Kronik

Hvis vi vil have trivsel i skolen, skal vi investere i at skabe den – ikke i at måle den

Vi bruger for mange ressourcer på at måle trivslen i folkeskolen. Testresultaterne fortæller os ikke ret meget, og spørgsmålene kan skabe ubehagelige tanker hos børnene. Vi burde hellere investere i trivselsfremmende tiltag, skriver lærer Nickolaj Hagbard Jensen i dette debatindlæg.
»Hvis vi tillader os at kræve af børn helt ned til seks år, at de skal svare på spørgsmål som: ’Tror du, de andre kan lide dig’, så skylder vi dem at gøre det ansigt til ansigt med tid og ro til rent faktisk at høre og reagere på deres svar,« skriver skolelærer Nickolaj Hagbard Jensen i kronikken.

»Hvis vi tillader os at kræve af børn helt ned til seks år, at de skal svare på spørgsmål som: ’Tror du, de andre kan lide dig’, så skylder vi dem at gøre det ansigt til ansigt med tid og ro til rent faktisk at høre og reagere på deres svar,« skriver skolelærer Nickolaj Hagbard Jensen i kronikken.

Joachim Adrian

3. februar 2020

Inden længe skal jeg igen måle mine elevers trivsel. Jeg er forvirret. For hvordan ser trivsel egentlig ud? Og kan man overhovedet sætte tal på glæde, tryghed og relationer?

I disse måneder gennemfører vi på landets folkeskoler den årlige obligatoriske trivselsmåling. Så degraderes det allerhelligste, børnenes trivsel, endnu en gang til en standardiseret spørgeskemaundersøgelse, hvor svarmulighederne kun med nød og næppe overstiger et ’ja’-, ’nej’-, ’måske’-niveau.

Det er derfor med en vis skepsis, at jeg beder mine syv- og otteårige elever om at indkapsle noget så abstrakt som deres generelle trivsel. Når jeg kræver af mine elever, at de skal få deres følelser til at passe ned i de trænge svarkasser, som er stillet tilrådighed, er det som at give dem et par brikker fra to vidt forskellige puslespil og passivt observere, hvordan de frustreret bakser med at få dem til at passe sammen.

En større evaluering har tidligere vist, at den nationale trivselsmåling ikke måler efter hensigten.

Jeg arbejder med børn. Jeg har børn. Jeg har sågar 14-15 års erfaring med selv at være barn. Og på baggrund af mit kendskab til målgruppen er jeg ikke overrasket over den konklusion.

Børn lever i nuet

Det mest fantastiske ved de små størrelser er netop deres intuitive, umiddelbare tilgang til tilværelsen og deres enestående evne til at leve i nuet. De selv samme kvaliteter bliver lidt af en hæmsko, når Bo i 1. klasse skal svare på, om han »kan lide pauserne i skolen«. Her når tankestrømmen næppe længere end til den seneste pause og de følelser, som prægede den.

Bød det foregående frikvarter på et svidende nederlag på fodboldbanen, hvor rivalen fra parallelklassen blev matchvinder med en tåhyler, lige da klokken ringede? Eller fik Bo på behørig afstand af gårdvagten og skjult bag legehuset endelig tiltusket sig et kindkys fra hende den søde med Elsa-vanterne? Det vil uundgåeligt have afgørende betydning for, hvordan Bo ender med at svare på det spørgsmål.

Det er krævende at rumme store følelser i en lille krop, og udsving i den ene eller anden retning kan hurtigt brede sig og fylde hele universet for en stund. Selv hvis de små mennesker var i stand til gennem en velovervejet, metareflekterende tankeproces at finde frem til selve essensen af deres generelle trivsel, hvordan skulle vi så egentlig kunne udlede noget som helst af de forsimplede svar, vi tillader dem at give?

Når vi eksempelvis spørger: »Har du ondt i maven, når du er i skole,« og senere kigger på resultaterne, kan besvarelser som: »Ja« og »Nogle gange« reelt dække over alt fra dybt ulykkelige børn på sammenbruddets rand til børn, som tilfældigvis kom i tanke om engang, de kom til at spise fuglebær på skovturen i 0. klasse.

Da jeg gennemførte den nationale trivselsmåling for et år siden, bekræftede netop dét spørgsmål den faste vending om, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. I hvert fald i forhold til den del med børnene. Her ytrede Astrid sig nemlig undrende:

»Altså, det kan man jo faktisk ikke svare nej til. Jeg mener, at der er jo ligesom ikke nogen, som aldrig har ondt i maven.«

Et udsagn, som minder os om, at vi skal være forsigtige med at tillægge resultaterne af disse målinger den store betydning. Spørgsmålene rummer ganske enkelt ikke de fornødne nuancer.

Potentielt skadelige spørgsmål

Lad mig dog slå fuldstændig fast, at der næppe findes noget mere meningsfuldt end at opsøge viden om børn og unges trivsel. Trivsel er fundamentet for alt, hvad skolen er sat i verden for. Derfor er hovedpersonernes oplevelse af deres omgivelser, undervisning, venskaber og velvære selvfølgelig det vigtigste pejlemærke, vi overhovedet kan sætte kursen efter. Netop derfor knuser det mit hjerte, når vi opretholder en illusion om, at vi kan begribe så afgørende et fænomen efter 20 eller 40 tryk på en iPad.

Vi stikker både forældre og hinanden blår i øjnene. Den værdifulde indsigt får vi derimod, når landets utallige dygtige pædagoger, lærere og trivselspersoner går i dialog, plejer relationen og ser den enkelte elev. Når vi forholder os nysgerrigt, viser oprigtig interesse og har tid til at lytte.

Hvis vi tillader os at kræve af børn helt ned til seks år, at de skal svare på spørgsmål som:

»Tror du, de andre kan lide dig«

eller:

»Er du bange for, at de andre griner ad dig«, så skylder vi dem at gøre det ansigt til ansigt med tid og ro til rent faktisk at høre og reagere på deres svar.

Vi skylder dem at stille opfølgende spørgsmål og give dem mulighed for at give et svar, der rummer alle de nuancer, de ønsker og formår at give. Når vi beder dem dykke ned i potentielt meget følsomme emner, er det kun naturligt, at det kan skabe uro i deres sårbare indre. Der kan vi ikke være bekendt, at det iskolde genskær fra skærmen er den eneste respons. Vi skal være der til at støtte dem.

Jeg kan levende forestille mig, hvad det ville gøre ved mig, hvis min kæreste på vej ud af døren i morgen tidlig lige slynger et par spørgsmål min vej:

»Nickolaj, tror du egentlig, at dine kolleger kan lide dig? Er du ikke bange for, at de griner ad dig?«

For så efterfølgende at smække døren bag sig og lade mig i stikken med mine egne tanker.

Jeg er heldigvis beriget med nogle søde og rare kolleger, men den snert af tvivl, som jeg alligevel ikke vil afvise, kortvarigt kunne opstå, kan jeg gange med et par stykker for at forstå, hvordan samme spørgsmål påvirker et barnesind.

Trivselsmålingen i sin nuværende form er i bedste fald spild af tid – i værste fald decideret skadelig.

For travlt med at måle

Testen giver ikke indblik i det enkelte barns trivsel og giver altså derfor heller ikke mulighed for at handle på bekymrende udsagn. Det skal dog retfærdigvis siges, at det heller aldrig har været hensigten med resultaterne. I stedet er resultaterne tænkt til at skulle give overblik over særlige udfordringer på skole- og klasseniveau. Men til gavn for hvem?

Det er en grundlæggende del af den fagprofessionelle identitet som både pædagog, lærer og trivselsperson at opfange, fornemme og vurdere de signaler, som viser sig i det daglige møde med børn og unge.

Hver og en af mine dygtige kolleger landet over har i forvejen stor indsigt i ’deres’ børns trivsel på både individ- og klasseniveau. Det ville naturligvis være naivt og direkte tåbeligt at påstå, at vi ser og ved alt, men vi har alle muligheder for at opsøge viden om, hvordan vores børn og unge har det. Det sker på langt mere hensigtsmæssige måder, end det er tilfældet i den nationale trivselsmåling. Man fristes derfor til at spørge, hvor behovet for den enorme dataindsamling kommer fra.

Ønsker man at kontrollere de fagpersoner, som dagligt yder en utrættelig indsats til gavn for børnenes trivsel? Griber man efter halmstrå for at legitimere en ellers fejlslagen folkeskolereform?

De ressourcer, i form af tid og penge, som bruges på at udvikle, gennemføre og efterbehandle den nationale trivselsmåling, ville åbenlyst gøre mere gavn i form af støtte til børn med særlige behov, forbedrede fysiske rammer, lejrture eller andre tiltag, som rent faktisk fremmer trivsel.

Hvis man oprigtigt ønsker at gøre en forskel for trivslen i folkeskolen, bør man være mindre optaget af at måle den og blive mere optaget af at skabe den.

Nickolaj Hagbard Jensen, folkeskolelærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Kirsten Andersen
  • Rasmus Knus
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Viggo Helth
  • Jon Mangerel
  • Viggo Okholm
Eva Schwanenflügel, Kirsten Andersen, Rasmus Knus, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Helth, Jon Mangerel og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det var en klog og indsigtsfuld artikel. Tak for den.

Hans Houmøller, Kirsten Andersen, lone hansen, Torben K L Jensen, Viggo Helth, Søren Kristensen, Knud Chr. Pedersen, Anders Reinholdt, Ete Forchhammer og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Min 10-årige dreng kan adspurgt 'sådan nogenlunde mellem' lide at gå i skole. Han er træt af dansk (til hans faders store fortrydelse), men holder meget af musik, svømning, og til tider ligefrem natur/teknik, omend han ikke helt forstår hverken ordene eller meningen med den forbindende skråstreg. Han er efter sigende også god til matematik..

Han er ikke specielt vild med de timer, hvor 'X' er lærer. Hvilket 'X' for det meste er, da han er det, der i disse tider svarer til svundne tiders 'klasselærer'. For 'X' bruger meget af tiden på at råbe af de 'uartige' børn, som så råber igen. Ikke mindst råber 'Y' meget og hele tiden. 'Y'er nytilkommen fra Syrien, og har utvivlsomt sit at kæmpe med. Derfor råber hun mestendels, og lærerne råber så igen. Ikke mindst 'X' synes at være kommet til kort. Så han råber og råber, og min knægt får milde angstanfald og hovedpine, og synes kun det er 'sådan mellem' at komme hen i skolen sådan en iskold tirsdag i januar.

Mest af alt glæder han sig til, at skoledagen er forbi..Hvilket jeg til fulde forstår..

Trivselsmål Dén, d'herrer skolepoliti...

Kirsten Andersen, lone hansen, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Viggo Okholm, Anders Reinholdt, Hans Houmøller, Ete Forchhammer , Mikkel Zess og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Lærere og forældre burde boykotte trivselsmålingerne.

De er ikke anonymiserede i tilstrækkelig grad, og vil i tilgift kunne bruges i et nyt trivselsmålingsværktøj baseret på AI, (registersamkøringer og algoritmer), som TrygFonden og Via University College arbejder på at udvikle.
Her vil man kunne 'forudsige' mistrivsel blandt børn.

Den skandaleramte Gladsaxe-model 2.0..

https://www.version2.dk/artikel/gladsaxe-modellen-spoeger-nyt-ai-projekt...

Rolf Andersen, lone hansen, Ole Svendsen, Viggo Okholm, Steen Obel, Anders Reinholdt, Hans Houmøller, Ete Forchhammer og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Er der ikke en del målinger der burde boykottes, hvis ellers lærerne var enige om det? Og hvad ville konsekvensen så være idag?
Hvordan komme måletvangstanker og fravær af skelnen mellem hvad der kan måles og hvad der absolut ikke kan til livs?

Hans Houmøller

Som det vil være bekendt, bliver grise ikke federe af at blive vejet, selvom det er de tanker, der ligger bar den såkaldte reform af folkeskolen, der blev sat i gang august 2014.
Hvis vi ønsker en fælles folkeskole, er der meget der skal ændres og fjernes. Med reformen blev 200 års skoletradition, som blandt andet har været grundlag for at kunne opbygge det velfærdssamfund, vi stadig kender, smidt på møddingen, hvor den vil formulde, hvis ikke kursen ændres afgørende.
Det er næsten lykkedes at gøre Folkeskolen til en erhvervsforberedende institution, hvis vigtigste mål er at forme lydige, jahattebærende og ukritiske konkurrencestatsrobotter.

Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Knud Chr. Pedersen, Eva Schwanenflügel og Kent Bajer anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Der er vel ikke umiddelbart noget forkert i at måle og veje forskellige ting. Det kan give en indsigt i hvor der skal sættes ind, samt forhindre at bruge midler på noget som fungere godt.

Problemet er at ikke alt kan måles og vejes. Der bruges store summer på analyser mv., og der sker ofte ikke en skid af forandringer alligevel.

Hvad er det for en slags "voksne", som finder på de her "målinger"?
Hvor befinder de sig i vores samfund??

Bjarne Bisgaard Jensen, Ete Forchhammer , Steffen Gliese og Knud Chr. Pedersen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

De mennesker der finder på de her målinger er primært folk med en gymnasial baggrund, typer der har klaret sig godt gennem uddannelsessystemet og i arbejdslivet. De har typisk ingen idé om hvad det vil sige at blive erklæret "uegnet" til gymnasiet eller på anden måde vraget, andet end at de synes at " det må da være ubehageligt". Mange af dem har ledende stillinger og stor inflydelse i samfundet, enten som politikere eller virksomhedsledere. De er kort sagt vinderne og fordi de selv har klaret alle test med bravour, er de glade for tests. Hvilket så ikke er så mærkeligt.

Nicolaj - Super artikel - Tak for den :-)
Det er så rigtigt!

Det er helt sikkert rigtigt i folkeskolen, at tests fylder for meget, men problemet er langt større.
Alt for mange steder i vores samfund er der opstået for mange krav om dokumentation og målinger. Det er alt for ofte spild af tid, og man bliver frustreret over, at være tvunget til at bruge sin tid på noget, der virker meningsløst, og som gør, at der er mindre tid til at løse kerneopgaven.

Kontrol og målinger - kan let tolkes som et udtryk for mistillid - det tager tid fra kerne opgaven og går ud over arbejdsglæden.

Vælg i stedet for at have tillid til jeres medarbejdere. Hav tillid til at de allerfleste mennesker ønsker at gøre en forskel og har en faglig stolthed om at gøre et godt stykke arbejde. Giv dem plads til at løse opgaven, og giv dem tilstrækkelige ressourcer til at kunne løse opgaven på et tilfredsstillende niveau.

Drop alle de meningsløse test og dokumentation, som ofte bare er en tidsrøver og drop alle de rapporter, som bare samler støv.

De mange, mange tusinde arbejdstimer der vil frigivet ved at droppe dette dokumentations helvede - skal I STEDET BRUGES TIL AT LØSE KERNEOPGAVEN.

Dette vil frigive mange flere ressourcer til at folk kan få lov til at passe deres arbejde.
Det vil - alt andet lige - gøre at arbejdet bliver løst hurtigere og bedre og det vil give mere arbejdsglæde og trivsel blandt medarbejderne.

Tillid til medarbejderne og arbejdsglæde - JA TAK!

Carsten Bjerre, Eva Schwanenflügel og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

God og tankevækkende artikel.
Tænk bare på, hvad man selv kan sidde og undre sig over, når man som pænt voksen +50 bliver udsat for diverse (idiotiske) spørgeskemaer om dette og hint, og hvor det er umuligt at svare ordentligt enten det er på en skala fra 1-5 eller ja-nej-ved ikke eller lign.
Hvordan skal så små mennesker i folkeskolen have den mindste chance for at svare noget, der bare antydningsvis er brugbart.
Nickolaj skriver bl.a: "Man fristes derfor til at spørge, hvor behovet for den enorme dataindsamling kommer fra" Set med mine øjne kommer en hel del om ikke alt fra djøf'ere, der i nogle tilfælde er pålagt af politikere at lave spørgeskemaer men også selv gør sig uundværlige med at måle og veje i en uendelighed. Og jo, der skal være djøf'ere i samfundet, men ikke i de mængder, det er blevet til. Tidligere ville man nok have sagt, der er så mange så man kan fodre grise med dem.. Det kunne vi aldrig finde på i dag.

Eva Schwanenflügel

I forlængelse af min tidligere kommentar om hvad trivselsmålingerne i virkeligheden bliver anvendt til, er her en uddybende artikel.

"Projektet, hvor Via University College og TrygFonden udvikler 'værktøjer', kaldet "Underretninger i fokus", beskrives som forskning, og i øjeblikket inviterer partnerne bag kommuner til at deltage – men ifølge Catrine Søndergaard Byrne, der er advokat ved Labora Legal og medstifter af tænketanken Dataethics, kan projektet være på kant med loven."

"Det fremgår, at man anvender data fra trivselsundersøgelserne til at udvikle en indikator for barnets trivsel. De data, blev forældrene lovet, var anonyme og i øvrigt kun brugt i forhold til at bedømme trivslen på skolerne. Nu tyder det på, at de anvendes identificerbart og til noget andet end at vurdere trivslen på skolerne, nemlig til at vurdere et konkret barns trivsel."

Advokat sætter spørgsmålstegn ved lovlighed af nyt AI-værktøj til brug for at identificere udsatte børn
https://www.version2.dk/artikel/advokat-saetter-spoergsmaalstegn-ved-lov...

Principielt er jeg ikke imod trivselsmålinger - har af og til brugt dem på mine arbejdspladser.

MEEN, der er noget fundamentalt galt med folkeskolens trivselsmåling: Spørgsmålene er for uklare, svarmuligheder for indskrænkede - og allerværst, den er ikke anonym for den enkelte elev!

Du bør f.eks. ALDRIG måle på en gruppe på mindre en 10, og der skal sikres FULDSTÆNDIG anonymitet.

Trivselsmålingen er en måling af de generelle forhold på skolen, lærerens evner til at skabe et godt miljø osv.
Eller en måling af stemningen på arbejdspladsen, direktørens/chefens enver til at skabe et godt arbejdsmljø osv.

Besvarelserne af spøgsmålene, sendes i en fuldstænding anonym kuvert (måske mærket med afdeling, hvis afdelingen er stor nok) til en fuldstændig uafhængig instans, typisk advokat/revisor, som så tæller resultaterne sammen og afleverer dem til den ansvarlige chef. På den måde kan jeg som chef ikke engang genkende håndskrift eller andet på spørgeskemaerne.

Mvh, Rolf Andersen, civilingeniør og HD i organisation og arbejdssociologi.

PS, Hvis min datter stadig gik i folkeskolen, ville jeg - med min viden - også forbyde hende at deltage :)

At anvende et IT-system denne slags målinger er at absolut NO GO, fordi man ikke kan garantere anonymitet

"Hvis vi vil have trivsel i skolen, skal vi investere i at skabe den – ikke i at måle den"

Hvordan ved vi så, at vi har skabt den?

Ole Kresten Finnemann Juhl, Bent Nørgaard, Erik Fuglsang og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

Naturligvis kan man måle trivsel i skolen.
En solid trivselsmåling giver selvfølgelig ikke i sig selv bedre trivsel, men en god viden om, hvor man står og hvor der skal sættes ind for at øge trivselsniveauet.

På samme vis som ved vejning af grise: hvor langt er vi fra det ønskede resultat?