Kommentar

Fri doping kan aldrig blive en del af cykelsportens etik

Forslag om fri doping er udtryk for en misforstået solidaritet med sporten. Ideen synes at være opstået ud af drømmen om en cykelsport fri for de bristede illusioner og smertelige skuffelser, der følger, når en ny idiot ryger i fælden, skriver cheflandstræner i Danmarks Cykle Union i dette debatindlæg
Den danske cykelstjerne Jakob Fuglsang er i 2019 blevet efterforsket for en mulig forbindelse til den karantænedømte dopinglæge Michele Ferrari.

Den danske cykelstjerne Jakob Fuglsang er i 2019 blevet efterforsket for en mulig forbindelse til den karantænedømte dopinglæge Michele Ferrari.

Bax Lindhardt

Debat
20. februar 2020

Cykelsporten er brutal. Men brutaliteten er ikke ubegrænset eller hæmningsløs. Den er derimod afgrænset af nogle fastlagte rammer af både sportslig og etisk karakter. Etikken er nemlig en grundlæggende del af den cykelsport, jeg kender og holder af.

I Victor Boy Lindholms klumme den 5. februar om doping og moral i cykelsporten accepteres fraværet af gængs etik og moral som en præmis for at nyde cykelsporten. Væk med forloren og konform puritanisme, ind med grænseløshed, rock’n’roll og stoffer. At cykelsporten er beslægtet med rock’n’roll, benægter jeg ikke, men jeg anfægter præmissen om, at vi bør forkaste al etik og dyrke barbariet, når vi ser cykelløb.

Cykelsporten kendetegnes ved et specielt kodeks for god opførsel i cykelløbet. Det handler om, hvad man må i et cykelløb, og hvornår man må det. De uskrevne regler er en del af sportens etiske ramme. De står ikke i regelbøgerne, og de er ikke en statisk størrelse, men udvikler sig med de ryttere, der udgør feltet.

Den førnævnte brutalitet er oftest koncentreret i nogle nøje afstemte momenter af cykelløbet; i sidevinden, i massespurten eller i kampen om at komme først ind på brostenene i Arenbergskoven i Paris-Roubaix. Her øges indsatsen markant, og risikoen for styrt stiger betragteligt.

Men faren er afgrænset i et rum, som rytterne kender på forhånd. Der er en overenskomst blandt rytterne om faren i løbet. Det er ikke afstumpet barbari; de uskrevne regler danner en klar etisk ramme.

Doping er snyd

Doping er ikke en del af cykelsportens uskrevne regler eller uudtalte etiske fordring. Doping er snyd. Doping eroderer ikke bare fundamentet, men fjerner enhver sports eksistensberettigelse. Og det afmonterer helt grundlæggende min glæde ved at se cykelløb, hvis jeg – som Lindholm foreslår – skal acceptere doping som en del af spillet.

Jeg gider heller ikke at se cykelryttere køre om kap med skjulte motorer i cyklerne. Og jeg forbeholder mig retten til at være moralsk forarget, når nogen afsløres. Jeg tror på, at de ryttere, jeg holder med, er rene. Dem hepper jeg på, og de bliver altså snydt, hvis de kører mod dopede ryttere.

Der er vel så godt som ingen, der i dag ser cykling helt ukritisk og med fuldstændig naive øjne. Det er et vilkår, at de fleste desværre ser cykelsporten igennem forbeholdets filter. Al for meget ubehagelig dopinghistorik forhindrer den ufiltrerede tilgang. Det er sportens selvforskyldte lod.

Men svaret er ikke at give op. Det paradoksale er, at mistilliden til dopingbekæmpelsen er størst lige efter de store afsløringer. Afsløringer, der også kunne læses som succeshistorier i kampen mod doping. Fremskridt.

Lindholms synspunkt om fri doping er udtryk for en misforstået solidaritet med sporten. Det er en vrangforestilling, at fri doping skulle være vejen til cykelsportens frelse, og ideen synes at være opstået som en forsvarsmekanisme; drømmen om en cykelsport fri for de bristede illusioner og smertelige skuffelser, der følger, når en ny idiot ryger i fælden.

Men et scenarie, hvor vores ungdomsryttere skal imødese en professionel fremtid med fri doping, er ren horror i min verden. Vi skal ikke tilbage til 1990’erne, hvor doping var en integreret del af professionel cykelsport. Tolerancen skal ikke være grænseløs; hverken over for dopingsnyd eller brud på sportens etik.

Kammeratskabet vinder

Cykelsporten er som bekendt en sælsom blanding af fællesskab og individualisme. Oftest besynges individualismen i hyldesten af vinderen, når løbet er slut: Sikke en éner! Sikke en vilje! Derfor opfattes vinderens obligatoriske tak til holdkammeraterne i de efterfølgende interview som en klichéfyldt banalitet.

Alt for sjældent peges på værdien af det stærke kollektiv. Et fællesskab, der ikke kun er professionelt og økonomisk funderet, men som også bygger på ægte kammeratskab og respekt. Det er en etableret sandhed, at hjælperytteren kører bedre og stærkere for en kaptajn, han godt kan lide. Og at cykelhold, der fungerer godt socialt, ofte har mere succes, end hold hvor det modsatte er tilfældet. Kærlighed, kammeratskab og respekt vinder over brutalitet, økonomi og kynisme. Det er min læsning af sporten, og den er mindst lige så gangbar som Lindholms moralsk resignerede version.

Vi kan ikke kræve, at cykelsporten og rytterne altid lever op til vores højeste moralske idealer, men vi kan sagtens kræve, at de cykler inden for rammerne af den sportslige etik og ikke snyder hinanden, tilskuerne og løbet ved brug af doping.

Det er inden for de fastlagte spilleregler og rammer, at kampen og cykelløbet bliver interessant. Også selv om disse spilleregler under tiden bliver brudt. Uden rammerne bliver dramaet fuldkommen ligegyldigt.

Anders Lund, cheflandstræner i Danmarks Cykle Union

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lisbeth Petersen

Enig med, hvilken som helst sport skal baseres på fair spil og retfærdighed. Det er vigtigt!
Så selvfølgelig må doping være forbudt.