Kommentar

Fremmedkrigerpakken blokerer for bedre forskning i, hvordan vi forebygger terror

Regeringens otte nye tiltag mod fremmedkrigere vil betyde, at miljøerne omkring fremmedkrigerne lukker sig endnu mere om sig selv. Dermed kan vi gå glip af de indsigter, forskningen bidrager med i kampen for at forebygge fremtidig terror, skriver ph.d.-studerende og professor i kriminologi i dette debatindlæg
17. februar 2020

Der er store udfordringer forbundet med at forsøge at trænge igennem svært gennemtrængelige miljøer for at komme i kontakt med (tidligere) radikaliserede personer.

Fremmedkrigerne og deres pårørende er som regel meget mistænksomme over for udefrakommende.

Det viser Kathrine Elmose Jørgensens ph.d.-projekt, hvor hun undersøger fremmedkrigeres motivationer for at rejse til en krigszone, og de forhindringer, de oplever i forhold til at blive reintegreret i samfundet, når de er vendt tilbage.

For vores og andre forskeres vedkommende vil regeringens fremmedkrigerpakke have den konsekvens, at det fremover bliver endnu vanskeligere at få adgang til disse miljøer.

En del af regeringens udspil er et kontakt- og opholdsforbud for tidligere dømte, og det lægger op til, at politiet skal have mulighed for at ransage hjem og computere uden en retskendelse.

Fra forskningsstudier og forebyggende indsatser ved vi, at sådanne forbud ikke får radikaliserede ud af radikale miljøer. De kan nemt lave nye sammenslutninger – både fysisk og digitalt.

Den evidensbaserede forskning bygger blandt andet på interviews og observationer, og det kræver en åbning ind til miljøerne. Men kontakt- og opholdsforbuddet samt de skærpede straffe, som regeringen foreslår, øger sandsynligheden for, at tidligere dømte vil tage endnu flere forbehold og yderligere skærme sig mod udenforstående – heriblandt forskere.

Initiativerne vil meget muligt give flere mundkurv på og forstærke radikaliserede personers modstand mod at fortælle om deres oplevelser med radikalisering.

Afradikalisering kræver samarbejde

I 2012 blev den britiske statsborger Usman Khan idømt 16 års fængsel for at have medvirket til at planlægge terror. I 2018 blev han prøveløsladt. I november sidste år arrangerede et netværk mellem terrordømte og personer med tilknytning til Cambridge Universitets kriminologiske institut et arrangement med fokus på rehabilitering af tidligere radikaliserede. Usman Khan var inviteret for at fortælle om sin egen afradikaliseringsproces.

To timer efter oplægget vendte han tilbage til Fishmongers Hall, hvor arrangementet fandt sted, og dræbte to personer og sårede adskillige.

Angrebet viste os blandt andet, at et tæt samarbejde mellem terrordømte og det videnskabelige felt ikke er en garant for succesfuld afradikalisering. Forskning alene giver ikke nødvendigvis det fulde svar på de meget komplekse problemstillinger, der er forbundet med voldelig ekstremisme og radikalisering.

Løsningen ligger formentlig i et samspil mellem velinformerede politiske initiativer, en indsats fra civilsamfundet, et grundigt politi- og efterretningsarbejde, et veletableret netværk mellem dømte, mentorer, forskere og socialarbejdere samt valid forskning.

Aarhus-modellen er et godt eksempel på et sådant frugtbart samarbejde mellem forskellige aktører, som har arbejdet sammen om afradikalisering.

Tiltag forværrer forebyggelse

Inden for forskningsverdenen er der bred enighed om, at behovet for empirisk baserede studier af voldelig islamisk ekstremisme er stort, men at det empiriske grundlag for at udføre sådanne studier er tyndt.

I 2014 påpegede forsker Marc Sageman, at forskning i terrorisme er stagneret – blandt andet med henvisning til, at regeringer ofte ikke er villige til at dele ikkesensitive data med forskerne.

Det har skabt en kløft mellem forskningen og efterforskningen. Resultatet heraf er, at store dele af litteraturen baserer sig på spekulative ideer om, hvad der for eksempel får nogle individer til at engagere sig i voldelig ekstremisme.

World Economic Forum har for nylig publiceret Global Risk Report 2020. De vurderer, at terrorangreb i stor målestok er en af de største geopolitiske risici.

Potentielt kan empirisk baseret, etisk forsvarlig forskning i tæt samarbejde med de relevante aktører bidrage til at give os en indsigt i, hvilke knapper vi skal skrue på for at forebygge voldelig ekstremisme som terrorangreb fremover.

Men regeringens nye initiativer risikerer at bidrage til, at ovennævnte kløft udvides ved at give anledning til, at miljøerne bliver mere uigennemtrængelige, og at enhver form for henvendelse fra en udenforstående mistænkeliggøres yderligere.

Det kan være med til at vanskeliggøre det videnskabelige arbejde endnu mere end i dag. Den empiribårne forskning kan få svært ved at spille ind i det samarbejde, der er så vigtigt for, at vi fremover nemmere kan passe på Danmark.

Kathrine Elmose Jørgensen er ph.d.-studerende på Københavns Universitet. Keith J. Hayward er professor i kriminologi på Københavns Universitet.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) var skarp i mælet, da han forleden bebudede en lovændring, der skal stoppe for hjælp fra udenrigstjenesten til fremmedkrigere: »Det gælder alle fremmedkrigere, som rejser ud og tilslutter sig Islamisk Stat eller andre terrorbevægelser. Dem skylder vi absolut ingenting,« blev ministeren citeret for på dr.dk.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Bengtsson

For de af os,som ikke er specialister vil det være fint om skribenterne oplyste hvad den nævnte "Aarhusmodel" går ud på