Kronik

Da min gamle mor blev syg, fandt jeg ud af, at sundhedsvæsenet ikke er for ældre uden pårørende

I mere end ti år har kommuner, praksislæger og patienter ventet på, at politikerne forholder sig til et stigende antal ældre, manglende sengepladser på hospitalerne og en uværdig ældrepleje. Det sundhedsvæsen, min syge mor mødte, havde så få ressourcer, at hendes patientsikkerhed var i fare, skriver Erik Riiskjær i denne kronik
I mere end ti år har kommuner, praksislæger og patienter ventet på, at politikerne forholder sig til et stigende antal ældre, manglende sengepladser på hospitalerne og en uværdig ældrepleje. Det sundhedsvæsen, min syge mor mødte, havde så få ressourcer, at hendes patientsikkerhed var i fare, skriver Erik Riiskjær i denne kronik

Illustration: Sara Houmann Mortensen

Debat
8. februar 2020

Da den tidligere VK-regering tilbage i 2008 præsenterede dens plan for at bygge supersygehuse for op imod 50 milliarder kroner, satsede den stort. Satsningen indebar desværre også, at man på sygehusene skulle reducere antallet af hospitalssenge med mere end 20 procent – og reduktionerne er for længst gennemført.

I realiteten var det ikke bare et supersygehusprojekt, det var en omfattende sundhedsreform, for ansvaret for borgernes rehabilitering blev samtidig udlagt til kommunerne.

For de ældre var reformen en mislykket en af slagsen. Økonomisk og kompetencemæssigt blev kommunerne og de praktiserende læger nemlig ikke tænkt godt nok ind i ændringerne.

I mere end ti år har kommuner og praktiserende læger ventet på et statsligt udspil til, hvordan de skal forholde sig til supersygehusenes reducerede sengekapacitet og det stigende antal ældre. Hele tiden hører vi, at ældre med kroniske sygdomme skal ud af sygehusene. Men hvad skal de ud til?

Tilbage i 2008 fik spørgsmålet ikke den store opmærksomhed, men siden har det reddet sundhedsvæsenet som en mare med evigt overbelagte medicinske afdelinger og strømme af avisartikler om pårørende, der savner værdighed i ældreplejen.

Jeg har oplevet, hvordan det gennem 20 måneder var at være pårørende til min syge mor på 98 år. Og det sundhedsvæsen, min mor og jeg mødte, var desværre så overophedet ressourcemæssigt, at pa­tientsikkerheden var i fare.

Regeringen svigter

Det er bredt erkendt, at ældreområdet er nødlidende. Derfor var det skuffende, at den nye socialdemokratiske regerings første finanslov for 2020 stort set forbigik de ældre.

Ældresagen, der ellers altid er så besindige, udtrykte, at de var »rystede«. Regeringen svigtede ved ikke at tage kæmpeudfordringen med de ældre op, mente de. Godt nok var der nye penge til kommuner og regioner, men de var ikke øremærket de ældre, og kommunerne planlagde fortsat besparelser på området.

På den baggrund var der god grund til at møde op til Sundhedsstyrelsens konference i december under overskriften: »Værdighed i ældreplejen – hvad kalder det på af ledelse og organisation?«

Jeg var spændt på at høre det officielle Danmarks svar på konferencens spørgsmål.

Konferencen var noget af et tilløbsstykke med mere end 400 deltagere. Desværre blev det en skuffelse, hvis man ellers, som jeg, havde ventet en politisk stillingtagen til, hvordan vi får en mere værdig ældrepleje. Sundhedsministeren meldte nemlig afbud til konferencen, og Sundhedsstyrelsens værdighedsrejsehold skulle så give svarene. Rejseholdet understøtter kommunernes arbejde med at forbedre værdigheden i ældreplejen.

En konsulent fra rejseholdet fortalte sympatisk, at de ikke kom ud i ældresektoren som bedrevidende. Det drejede sig om at være kloge sammen. Hun anvendte en klassisk proceskonsulenttilgang, der opfordrede til småforandringer: ’Planlæg, afprøv, analyser og tilpas’. Til lederne var rådet: »Kend dine medarbejdere, så vil de løbe 1.000 gange hurtigere for dig.«

Værdighed blev set som noget, der skulle skabes af lokale ledere. Under en session kommenterede en ældreleder tørt på konsulentens råd: »Kan der mon ligge mere på skuldre, der allerede er overbebyrdede?«

Også i min optik virkede den lokale strategi lidt som et plaster på et åbent benbrud, fordi vi nu i snart ti år uden succes har arbejdet med lokal kvalitetsudvikling parallelt med stadige nedskæringer på ældreområdet. Vi har for længst overskredet grænsen for, at man kan forvente af mirakler fra lokal ledelse, lokal kvalitetsudvikling og lokale strukturændringer.

Uværdig ældrepleje

Opskriften på mere værdighed består i at kunne skelne mellem, hvad der kræver systemiske organisatoriske ændringer, og hvad der kan ordnes med lokal indsats.

At forbedre værdigheden i ældreplejen kræver, at man ser de mange organisatoriske problemer for ældre patienter direkte i øjnene:

Ældre kan komme ud for kassetænkende overgange til andre sektorer. De kan opleve, at vigtige informationer ikke automatisk følger med, når de indlægges eller udskrives. Ældre møder mere og mere specialiserede sygehuse uden blik for deres multisygdomme. Mange kommer på overbelagte og udsultede medicinske afdelinger.

Selv om nogle ældre har behov for indlæggelse, nægtes de at blive indlagt på grund af pladsmangel. De kan bo i kommuner med utilstrækkelige kompetencer til at håndtere borgere, der ikke er færdigbehandlede på supersygehusene. Og de kan opleve kommuner, der skamrider princippet om, at ældre skal blive ’længst muligt i eget hjem’, fordi der desperat mangler aflastningspladser.

Indsatsen i min mors tilfælde levede sjældent op til de fine målsætninger på ældreområdet, hvor plusordene er ’proaktiv’, ’patientorienteret’, ’samordnet’, ’lokal behandling’ og ’vægt på egenomsorg’.

Som pårørende savnede jeg, at oplysningerne om den enkelte patient var samlet i ét journalsystem, ikke spredt på tre systemer, som det er nu. Jeg savnede også, at flere behandlinger kunne udføres lokalt, og at kontakten med ansatte var mere gennemgående.

Jeg kunne også ønske, at der blev blødt op på grænserne mellem region, kommune og praksissektor – specielt mellem sygehuset og den kommunale hjemmesygepleje. Ansatte på sygehusene kan godt tillægges et ansvar ude i lokalområdet. Ge­vinsten vil være, at færre informationer går tabt, at ekspertise spredes til de yderste led, og at der skabes bedre forståelse mellem sekto­rerne.

Svære patienter glemmes

De sidste 20 år har sundhedsvæsenet fået mange ekstra ressourcer. Men det er, som om pengene er gået til andre områder end de ældre, og at der permanent foregår en bevægelse af personaleressourcer væk fra den direkte patientkontakt i frontlinjen og over imod dyr styring og dokumentation.

Sundhedsvæsenet har de sidste 20 år brystet sig af store produktivitetsstigninger. Men når man ser det med en pårørendes øjne, gemmer der sig en helt anden virkelighed bag det fine ord: Man har sænket patientsikkerheden i en strøm af stress og jag hos personalet, der forgæves kæmper for at undgå fejl.

Min mor oplevede da også blandt andet tre voldsomme blødninger fra et drop på grund af manglende opsyn, og tre-fire gange blev der udleveret forkert medicin. Vi skulle hele tiden være på vagt, og jeg tænker med gru på de ældre, der ingen pårørende har.

Den politiske styring i sundhedsvæsenet har de sidste 20 år opdelt patienterne i ’de ideelle patienter’ og ’de andre patienter’. Den første gruppe passer ind i en politisk retorik om kunder, produktion og effektivitet. Patienter har konkrete og kendte sygdomme, og derfor passer de til specialiserede supersygehuse. De seneste 20 år har de oplevet bedre og bedre behandling.

Værre er det gået for ’de andre patienter’. De er komplekse, ofte med flere sygdomme, og derfor kræver de en langt mere individuel og patientorienteret tilgang. ’De andre patienters’ behandlinger er vanskeligere at synliggøre og værdisætte i målesystemerne, og de bliver derfor let glemt og overset, når der er pres på budgetoverholdelse og resultater. I denne gruppe finder man for eksempel de ældre medicinske patienter og de psykiatriske patienter.

Selv om de beskrevne forhold har stået på længe, er der kun ringe risiko for De Gule Veste i ældresektoren. Ældre borgere står traditionelt svagt i det offentlige interessekor, og så meget desto vigtigere er det, at vore politikere træder i karakter, så vi ikke vænner os til strømmen af dårlige fortællinger fra ældresektoren.

Erik Riiskjær er tidligere chefkonsulent i Region Midtjylland og forfatter til bogen: ’I patientens fodspor – Gammel i det moderne sundhedsvæsen’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for et godt indlæg, ja vi mangler de "Gule veste" her i det syge sundhedssystem. Alle disse specialister på alle disse universitets hospitaler, der kun intresserer sig for deres special og glemmer det "hele menneske" er et fallit. Sådan behandlede man ikke mennesker på de små sygehuse.

Pia Nielsen, Karl-Axel Skjølstrup, Peter Hansen, Merete Laubjerg, Bjarne Bisgaard Jensen, Anna Sørensen, Estermarie Mandelquist, Christel Gruner-Olesen, Hans Houmøller, Susanne Kaspersen, Birte Pedersen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Er problemet ikke lovgivningen med krav om stadig effektivisering og besparelser. - Den politiske fantasi på at alt kan gøres hurtigere og billigere og for en del af Blåblok helst på private hænder.

Fx. LLR's Supersygehuse blev først slået rigtigt stort op , der skulle bygges store moderne sygehuse, der kunne klare alt på få dage og for få penge.

Men det blev en hel anden virkelighed - først blev budgettet til anlæg af supersygehusene næsten halveret fra de første planer og siden er nedskæringerne fuldt i en lin strøm. Fx Midtjyllands Supersygehus i Århus står nu og mangler flere afdelinger, fordi anlægsbudgettet er så beskåret så de ikke havde penge til at bygge de manglende specialafdelinger.

Ja det er det LLR store Supersygehus projekt er blevet til i dag - Men SJOVT nok høres stadig om LLR's gode politiske håndværk og om hans gode store reformer. - Folk og medierne vil åbenbart bedrages.

Jan Guldager, erik riiskjær, lars søgaard-jensen, Peter Wulff, Lisbeth Glud, Anne-Marie Paul, Rolf Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Tom Andreæ, Ellen Jeppesen, Estermarie Mandelquist, Hans Houmøller, Søren Jensen, Susanne Kaspersen, Lone Hansen, Birte Pedersen, gert rasmussen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Tænk at “vægt på egenomsorg” kan promoveres som “et plusord”. Hvad betyder det nemlig? Det betyder “Pas dig selv!”, gør det.

lars søgaard-jensen, Pia Nielsen, Carsten Svendsen, Anne-Marie Paul, Carsten Mortensen, Ervin Lazar, Jonna Jensen, Ellen Jeppesen, Estermarie Mandelquist, Hans Houmøller, Herdis Weins, Susanne Kaspersen, Nette Skov, Sven Elming, Maj-Britt Kent Hansen, Birte Pedersen, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Tak for et godt og nødvendigt indlæg. Jeg er enig med Erik Riiskjær, når han skriver:
"Vi skulle hele tiden være på vagt, og jeg tænker med gru på de ældre, der ingen pårørende har."

Siden 20.11.19 har jeg været vidne til det omsorgssvigt, som samfundet/politikerne vælger at påtvinge de ældre, deres pårørende og de ansatte i sundhedsvæsenet at være en del af.

Det jeg har oplevet har været grotesk, tragisk og lidelsesfyldt.

Min mor på 93 fejlede intet, da min far døde i oktober. Men i løbet af 3 ugers ny-tildelt hjemmepleje (20.11.) “lykkes” det den kommune, hun bor i, at gøre hende plejehjemskrævende. Dette skyldtes også svigt fra hendes tidligere egen læge.

Hun skiftede læge, som straks sendte en sygeplejerske, der tog blodprøver, hvorefter hun blev hasteindlagt på grund af alvorlig væskemangel. Hun var så dårlig, at hospitalet i starten overvejede hospice.

Hospitalet ville dog først ikke indlægge min mor på grund af hendes høje alder. Hun kunne jo få væske i hjemmet af hjemmeplejen. Men så var den banale årsag til hendes madlede aldrig blevet opdaget, og hun ville formodentlig være død som følge af madleden. En dag midt i december kl.13 havde morgen- sosuassistenten kun tilbudt hende en pille, og der var ingen sosuassistent kommet til frokost.

I dag efter mere end 100.000 kr til privat sygepleje (fra 22.12.til dd.), er min mor livet op på den aflastning, kommunen tilbød hende at være på, og hun glæder sig til plejehjemmet.

Sagen er endt godt, men forløbet har unødvendigt slidt på min mor og mig. Jeg bor 85 km fra hende og er også pårørende til en kræftramt mand.

lars søgaard-jensen, Tinne Stubbe Østergaard, Pia Nielsen, Britta Hansen, Anne-Marie Paul, Rolf Andersen, Ervin Lazar, Merete Laubjerg, Anna Sørensen, Estermarie Mandelquist, Hans Houmøller, Søren Jensen, Susanne Kaspersen, Jane Jensen, Dennis Tomsen, Lone Hansen, Niki Dan Berthelsen, Birgit Kraft, Maj-Britt Kent Hansen, Birte Pedersen, gert rasmussen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, erik riiskjær og Anne Margrete Berg anbefalede denne kommentar
Niki Dan Berthelsen

Man skal ikke blive syg i dagens Danmark.

