Læserbrev

Det er uhyrligt at påstå, at voldsramte kvinder misbruger krisecentrene

To advokater bidrager i en kronik i Information til igen at anfægte voldsramte kvinders troværdighed ved at påstå, at de udnytter krisecentre i kampen for forældremyndighed, men det passer ganske enkelt ikke, skriver direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, Lisa Holmfjord, i dette debatindlæg
7. januar 2020

’Han sagde, at ingen vil tro på mig.’

Det er den sætning, som jeg har hørt flest gange i løbet af de 19 år, jeg har arbejdet på krisecenter. Anklageskriftet mod voldsramte kvinders troværdighed bragt i Information den 21. december kommer derfor ikke bag på mig. Værst er det dog, at Tanja Graabæk og Nanna Bolund anklager de »angiveligt voldsramte« for at misbruge krisecentrene i deres kamp for børnene.

Det er en uhyrlig påstand, der gøres til en sandhed med et spinkelt belæg om, at kronikørerne er advokatfuldmægtige og derfor ved et eller andet, der ikke er os andre forundt.

Kronikørerne er blinde for den position, de selv indtager, når de proklamerer, at kun de kender den fulde virkelighed, da de har adgang til modpartens udsagn og dermed kan etablere en sandhed. De glemmer at oplyse, at der i juraen opereres med formodningsregler, antagelser og det gode gamle påstand mod påstand-begreb. Det hænder således ofte, at en forbrydelse ikke kan bevises retligt, men det er ikke ensbetydende med, at den ikke har fundet sted.

Lad mig derfor én gang for alle slå fast, at de kvinder, der slipper igennem visitationssamtalens nåleøje og den screening, der pågår i ugerne efter, alle har været udsat for vold.

De andre, de ikkevoldsramte, de hjemløse og de kvinder, der ikke har været udsat for vold i en grad, der berettiger til et krisecenterophold, de er alle frasorteret længe før, at vi fatter pennen og skriver en krisecentererklæring.

Så den groteske fremstilling af krisecentre, der byder velkommen med den ene hånd, mens de skriver en krisecentererklæring med den anden, må jeg konsekvent afvise.

Krisecentererklæringer skrives først, når vi kender familien godt. Personalet har forinden mange samtaler med mor og barn, hver for sig. På vores krisecentre er det altid dygtige specialister med videreuddannelse og ofte med erfaring fra kommunale familieteams, der varetager denne opgave. Barnets tarv og trivsel er vores primære fokus. Det er også tilfældet, når vi efterfølgende udfærdiger krisecentererklæringen. Vi går aldrig på kompromis.

Af Lisa Holmfjord er socialrådgiver og direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu