Klumme

Jeg tror slet ikke, at mennesket er bygget til teboller og hygge. Vi er bygget til kamp

Tænk, at man står en kold tirsdag morgen på vej til vuggestuen og føler behov for at forsvare ’sin ære’, skriver europakorrespondent Christian Bennike i denne klumme
Tænk, at man står en kold tirsdag morgen på vej til vuggestuen og føler behov for at forsvare ’sin ære’, skriver europakorrespondent Christian Bennike i denne klumme

Frederik Troels-Smith

Debat
30. januar 2020

Klokken var halv ni om morgenen i Bruxelles, det var koldt. Jeg havde spændt min søn fast på cykelsædet og givet ham hjelm på, og vi var drejet ned langs kirken på vej mod vuggestuen, da jeg fornemmede, at den grå bil bag os var centimeter fra at ramme mit baghjul. Den kørte simpelthen lige i røven af os, så jeg vendte mig om og slog ud med armen: Flyt dig, mand!

Chaufføren, en spinkel fyr, der sad og røg smøger, rullede hurtigt ruden ned og råbte et eller andet med nique ta mère og noget mere, jeg ikke helt forstod, og jeg mærkede en velkendt varme af raseri brede sig under jakken, den startede i maven og flød ud i armene, min puls steg, mit blik fokuserede, og jeg råbte, at han da for helvede bare kunne holde sin kæft og rende mig i røven.

Så hakkede han bremserne i og rev bildøren op, så han pludselig stod råbende midt på gaden indhyllet i udstødningsrøg og røde lygter. Bilerne bag ham dyttede og dannede kø, jeg kørte over vejen, og han marcherede efter. Hvad nu?

Faren for den langsomme død

Det er en udbredt misforståelse, at Francis Fukuyamas teori om historiens afslutning skulle være en ren hyldest til det liberale demokrati. Hans bog The End of History and the Last Man slutter nemlig med en beskrivelse af de store farer, som vores samfundsform gemmer på: Faren for, at al den lighed og tryghed kan gøre os til middelmådige småborgere uden kampgejst og pligtfølelse. Faren for, at »livet med rationelt forbrug« bliver »kedeligt«, som Fukuyama skriver. At vi bare stener i sofaen og lader djøf’erne køre butikken, fordi de store kampes tid alligevel er forbi, at vi holder outlookmøder, cykler hjem i kold regn, køber minimælk, læser Totte bader og Totte bager og langsomt dør.

Jeg tænkte ikke direkte på Fukuyama den morgen, men han var alligevel hos mig. For raseriet er en varm følelse. Tænk, at man pludselig en tirsdag morgen på vej til vuggestuen står og føler behov for at forsvare ’sin ære’, tænk, at man stadig har noget, der kan kaldes en ære.

Den belgiske bilist kom hen imod mig. Men jeg kan jo ikke slås, jeg vil ikke slås, og jeg vil ikke råbe og skrige som en vanvittig for øjnene af min søn. Men jeg ville fandeme heller ikke lade den nar gå sejrrigt ud af konfrontationen.

Så jeg trådte en gang rundt i pedalerne, trillede lidt væk, vendte mig om, strakte armen og stak en handskeklædt langfinger i vejret. Og så stod jeg der, så ham i øjnene, bandede lidt på dansk og viftede med fuckfingeren. Han skreg et eller andet, men nu kunne jeg let cykle fra ham, hvis han prøvede på noget, så jeg råbte bare noget overlegent tilbage, haha, og stak vist endda tungen ud af munden, fuck dig mand, og kørte så væk, lun af raseri.

Bygget til kamp

Det er underligt, hvor dejlig vrede kan føles. At vinde og ydmyge. Det er selvfølgelig derfor, vi elsker sport. Jeg tror slet ikke, tænkte jeg, mens jeg cyklede videre, at mennesket er bygget til teboller og hygge, vi er bygget til kamp. Alle de der latterlige lykkemålinger, vi hele tiden taler om, og hvor folk svarer, at de er fem eller syv lykkelige på en skala fra et til ti, de måler jo ikke lykke. Højst tilfredshed, fravær af modstand, hedonisme. Hvis man virkelig skulle måle lykken, skulle man spørge folk, om de har noget i deres liv, de er villige til at dø for.

Fukuyama ender med at konkludere, at vi mennesker paradoksalt nok har brug for uretfærdighed. For det er netop i kampen imod uretfærdigheden, at vi viser os fra vores bedste side. Det tror jeg på.

Jeg afleverede min søn, satte mig på en café, og mens adrenalinen langsomt fordampede fra min krop, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at optrinnet også var lidt ynkeligt. At råbe ad folk på gaden på den måde – for at føle sig levende. Jordan Peterson har ringet, han vil have sine pointer tilbage. »Så bliv dog klimaaktivist i stedet,« tænkte jeg, »eller gør noget meningsfuldt for andre mennesker, din idiot«. Jeg kan godt selv se det.

Men som jeg sidder her i min stue og skriver denne tekst, ved jeg godt, at jeg ville gøre det samme igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Tanghus

Det er ikke med den store fornøjelse, at jeg anbefaler Bennikes bekendelse, men jeg kender nu også den flove fornemmelse, af at have endt med at at flagre min finder og råbe skingert efter en højredrejet bilist.

Achim K. Holzmüller, Anker Heegaard, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

He, Christian Bennike.

Du er sgu næsten min yndlingsskribent på Dagbladet Information:

Din mangel på selvindsigt er så hjerteskærende bedårende, i al sin ærlige uformåenhed. Men du prøver i det mindste, deri det bedårende ;).

"Vi er bygget til kamp", skriver du gudhjælpemig i rubrikken, og beskriver så i selve brødteksten, hvordan du skam hverken kan eller vil slås. Blot vil du ydmyge, og finder alene i ydmygelsen en sejr.. "Det er derfor vi elsker sport", ikke sandt?

Nej, ikke sandt. Det er muligt, at det er derfor du elsker sport. Måske du har et ikke videre flatterende behov for at se andre mennesker ydmyget? Hvem ved? Du har ihvertfald en for mig at se uheldig vane med umærkeligt at skifte fra jeg til vi i dine klummer. Ikke mindst når du beskriver tanker og handlinger, som du nok godt kan se ikke nødvendigvis er helt fine i kanten.

Denne gang kalder du Fukuyama til hjælp, for så handler det jo ikke blot længere om dig, vel, men om os allesammen! Vi er allesammen sådan nogle idioter, som kører rundt og uddeler skældsord og langemænd i trafikken, ikke sandt? Du, Christian Bennike er derfor hverken værre eller bedre end os allesammen, og kan derfor sove roligt.

Beroligende tanker, det forstår jeg godt.

I freudiansk terminologi betegner man en sådan modvilje mod at forholde sig ansvarsfuldt til sine egne upassende tanker og handlinger som en forsvarsmekanisme - nærmere bestemt en 'Eksternalisering'. Måske du burde læse lidt om emnet, og lade Fukuyama ligge lidt?

I grunden burde jeg måske bare holde min kæft. Men du gør det sgu svært for mig, Christian Bennike, når du vedbliver med at skrive så selvmodsigende:

Du skriver, at du ikke vil 'råbe og skrige for øjnene af min søn', og beskriver så i de efterfølgende linjer, hvordan du råber og skriger og fægter med armene for øjnene af din søn..

Måske du skulle prøve at genfortælle denne lille hverdagshistorie om den brusende glæde ved at 'vinde og ydmyge'[sic] fra et fire-femårigt barns synspunkt? Det har utvivlsomt været en både voldsom og skræmmende oplevelse. Det tænkte du forhåbentligt også lidt over, dernede på Café Latten - lige inden du besluttede, at du selvfølgelig ville gære det hele igen..

Tobias Torfing, hannah bro, Erik Winberg, Allan S. K. Frederiksen, Hanne Utoft, Brian Nocis Jensen, Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen, Espen Torgersen, Ruth Sørensen, Christian Skoubye, Thomas Barfod, Lasse Glavind, Steffen Gliese, Emil Davidsen, Bjørn Pedersen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Det er underligt, hvor dejlig vrede kan føles. At vinde og ydmyge. Det er selvfølgelig derfor, vi elsker sport. Jeg tror slet ikke, tænkte jeg, mens jeg cyklede videre, at mennesket er bygget til teboller og hygge, vi er bygget til kamp."

Det er måske så meget sagt..
Selvom vi alle sikkert kender den brændende vrede over uretfærdighed, er det nok ikke hele menneskeheden som synes en sådan situation er særlig opkvikkende.

