsten for at begå fejl, men hvor meget det dæmper stressniveauet, er tvivlsomt. 10 er fortsat et meget højt gennemsnit.

Men dertil lægges en ny usikkerhed. Man skal ikke blot have mindst 10, man skal også være blandt de bedste i en efterfølgende optagelsesprøve. Det kan åbne et lukrativt marked for private ’terpeskoler’ med intensiv træning i de prøver og tests, der bruges som optagelsesprøver på de forskellige uddannelser. Det kan meget vel ende med en endnu skævere rekruttering til de populære uddannelser.

Et andet forslag er at øge optaget på kvote 2 på bekostning af den karakter­afhængige kvote 1. Det tillader, at ansøgere med lavere karakterer kan optages. Men på den anden side er ansøgere fra mindre privilegerede hjem ikke så tilbøjelige til at søge ind via kvote 2 – blandt andet fordi de er mindre tilbøjelige til at holde det/de nødvendige sabbatår.

Et ekstra kvote 2-optag vil derfor få den samme sociale sammensætning som dem, der ikke optages i kvote 1. Forslaget retter ikke op på uligheden, men risikerer at øge karakterræset, fordi grænsekvotienterne i kvote 1 stiger.

En tredje og bedre mulighed er at trække lod blandt de kvalificerede ansøgere. I en sådan ordning kunne man skærpe de specifikke adgangskrav, så de afspejler, hvad man skal kunne på den enkelte uddannelse. Eksempelvis kunne matematiktunge studier kræve matematik på A-niveau med mindst 10 i faget. Taberne i lodtrækningen kan evt. forsøge igen i næste optagelsestermin med dobbelt lod.

Nogle vil mene, at det er uretfærdigt, at man ikke kan sikre sig en plads på et studie ved en solid indsats i gymnasiet. Men vilkårene er nu engang, at alle ikke kan få plads, hvis der er flere ansøgere end pladser.

Man kunne omvendt også spørge, om det er mere retfærdigt, at unge mennesker reelt har en meget lille chance for at komme ind på visse uddannelser, fordi de er vokset op i socialt dårligere stillede hjem.

Michael Møller Nielsen er videnskabelig assistent på CBS.

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Niels Thomsen
  • Dennis Jørgensen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Anders Skot-Hansen
  • Christian Skoubye
  • ingemaje lange
  • Kurt Nielsen
  • Henning Kjær
  • Jens Flø
David Zennaro, Niels Thomsen, Dennis Jørgensen, Klaus Lundahl Engelholt, Anders Skot-Hansen, Christian Skoubye, ingemaje lange, Kurt Nielsen, Henning Kjær og Jens Flø anbefalede denne artikel

Kommentarer

Margit Johansen

Spændende udspil i debatten. Bedre ville det være, at der var studiepladser nok. Vi har brug for alle gode hoveder og hænder. Hvis målet er social retfærdighed og større lighed i samfundet, så må hele uddannelsessystemet under luppen, ikke kun optagelseskriterierne. Der er brug for en sammenhængende reform.

Bent Nørgaard

Nej, vi har IKKE brug for flere tusinde cand.com og ditto cand.ruc. Samfundet er oversvømmet med en underskov af umulige studiesammensætninger, der kun føre til at fast job i Aldi som kassemedarbejder. Til gengæld mangler der velkvalificerede håndværkere. Der har vi i årevis klaret os med mennesker fra Østeuropa. De gider ikke være her mere, da lønforholdene for dem har rettet sig meget hvor de kommer fra. Men pga snobbeeffekten skal middelklassens børn ikke være håndværkere! De skal være noget finere, de skal være det som far og mor ikke blev. De skal være akademikere. Og det bliver de, da dagens krav til at komme i gymnasiet og ud er skruet helt i bund. Der bliver skabt et nyt flipproletariat.

Frank Hansen, jens christian jacobsen, Allan S. K. Frederiksen, Mogens Holme, Birte Pedersen, Liv Pedersen, Søren Kramer og arne tørsleff anbefalede denne kommentar

Disclaimer:
- Ja der er et problem med disproportionen mellem børn/unges sociale klasse og deres endelige uddannelsesniveau.
Det er et faktum. Og den del er ikke til diskussion grundet rigeligt af epidemiologiske statistiske studier, der beviser dette.
Mit indlæg er fokuseret på håndteringen af problemet, og ikke selve
problemet.

I enhver problemstilling skal man altid stille sig det spørgsmål:
- Hvad vil man have løst?
- Hvorfor vil man have problemet løst?
- Og hvad er effekten af ens løsning på det multidimensionale niveau? (Eksempel: Klassisk Kassetænkning som tænker endimensionelt)

Tilfældighed (som lodtrækning) er selvfølgelig i sin absolutte essens den mest rene nondiskrimerende metode overhovedet, sålænge alle har adgang til lodtrækningen.
Så er problemet vel løst, ikke?

Lodtrækningens problemstillinger: Kompetancer og merit tilgodeses ikke!
Det kan det og vil det aldrig, fordi den er nondiskriminerende. Hvad er effekten?
Man får et samfund, hvor forskellen mellem folk er HELD og ikke MERIT!
Og vil det virkeligt skabe stabilitet og lighed i samfundet? Vil det drive samfundet videre? Vil det overhovedet føles retfærdigt? Vil man være motiveret til at blive bedre, hvis det er lige meget grundet man dømmes efter held?

Og ja!!! Jeg er enig i, at folk kan være ”heldige”, når de er født i den høje sociale klasse og i gennemsnittet har flere muligheder for støtte til højere karakterer. Men jeg antager, at dette ville være et væsentligt mindretal end antallet af heldige i et tilfældighedssystem.

Måske fokuset hellere skulle rettes imod ”støtte til selvhjælp”. Rigeligt af studier viser i andre problemstillinger som donorstøtte til fattige, at det med at bare give ud virker ikke, hvorimod støtte til selvhjælp løfter individier, lokal samfunde osv, i en butterfly effekt.

Og så skal der heller ikke glemmes i vores søgen på det optimale og bedste samfund! At uafhængigt af hvilken løsning der vælges, så vil der ALTID være problemstillinger, ALTID nogen der falder udenfor og bliver tabt, ALTID nogen der kan snyde systemet til egen fordel.
så vi vil tit og ofte stå i ”pest eller kolera” situationer.,,,

P.s.
og ærligt talt, som en der selv har brudt den sociale arv, ville jeg have blevet absurd pissed på, at jeg blev fravalgt grundet dårlig held end grundet manglende kompetancer...

Michael Christiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Lodtrækning er et udmærket princip.

Lad os indføre det mere generet: lodtrækning til fodboldlandsholdet, lodtrækning til deltagelse i olympiske lege, lodtrækning til stillinger som lærer, politibetjent, medarbejder i SKAT (det kan kun blive bedre), lodtrækning til overlægestillinger, jobs som elektrikere, skraldemænd og kloakarbejdere (jo, vil vil have ligestilling indenfor de fag også!), osv., osv.

Claus Nielsen, Frank Hansen, Dennis Iversen, Poul Bundgaard, jens peter hansen, Bent Nørgaard og Annemette Pedersen anbefalede denne kommentar
Lillian Larsen

Lodtrækning på baggrund af et passende niveau lyder rimeligt. Det vil give plads til mere fokus på indhold frem for karakterer på gymnasiet.

Christian Wolsing, Jens Flø og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

"Karakterer i gymnasiet er stærkt afhængige af social baggrund."

Hvilket er sandt på samme måde, som det er sandt at drunkne-ulykker skyldes øget salg af isvafler.

Og hvis man mener at intelligens og ande arvelige egenskaber er unødvendige for høj social status, hvorfor ikke bare afskaffe eksamen, afskaffe kvalifikationskrav og afskaffe løn-incitamenter?

Claus Nielsen, Bent Nørgaard, Poul Bundgaard og Liv Pedersen anbefalede denne kommentar

Det ligger da lige for. Det vil begrænse den ødelæggende konkurrence der er hele vejen gennem skolen og gymnasiet, når fokus er på at være kvalificeret og heldig, istedet for et kapløb. Nogen vil begræde tabet af konkurrencestaten, ikke mig.

Christian Wolsing, Niels Thomsen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Bent Nørgaard

Det er en misforståelse at alle, der ønsker det, kan komme i gymnasiet og videre til universitetet. Kravene er i dag så lave, at det er pinagtige! Man kan komme i gymnasiet med 00 i dansk og matematik, efter en samtale. Taxameteret åbner op for ALLE. Stop det! Karakteren 7 må være et mindstemål for optagelse. Så slipper vi også for at høre mere vås om konkurrencestaten. Måske lidt mere om kvalitet i uddannelserne når de søges af dem der kan og vil.

Kristian Jensen

Jeg var den første akademiker i min familie og åd mig ind på medicinstudiets kvote 1 ved et vedholdent og målrettet engagement. Det ville have været utroligt uretfærdigt, hvis det hårde arbejde ikke var blevet belønnet med en optagelse, fordi nogen syntes at man skulle trække lod mellem kandidaterne. At trække lod mellem hvem der får hvilke uddannelser, det er i mine øjne utroligt respektløst over for de flittige og talentfulde studerende, som kæmper alt hvad de kan for at få deres drømme uddannelse. En del af vejen til drømmeuddannelsen er helt klart at man er villig til at investere det der skal til for at sikre sig pladsen. Lodtrækning har ingen steder hjemme. Hvor kommer alle de dumpede ideer fra?

Claus Nielsen, Bent Nørgaard, Jens Winther og Lars Steffensen anbefalede denne kommentar

@Kristian Jensen, du har fuldstændig ret: lodtrækning er en hån mod ihærdighed, intelligens og vedholdenhed. Fuldstændig hul i hovedet - og umoralsk! Hvordan skulle man kunne motivere mennesker til at gøre en indsats, hvis det i realiteten er et lotteri, der er afgørende?

Martin Bæksgaard Jakobsen

Det kan måske have nogle uønskede konsekvenser, at dem med bedste karakterer kommer ind på de attraktive studier. Men at kalde ser uretfærdigt er ikke helt gennemtænkt... lodtrækningen, derimod, er Per defintion uretfærdig.
Så hvis hensynet er retfærdighed, så er løsningen ikke lodtrækning.