Kronik

Anbragte børn skal ikke flyttes rundt, som var de potteplanter. Giv dem indflydelse

Med en fast kontaktperson hos myndighederne, videreuddannelse til socialrådgivere og andre tiltag skal vi blive bedre til at sikre anbragte børns indflydelse på deres eget liv, skriver formand for De Anbragtes Vilkår, David Adrian Pedersen, og næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Ditte Brøndum, i dette debatindlæg
Ifølge kronikørerne føler mange anbragte børn, at de blot er tilskuere til en proces, der handler om deres eget liv. Her er vi på en skolelejr for anbragte børn, hvor der arbejdes med at styrke og løfte børnenes personlige kompetencer.

Ifølge kronikørerne føler mange anbragte børn, at de blot er tilskuere til en proces, der handler om deres eget liv. Her er vi på en skolelejr for anbragte børn, hvor der arbejdes med at styrke og løfte børnenes personlige kompetencer.

Sigrid Nygaard

14. februar 2020

Efter Mette Frederiksens nytårstale har børn i udsatte positioner stået højt på den politiske dagsorden. Det er så vigtigt. Det er så nødvendigt. Det er så godt. Os, der arbejder med det til hverdag, er meget taknemmelige for regeringens fokus.

Vi er som repræsentanter for de anbragte børn og de socialrådgivere, der sidder med anbringelsessagerne, særligt optaget af regeringens fokus på børneinddragelse.

Børneinddragelse bør være det helt centrale omdrejningspunkt, når der skal skabes en Barnets Lov. Det er ikke let, men det er nødvendigt, at vi skaber meget bedre rammer for det og giver børnene flere rettigheder.

Børns inddragelse er over tid blevet bedre via forskellige love og regler om parthøringer og børnesamtaler. Men socialrådgiverne fortæller, at der er samtaler, der ikke bliver holdt på grund af manglende tid, og at kvaliteten af samtalerne i flere tilfælde kan diskuteres. 

Desuden giver de nuværende rammer med en enkelt eller to samtaler forud for anbringelse eller ved tilsyn ikke nødvendigvis mening for de børn, der har behov for kontakt og dialog over længere tid.

Socialrådgiverne fortæller også om problemer med at sikre opfølgningen i anbringelsessagerne. Anbragte og tidligere anbragte børn fortæller det samme. De fortæller, at de nogle gange slet ikke føler sig set eller hørt.

De fortæller om følelsen af at være tilskuer til en proces, der handler om deres eget liv. For eksempel fortæller en ung tidligere anbragt pige: »Jeg følte mig som en potteplante på en bogreol, andre flyttede rundt på mig i forhold til, hvordan de selv synes, jeg passede bedst ind

Tal fra trivselsundersøgelserne på opholdssteder og døgninstitutioner bakker op om denne fortælling om børn, der ikke føler sig inddraget nok. Så der er mildt sagt plads til forbedring.

For børn skal både ses, høres og forstås. Det er altafgørende i det sociale arbejde med børn og unge. Fordi det er deres liv, det drejer sig om, og fordi vi er forpligtet til det via børnekonventionen.

Og fordi medinddragelse af børnene er det, der giver den bedste og mest virkningsfulde indsats. Hvis vi ikke giver børnene en stemme og faktisk hører, hvad de siger, risikerer vi at vælge de forkerte løsninger.

Ministeren og alle os, der virker i dette felt, har egentlig det samme mål. Men vejen til målet er ikke helt så enkel. For hvad skal børnene konkret inddrages i? Hvor ofte skal de inddrages? Hvordan skal de støttes i den proces? Hvem skal inddrage børnene og hvornår? Og hvor går grænsen mellem inddragelse og bestemmelse? Det er eksempler på spørgsmål til overvejelse, før børneinddragelse omsættes i en ny Barnets Lov.

Fast kontaktperson

Ikke to liv er ens, og derfor vil børneinddragelse også være forskellig fra barn til barn. Det er ikke muligt at lave en fast skabelon for børneinddragelse, som man har forsøgt med den ret firkantede model, der er i loven i dag. 

