Klumme

Var USA’s drab på general Suleimani retfærdigt?

USA’s likvidering af den iranske general Qassem Suleimani bliver begrundet med, at han havde amerikanske liv på samvittigheden og potentielt udgjorde en trussel. Men holder den forklaring til en nærmere moralsk granskning? Det undersøger etikprofessor Peter Singer i dette debatindlæg
Var drabet ikke en krigshandling, men en udenretslig likvidering, der ikke var nødvendig for at afværge et forestående angreb, var det således ulovligt og umoralsk. Ikke blot kan det fortsat bidrage til en uheldsvanger eskalationslogik i konfrontationen mellem USA og Iran – det har også bidraget til en yderligere svækkelse af den internationale retsorden, skriver Peter Singer.

Var drabet ikke en krigshandling, men en udenretslig likvidering, der ikke var nødvendig for at afværge et forestående angreb, var det således ulovligt og umoralsk. Ikke blot kan det fortsat bidrage til en uheldsvanger eskalationslogik i konfrontationen mellem USA og Iran – det har også bidraget til en yderligere svækkelse af den internationale retsorden, skriver Peter Singer.

Hamed Malekpour

Debat
15. januar 2020

Den 3. januar likviderede USA general Qassem Suleimani, Irans næstmest magtfulde mand, da han var på vej ud af Bagdads lufthavn. Alle i samme bil blev dræbt ved droneangrebet.

På et efterfølgende pressemøde forklarede en talsmand for USA’s udenrigsministerium, at Suleimani i tyve år havde været »chefarkitekten« bag Irans terrorangreb og alene i Irak var ansvarlig for 608 amerikaneres død. Han henviste til, at Suleimani var udpeget som terrorist af FN, og at han var bad guy i ordets egentlige forstand.

Som bekendt var de amerikanske efterretninger om irakiske masseødelæggelsesvåben tilbage i 2003 helt forkerte. De efterretninger ledte til invasionen, der banede vej for Irans og Suleimanis involvering i landet. Men lad os for argumentets skyld se bort fra det og godtage den amerikanske begrundelse. Var likvideringen så etisk forsvarlig?

Hvem er uskyldig?

At det i udgangspunktet er forkert at tage et andet menneskes liv, anerkender præsident Trump. For eksempel erklærede han for et år siden: »Jeg vil altid forvare den første rettighed i vores forfatning, som er retten til liv.« Trump talte ganske vist til en forsamling af abortmodstandere, men retten til liv kan i sagens natur ikke være forbeholdt fostre, men må omfatte alle mennesker.

Men selv hvis retten til liv kun omfatter uskyldige mennesker, hvem skal så afgøre, hvem der er bad guys?

Går man ind for retsstatsprincipper, som amerikanere må formodes at gøre, når de påkalder sig a government of laws, not of men, må spørgsmål om skyld altid afgøres ved en retsproces. Siden 2002 har Den Internationale Straffedomstol (ICC) søgt at ophøje netop dette princip til global lov. ICC har da også med held kunnet retsforfølge en række krigsforbrydere, men domstolens jurisdiktion begrænses af, at 122 lande ikke anerkender den, blandt disse USA.

Efter Suleimanis død noterede Agnès Callamard, FN’s særlige menneskerettighedsrapportør, at der i USA ikke findes et retligt opsyn med målrettede likvideringer uden for landets grænser. Den udøvende magt, det vil sige præsidenten, kan uden videre beslutte, hvem der skal likvideres, og behøver hverken spørge domstole eller Kongressen.

Virkelige skurke

Kan denne beslutningsproces for likvideringer accepteres i USA, er det svært at se, hvorfor andre landes regeringer ikke skulle være berettiget til samme slags aktioner. Herunder for eksempel det såkaldte Cafe Milano-komplot i 2011, hvor iranske agenter havde planlagt at dræbe Saudi-Arabiens ambassadør i USA, mens hans indtog sin frokost på en berømt restaurant i Washington, D.C. En plan, Suleimani siges at have været hovedmand bag.

USA kan her indvende, at landet alene går efter at likvidere virkelige skurke, og at den saudiske ambassadør ikke var slem nok til at falde inden for denne kategori. Dette er dog snarere en subjektiv og ikke en retlig vurdering, snarere government of men end government of law.

Den anden begrundelse, Pentagon har givet for drabet på Suleimani, er hensynet til at afskrække Iran fra fremtidige angreb. Men som Callamard har påpeget, synes der ikke at have foreligget nogen »nær og overhængende fare« for et sådant angreb, og i henhold til international ret kan der i så fald ikke påkaldes noget selvforsvarsargument. Hun påpeger desuden, at syv andre blev dræbt ved angrebet, og at disse drab var klart ulovlige.

For at forsvare likvideringens retmæssighed sammenlignede en amerikansk regeringsembedsmand denne med USA’s nedskydning af et japansk fly over Stillehavet i 1943, som blandt sine passagerer havde den japanske admiral Yamamoto. Dette var imidlertid en episode, som udspillede sig midt i en krig.

Retfærdig krig

Hvis den amerikanske regering mener, at USA befinder sig i en retfærdig krig mod Iran, som landet unægteligt gjorde i 1943 mod Japan, fremstår drabet på Suleimani legitimt. Ifølge de gængse teorier om retfærdig krig har man ret til at dræbe sine fjender overalt, hvor chancen sig byder – dog kun såfremt dette kan ske uden uforholdsmæssige følgeskader for uskyldige civile.

Men USA er ikke i krig med Iran, for ifølge den amerikanske forfatning er kun Kongressen bemyndiget til at erklære krig, og den har ikke erklæret Iran krig.

Var drabet ikke en krigshandling, men en udenretslig likvidering, der ikke var nødvendig for at afværge et forestående angreb, var det således ulovligt og umoralsk. Ikke blot kan det fortsat bidrage til en uheldsvanger eskalationslogik i konfrontationen mellem USA og Iran – det har også bidraget til en yderligere svækkelse af den internationale retsorden.

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anker Heegaard

Det er jo også denne gang lykkedes for USA's førende politiker, at få alverdens parlamentarikere til at bifalde hans drab på Suleimani med flere.
Således finder også flere danske politikere drabene i orden og det er det mest bekymrende.
Det er et tegn på, at retsbegreberne er ved at skride den vej som Trump benytter, og det bør i høj grad bekymre den danske vælger.

Johnny Christiansen, Arne Thomsen og Hannibal Knudsen anbefalede denne kommentar