Kommentar

Alternativ behandling er enten virkningsløs eller til fare for patienterne

Alternative behandlingsformer bør leve op til samme standard, som der forlanges af konventionelle behandlinger. Problemet er bare, at når de afkræves at leve op til standarden, så sorteres de fleste fra – blandt andet for manglende virkning og risiko for alvorlige bivirkninger, skriver psykolog og forfatter Theiss Bendixen i dette debatindlæg
10. februar 2020

Lægeforeningens forslag om et vidensråd for alternativ behandling har affødt en livlig debat om alternative behandlingers generelle sikkerhed, effekt og samfundsberettigelse. I Information den 23. december argumenterede alternativ behandler og læge Kurt Lindekilde således for, at alternative behandlingsformer ikke kan undersøges på samme måde, som man undersøger konventionelle behandlingsformer.

Denne udbredte påstand udfordrede læge Ida Donkin og jeg i samme avis i kronikken den 15. januar.

Vores kronik er siden blevet mødt af kritik fra flere sider, for eksempel fra Lindekilde selv i Information den 23. januar og postdoc ved Institut for Klinisk Medicin Hanne Bess Boelsbjerg i Information den 30. januar.

Med så mange synsvinkler på samme emne kan man let tabe overblikket. Derfor forsøger jeg her at samle op på kritikken. Først påpeger jeg enigheder, som der heldigvis er nogle af.

Uacceptable bivirkninger

Bess Boelsbjerg skriver i sit indlæg, at mange danskere benytter alternativ behandling som en slags wellness. Det er en god pointe, og i en sådan forstand er alternativ behandling som regel harmløs. Donkin og mit fokus er og var dog udelukkende på den form for alternativ behandling, der har til formål at lindre eller helbrede egentlige sygdomme.

I sit indlæg anerkender Lindekilde desuden, at der godt kunne strammes op på sikkerheden omkring visse behandlingsformer, for eksempel akupunktur på brystkassen. Denne anerkendelse imødekommer vi med glæde. Vi er jo alle sammen ude på samme ærinde, nemlig helbredelsen og lindringen af livsødelæggende sygdomsforløb.

Lad mig sige det helt klart: Der er udfordringer i sundhedsvæsnet, blandt andet med fejl- og overmedicinering. Men de alternative behandlingsformer skal ikke have fripas af den grund.

Lindekilde sammenligner antallet af bivirkninger ved henholdsvis alternativ og konventionel behandling og konkluderer, at det er farligere at gå til lægen end til en alternativ behandler. Men eftersom bivirkninger som følge af alternativ behandling er underrapporterede, er sådan en sammenligning sandsynligvis tvivlsom.

Og bortset fra de veldokumenterede, direkte bivirkninger ved noget alternativ behandling, som vi peger på enkelte af i vores kronik, er der også en række indirekte risici ved alternativ behandling generelt, som ofte overses.

For eksempel når alternativ behandling via placebo kortvarigt lindrer klientens symptomer, eksempelvis kræftsmerter, men lader den egentlige sygdom, kræft, forblive ubehandlet. Eller når den alternative behandling forstyrrer den konventionelle behandlings virkning, som nogle naturlægemidler kan gøre.

Bess Boelsbjerg ser det som en ugyldig modsætning, at vi kalder alternativ behandling for både virkningsløs og farlig. Men der er ingen modsætning her. Bare fordi en behandling er ’virkningsløs’ –  forstået som uden dokumenteret positiv effekt ud over placebo – er behandlingen ikke nødvendigvis ’bivirkningsløs’. Det er netop kombinationen af virkningsløs og bivirkningsfuld, der er det store etiske problem ved alternativ behandling generelt.

Det interessante spørgsmål er: Kan vi – både som individer og som samfund – acceptere bivirkninger fra en alternativ behandlingsform som for eksempel akupunktur, når der ingen dokumenteret positiv virkning er fra denne behandlingsform? For mig er svaret entydigt nej.

Ingen beviser for alternativ behandling

Lindekilde mener, at der er »rimeligt styr på tingene« i den alternative behandlerbranche. Bess Boelsbjerg stemmer i og fremhæver registreringsordningen for alternative behandlere, RAB, samt markedsføringsloven rettet mod alternative behandlere som belæg. Men disse belæg er overhovedet ikke udtryk for, at der er »rimeligt styr på tingene«.

For det første er RAB-ordningen fuldstændig frivillig. Alle kan slå sig ned som alternativ behandler uden nogen som helst forhåndsviden.

For det andet er markedsføringsloven langt fra tilstrækkelig. I lovteksten står, at alternative behandlere ikke må »udsætte nogens helbred for påviselig fare« eller »reklamere med vildledende, urimeligt mangelfulde eller utilbørlige angivelser«. Som samfund beder vi nærmest om, at der skal ske alvorlige tilfælde, før myndighederne har mulighed for at skride ind. Netop det har vi set eksempler på for nylig, da en populær alternativ behandler påstod, at kræft ikke var en sygdom.

Mennesker må selvfølgelig frit vælge behandlingstilbud. Men den nationale sundhedspolitik må og skal informeres af vores bedste viden. Og den slags viden kommer fra videnskaben – med dens fulde bredside af både kvalitative og kvantitative metoder.

Vi har endnu til gode at se de ekstraordinære beviser for de alternative behandlingsformers ekstraordinære påstande.

Theiss Bendixen er psykolog, forfatter og ph.d.-fellow

Det er tid til at fokusere på de selvhealingsmuligheder, det enkelte menneske rummer, skriver læge og ejer af Center for Spirituel Vækst Kurt Lindekilde.
Læs også
’Det officielle lægelige sundhedssystem kan ikke håndtere patientens oplevede virkelighed, men kun forholde sig til mål og vægt, CT-scanninger, statistikker og lignende talgymnastik. Det alternative holistiske menneskesyn kan derimod ikke blot håndtere menneskers faktisk oplevede virkelighed bedre, det åbner til indre dybder og ressourcer, man ellers kun møder i en religiøs og spirituel kontekst,’ skriver læge Knud Lindekilde i dette debatindlæg.
Læs også

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Anker Juul
Poul Anker Juul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det her ser bort fra RAP o.l. selvkontrol. Samtidig glemmer den af læger ikke ved noget serligt om den medicin der årligt slår tusener ihjel. Tror der mangler farmakologer på sygehusene.

Hanne Bess Boelsbjerg

Mange tak for at respondere på bl.a. mit tidligere indlæg, Theis Bendixen. Jeg ser det som en stor fordel, at vi er med til at føre en debat, der tydeliggør behovet for viden og fremmer en engageret udveksling af synspunkter.

Jeg er desværre endnu ikke overbevist om der er nok evidens for, at man kan udpege de direkte og indirekte bivirkninger ved alternativ behandling, som du hævder er helt uacceptable. For mig fremstår det stadigt som et paradoks, at det, der beskrives som virkningsløst, alligevel tilskrives så farlige bivirkninger, at lovgivningen på området skal ændres for at modvirke det.

Hvis man som læge ser sig i stand til at føre en samtale omkring patientens brug af alternativ behandling, vil man med lethed kunne spørge indtil hvilke naturlægemidler vedkommende evt. tager. Efterfølgende kan man fx konsultere den internationale hjemmeside 'cam-cancer', som bliver hostet af det norske center for forskning i alternativ behandling: NAFKAM, der leverer evidensbaseret viden til sundhedsprofessionelle: http://cam-cancer.org/en/about-cam-cancer Det burde kunne dæmme op for at påføre patienten en direkte bivirkning ved at blande natur- og konventionel medicin.

I forhold til den indirekte bivirkning, der nævnes, nemlig lindring af smerter, vil de fleste med en god kontakt til deres læge, næppe tro, at en midlertidig lindring er udtryk for, at deres alvorlige sygdom er forsvundet. Og hvis det er tilfældet, er det spørgsmålet om det er en alvorlig bivirkning, der falder tilbage på den alternative behandling, eller på forholdet til ens læge?

Som det flere gange er blevet nævnt har der været enkeltstående sager, som bliver fremhævet, når faren ved brug af alternativ behandling skal underbygges. Men selve gentagelse gør, at det virke til at være svært ved at fremskaffe evidens for, at der er tale om et alvorligt og udbredt fænomen. I det første indlæg skrevet med Ida Donkin henviste I til et dokument omkring 'utilsigtede hændelser', der beskrev sundhedsprofessionelles uheldige brug af akupunktur. i forbindelse med de 40 tilfælde, der var registreret, blev det skønnet af 8 af dem var alvorlige. Spørgsmålet er, om det er mange? Og om det kræver en ændring af lovgivning at dæmme op for det? I så fald kan det skyldes, at de sundhedsprofessionelle, der bruger alternative behandlingsmetoder, måske ikke er grundigt nok uddannet i dem?

Som Andreas Rudkøbing var inden på i en udsendelse om alternativ behandling i radioprogrammet 'Sygt nok' på P1 ledet af læge Maja Thiele d.15.nov., (hvor jeg selv deltog), så kan man godt stille spørgsmålstegn ved 'volumen', altså omfanget ved dette problem. Derfor tænker jeg, at man først bør arbejde på at klarlægge problemets omfang, før man anbefaler en lovændring. Det kan være, det er helt andre tiltag, der er behov for for at styrke patienternes sikkerhed - uanset hvilke hænder de befinder sig i.

Jonas Vinding Thomsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar