Læserbrev

Akademiseringen af politik er en katastrofe for det hårdtarbejdende Danmark

Når langt størstedelen af de folkevalgte er akademikere, vil det naturligvis smitte af på det vigtigste, nemlig politikken. Problemet er, at alt for få faglærte og ufaglærte ønsker at gå ind i politik, skriver kloakmester og folketingskandidat for Venstre Tobias Jørgensen i dette debatindlæg
10. februar 2020

Når debatten falder på repræsentativ skævhed i Folketinget, er det ofte med udgangspunkt i køn. Vi bliver tudet ørerne fulde med, at der overalt i samfundets magtpositioner er en mangel på kvinder. Men at der er for få kvinder i Folketinget, er dog ikke det største problem.

Det rigtige repræsentationsproblem ligger derimod i folketingsmedlemmernes uddannelses- og erhvervsbaggrund. Ifølge en opgørelse fra Altinget mangler Folketinget 25 procent flere kvinder for at være en direkte afspejling af befolkningen, men det står helt anderledes til med de faglærte.

I Folketinget fylder de faglærte kun 11 procent ifølge Altinget, selv om det tal blandt de 20-69-årige i befolkningen er 38 procent. Samtidig er antallet af akademikerne hele 63 procent.

Akademiseringen af politik er en katastrofe for det hårdtarbejdende Danmark. Når langt størstedelen af de folkevalgte er akademikere, vil det naturligvis smitte af på det vigtigste, nemlig politikken. Hvad der for mange politikere kan virke ordinært og almindeligt, er desværre for mange almindelige danskere elitært og usædvanligt.

Det skal selvfølgelig understreges, at der intet galt er med folk med lange uddannelser bag sig. Vi har brug for dem, ligesom vi har brug for de faglærte. Strategisk sans og politisk tæft kan dog ikke nødvendigvis sidestilles med en akademisk uddannelse.

Det klassiske argument for, at akademiseringen af politik ikke er noget problem, er, at folket jo bare kan stemme på nogle andre. Men hvem er de andre? Stemmesedlerne rundt omkring i landet er proppet med akademikere, og en ensidet stemmeseddel vil naturligvis føre til en ensidet politik.

Problemet er, at alt for få faglærte og ufaglærte ønsker at gå ind i politik. Politik er blevet et overklassespil. Folkestyret er blevet elitært.

Rent faktisk er det jo unikt, at vi danskere har mulighed for at sammensætte et folketing. Et fromt ønske kunne være, at når der næste gang er valg til Folketinget, regionen, kommunen eller måske bare skolebestyrelsen, så sætter vi os ind i, hvem der stiller op, og hvad de står for. For min overbevisning er, at det kræver en ændret tilgang for at rette op på tilliden til de folkevalgte og med det en bedre repræsentation af det hårdtarbejdende Danmark i alle politiske lag.

Af Tobias Jørgensen, kloakmester og folketingskandidat for Venstre i Fredericia

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjørn Pedersen
  • Henning Kjær
Bjørn Pedersen og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu