Kronik

Unge skal have tid til at læse andet end fysikbøger. Det skal vi voksne hjælpe dem med

Børn og unge læser mindre og mindre i deres fritid. Vi voksne må sætte et eksempel og vise, at det er besværet værd, for igennem litteraturen kan vi alle blive bedre til at forstå os selv og hinanden, skriver Pernille Fjalland i dette debatindlæg
Børn og unge læser mindre og mindre i deres fritid. Vi voksne må sætte et eksempel og vise, at det er besværet værd, for igennem litteraturen kan vi alle blive bedre til at forstå os selv og hinanden, skriver Pernille Fjalland i dette debatindlæg

Illustration: Sara Houmann Mortensen

1. februar 2020

På min opslagstavle hænger en notits fra Informations kulturredaktions opslagstavle, som fortæller en skøn historie. En gruppe unge mennesker malede hagekors på en bygning, blev anholdt og stillet for en domstol. Som straf bestemte dommeren, at de skulle læse 12 bøger med antiracistisk indhold. Blandt bøgerne var Harper Lees Dræb ikke en sangfugl.

Det, der gør historien skøn, er, at det faktisk hjalp. De unge mennesker skulle efterfølgende skrive om deres oplevelser med at læse bøgerne, og flere skrev, at de fortrød deres handlinger, og at bøgerne havde fået dem til at tænke på, hvilken ond og uretfærdig verden vi lever i. 

På min opslagstavle hænger også et andet billede. Det forestiller en lille dreng, der har stablet en masse bøger oven på hinanden og således bliver i stand til at kigge op over en høj mur og ud på en smuk verden udenfor.

Bøger giver udsyn. Man behøver ikke nødvendigvis at stable bøgerne og stå oven på dem for at få det, man kan bare åbne dem og læse i dem. Da jeg selv læste Harper Lees roman, kan jeg huske, hvordan jeg undrede mig over, at børnene Scout, Jem og Dill ikke forstår uretfærdigheden i at dømme den sorte Tom Robinson.

Det går langsomt op for børnene, hvordan verden hænger sammen, og på samme måde gik det også langsomt op for mit 18-årige jeg, at den verden, jeg levede i en sønderjysk provinsby, var så uhyggeligt forskellig fra den verden Scout, Jem og Dill levede i på den anden side af Atlanterhavet 50 år tidligere.

Jeg blev grebet, jeg blev opslugt, og måske blev jeg også en smule forandret af at læse denne bog. Jeg fik øjnene op for verdens uretfærdigheder. Jeg følte med børnene, selv om jeg ikke kendte dem.

Men meget tyder på, at børn og unge får færre og færre af den slags oplevelser. Undersøgelser som Børns læsning 2017 – en kvantitativ undersøgelse af børns læse- og medievaner i fritiden, har vist, at elever læser mindre og mindre.

Startede som pligt

Det var mødet med Dræb ikke en sangfugl, der fik de unge hærværksmænd til at forstå og erkende, at der var en verden, der så ganske anderledes ud, end den de kendte.

Det var den måde, denne forfatter havde valgt at formulere sine sætninger på, den måde hun havde valgt at danne sin fortælling på, der gjorde, at de forstod, at løsningen på deres problemer ikke kunne findes ved at male hagekors.

Dræb ikke en sangfugl læste jeg selv, fordi jeg på hf blev ’dømt’ til at læse otte romaner. Tænk, vi skulle i løbet af vores blot to år på hf læse hele otte romaner – ikke bare noveller, facebookopslag eller blogs, men romaner! 

Det startede som en pligt. Som noget jeg skulle, ligesom de unge mennesker i USA skulle læse bøger for at afsone deres straf.

Det blev dog for mig indgangen til en litterær verden, som jeg siden er dykket ned i med stor fornøjelse. Og de unge mennesker blev tilsyneladende forandrede af deres møde med litteraturen, ligesom jeg blev det. En smule i hvert fald.

Der er gennem mange år lavet tiltag, der skal få børn og unges øjne op for litteraturens velsignelser. I folkeskolen laver mange lærere bogkontrakter med deres elever for at sørge for, at de får læst.

Mine egne børn skulle sammen med deres klassekammerater lave grafiske kurver over, hvor mange sider de læste, og der blev i klasselokalerne skabt hyggelige kroge, hvor man ved indretningen blev opfordret til at slå sig ned med hver sin bog. Alt dette i et kærligt forsøg på at få børn og unge til at glæde sig over de oplevelser, gode bøger kan give.

Besværet værd

I øjeblikket er der igen en livlig debat om, hvordan vi får skoleelever til også at læse i fritiden. Men det er ikke første gang, skolelærere, forskere og bibliotekarer råber vagt i gevær over den manglende læsning. 

I forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen hørte jeg i radioen en bibliotekar opfordre forældre til at låne stakkevis af bøger på biblioteket og bare lade dem ligge rundt om i hjemmet. Hun plæderede for, at forældre blot ved at vise deres interesse for bøgerne ville gøre børnene nysgerrige. Det er ikke nogen dårlig idé.

