Læserbrev

Drop skræmmekampagnen mod de små vandværker

Direktøren for forsyningsvirksomheden EWII sår her i avisen tvivl om små vandværkers evne til at levere vand af høj kvalitet. Hans udsagn er fejlbehæftede og nedgørende, skriver bestyrelsesmedlem i Dyngby Strands Vandværk Eigil Strøm i dette debatindlæg
Debat
24. februar 2020

Direktøren for forsyningsvirksomheden EWII har i Information den 15. februar nedgjort de mindre vandværker ved at sætte spørgsmålstegn ved, om de kan levere rent vand.

Direktør Lars Bonderup Bjørn burde ellers være for veluddannet til på den måde at skabe forvirring hos forbrugerne. Han mener ikke, at den danske vandsektor er rustet til at håndtere den øgede forurening af drikkevandet. Han udtaler, at de mindre vandværker er underudviklede, og at nogle af vandværkerne kun foretager en enkelt vandanalyse om året.

Det er direkte usandt. Vandværker tager som minimum otte prøver om året. Her er tale om en totalanalyse af boringer, vandværk, ledningsnet og fire steder på taphanerne. Hertil kommer, at kommunen også fører tilsyn med vandværkerne.

EWII-direktøren siger i koncernens eget nyhedsbrev, at det ikke kan det være rigtigt, at nogle forbrugere skal have større sikkerhed for, at deres vand er af høj kvalitet, bare fordi de får vand fra et større vandværk.

Skræmmekampagne

Men jeg gad vide, hvor han har disse påstande fra. Vi fra de mindre vandværker leverer vand af høj kvalitet. At flere små vandværker er lukket, skyldes for det meste strukturudviklingen og ikke forurening. Selvfølgelig er der vandværker, der ikke er fulgt med udviklingen og har glemt, at et vandværk er en fødevarevirksomhed.

TREFOR Vand, som er ejet af EWII, havde i øvrigt tilbage i 2017 selv problemer med et pesticid, der var over grænseværdien i syv boringer. Det betød blandt andet, at de tog Staurbyskov Vandværk på Fyn ud af drift i en periode, så EWII kender i en vis forstand problemstillingen fra egen andegård.

Hvad angår vandpriser, er det sådan, at vandværker drives efter ’hvile i sig selv’-princippet. Det vil sige, der skal være en balance mellem indtægter og udgifter. Det er dog muligt, at vandværket over en årrække kan opkræve højere beløb, der er øremærket nye investeringer.

Lars Bonderup Bjørn argumenter for at få mere fremmed kapital fra eksterne investorer, der så selvfølgelig vil have et pænt afkast. Dette tager vi mindre vandværker kraftigt afstand fra. Vi har muligheder for at låne penge med kommunegaranti.

Jeg har i mange år fulgt de mindre vandværkers udvikling og mange af dem benytter sig af kompetente, professionelle rådgivere. Jeg forstår derfor ikke formålet med denne skræmmekampagne.

Eigil Strøm er bestyrelsesmedlem i Dyngby Strands Vandværk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Agnete La Cour

EWII-direktørens indlæg forleden opfattede jeg først og fremmest som et forsøg på at få endnu et vigtigt fælleseje over på private hænder med følgende muligheder for profit. Argumenterne for det rene vand kunne så passende bruges mod de små vandværker. Som Eigil Strøm tvivler jeg ikke på de små vandværkers evne til at give os rent vand - medmindre da andre forurener det med alskens giftstoffer. Det er vel dér, vi især skal sætte ind, imod forureningen, og ikke ved at afskaffe den demokratiske kontrol.

hannah bro, Hans Houmøller, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, P.G. Olsen, Lillian Larsen og Egon Stich anbefalede denne kommentar