I sommerferien genlæste jeg Hans Scherfigs klassiker Det forsømte forår fra 1940.
Afsnittet, hvor politimesterens kone lå i sengen og blev federe og federe, fordi hun levede af lilla bols og mayonnaise, som den unge pige i huset hentede, ledte mine tanker hen på den situation, vi danskere er på vej ud i.
For første gang i historien er mere end halvdelen af os danskere ifølge Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen overvægtige, altså har et Body Mass Index (BMI) på 25 eller derover.
Derudover dør cirka 4.000 af os om året af alkoholrelaterede lidelser, og hver femte voksne dansker har et sundhedsskadeligt forbrug af alkohol ifølge Statens Institut for Folkesundhed.
De ovennævnte tal burde få alarmklokkerne til at bimle hos langt de fleste af os og dermed få os til at tage et større ansvar for vores egen sundhed.
For mange fristelser
Jeg ved godt, at lilla bols og mayonnaise ikke indgår i madpyramiden, men samtidig hører jeg også til dem, der har svært ved at tage min del af ansvaret, fordi jeg hele tiden bliver udfordret.
Jeg må konstatere, at tilgængeligheden er gået over gevind, og på flere områder er så meget ude af kontrol, at man efterhånden skal have en topatlets viljestyrke for ikke at blive grebet af de mange fristelser.
De mange cafeer og små fastfoodsteder skyder op som paddehatte og gør os opmærksomme på vores behov, før vi selv er klar over dem. Hvis nikotintrangen pludselig presser sig på, eller vi skulle få lyst til at drikke os berusede, er det for nemt at købe en karton smøger og et par flasker spiritus i en af de kiosker, der er stort set overalt og åbne hele døgnet rundt.
Selv om jeg forsøger at gøre det bedste for at undertrykke mit behov for søde sager, så popper trangen uvarslet op, når jeg møder duften af kanelsnegle på tankstationen i samspil med en yderst vedholdende ekspedient, der uopfordret spørger, om jeg ikke har lyst til at købe tre croissanter med nougat, selv om jeg blot kom for at tanke benzin og købe dagens avis.
Den stigende tilgængelighed er på mange områder et af det moderne samfunds fordele, men det er også en af de største udfordringer, vi står over for.
Skal man hjælpe folk til en sundere livsstil, bliver man nødt til at etablere mere effektive adfærdsreguleringer og -chikaner, så vejen til det usunde bliver besværliggjort og ikke fortsætter som nu, hvor den røde løber er rullet ud.
I 2013 kom der efter anbefalinger fra fagfolk restriktioner på salg af Panodil, så man ikke længere kunne købe store mængder uden en recept, men kun små blisterpakker af ti stk. Det lykkedes dermed at knække kurven, så selvmordsforsøg blandt ’panodilpigerne’, ifølge Landspatientregisteret faldt med hele 48 procent på bare et år. Ganske enkelt fordi man komplicerede tilgængeligheden og gjorde det omstændeligt for pigerne at samle piller nok til at tage deres eget liv.
Det er velkendt, at flere virksomheder allerede benytter sig af den strategi at gøre tingene omstændelige for deres kunder. Det er der selvfølgelig en mening med.
De gør det for eksempel nemt og tilgængeligt at tegne et abonnement, men utilgængeligt og kompliceret at afmelde det igen. Taktikken er enkel og effektfuld, men sat ind i den konkrete kontekst temmelig usmagelig.
Skab flere forhindringer
En ung studerende henvendte sig til mig i mit virke som psykoterapeut for et par år siden. Han udtrykte dyb bekymring for sin impulsive trang til at stå op om natten og spille computerspil. Situationen var eskaleret og efterhånden så belastende, at han havde svært ved at passe sit universitetsstudium.
Ud over samtaler indgik vi en aftale om, at han pillede ledningerne ud af sin stationære computer om aftenen. En tanke, han ikke selv havde tænkt. Efter tre døgn faldt han i igen. Vi vanskeliggjorde derfor tilgængeligheden ved, at han lagde ledningerne ned i et kælderrum, inden han gik i seng.
Det at skulle stå op, tage tøj på, gå ned ad trappen fra anden sal og stå og rode i et kælderrum midt om natten ramte hans krydsfelt af magelighed og spilletrang. Med den metode lykkedes det ham at udskyde sin trang og begrænse sit spil over tid, så det kun foregik i weekenderne.
Uanset hvor mange restriktioner, forbud og besværliggørende tiltag, man kan finde på, vil der nok altid være en procentdel, for hvem trangen er så stor, at det ikke hjælper. Men her kan professionel hjælp måske have effekt.
Så ønsker man at øge folkesundheden, vil mit bud derfor være at arbejde mere målrettet mod at komplicere tilgængeligheden og benytte sig af menneskets naturlige dovenskab. Så vi ikke alle ender som den forsømte kone i Det forsømte forår.
Claus Burlin er psykoterapeut.
