Kronik

Som ung seriøs klimaaktivist kan det være frustrerende at blive sat i samme boks som de useriøse

Mange voksne giver udtryk for, at vi unge ikke rigtig mener det, når vi strejker. At vi kun gør det for at få fri fra skole, og det er jeg sikker på, at der også er mange, der gør. Men det er forkert ikke at anerkende vores indsats, skriver 15-årige Leonora van Deurs i dette debatindlæg
Hvis man kun tager til klimastrejke for at få en fridag og måske et godt instagrambillede, skal man så slet ikke tage af sted? Jeg er sikker på, at mange af de seriøse klimaaktivister ville svare, at jo, det skal man – for jo flere, jo bedre, skriver den 15-årige skoleelev Leonora van Deurs i kronikken.

Hvis man kun tager til klimastrejke for at få en fridag og måske et godt instagrambillede, skal man så slet ikke tage af sted? Jeg er sikker på, at mange af de seriøse klimaaktivister ville svare, at jo, det skal man – for jo flere, jo bedre, skriver den 15-årige skoleelev Leonora van Deurs i kronikken.

Sarah Hartvigsen Juncker

7. januar 2020

»Fremtid eller ej?« står der på mit skilt. Rundt omkring mig er der også andre skilte: »Dinosaurerne troede også, de havde tid!«, »Vores hjem brænder« og et par stykker med brændende jordkloder på.

Jeg spejder ud over et hav af klimaaktivister og kan lige akkurat skimte en scene, der er sat op i dagens anledning. På scenen bliver der holdt taler og sunget hjemmelavede sange. De mange unge råber og synger med taleren, og hele forsamlingen bliver samlet til en stor stemme.

Vi står i tusindvis foran Christiansborg, og det kunne ikke være en mere perfekt dag at klimastrejke i. Det er forår, solen skinner ned på vores skilte og papmachejordkloder. Fredag er det også, og vi har taget fri fra skole hele dagen. Herligt! Både at føle, at man virkelig gør noget for en fælles fremtid, samtidig med at man kan have det sjovt med sine venner på en skoledag.

Men hvem er det, vi gør mest for? Os selv eller en verden under klimaforandringer?

Fridays for Future hedder konceptet med strejkerne, og det er den unge klimaaktivist Greta Thunberg, der har stiftet bevægelsen. Men næste fredag er jeg og de fleste andre klimaaktivister tilbage på skolebænken, langt fra solrige klimastrejker og tid med vennerne.

For den almindelige teenager er klimaaktivisme noget, der gælder på solskinsdage. Det betyder ikke, at der ikke er strejker på triste novemberdage, slet ikke. Det betyder blot, at hovedparten af de unge, der var fremmødt til den herlige forårsstrejke, som regel sidder i deres klasser uden at skænke klimaet den mindste tanke.

Blev vegetar som tiårig

For mig at se er de ægte klimaaktivister dem, der møder op hver fredag. Og dem er der ikke mange af. For mange andre, der deltager mere løst, er strejkerne i høj grad også noget, som man gør for sit eget selvbillede. At det er noget, man kan nyde at gøre og reklamere med senere.

Lige præcis det er der mange voksne, der tit fortæller os. At vi gør det for at holde fri og slet ikke for klimaet. Men selvom der er langt mellem ægte klimaaktivister, synes jeg også, at man viser en vis form for interesse for en klimavenlig fremtid, når man stiller op til en strejke som den i foråret. 

Som ung tror jeg ikke kun, at det handler om at blive hørt med hensyn til klimakrisen. Det handler også om bare at blive hørt. Vi unge vil gerne høres om mange ting, men det er sjældent, at toppolitikere stopper op og lytter til den enkelte. De lytter kun, når vi er mange.

Sammen giver vi hinanden mod på at fortælle dem noget, der fylder i vores hverdag. Og klimaet fylder virkelig. Godt nok tænker vi ikke på problemet hele tiden, for ligesom hos mange andre kan det være svært at forholde sig til noget så stort som klimakrisen. Men bare det, at vi er oplyste og tager den seriøst, står i kontrast til den primære tankegang hos andre generationer.

Jeg er født ind i en verden med store problemer. Skal jeg bare uden videre acceptere det? Det skal jeg ikke, og det gør jeg heller ikke. Som tiårig blev jeg vegetar af selv samme grund. Ingen andre i min familie var vegetarer, og klimaet fyldte meget lidt hjemme hos os.

Dengang følte jeg mig alene med min bekymring for verdens fremtid. Man kan vel se min beslutning om at blive vegetar som en lille klimademonstration. Min familie måtte omstille sig drastisk, fordi jeg stod fast på mine holdninger.

En helt ny identitet

Jeg tror ikke, jeg har været ene om at have det sådan. Da de første klimastrejker kom til Danmark, var jeg på pletten. Endelig var der nogen ligesom mig. Desværre blev jeg skuffet. Jeg synes, at klimastrejkerne handlede for meget om det sociale mellem de unge og for lidt om den egentlige grund til, at vi var der.

Når det er sagt, blev jeg også glad over at opleve, hvad vi kan opnå uden voksne, på eget initiativ. Mobiliseringen foregik over de sociale medier, og rygtet om klimastrejkerne spredtes som en steppebrand. Det endte med, at der på de første fredage mødte langt flere op, end vi havde forventet. Jeg tror da, at ideen om en fridag har været med til, men ikke alene at lokke de tusinder af unge til.

Jeg tror ikke, at det at strejke kan redde vores planet fra total ødelæggelse. I hvert fald ikke i sig selv. I stedet tror jeg, at løsningen ligger i at acceptere andre problemers sammenhæng med klimakrisen.

Da jeg som tiårig blev vegetar, var en af grundene formentlig, at jeg havde overskud til det. Hvis jeg havde haft andre problemer, såsom en stor sorg eller sygdom, havde tanken måske ikke engang strejfet mig. Kun hvis vi har et vist mentalt overskud, kan vi overkomme et problem af den størrelse.

Efterhånden er der opstået en ny idé om at være klimaaktivist. En ny identitet, du kan opnå ved gå ind i klimaaktivismen. Det er yderst vigtigt at vise frem for hinanden og også gerne på de sociale medier. Det handler ikke kun om at drikke havremælk og poste billeder af sig selv til klimastrejke. Det handler om at blive en helt ny person.

Mange unge, inklusive mig selv, kan have svært ved at finde ud af, hvem man er som person, og hvad man gerne vil. Når et fællesskab som Fridays for Future opstår, hvor mange unge går sammen om et fælles mål, bliver identiteten som klimaaktivist pludselig en mulighed. Jeg mærker mest tendensen hos unge, der er ældre end 16-17 år. Højskoleelever, for eksempel, ser jeg som værende nogle af de mest seriøse klimaaktivister.

En fælles stemme

Hvis man kun tager til klimastrejke for at få en fridag og måske et godt instagrambillede, skal man så slet ikke tage af sted? Jeg er sikker på, at mange af de seriøse klimaaktivister ville svare, at jo, det skal man – for jo flere jo bedre.

Men man må være klar på, at der vil blive stillet spørgsmål fra de voksnes side. Klimabevægelsens ry er flere gange blevet latterliggjort af voksne, der ikke forstår dens kompleksitet.

Hvis du som ung ved, at du ikke er indstillet på at gøre noget for klimaet, men hellere vil have en fridag med vennerne, så synes jeg, at du skal stå til ansvar og forklare de voksne det. Det er vigtigt at få formidlet de ting, der er under overfladen, for at oplyse andre generationer om hele billedet.

Mange voksne giver udtryk for, at vi unge ikke rigtig mener det, når vi strejker. At vi kun gør det for at få fri fra skole, og det er jeg sikker på, at der også er mange, der gør. Men det er forkert ikke at anerkende vores indsats. Gør voksne måske mere, end vi unge gør? Det kan godt være, at det er et fåtal, der møder op på stille dage med dårligt vejr, men det berettiger ikke voksne til at drage forsimplede konklusioner.

Leonora van Deurs er 15 år og skoleelev

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • Estermarie Mandelquist
  • Nikolai Beier
  • Flemming Berger
  • Erik Karlsen
  • Kristian Nielsen
  • Britta Hansen
Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Estermarie Mandelquist, Nikolai Beier, Flemming Berger, Erik Karlsen, Kristian Nielsen og Britta Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er så godt, at I kæmper for sagen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at mange af I unge er seriøse, og vi kan jo ikke komme udenom, at det er jer der skal være her i fremtiden. Vi fortsætter med at se på den ene vejrrekord efter den anden - de store brande i Australien, tørke i Sydeuropa, sommertemperaturer i december i Nordnorge og ikke mindst afsmeltningen af is ved polerne. Verdens ledere indser forhåbentligt meget snart, at det er alvor, og at man alligevel ikke kan skabe vækst og økonomisk overskud, når man skal bruge enorme summer på at udbedre skader efter naturkatastrofer. I unge er med til at sætte fokus på problemerne, og I skal ikke lade jer skræmme eller nedgøre. Om få år har I stemmeret, og det ved politikerne i virkeligheden godt. Hilsen en klimatosset bedstemor til unge klimabevidste børnebørn.

Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Gitte Loeyche, Susanne Kaspersen, Britta Hansen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Mon ikke procentdelen af klimabevidste og handlende børn og voksne ligner hinanden?
Men hvad med resten?

Nils Lauritzen

Det politikerne ved er, at der ikke er er et flertal at hente i en politik, der sænker forbruget. Det ville være den rigtige politik, men det er ikke det realistiske grundlag for valg eller genvalg. Derfor ser vi mere politisk røgslør, forførelse og uansvarlighed.
Det kapitalen ved er, at jo større efterspørgsel der er efter et produkt, desto højere pris kan man forlange og desto større profit kan man hente.
Derfor ser vi en afventende investeringer. Når der bliver tilstrækkelig alvorlig efterspørgsel på f.eks. carbon capture and storage vil anlæggene blive etableret og prisen for ydelsen stige. Når BECCS teknologi bliver uomgængeligt vil prisen på land og træer stige: og prisen på fødevarer ligeså som følge af kombinationen af øget befolkning og dalende landbrugsarealer og udbytter.

Tragedien er, at først når katastrofen er indtrådt vil politikerne fremlægge den reelt nødvendige politik og kapitalen de nødvendige investeringer. Og da er det for sent. Milliarder vil dø, andre milliarder vil leve i nød. Nogle få millioner vil leve godt og bilde resten ind, at de gør alt hvad de kan for at flest muligt kan overleve.

Fortællingen om koloniseringen af Mars er i virkeligheden en fortælling om kolonisering af fremtiden. Ingen tror i fuld alvor på, at menneskeheden kommer til at omdanne Mars til et fremtidigt paradis, men at en promille af Jordens befolkning vil kunne skabe sig en tilværelse bag hegn og under kupler på vores egen klode er helt indenfor rækkevidde.
Der vil de få bo, som i dag kupper sig til vores fælles værdier. Resten af os, tjah, vi er byttedyr i Ayn Rands fortælling.

Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Carsten Svendsen og Teis Dyrvald anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Er jeg den eneste af den gammeldags opfattelse, at man skal have bidraget med andet og mere end blot at forlange at nogle andre skal gøre noget, før man kan begynde at at tale om en egentlig indsats?

Ninna Maria Slott Andersen, arne tørsleff, Jens Winther og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Nils Lauritzen

I grunden synes jeg, at de allerede har gjort rigtigt meget, hvis de har erkendt problemets alvor og samlet sig i protest mod fortsat uansvarlighed.
Ja faktisk har de gjort meget, meget mere end en statsminister, der hellere taler om flere tvangsfjernelser og overvågning af jordbærboder. Mere end en opposition, der hellere taler om svinenoteringer og fremmedkrigere.
Eller sure gamle mænd som os to, der hellere brokker sig på skrift fra hjemmets trygge stuer end tager kampstøvlerne på og går på barrikaderne for en bæredygtig fremtid.

Thomas Tanghus, Flemming Berger, Carsten Munk, Inger Jensen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

ELLER den primære motivation kunne være jagt på anerkendelse og status som "indsatsydere", hvor indsatsen essentielt består i at unddrage sig indlæring - vel nok den primære forudsætning for at blive i stand til at yde en konkret indsats for at nå 70% reduktionsmålet uden smide den mest udsatte (og dårligst kommunikerende) del af befolkningen for løverne.

Det forekommer at være en temmelig ineffektiv måde at overbevise skeptikere på, lidt på linie med at udnævne en 13-årig til frontfigur for en bevægelse der enormt gerne vil tages videnskabeligt seriøst. Og hvem er demonstrationerne ellers til ære for? De allerede frelste, der skal give anerkendelsen?

Ja, hurra for de unge, der har overskud. Som artiklens forfatter så rigtigt skriver "Hvis jeg havde haft andre problemer, såsom en stor sorg eller sygdom, havde tanken måske ikke engang strejfet mig. Kun hvis vi har et vist mentalt overskud, kan vi overkomme et problem af den størrelse". Omvendt, hvis man er økonomisk, uddannelsesmæssigt og kulturelt underprivilegeret. Så opnår man ikke den indsigt og dette overskud. Derfor er klimakamp ikke alene et spørgsmål om at spise mindre kød, flyve mindre, og omstille privatbilisme til kollektiv trafik etc. Øget forståelse for og engagement i miljømæssig bæredygtighed kan kun opnås i parløb med en øget indsats for styrke den sociale retfærdighed.

Henrik Nilsson, Inger Jensen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Ete Forchhammer og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Som del i en gruppe i opposition, som her de unge klimaaktivister, må man finde sig i at der er 'useriøse' eller afvigende elementer i gruppen. Hvis ikke det accepteres, vil der opstå fraktioner af gruppen, som allesammen mener at de er mere rigtig end de andre.
Det gælder religiøse grupperinger, politiske grupperinger, beboerområder, byområder, hipstere, uddannelsesfakulteter, hobbygrupper og veganere og flygtninge.
Omverdenen, som gruppe, vil også indeholde afvigende/irriterende/selvgode og provokerende elementer.
Sådan er det altid, når individer grupperer sig mere eller mindre frivilligt.
Homogenitet findes kun i industrien.

Henrik Nilsson

Der er hårdt brug for den kamp. Men der er ligeså el behov for grupper med fokus på hvordan et samfund skal bestå, når alting bliver mangelvare og basale fornødenheder skal produceres af os selv.

"Som ung seriøs klimaaktivist kan det være frustrerende at blive sat i samme boks som de useriøse "

Det kender jeg godt. Jeg er seriøs og de andre er useriøse. Og sådan er det altid.