Læserbrev

Jeg finder aldrig ud af, hvilke fejl jeg lavede i min bacheloropgave

Mit universitet har sparet feedback på selv bacheloropgaven væk. Det kan ikke være rigtigt, at det er op til min fremtidige arbejdsgiver at informere mig om, hvor mine mangler findes, når jeg gentager de fejl, jeg aldrig fik at vide, jeg lavede, på studiet, skriver studerende Katrine Iven Strømsted i dette debatindlæg
Debat
12. februar 2020

En besked tikkede ind fra min bachelormakker: »Vi har fået ti«.

»Fedt!«, lød vores umiddelbare reaktion på beskeden.

Men efter den korte glædelsesrus rammer tvivlen. Vi har åbenlyst gjort noget rigtigt, men samtidig også noget forkert. Karakteren ti er flot, bevares, men den uvidenhed og tvivl om, hvor der alligevel var fejl, jeg sidder tilbage med, bliver ikke besvaret af karaktertallet, og feedback tilbydes ikke af universitetet. Og hvorfor ikke?

Jeg ved, at mange vejledere deler samme uforståenhed over for denne karaktertilgang og manglende feedbackproces og derfor alligevel vælger at give en kort feedback til deres studerende. En opgave, de ikke bliver betalt for af Københavns Universitet. Dette var vores vejleder ikke interesseret i, hvilket vi jo ikke kan klandre ham for.

Men det efterlader mig med en følelse af afmagt og demotivation. Selv om bacheloropgaven endte med et glimrende resultat, har jeg mest af alt lyst til at kaste den langt ud ad vinduet. Denne evaluering er på ingen måde konstruktiv i forhold til fremtidige opgaver.

Jeg kan gætte på nok så mange ting, vi har gjort forkert, men jeg vil aldrig finde svaret på, om mine mangler findes i metodetilgangen, appliceringen af de teoretiske perspektiver, opgavens struktur eller blot i et emne, der ikke formåede at vække læserens interesse.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at dette halve år, der skulle bruges på fordybelse og læring, har været stort set spildt arbejde. I mine øjne er dette et enormt tab af de studerendes potentiale, og det svækker vores motivation og fremtidige fagkundskaber. Karakterer kan bruges, så længe formålet bare er at måle os, men i en læringsproces fungerer det ikke. Her bliver evalueringen nødt til at være formativ, så vi bliver klogere og lærer noget af processen.

For hvordan skal jeg nogensinde blive den bedste sociolog, jeg kan blive, hvis jeg ikke får at vide, hvad jeg skal forbedre og arbejde videre med?

Er det i stedet op til det fremtidige arbejdsmarked at informere mig om, hvor mine mangler findes, når jeg i en kommende arbejdsopgave gentager de metodiske fejl, min uddannelsesinstitution ikke havde tid, penge eller følte behov for at oplyse mig om?

Katrine Iven Strømsted er sociologistuderende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"Tænk på et tal" synes at være rigeligt i en kultur, der nedprioriterer det menneskelige aspekt ved dannelse og uddannelse.