Men det er muligt at lave en ramme for nødvendige skøn og individuelle faglige vurderinger, som kan sørge for den bedst mulige børneinddragelse. Vi har nogle konkrete forslag til, hvad der skal indgå i denne ramme.

Vi må simpelthen give børn ret til en fast kontaktperson hos myndighederne. Hvordan ordningen i praksis kan blive en ret for barnet, skal der arbejdes med, men tildeling af en primær og en sekundær kontaktperson til hvert barn kunne være en model, der kan arbejdes videre med. Det giver bedre mulighed for hyppige kontakt og kontinuitet i forløbet, selv ved forskellige overgange.

Barnet skal have ret til en kontaktperson, der er tilgængelig og har tiden til at lære barnet at kende og omvendt. En repræsentant for myndighederne, som barnet kan opbygge en tillidsfuld relation til. Der skal aktivt arbejdes på at finde et godt match mellem kontaktperson og barn, og barnet skal godkende valget.

Barnets ret til en kontaktperson skal også omfatte, at eventuelle skift i kontaktperson udløser retten til en overgangsfase, hvor barnet taler med både den nye og den gamle repræsentant.

Vi må give børn ret til meget mere kontakt med kontaktpersonen. Børn skal have ret til at mødes med personen minimum hver tredje måned, og de skal have ret til at definere, hvor og hvordan de gerne vil have, at mødet bliver holdt.

Viden og uddannelse til fagfolk

Vi skal også give de socialrådgivere, der arbejder med børnesagerne, et kompetenceløft inden for børneinddragelse. Alle socialrådgivere med børnesager skal have en obligatorisk videreuddannelse, og der skal arbejdes med løbende supervision og introforløb for nye socialrådgivere på området. Det skal styrke socialrådgivernes evne til at gennemføre gode børnesamtaler, som er relevante for begge parter, og til at sikre en løbende inddragelse af børnene.

For at vide hvordan vi bedst inddrager børnene, skal vi desuden have mere viden på området. Der er allerede i dag kompetencer og viden om børneinddragelse, for eksempel har Børns Vilkår samlet meget viden og erfaring. Men vi har brug for mere, og vi har brug for en systematisk tilgang over hele landet.

For gode rammer for et tillidsfuldt møde gør det ikke alene. Børneinddragelse og børnesamtalen er kompleks. Vi kender det alle fra vores hverdag: Ord kan forstås forskelligt. Gode intentioner kan misforstås. Og for børn og unge, der er i krise eller står i en presset situation, er risikoen for misforståelser stor. 

For at undgå misforståelserne har vi brug for mere praksisviden. Vi har brug for viden om gode former for børnesamtale på forskellige alderstrin, i forskellige situationer og for forskellige børn.

Vi har brug for opsamling af erfaringer om, hvordan man sammen med børn og forældre laver gode og reelt inddragende beslutninger.

Vi har brug for værktøjer til hele tiden at tjekke op på børn i forhold til deres oplevelser af situationer i deres liv. For eksempel kan man måske sikre, at inddragelsen er tilfredsstillende set med børnenes øjne med et selvevalueringsprogram som Feedback Informed Treatment (FIT).

Kommunikation begge veje

Hvis vi som samfund, ud over blot at flytte barnet fra en udsat position, vil skabe et rigt børneliv med solid bro ind i voksenlivet, så er det vigtigt, at vi forstår og inddrager børnene, men også at vi sikrer god kommunikation den anden vej – også efter anbringelsen.

Alle anbragte børn skal derfor også have ret til en Barnets Livsbog, der med billeder, historier og eventuelle dokumenter samler vigtige begivenheder i barnets liv i en form, som barnet selv kan tage til sig. 

Det skal være et fælles redskab, hvor ansatte og andre involverede i barnets liv forpligtes til at bidrage med hændelser og fortællinger om barnets liv – også de gode. Kommunen skal have ansvaret for, at bogen udarbejdes. For det er vigtigt, at man kender sin historie, for at man kan skabe en identitet og sammenhæng i ens livsfortælling.

Det skal desuden sikres, at alle relevante akter i børnesagerne arkiveres og bevares, så tidligere anbragte kan sætte sig ind i, hvad der er sket i forbindelse med anbringelsen, når de er blevet voksne. I dag forsvinder de ofte, eller de makuleres efter for kort tid.

Relevant inddragelse og bedre kommunikation er den bedste vej til en anbringelse, der reelt bliver meningsfuld for børn og unge at vokse op i.

Sådan kan vi skabe gode rammer for alle børn, også dem, der vokser op i vores velfærdsindsatser.

David Adrian Pedersen er formand i De Anbragtes Vilkår, og Ditte Brøndum er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.

Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (th) og social- og indenrigsminister Astrid Krag (tv) fremlagde tirsdag kommissoriet for en historisk udredning af eventuelle svigt mod borgere i statens varetægt i perioden 1933-1980, og samtidig præsenterede regeringen og støttepartierne en ændring af arkivloven, der giver tidligere anbragte lettere og gratis adgang til sagsakterne om deres anbringelse.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

13/feb/2020

Jeg har som uddannet gestaltterapeut,
med mere end 30 års erfaring, bl. a. ud-
viklet en proces, hvor jeg (under vejs)
igen og igen og igen stiller spørgsmålene:

Hvad vil du gerne opnå ?
og
Hvad vil du gerne undgå ?

Med venlig og faglig hilsen
Claus

Elin Søndergaard

Jeg kan kun give dig ret i dine antagelser. Og tillader mig at supplere.

Jeg har i godt 20 år arbejdet med og på området. Både som plejemor, paragraf 54 støtteperson for forældre til anbragte, men i særdeleshed også som støtte for unge der er anbragte.

På Socialdemokratiets kongres i september 2019, forsøgte jeg på talerstolen at få fokus på behov for fokus på netop børnenes ret til at have en selvvalg støtteperson imens anbringelsen er.

Barnets reform tager godt nok hånd om dette rent "teoretisk".. Men det praktiseres desværre ikke ude i kommunerne sådan som jeg tolker lovens intention er. Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Men min tolkning kommer fra en massiv erfaring på området.
Lad mig give et eksempel.

Måske husker man dokumentaren om "Hvem lytter til Michael". Dokumentar om ung mand som blev flyttet fra sin jyske plejefamilie og til opholdssted på Fyn.
Michael kontaktede mig, da jeg havde hjulpet hans veninde. Spurgte om jeg ville hjælpe ham også.

Jeg sagde selvfølgelig ja.
Jeg blev derefter kontaktet af kommunen som spurgte om jeg kunne deltage i møde. (Har firma med supevision og rådgivning)
Alt blev aftalt. Troede jeg da. For 2 dage inden mødet blev jeg kontaktet igen. Der var ikke behov for mig til mødet. Jeg skulle blot slette aftalen.

Jeg kontakter Michael som kan fortælle at de til ham har sagt jeg ikke måtte deltage. Jeg var nemlig medlem af en Facebook for familieplejere som hans gl plejemor også var medlem af. Hun have spurgt om et råd, og jeg havde kommenteret. Dette blev anset som problematisk....

Jeg ANEDE ikke hvem hun var. For mig var hun blot en der spurgte om råd - ligesom rigtigt mange andre gør. Og jeg havde svaret på generelt plan. Efter afslaget, ja DER lærte jeg plejefamilien at kende. Men ikke før dette.

Dette havde kommunen fået nys om. På metode som ombudsmanden senere gik i medierne med, var ulovligt. Opholdsstedet havde helt konkret taget Michaels tlf og taget billeder af det han havde skrevet til hist og pist. Og sendt det til kommunen på dennes opfordring.

Michael klagede til ankestyrelsenover at jeg ikke måtte bisidder ham. Det rneste sted som han på daværende kunne klage til. Med henbisning til at jeg var (og er) trods alt stadig professionel støtteperson.

