Angelina Jolie, Melania Trump og Kanye West er blandt de mange berømtheder, som har aflagt stærkt mediedækkede besøg på børnehjem i udviklingslande.
Turister, som ’rejser med et formål’, er fulgt i deres fodspor. I dag inkluderer mange rejsebureauer et besøg på et lokalt børnehjem mellem udflugterne til lokale markeder og historiske sites.
Tanken bag den såkaldte etiske turisme er at give velhavende vesterlændinge lejlighed til at hjælpe betrængte børn. Under besøgene får de mulighed for at lege med børnene, kramme dem og skænke en donation til børnehjemmet. Nogle turister bliver så bevæget, at de skriver sig op til at donere faste månedlige beløb til børnehjemmet.
Men gode hensigter er ikke nok, især ikke når de bygger på misinformation. Børnehjemsturisme gør børn til pengemaskiner. Og selv om det kan være til gavn for børnehjemmenes bestyrere, er det skidt for de børn, der bor der.
Mange tror, der findes millioner af forældreløse børn i fattige lande, som har brug for mad, husly, omsorg, kærlighed og støtte og kun kan få det på børnehjem. Og tror, at uden donorstøtte fra rige lande ville de friste en elendig skæbne som tiggere eller prostituerede.
Det er en myte. Ifølge UNICEF er der 140 millioner forældreløse børn i verden, men definitionen omfatter alle børn, der har mistet ’én eller begge’ forældre. Antallet af ’dobbelt forældreløse’ er lavere: 15 millioner.
De fleste børn, som endnu har en forælder, bor hos denne, og de fleste, som har mistet begge, bor hos bedsteforældre eller andre familiemedlemmer. Der skønnes at være mellem tre og otte millioner børn, som bor på institutioner som børnehjem. Af disse har så få som ti procent mistet begge forældre.
Forskning bekræfter, hvad mange hjælpe-ngo’er har vidst i årevis: Man rejser flere midler ved at vise et billede af et navngivent barn og en beskrivelse af barnets behov end ved at formidle generel information om ikke nærmere identificerede mennesker, der har behov for hjælp.
Det er derfor ikke overraskende, at der kan rejses penge ved at skabe tæt fysisk kontakt med børnehjælpsbørn. Af samme grund er 90 procent af Nepals registrerede børnehjem placeret i kvarterer, der tiltrækker turister.
For at sikre donationsstrømmen har børnehjem dog brug for tilgang af ’forældreløse‘. Mange har derfor ansat hververe, der rejser til fjerne landsbyer, hvor de forsøger at overtale forarmede forældre til at anbringe deres børn på børnehjemmet og lover dem, at de her vil få et bedre liv og en god uddannelse. Hververne kan tilbyde forældrene et honorar for at afgive deres børn og får også selv en ’findeløn’ for hver ny anbringelse.
Når børn optages på børnehjemmet, må de interagere med de besøgende, om de vil det eller ej. Der er også eksempler på, at de med vilje holdes underernærede for at rejse større og flere donationer, ligesom nogle børnehjem instruerer børnene i at fortælle de besøgende, at begge deres forældre er døde, og truer dem med afstraffelse, hvis de ikke gør det.
Barnets tarv
Der vil altid være børn, der ikke kan bo hos deres forældre, og heldigvis er der også børnehjem, der har barnets tarv i fokus. Men alt andet lige er en institutionaliseret opvækst skadelig for børn.
Over 70 års forskning viser, at børn, der er vokset op på institutioner, gennemgående klarer sig ringere end børn, der er vokset op i familier. Institutionalisering præger børn resten af livet.
Hvordan skal turister skelne de ’gode børnehjem’ fra dem, som udnytter børn? Svaret er, at det ikke lader sig gøre, og der slet ikke findes gode børnehjem.
Selv om børn i desperate kår på kort sigt kan hjælpes ved indkvartering på et hjem, indtil andre foranstaltninger kan træffes, er det vigtigt at holde sig det større billede for øje. Børn trives bedre i familier end på institutioner. Og i mange lande skaber fravær af regulering af børnehjem et miljø, der fremmer trafficking og udnyttelse af børn.
Uden turistsponserede børnehjem ville mange af disse børn slet ikke være kommet på børnehjem, men være blevet i lokalsamfundet under bedre opvækstrammer. Derfor burde rejsearrangører droppe deres børnehjemsturisme.
Børn fra børnehjem vil ofte lide af de traumer, der er forbundet med opvækst på institutioner, for eksempel tilknytningsforstyrrelser. Dette afhjælpes bedst, hvis de i stedet anbringes i plejefamilier. De penge, donorer nu giver til turistbørnehjem, var bedre givet ud til hjælpe-ngo’er, der arbejder for sådanne løsninger.
Peter Singer er professor i bioetik på Princeton University, og Leigh Mathews er konsulent, medgrundlægger af organisationen ReThink Orphanages Network og forfatter til bogen ’Modern Slavery and Orphanage Tourism’.
© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