Halvdelen af menneskeheden vil nok snarere prøve at undgå en sådan episode, det vil sige kvinder og mødre, specielt når der er børn involveret.

Mogens Holme, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, David Zennaro og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Michael Svennevig

Ja, ynkeligt!

Selverkendelse og refleksion er godt og modigt at dele,men en journalist skal jo ha de ti sig.
At Christian så generaliserer ret så voldsomt berettiger så til Torstens modspil.
Ingen skal heller ikke bilde mig ind at vi alle reagerer "sundt" som Christian her.
Følelser er en del af liver men de er det de er og vore reaktioner på dem er altså vores ansvar og hermed en del af livets træning..

Æresfølelsen er ikke død og handler ikke om oppustede adelsmænd, der trækker blankt.
'Ære' handler vel i sidste instans om anderkendelse og respekt, ikke for noget vi gør, men fordi vi er mennesker. Det er sådan set det som formuleres i den amerikanske forfatning:
'Vi anser disse sandheder for indlysende,-at alle mennesker er skabt lige, at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder,at blandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke'. Denne vision kan ikke realiseres uden en a priori gensidig respekt.
I sidste ende er det vores eksistens det drejer sig om. Derfor vækker det så stor vrede, når vi føler at vores ære trædes for nær.
Det er altid fristende, at give igen med samme mønt, overfor den der har fornærmet en, som i dette tilfælde, men det vil blot føre til en eskalering. En meget mere virkningsfuld reaktion er, man at lader som om, man ikke at lader sig anfægte, og dermed viser, at den anden ligger så langt under ens niveau, at han ikke fortjener nogen som helst opmærksomhed, det er den dybeste fornærmelse man kan give andre: At lade som om de ikke eksisterer. Men man bør nok lære sig selv at tælle til ti tage en dyb indånding og forsøge at komme i dialog med den anden. Det vil vise sand psykisk overskud.

Achim K. Holzmüller, Viggo Okholm, hannah bro, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

"Jeg tugter dig fordi jeg elsker dig" - en retfærdiggørelse af den indre svinehund.

Torben K L Jensen

Som forresten de fleste kæmper med - hver dag.

Claus Bødtcher-Hansen

30/jan/2020

Altså Christian Bennike,
kunne du ikke bare ha’ trukket ind
til siden og vinket ham uden om ?

Og så lade “klovnen” køre videre ?

Det ville jeg ha’ gjort, og især hvis
jeg havde et barn med på cyklen :-) ...

Venlig hilsen
Claus

Eva Schwanenflügel, Henning Kjær og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Æresbegrebet overtrædes ganske ofte af folk, der efterligner andres dadelværdige opførsel og valg i stedet for at forstå, at det altid er én selv, der må stå ved, hvad man vil være bekendt.

Henning Kjær

Christian Bennike, hvis du var bygget til kamp og ikke bare oratoriske frækheder som du flygter fra, så havde du fuldstændig uoverlagt pandet billisten en på hovedet. Dem der er til rigtig kamp, de havde slået dig for dine frækheder og længe inden du selv var klar til det nye niveau "konfliktløsning". Sandsynligvis var du heldig med at have dit barn med på cyklen, og at manden ikke forstod dine ukvemsord.

Ib Christensen

"Vi er bygget til kamp"
Har i nogensinde tænkt på det der med at sejrherren skriver historien?

Vores gener kommer fra dem der slog flest ihjel. :)

Som Torsten Jacobsen på en ydmygende og aggressiv facon, men dog anbefalelsesværdigt på indholdssiden, skitserer, er der tale om et umodnet synspunkt, når Bennike på en tynd bund af stråmandsargumenter, som ren kildevand på kapitalens manierede mølle, prøver at tale for neanderthalismen. Et diminutivt studie i infantil konfliktoptrapning.

Mennesker er 'bygget' til mangfoldighed.

Jan Weber Fritsbøger, Eva Schwanenflügel og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

He, det er såmænd godt sét, Hanne Utoft. ;)

Dog vil jeg indvende, at jeg ikke rigtig er positioneret til at ydmyge nogen som helst. Og da slet ikke Europa-korrespondent Bennike: Om en time eller to står jeg til ydmyg løn og tørrer bræk og andre efterladenskaber op efter herskaberne, i natoplyste, offentlige transportmidler. Ikke just en position, der synges sange om. Ej heller har jeg fast klummeplads i landets mindst ringe avis, til sådan fordringsløst og en passant at udbrede mig om hvert eneste dagligt indfald, som den slags nu falder..