Kommunen fik medhold i at jeg ikke var uvildig da plejemor og jeg var i samme Facebook gruppe. Jeg var ligeledes inhabil grundet jeg havde svaret på generel spørgsmål.

Jeg fortsatte selvfølgelig med at støtte Michael personligt. Jeg kunne ikke tage med til mødernr, men ellers var jeg der. Fx bad han mig læse alle hans papir igennem. Og hjælpe ham med at forstå dem. Netop som en støttes opgave er. Hjælp med at fortælle hvad og hvordan han nu kunne gøre. Eller ej. Med andre ord hjælpe ham med hans rettigheder og muligheder ud fra disse.

Michael blev som bekendt atter anbragt/hjemgivet til den plejefamilie som han betragter som sin familie. Efter flere års turbulent kasten rundt på opholdssteder. Dette har ubetinget gjort noget ved en ung mand. Han oplevede i DEN grad at han ikke blev lyttet til. Selvom han råbte så højt han kunne. Han har mistet troen på det system som skulle hjælpe ham. Og min holdning er, at det har han god grund til. Det var en ulige kamp, hvor han ikke blev lyttet til, i den grad man burde.

Michael fik afslag på 3 forskellige personer som han ønskede som støtteperson. To af os, arbejder begge som professionelle støtter. Alle afslag gik på at vi var inhabile på den ene eller anden måde. Og ankestyrelsen gav kommunen ret i at der måtte gives afslag.

Michael var måske heldig. Jeg blev og støttede selvom jeg var dømt ude. Selvom det kostede mig flere tusinde kroner. For det måtte ikke være penge som afgjorde om jeg var der eller ej.

Min pointe på kongressen var, at ikke alle er så heldige som Michael. Men andre møder måske en der ikke har "råd" til at hjælpe? Jeg var i den situation, at som sygeplejerske i fast nattevagt, ja der kunne jeg skippe søvnen hist og pist. Jeg havde med andre ord, muligheden om dagen, hvor mange andre ellers går på job.

Tilbage til problenet:
Er det rimeligt at anbragte børn og unge skal være afhængige af, at møde en som vil kaste økonomi ind i at hjælpe? I dag er hele støttefunktioner til den her gruppe unge, baseret på frivillighed. Det er ulønnet, uden mulighed for kørselsrefusion, eller mulighed for at få dækket fx tabt arbejdsfortjeneste fordi der skal tages fri fra job, for at deltage i møde.
Ligeledes er den unge uden mulighed for selv at vælge hvem der skal hjælpe. I en grov vending kunne måske siges, at kommunerne helt har råderet over, hvem der skal støtte. Og er der risiko for at vedkommende ikke hjælper den vej kommunen ønsker, afslår man blot. Jeg oplever, at Michaels sag bevidner, at også ankestyrelsen er af samme syn. De blåstempler kommunens vurdering. Dette har jeg set i utroligt mange sager.

Anbragte børn og unge har brug for at de SELV får lov at vælge. Og at vedkommende aflønnes efter ordnede forhold, så det ikke skal være personens private økonomi som er afgørende for, hvor længe man har råd til, at være der for barnet .
Dette er en måde at vi kan forsøge sikre at barnet har en at tale frit med. Når man fjernes fra det man ellers kalder hjem , så kommer mange tanker i spil. Dem har de behov for at have en fast at tale med. Ikke en ukendt ligegyldig person. Det er det inderste man skal være tryg nok til, at vende ud.

Som en ung anbragt sagde til mig i dag "Hvad skal jeg med min rådgivef? Hende jeg har nu er helt ok. Men... Hun er der jo nok ikke om 2 måneder hvor der igen er samtale. Så skal jeg IGEN fortælle fra starten af til den nye. Ligesom jeg har gjort vildt mange gange de sidste 5 år. . Så nu gider jeg Fandme ikke fortælle hvad jeg ønsker igen. Det kan ikke svare sig mere!"