Dem der ikke kan følge flokkens tempo, efterlades - effektivitets-nomader er vi endt som - med skiftende retning og fast højt tempo .....

Mads Kjærgård, lars søgaard-jensen, Carsten Svendsen, Britta Hansen, Anne-Marie Paul, Carsten Mortensen, Merete Laubjerg, Anna Sørensen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Ole Arne Sejersen, Christel Gruner-Olesen, Lise Lotte Rahbek, Hans Houmøller, Søren Jensen, Jan Nielsen, Susanne Kaspersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Supersygehuse, som nævnt ovenfor af Dorte Sørensen, så snart, de var vedtaget, begyndte nedskæringerne på etableringen. Amterne var blevet slagtet, i stedet regionerne, der ikke har eget indtægtsgrundlag, men må leve af hvad især blå regeringer har fundet det for godt at tildele dem. Samtidig kan regionerne ikke uden videre flytte midler fra et område til et andet.
Vi var også så heldige, eller hvad det nu var, at få LLR's "Den danske kvalitetsmodel". Gjorde den ikke andet, skabte den mange frustrationer, samtidig med at den ikke ligefrem var gratis.
Så sammenlagt er det ikke mærkeligt, at det går samme vej som kohalerne (=nedad)

lars søgaard-jensen, Tinne Stubbe Østergaard, Lisbeth Glud, Anne-Marie Paul, Rolf Andersen, Anna Sørensen, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Skønt jeg selv er 80 år, kan jeg godt indse, at det ikke kan betale sig at investere i os gamle, for vi skal alligevel snart dø.. Så hellere bruge pengene på børn og unge, som er Danmarks fremtid.

Hans Houmøller

Man skal huske på, hvem der bar hovedansvaret for den økonomiske omfordeling i samfundet og den katastrofale, Venstreopfundne Strukturreform, der skete indenfor de seneste 20 år med liberalt styre.

Man skulle ikke tro, at de ansvarlige politikere selv forventer at blive del af ældresegmentet, eller måske de bare har forsikret sig som del af den herskende klasse?

Tinne Stubbe Østergaard, Lisbeth Glud, Carsten Hansen, Lone Hansen, Anne-Marie Paul, Mogens Holme, Anna Sørensen, Jette Løntoft, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Kim Houmøller og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Fællesskab udskiftes med privatisering. En dårlig ide - for fælleskabet er der under alle omstændigheder. Spørgsmålet er, hvilken forfatning vi ønsker, det skal være i.

Lone Hansen, Anne-Marie Paul, Mogens Holme, Anna Sørensen, Jette Løntoft, jens christian jacobsen, Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Else Marie Arevad

Jeg håber da i dén grad at du er sarkastisk?

Gamle mennesker er da ikke værdiløse, blot fordi de ikke længere er en del af det pulveriserende arbejdsmarked..
Det er bare det, vi skal tro, åbenbart.

Fortsætter man denne tankerække, ender man tilsidst i 'det tredje rige', hvor også bl.a. handicappede, udviklingshæmmede, demente og psykisk syge blev betegnet som overflødige, og dermed fulgte tanken - og gerningen - om eutanasi, 'medlidenhedsdrab'.

Vi ser desværre idag en tiltagende dæmonisering af folk, som af den ene eller anden grund ikke er i stand til at arbejde.

"Der ses da også en afmontering af velfærden i store dele af EU, såvel som i Danmark.
Værst er det måske i England, hvor det engelske 'Institute for Public Policy Research' estimerer, at budgetforringelser har kostet 130.000 menneskeliv fra 2012 til 2017.
Udviklingen har fået journalist og researcher Frances Ryan til at påpege i sin nye bog 'Crippled: Austerity and the Demonization of Disabled People' fra 2019, at mennesker med handicap er udsat for en samfundsmæssig dæmonisering.
Det sker eksempelvis, fordi de udpeges som syndebukke for stigningen i de offentlige udgifter, hvilket efterfølgende anvendes til at legitimere besparelser."
https://www.altinget.dk/artikel/forsker-danmark-taber-en-generation-af-b...

Et godt samfund kendetegnes ved hvordan det behandler sine svageste.
Dette budskab burde stå mejslet i granit foran Christiansborg.

Selve livet bliver behandlet med ufattelig ligegyldighed, og det er jo den altdominerende årsag til at vi står midt i vores fælles jords sjette masseuddøen, på randen af kaos og klimakatastrofe..

"Respekt for alderdommen", sagde Muggeren fra Muggergaut til den lille elefant, og bed sig fast i dens næse. På den måde fik den sin lange snabel.
(Rydyard Kipling)

hannah bro, lars søgaard-jensen, Marianne Vestergaard Nielsen, Lisbeth Glud, Pia Nielsen, erik riiskjær, ingemaje lange, Britta Hansen, