Kommentar

Vores børn skal aldrig opleve at blive hentet efter klokken 15

De fleste kan ligesom os få tid til at drikke kakao og spille ludo med deres børn mandag eftermiddag, man skal bare turde vælge nogle af de ting fra, som vi ellers bliver fortalt, at vi har brug for, skriver lektor i pædagogik Jesper Koerstz Jensen i dette debatindlæg
Det er selvfølgelig forbundet med fravalg at gå ned i indkomst for at kunne sidde og spille ludo og drikke kakao mandag eftermiddag. Og de tre væsentligste fravalg, tror jeg, handler om bolig, materielle goder og karriereidentitet.

Det er selvfølgelig forbundet med fravalg at gå ned i indkomst for at kunne sidde og spille ludo og drikke kakao mandag eftermiddag. Og de tre væsentligste fravalg, tror jeg, handler om bolig, materielle goder og karriereidentitet.

Morten Dueholm

7. januar 2020

»Vil du hentes efter skole, eller vil du i SFO?«

Det spørgsmål er vi i stand til at stille vores syvårige søn dagligt, og min påstand er, at sådan ville man kunne indrette sig i rigtig mange familier, hvis man ellers ville.

For min kæreste og mig startede hentetidligprincippet som en tilfældighed. Det var ikke noget, vi havde talt om. Situationen var den, at hun skulle starte på arbejde efter barsel, og jeg skulle studere. Det betød, at jeg kunne strukturere tiden selv, og derfor blev vi enige om, at vores søn skulle være så lidt i institution som muligt. Det førte i praksis til, at vi afleverede ham klokken ni og hentede ham 14.30 lige efter middagsluren.

Senere fik jeg en fast stilling, og vi fik en søn mere, men vi kunne mærke, at det her var vigtigt for os, så vi kiggede hinanden i øjnene og aftalte:

»Vores børn skal aldrig opleve at blive hentet senere end klokken 15.« Og indtil videre har vi kunnet holde det.

Det betyder, at vi begge må arbejde deltid, og at vi en gang imellem må få en barnepige til at hente ungerne. Men ni ud af ti dage kan vi klare det selv, og det føles rigtig rart at vide, at vi aldrig har hentet et barn i en institution efter klokken 15.

For det betyder, at vi kender vores børn rigtig godt. At vi har lange eftermiddage, hvor vi ikke skal bekymre os om at skabe kvalitetstid som i mange andre familier, hvor man saftsuseme skal hygge sig og undgå konflikter i de få timer, man har sammen.

Vi har masser af børnetid, og min største udfordring i den henseende er, at jeg nogle gange får et børneoverload og får lyst til at rejse til en øde ø, hvor man kun skal drikke fadøl og se fodbold på storskærm. Men det er absolut et luksusproblem.

Svære fravalg 

Derfor kan det godt undre mig, at der ikke er flere børnefamilier, der vælger at prioritere ligesom os. Når vi taler med jævnaldrende, siger de ofte, at vi er heldige, og at de godt gad at kunne gøre nogle af de samme ting, men at det ikke kan lade sig gøre. Men det tillader jeg mig at sætte spørgsmålstegn ved.

Jeg tror, det handler om, at de ikke vil det nok. At de synes, at fravalgene er for store. For det er selvfølgelig forbundet med fravalg at gå ned i indkomst for at kunne sidde og spille ludo og drikke kakao mandag eftermiddag. Og de tre væsentligste fravalg, tror jeg, handler om bolig, materielle goder og karriereidentitet.

Boligen først: I Danmark er vi rundet af en parcelhuskultur, og derfor tænker de fleste, at de skal bo i et stort hus, når de selv får børn. Far og mor skal kunne sidde og nyde et glas rødvin på terrassen, mens børnene hopper i den store trampolin i haven. Børnene skal puttes i hver deres værelse, og der skal være plads til, at man kan leve og ånde på minimum 150 kvadratmeter.

Samtidig skal man have råd til en masse andre goder. Vi har lært af vores bedsteforældre, at man er lykkelig, når man har råd til at tage til Mallorca om sommeren. Og vi har fundet ud at, at det er mindst lige så sjovt at være på skiferie og på storbyferie. Vi skal også have den nyeste telefon. Og en anstændig bærbar. Og en bil. Hvis man er rigtig dansker, skal man have bil, for en bil er lig med frihed, og frihed er noget, vi vægter højt.

Rigtig mange identificerer sig med deres arbejde og nyder at gå derhen. Det er dejligt at være hjemme ved familien, men det er saftsuseme også dejligt at arbejde. Rigtig mange tjekker deres arbejdsmail, inden de lægger sig til at sove og tjekker igen næste morgen. Tænk, hvis der var kommet en spændende mail. Tænk, hvis man var gået glip af noget.

Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har hørt kolleger sige:

»Det er dejligt at have små børn, men det er godt nok også skønt at komme på arbejde og få en pause.« For arbejde i Danmark handler om identitet, livsstil og drømme, og hvis der er noget, der kan gøre en dansker ked af det, er det tanken om ikke at have et arbejde eller en karriere.

Det gode liv

Det er altså nogle heftige fravalg, man er ude i, hvis man skal hente sine børn inden klokken 15. Det er billederne af familien i drømmeboligen, det er ungerne på en sandstrand på Maldiverne, og det er ambitionerne om den næste forfremmelse. Og derfor er der rigtig mange, der ikke gør forsøget. Forældre oplever, at de knokler for at realisere det gode liv for familien, men der er alt for få, der taler om, hvad det gode liv egentlig er.

Jeg tror, de fleste børn hjertens gerne ville bytte en bil, en iPad og et værelse for en daglig time mere sammen med mor eller far. Men mor og far har lullet sig ind i en fortælling om, at det desværre ikke er muligt at gå ned i tid eller prioritere anderledes – selv om de rigtig gerne ville.

Jesper Koerstz Jensen er lektor i pædagogik og blogger på dengodeopdragelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Randi Christiansen
  • Torsten Jacobsen
  • Carsten Mortensen
  • ingemaje lange
  • Viggo Okholm
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Randi Christiansen, Torsten Jacobsen, Carsten Mortensen, ingemaje lange, Viggo Okholm og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hvorfor spiser de ikke bare kager?" spurgte lektoren
Lad os tage svarene ét ad gangen:
1) Familien har to voksne at trække på - og kun to børn at tilgodese; allerede her har I muligheder, som ikke alle har
2) Han arbejder som lektor, hvilket som udgangspunkt betyder en pæn portion flextid, som ikke alle har
3) Han taler om boligstørrelse og arbejdsmængde, som om det var noget vi alle frit kunne tage ned fra hylden i præcist den størrelse, vi selv ønsker.
4) Han taler om at gå på kompromis med drømmeboligen; underforstået at det er den, alle de sentarbejdende børnefamilier som udgangspunkt bor i? Han taler om at give afkald på telefonen, trampolinen og ferierejsen, (Mallorca? Er debatindlægget fra 80'erne?) men ikke om at give afkald på pensionen, børneopsparingen og efterskoleopholdet.

Det er jo ikke, fordi budskabet ikke grundliggende er sympatisk.
Jeg har det bare lidt, som når Hella Joof siger, at der ikke findes lortejobs.
Det ville lyde meget bedre, hvis ikke det kom fra en filminstruktør.

Jane Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Bjørn Pedersen, Jeppe Lindholm, Morten Sørensen, Rikke Nielsen, Caspar Christiansen, Kim Houmøller, Morten Fristrup, Anders Reinholdt, Claus Nielsen, Markus Lund, Rikke Alma Fjeldgaard, Morten Balling, Lise Richter, Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Er meget enig med denne far; mit mormorhjerte har krympet sig mangen en gang i både vuggestuen og børnehaven. LIGESOM når jeg ser forældre foretrække mobilens selskab for børnenes, eller når jeg ser børn parkeret foran en skærm. Da bli'r børneinstitutioner det mindre af to onder!

Birgitte Simonsen

Alt det han har lært fra sine bedsteforældre, har jeg så ikke lært. Min mormor var en hårdarbejdende ufaglært, som syede kjoler, arbejdede på restauranter i København, min morfar var arbejder og desværre alkoholiker. Min fafar var arbejdsmand på FL Schmidt i Aaborg og brød kalk, og min farfor tog sig at hjemmet og havde høns for at kunne supplere husholdningen, så jeg har ikke lært om rejser til syden. Det har jeg så heller ikke lært fra min forældre. Det har jeg det fint med, lige som jeg ikke ligger under for den skolemesterfinger, der løftes her for at give dårlig samvittighed til os, der ikke vil eller kan hente vores børn tidligt og sætte dem i centrum af vores liv.

Bjørn Pedersen, Rikke Nielsen, Claus Nielsen og Markus Lund anbefalede denne kommentar

Prøv du lige at gå ned i tid på en grundløn på 127 kr. i timen. Dit privilegerede løg. Arbejdskulturen i Danmark på 37 timer er som den er, fordi flertallet af os tjener omkring 300.000 om året. Alligevel er det kontormusene, der brokker sig mest over manglende tid og overskud, men de kan jo bare lade være med at løbe det maratonløb eller købe den racercykel. Vi andre har ikke råd.

Dan D. Jensen, Jette Randrup, Bjørn Pedersen, Rikke Nielsen, Else Marie Arevad, Kim Houmøller, Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Kristian Fogh Thomsen

Jeg syntes det er fantastisk at de fleste kommentarer er fra folk der føler sig ramt og udskammet efter devisen "det valg har jeg ikke". Det kan godt være i ikke har men det valg er der mange der har.
Hvis du ikke er målgruppen, altså har de muligheder, så er det ikke stilet til dig.
Jeg ikke se hvorfor vi andre skal belemres med at i skal udtrykke jeres harme over at nogen har formastet sig til at skrive om noget som ikke lige omhandler jer,

Birgitte Simonsen

Kristian Fogh Thomsen, jeg havde mulighederne, mine børn er dog store nu, men finder det trættende med disse skolemestertyper, der skal korrekse andre på, hvad det bedste er for deres børn, særlig når det har en snert af selvgodhed.

Jane Nielsen, Rikke Nielsen, Henning Kjær, Michael Friis, Kim Houmøller, Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Kristian Fogh Thomsen, problemet er ikke, at det ikke omhandler mig. Problemet er, at det ikke omhandler særligt mange, og det burde forfatteren være i stand til selv at indse. Det andet er simpelthen for dumt.

Jane Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Jeppe Lindholm anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Endnu en særdeles vellønnet med det nemme liv helt uden for den virkelighed langt de fleste mennesker og familier i dette land er tvunget til at leve i. Jeg skriver helt bevidst tvunget. Fordi stort set ingen kan bare lige vende denne virkelighed ryggen og f.eks. dagligt hente børn kl. 15.00. Frihed tilhører alene de bedre bemidlede i det her land, hvor det skal kunne betale sig at arbejde under mere og mere slavelignende forhold efterhånden som velfærdsstaten er skrumpet ind år efter år i snart 2 årtier.

Vi lever efterhånden i et land med forhold under tvang frem for frihed for det store flertal af mennesker med et almindeligt liv og hverdag, hvor vi forsøger at bilde hinanden ind vi da er verdens lykkeligste. Alt i mens vores børn rammes mere og mere af stress grundet de uendelige krav de efterhånden bliver mødt med.

Torsten Jacobsen

Jeg er så privilegeret kun at arbejde 17 1/2 time om ugen. Det er så natarbejde, og sandt at sige et rimeligt dødssygt stykke arbejde - rengøring af offentlige transportmidler (tag nu for fanden jeres skrald med jer ;P ).

Natarbejde regnes åbenbart for 'generende', da jeg får et såkaldt 'genetillæg'. Så min timeløn sniger sig lige op omkring de fyrstelige 180 kr/timen. Udbetalt har jeg så i gennemsnit 10.500 kr/måned, vel og mærke hvis en ekstravagt eller to finder sin vej ind i ligningen.

Tidligere gik jeg til 121,50kr i timen ved et større teleselskab, med et i offentligheden noget ramponeret image. Dengang arbejdede jeg 40 timer om ugen, og stod typisk med 14.500kr. i hånden, når måneden var omme. Det var i og for sig også et stykke 'lortearbejde', omend de karrieremæssige perspektiver var mere konkret tilstedeværende.

Det er svært helt at udtrykke i ord, hvor befriende det er at gå fra 40 timers 'skodarbejde' til lidt under det halve. Bevares, min indtægt faldt en smule, og jeg er helt bestemt relativ fattig i materiel forstand: Mit tøj er hullet, mestendels andres aflagte. jeg har ingen forsikringer, jeg bor på 50m2. For mig er ferie en uge i Blåvand i et lånt sommerhus.

Men større er de sociale omkostninger, i og for sig. Forleden diskuterede et par af mine gode venner - begge ansat i den sociale sektor - hen over hovedet på mig, hvorvidt jeg egentlig kunne regnes blandt de 'selvforsørgende', eller om jeg måske havde en form for social indsats behov. For en hammer fremstår alt som søm, ikke sandt? Ligeledes er en konkret og ligefrem insisterende mangel på vilje til at stræbe efter karriere og mammon ikke just befordrende for et blomstrende, romantisk kærlighedsliv: Der er ligesom noget suspekt ved et menneske, ikke sandt, som ikke vil gøre karriere..

(Og så er jeg, som Kim Larsen så fint udtrykte det, "nu heller ikke nem"!)

Alt dette i og for sig blot en fortale, rettet især til de mennesker i denne tråd, som har forelsket sig i idéen om manglen på frihed, strukturernes formmæssige tvang, umuligheden af blot at sige nej til hele rotteræset.

For det kan skam lade sig gøre at 'melde sig ud' af ræset. Blot har det sine omkostninger. Er man ikke villig til at betale, jamen så kan man selvfølgelig godt klynke sig til forestillinger om altings tvungne nødvendighed.

Jeg er sikker på at børnene, når de bliver store, vil lytte til sådanne undskyldninger med ærefrygt ;)

Randi Christiansen, Teis Dyrvald, Markus Lund, Flemming Berger, Palle Pendul, Rikke Nielsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Dan D. Jensen

Det er jo også her( som mange andre steder) IKKE et spørgsmål om enten eller og andre absolutter !!!
Debatten er en smule forkælet - ja undskyld, sådan ser jeg det altså :-)

jens christian jacobsen

Så fik en grundlæggende rigtig betragtning om børn i dagtilbud de sædvanlige vulgære klø fra tæskeholdet, enhver kommentarlistes lynch mob, der ikke gider eller kan tænke ud af boksen. Hvad fx med at børnefamilier arbjder mindre mens børnene er små så de har mere tid med børnene og til gengæld arbejder mere, når børnene er større? Ja, der er problemer med en sådan ordning, men for fanden: Drop nu plathederne med overklasseløg, min morfar, 127 kr i timen osv osv. Det væsentlige er vel, at man ikke får børn for pædagogernes skyld, men for sin egen. Der er faktisk andet end lønarbejde, der velsigner tilværelsen...

Fænomenalt beskrevet, Torsten. Thumbs up fra en anden natarbejder på deltid (25 timer). Den ekstra ekstra fridag, jeg har forhandlet hjem, bruger jeg på at sove. Den eneste fordel ved natarbejde er, at man slipper for myldretidstrafikken og har vejene for sig selv - og at man optjener 3 timers afspadsering hver uge, såfremt man arbejder 37 timer, så i praksis kan der afholdes 3-4 ugers ekstra ferie om året. Dage, man har brug for til ekstra restitution eller husligt pligtarbejde, hvis man ikke vil synke til i sit eget skidt og møg.

Ulemperne, well...
- at man næsten ikke kan nå at købe ind i specialbutikker 'tidligt om morgenen', fordi de lukker kl. 16 eller før
- at man ofte skal holde sig længe vågen for at kunne vaske og tørre sit tøj i vaskekælderen inden kl. 9 om morgenen
- at telefonerne altid er lukket, når man har et problem med et produkt eller en service og skal have fat i callcenteret
- at man aldrig har tid til at gå til lægen eller på borgerservice
- at man vågner flere gange i utide i løbet af en formiddag, så man næsten aldrig føler sig udhvilet, pga. rystelser fra tunge køretøjer ude på vejen, håndværkere/folk der borer billeder op, beboere der smækker med yderdørene og lejlighedsvis trafikstøj fra bl.a. plæneklippere og skraldevogne, herunder flystøj fra lavtgående helikoptere og propelfly, der er ude at flyve i solskin
- at man skal sove afbrudt småsøvn for at kunne hente og bringe sine børn i skole/daginstitution, fordi tiderne ikke altid passer med hvornår man reelt har fri

...og mange flere, som vi ikke taler om i det offentlige rum, fordi dårlig søvn er et tabu.

Randi Christiansen

’Op på arbejde, hjem og i seng’ - min fars trætte bon mot. Det var dengang en værktøjsmager på lk nes fik sent fri fredag og gik på arbejde den halve lørdag. Senere blev arbejdstiden reduceret. 7 - 16 og lørdagsfri til både skolebørn og voksne. For at vi ikke skulle være nøglebørn, klarede vi os for min fars beskedne løn. To værelser i vanløse, en tur sydpå om sommeren, og min mor var hjemme, indtil jeg var 12 og min bror 10.

Nøj, hvor var det kedeligt at komme hjem til en tom lejlighed. Men der var ikke rigtig plads i budgettet til fritidsaktiviteter, fritidsklub og lignende. Så ikke underligt, at det bare handlede om at komme ud og skabe sit eget liv. Hvilket så viste sig kun at være en ny trædemølle, som torsten og markus så levende beskriver det, der blev tilbudt.

Men i det mindste prøvede mine forældre, så godt de kunne, at skabe et trygt hjem for deres børn. Og vi manglede hverken føde, klæder eller bolig. Nærvær og overskud var det sværere med - og tilsidst døde min far så af arbejdsskader. Lige inden han kunne gå på pension.

Kampen for det gode liv udspiller sig forskelligt, men det er da så evig sandt, som kronikøren siger, at kan man prioritere sine børn frem for materielle goder, bør man selvfølgelig gøre det. Hvorfor i alverden skulle man ellers sætte dem i verden.

Jeppe Hemdorff Nissen

JEg forstår så bare ikke hvorfor man prioriterer en barnepige over de institutioner man har valgt til sine børn. Hvis man synes at det ikke er godt nok til dem, så er 9 - 15 vel heller ikke godt nok. Jeg er et af de priviligerede løg som denneartikel sikkert henvender sig til. Og ja, jeg har også prioriteret mere tid med mine børn over kariere og bolig. Men det kan gøres på mange måder. Dejligt at høre at debattøren har fundet én der virker for ham. Jeg kunne dog ikke finde på at proppe mine børn i en institution jeg ikke havde tillid til kunne skabe en tryg og interessant ramme for mine børn efter kl. 15 hvorfor jeg blev nødt til at skaffe anden pasning til dem efter dette magiske klokkeslet. Eller ander man her at princippet nærmest er vigtigere end børnenes ve og vel? Er det også derfor det lyder så besnærende og belærende at man godt kan blive en anelse harm?

Torsten Jacobsen

Markus lund,

Jeg kan ikke genkende blot en af dine anker. Det lyder som om, at du bor et helt forfærdeligt sted. Tør man gætte på København?

Hvis du med 25 timers arbejde om ugen knap nok kan få dit liv til at hænge sammen, sådan i praktisk forstand, jamen så burde du måske gå lidt ned i tid? alternativt søge professionel hjælp? ;)

Lise Lotte Rahbek

Jeg finder det imponerende, hvordan forældre ofte udskammer hinanden. Og ja jeg sidder i en priviligeret situation af barnefrihed.
Lad dog for pokker hinanden være de forældre, som de nu formår at være. Om man drikker kakao hele mandag eftermiddag over brætspil eller forsørger ungerne efter bedste evne ved lavtlønsarbejde i mange timer eller hvad man nu KAN, det kan ikke være anderledes. Der findes ikke EN rigtig måde at være forælder på uanset kakao og brætspil eller trampolin. Gudfriosvel.
Gå ud fra at folk gør det så godt de kan.
Og arbejd på at samfundet giver luft til at flere får muligheder for de frie valg.

Forældre er forældre værst.

Randi Christiansen

Åhr lise lotte, vi kan vel snakke sammen om de systemiske og personlige udfordringer, der er forbundet med at påtage sig forældrerollen

Lise Lotte Rahbek

Ja, Randi, bestemt kan I det.
Men set fra en outsiders synspunkt er forældre umådeligt grimme til at baldre direkte ind i andre forældres ønske om at være bedre forældre, hvad det så egentlig måtte være, og jokke på deres ømme ligtorne. (Og ikke mindst sprede en ram stank af Brasso fra egen ihærdige gloriepudsning)

Hvis børn mobbede hinanden lige så meget i skolegården og på de sociale medier. som forældre gør og var så dårlige til at acceptere hinandens muligheder, begrænsninger og prioriteringer, så ville jeg ønske at der var en flok voksne, der greb ind.

Randi Christiansen

@lise lotte - ud fra mit synspunkt, at det er børnene, som er den svage part her og altid er ofrene for de voksnes uformåen, synes jeg, enhver samtale om familie-og børneliv, må tages alvorligt. Jeg synes hverken at kronikøren eller andre her på tråden på nogen måde mobber, men at man fra eget udgangspunkt søger at belyse forældreopgaven bedst muligt og at gøre visse synspunkter gældende, der måske kan opleves som en løftet pegefinger. Men det må man altså kunne kapere i så vigtig en sag, som børns velfærd er. Og i stedet måske lade sig inspirere af de andres synspunkter og erfaringer.

Ikke fordi jeg på nogen måde ønsker at bruge imod dig, at du er barnefri, men hvis det betyder, at du aldrig har været forælder, så kan du kun udtale dig som udenforstående. At blive forælder er en totalt livsomvæltende situation, som man ikke fuldt kan forberede sig på eller forstå, hvis man ikke har prøvet det. Hvilket naturligvis ikke betyder, at ens input er uinteressant eller irrelevant. Det er bare vigtigt at holde sig præmissen for øje.

Da jeg selv blev mor og var alene om det, savnede jeg forældrekurser. Det var i 90, og da jeg foreslog det, blev jeg mødt med en mur af harme fra forældre, som i hvertfald ikke ønskede nogen som helst form for indblanding i deres forældrerolle. Alene det, at man ikke kunne se, at et sådant kursus måske kunne hjælpe med at løfte een af de mest udfordrende opgaver, du som menneske kan være i, siger mig, at man netop kunne have gavn af det.

Efterfølgende, er det mit indtryk, at flere kan se pointen med forældrekurser.

Lise Lotte Rahbek

Randi
Du skriver: "hvis det betyder, at du aldrig har været forælder, så kan du kun udtale dig som udenforstående.".
Korrekt.
Men jeg har været barn.

Randi Christiansen

@lise lotte - "Men jeg har været barn."

Og? Det kvalificerer dig til at udtale dig om dén status, og barnets synspunkt skal man altid lytte til med den største respekt, men at have været barn kvalificerer ikke som forældreperspektiv.

@Torsten - desværre ikke, blot en mellemstor provinsby, men nu er jeg flyttet på landet, så nu er det mest musene på loftet, der generer mig (og landmanden når han høster)
Jeg ved ikke med dig, men jeg fungerer altså ret dårligt med 4-5 timers søvn i døgnet hver dag i 1-2 uger. Så bruger man hele weekenden på at sove, når man endelig har fri. Og hvis man ikke får lov til det, så bliver man stresset og nødt til at sygemelde sig. Den risiko er i særdeleshed til stede, når man har arbejdet næsten fuld tid i et halvt år og ikke holdt ferie.

Randi Christiansen

I lige måde lise lotte, men så vidt jeg husker, var det dig, som startede udskamningen af både kronikøren og visse debattører. Så må du minsandten også kunne tåle svar på tiltale. Hvilket ikke er oplæg til skænderi.

Randi Christiansen

Og mht at 'føle sig overlegen' som i at tage andre i skole, tror jeg da nok lige, at du selv kvalificerer dig. Hvad er det nu, man siger ... nåh jo, det man siger, er man selv

Randi Christiansen

@torsten - valget mellem tid og penge er ikke altid så nemt ihvertfald ikke, hvis den tid, man får til rådighed, må gå med at undvære alt måske ovenikøbet basale nødvendigheder. Du klarer dig åbenbart tilfredsstillende med 17,5 t ugl og på minimumsløn. Respekt.

Men måske kan man ikke lige kalkere sit eget liv over på andres. Jeg ved af egen erfaring, hvor umådelig krævende det er at vende hver en krone, og altid som i ALTID at skulle finde den billigste løsning på ALT. Og det er ikke engang sikkert, at man har et valg, i og med man ikke - hvor gerne man end ville - kan finde en plads på det hellige almindelige arbejdsmarked.

Skabelsen er et spændende sted at udforske, og nøj hvor vi myldrer rundt og gør os umage. Det er mit indtryk, at stadig flere er enige om, at tidens tegn er, at vi må finde andre løsninger på miljø-og socioøkonomien, hvor vi kan få lov at ufolde os som hele mennesker og ikke kun mere eller mindre velbetalte slaver i magtens manege.