Så hvem er i sidste ende ydmyget i dette spil?

Hvem har taleretten, og hvorfor? Stiller man sig nogensinde dét interessante spørgsmål, derinde bag redaktionens tykke ruder på Dagbladet Information? Eller går den slags blot i journalistisk arv, ingen yderligere krav stillet?

Al munterhed til side, er det måske netop spørgsmålet? Hvem ydmyger, og hvem ydmyges ved dette evindelige spil for galleriet?

Steffen Gliese, Viggo Okholm og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Jeg vil tro at Waits og andre har skrevet sange om den beskrevne og normativt fornedrende metier, du beskriver hér, Torsten - ligesom Bukowski har skrevet bøger om sligt. Helt uden stemme og magt er du næppe, du angiveligt selvudnævnte magtesløse. :)

Korrumperingen er konstant. Kend dens krop.

Hvis vi lægger til grund at rolleforvirringen er endeløs og ufrugtbar for os, bliver det måske mere interessant at overveje hvad der ydmyges i 'det evindelige spil for galleriet' - og mit svar vil nok fortsat være mangfoldigheden. Den menneskelige og den naturgivne (hvilket formentligt er stort set ét og samme) mangfoldighed.

Eva Schwanenflügel og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

Hvem er jeg, spurgte den fromme zen munk sin mester. Hvem skulle du spørge fra?, lød svaret.

Sov godt.

Randi Christiansen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen
Randi Christiansen, Thomas Tanghus og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Det er selvfølgelig ikke uden underholdningsværdi, at læse denne klumme. Og en anelse tankevækkende når man betænker, at trafikanter undertiden kan ty korporlig afstraffelse af medtrafikanter. Og indrømmet undertegnede kan godt genkende, at man deler en finger ud i arrigskab i trafikken

Men alligevel vil jeg stille mig lidt skeptisk an overfor en konservativ filosof som Fukuyama og et postulat om, at historien er slut, og at vi har behov for uretfærdighed for dog, at have noget, at kæmpe for

Men kunne også vende den lidt om, og spørge: Ville man foretrække et liv fyldt med eksistentielle problemer, og en kamp for eksistensen fremfor te boller og et liv i et velfærdssamfund?

Nu kan man selvfølge godt stille spørgsmålstegn ved i hvor høj grad social tryghed gælder i den moderne neoliberale stat, men dog er social tryghed et gode - og endda et tilkæmpet gode, som generationer før os har kæmpet for

Og så kunne man måske med rette spørge om ikke Fukuyama udsagn om, at historien er slut havner i det visionsløse. Det er nok en sandhed med modifikationer, at nutiden - endsige fremtiden ikke også fordrer nødvendige kampe, som enhver ny generation, selv må kæmpe for sin plads og berettigelse.

I det hele taget betvivler jeg alt for mange udsagn om menneskets iboende væsen, for ret beset kan vi tilpasse os meget forskelligartede miljøer og meget forskelligt artede sociale miljøer og normer. Langt hen ad vejen er vores normer og adfærd endda et produkt af tilpasning, som vi dog formes og falder i med de omgivelser vi færdes i.

Det ville dog være naturligt, at møde aggressiv adfærd med aggressiv adfærd og venlig adfærd med venlig adfærd i forhold til de mennesker man mødte på sin vej

Og det så nok skidt ud for den historie der ligger forud og som Fukuyama altså mener har nået endemålet om vi virkelig var bygget til kamp. Måske af denne grund taler nogle om disse tider, som de sidste tider. Nogle vil mene, at man skal vælge sine kampe med omhu; andre taler om kampenes meningsløshed. Der er i alle tilfælde ikke megen mening i, at tæve løs på medtrafikanter,

Men alt præges af kontraster - og der er nu ikke noget så godt som te boller oven på en stund med ophidselse

Randi Christiansen

Den vigtigste regel i trafikken er ikke selv at overholde færdselsreglerne, for det gør man selvfølgelig, det er at tage højde for, at de andre muligvis ikke gør det. Og hertil må man konstant træne og perfektionere sit 360° syn. Det lærte jeg min søn, og nu er han den rene asfaltindianer ligesom jeg selv.