At vende den negative udvikling i læsevanerne kræver motivation, kreative tiltag, og at vi voksne selv sætter et eksempel og viser vejen. Og det er besværet værd, for igennem litteraturen kan vi alle blive bedre til at forstå os selv og hinanden.

Teksterne kan række ud efter eleverne og støtte dem i det identitetsarbejde, som alle elever i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne er i færd med. Kafka udtrykte det således: »En bog bør være hakken til vores indre frosne sø«. 

Men litteraturen har også et andet og større sigte end det individuelt psykologiske. Bøgernes verden er fyldt med grusomheder, uretfærdigheder, hverdag, skønhed og kærlighed. Sådan giver de både underholdning, oplevelser, indsigt og udsyn.

Kan film og andre mere moderne medier ikke skabe det samme?

Jo, også de levende billeder giver indsigt og udsyn. Men bøger har dog den særlige kvalitet, at man kan og skal danne sine egne billeder. Måske er det også derfor, de fleste synes, det er en vanskeligere proces at sætte sig med en bog end at sætte sig og se noget på en skærm, hvor man får billederne foræret. Men ved selv at danne billeder aktiverer vi både vores fantasi og empati.

’Det har jeg ikke tid til’

Vi skal alligevel give os selv lov og tid til at læse, både os voksne og de unge mennesker, der har forladt folkeskolen med de obligatoriske læsetimer og ture til skolebiblioteket.

Når jeg spørger gymnasieelever, om de nogensinde læser ’for sjov’, er svaret næsten altid: ’Det har jeg ikke tid til’. Når man ser på gymnasieelevers skoleskemaer og planer for afleveringer, er det forståeligt, at lystlæsningen bliver droppet, for der er mange afleveringer, og alle fag råber på mange siders læsning og mere arbejde fra elevernes side. Også senere i uddannelsessystemet bliver studerende bombarderet med faglitteratur, der skal læses og forstås.

Mange unge mennesker går i seng med fagbøgerne, men der er få identifikationsmuligheder i en samfundsfagsbog eller en fysikrapport. Samtidig står de i kø foran studievejledningen, og rigtig mange har ondt i livet og kan ikke klare presset. Måske tid til at læse god litteratur kan hjælpe de unge med at finde sig selv i en presset hverdag.

Måske skulle endda hele samfundet – også jurister, politifolk og hele den dømmende magtelite – få øjnene op for, hvad bøger kan skabe. Vi kunne prøve, om det ikke nogle gange havde større effekt, lige som i tilfældet med de unge hagekorsmalere, at give en dom på læsning af for eksempel 200- siders Karen Blixen, 500-siders Dan Turèll og nogle digte af Halfdan Rasmussen.

Det er ikke alle problemer, der kan løses med skønlitteratur, men mødet med fortællingen kan noget. Bøgerne har potentiale, og vi voksne må tage ansvar og turde holde fast og vise de unge, at der er tid til lystlæsning, og at det er anstrengelsen værd.

Så fortsæt det gode arbejde i skolerne og på bibliotekerne, og lad det endelig række længere ud end grundskolen. Lad os sørge for, at litteraturen igen kommer til orde i hele samfundet, også på ungdomsuddannelserne, de videregående uddannelser og på arbejdspladserne.

Pernille Fjalland er cand.mag. i dansk og musik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Eva Schwanenflügel
Ervin Lazar og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det har tit undret mig, at mange mennesker der tilsyneladende læser bøger/skønlitteratur har så lille forståelse for andres liv og livsbetingelser, det er som om de har lært meget lidt ved at læse skønlitteratur om andres liv. Det virker som om det de lærer kun er til invortes brug, og ikke til forståelse af andre.

Skønlitteratur er for de fleste underholdning. Verken mere eller mindre. Hvis de unge i det mindste læste deres fysikbøger, var det en start

Ete Forchhammer

Der ligger en stor hund begravet i holdningen at skønlitteratur og anden seriøs kunst skulle være lig ren vitaminfattige underholdning!
Her er en kæmpe opgave, modsat underholdningsindustriens x-faktor interesser, blandt andre, at gøre denne forskel klar.

Jørgen Mathiasen

Den danske stat tog for et par årtier siden hård fat på det filologiske element i gymnasiet nemlig ved at reducere fremmedsprogsundervisningen. Dermed signalerede den også, at læsningen af skønlitteratur ikke har nogen høj status, og det er naturligvis noget unge mennesker indretter sig efter.
Hvad nogle af dem vil opdage, hvis de ikke har det med hjemmefra, er, at det alligevel har status, og at det ligefrem kan være en forudsætning i et professionelt liv for ikke at fremstå som et meget horisontbegrænset menneske. Og hvis nogle af dem eksempelvis også læser Ecos tekst om at skrive et speciale, vil de opdage en struktur, fastholdt gennem århundreder i bøger, som computeren kun er en svag skygge af.