Anbragte børn skal ikke flyttes rundt, som var de potteplanter. Giv dem indflydelse

Efter Mette Frederiksens nytårstale har børn i udsatte positioner stået højt på den politiske dagsorden. Det er så vigtigt. Det er så nødvendigt. Det er så godt. Os, der arbejder med det til hverdag, er meget taknemmelige for regeringens fokus.

Vi er som repræsentanter for de anbragte børn og de socialrådgivere, der sidder med anbringelsessagerne, særligt optaget af regeringens fokus på børneinddragelse.

Børneinddragelse bør være det helt centrale omdrejningspunkt, når der skal skabes en Barnets Lov. Det er ikke let, men det er nødvendigt, at vi skaber meget bedre rammer for det og giver børnene flere rettigheder.

Børns inddragelse er over tid blevet bedre via forskellige love og regler om parthøringer og børnesamtaler. Men socialrådgiverne fortæller, at der er samtaler, der ikke bliver holdt på grund af manglende tid, og at kvaliteten af samtalerne i flere tilfælde kan diskuteres. 

Desuden giver de nuværende rammer med en enkelt eller to samtaler forud for anbringelse eller ved tilsyn ikke nødvendigvis mening for de børn, der har behov for kontakt og dialog over længere tid.

Socialrådgiverne fortæller også om problemer med at sikre opfølgningen i anbringelsessagerne. Anbragte og tidligere anbragte børn fortæller det samme. De fortæller, at de nogle gange slet ikke føler sig set eller hørt.

De fortæller om følelsen af at være tilskuer til en proces, der handler om deres eget liv. For eksempel fortæller en ung tidligere anbragt pige: »Jeg følte mig som en potteplante på en bogreol, andre flyttede rundt på mig i forhold til, hvordan de selv synes, jeg passede bedst ind.«

Tal fra trivselsundersøgelserne på opholdssteder og døgninstitutioner bakker op om denne fortælling om børn, der ikke føler sig inddraget nok. Så der er mildt sagt plads til forbedring.

For børn skal både ses, høres og forstås. Det er altafgørende i det sociale arbejde med børn og unge. Fordi det er deres liv, det drejer sig om, og fordi vi er forpligtet til det via børnekonventionen.

Og fordi medinddragelse af børnene er det, der giver den bedste og mest virkningsfulde indsats. Hvis vi ikke giver børnene en stemme og faktisk hører, hvad de siger, risikerer vi at vælge de forkerte løsninger.

Ministeren og alle os, der virker i dette felt, har egentlig det samme mål. Men vejen til målet er ikke helt så enkel. For hvad skal børnene konkret inddrages i? Hvor ofte skal de inddrages? Hvordan skal de støttes i den proces? Hvem skal inddrage børnene og hvornår? Og hvor går grænsen mellem inddragelse og bestemmelse? Det er eksempler på spørgsmål til overvejelse, før børneinddragelse omsættes i en ny Barnets Lov.

Fast kontaktperson

Ikke to liv er ens, og derfor vil børneinddragelse også være forskellig fra barn til barn. Det er ikke muligt at lave en fast skabelon for børneinddragelse, som man har forsøgt med den ret firkantede model, der er i loven i dag. 

Men det er muligt at lave en ramme for nødvendige skøn og individuelle faglige vurderinger, som kan sørge for den bedst mulige børneinddragelse. Vi har nogle konkrete forslag til, hvad der skal indgå i denne ramme.

Vi må simpelthen give børn ret til en fast kontaktperson hos myndighederne. Hvordan ordningen i praksis kan blive en ret for barnet, skal der arbejdes med, men tildeling af en primær og en sekundær kontaktperson til hvert barn kunne være en model, der kan arbejdes videre med. Det giver bedre mulighed for hyppige kontakt og kontinuitet i forløbet, selv ved forskellige overgange.

Barnet skal have ret til en kontaktperson, der er tilgængelig og har tiden til at lære barnet at kende og omvendt. En repræsentant for myndighederne, som barnet kan opbygge en tillidsfuld relation til. Der skal aktivt arbejdes på at finde et godt match mellem kontaktperson og barn, og barnet skal godkende valget.

Barnets ret til en kontaktperson skal også omfatte, at eventuelle skift i kontaktperson udløser retten til en overgangsfase, hvor barnet taler med både den nye og den gamle repræsentant.

Vi må give børn ret til meget mere kontakt med kontaktpersonen. Børn skal have ret til at mødes med personen minimum hver tredje måned, og de skal have ret til at definere, hvor og hvordan de gerne vil have, at mødet bliver holdt.

Viden og uddannelse til fagfolk

Vi skal også give de socialrådgivere, der arbejder med børnesagerne, et kompetenceløft inden for børneinddragelse. Alle socialrådgivere med børnesager skal have en obligatorisk videreuddannelse, og der skal arbejdes med løbende supervision og introforløb for nye socialrådgivere på området. Det skal styrke socialrådgivernes evne til at gennemføre gode børnesamtaler, som er relevante for begge parter, og til at sikre en løbende inddragelse af børnene.

For at vide hvordan vi bedst inddrager børnene, skal vi desuden have mere viden på området. Der er allerede i dag kompetencer og viden om børneinddragelse, for eksempel har Børns Vilkår samlet meget viden og erfaring. Men vi har brug for mere, og vi har brug for en systematisk tilgang over hele landet.

For gode rammer for et tillidsfuldt møde gør det ikke alene. Børneinddragelse og børnesamtalen er kompleks. Vi kender det alle fra vores hverdag: Ord kan forstås forskelligt. Gode intentioner kan misforstås. Og for børn og unge, der er i krise eller står i en presset situation, er risikoen for misforståelser stor. 

For at undgå misforståelserne har vi brug for mere praksisviden. Vi har brug for viden om gode former for børnesamtale på forskellige alderstrin, i forskellige situationer og for forskellige børn.

Vi har brug for opsamling af erfaringer om, hvordan man sammen med børn og forældre laver gode og reelt inddragende beslutninger.

Vi har brug for værktøjer til hele tiden at tjekke op på børn i forhold til deres oplevelser af situationer i deres liv. For eksempel kan man måske sikre, at inddragelsen er tilfredsstillende set med børnenes øjne med et selvevalueringsprogram som Feedback Informed Treatment (FIT).

Kommunikation begge veje

Hvis vi som samfund, ud over blot at flytte barnet fra en udsat position, vil skabe et rigt børneliv med solid bro ind i voksenlivet, så er det vigtigt, at vi forstår og inddrager børnene, men også at vi sikrer god kommunikation den anden vej – også efter anbringelsen.

Alle anbragte børn skal derfor også have ret til en Barnets Livsbog, der med billeder, historier og eventuelle dokumenter samler vigtige begivenheder i barnets liv i en form, som barnet selv kan tage til sig. 

Det skal være et fælles redskab, hvor ansatte og andre involverede i barnets liv forpligtes til at bidrage med hændelser og fortællinger om barnets liv – også de gode. Kommunen skal have ansvaret for, at bogen udarbejdes. For det er vigtigt, at man kender sin historie, for at man kan skabe en identitet og sammenhæng i ens livsfortælling.

Det skal desuden sikres, at alle relevante akter i børnesagerne arkiveres og bevares, så tidligere anbragte kan sætte sig ind i, hvad der er sket i forbindelse med anbringelsen, når de er blevet voksne. I dag forsvinder de ofte, eller de makuleres efter for kort tid.

Relevant inddragelse og bedre kommunikation er den bedste vej til en anbringelse, der reelt bliver meningsfuld for børn og unge at vokse op i.

Sådan kan vi skabe gode rammer for alle børn, også dem, der vokser op i vores velfærdsindsatser.

David Adrian Pedersen er formand i De Anbragtes Vilkår, og Ditte Brøndum er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.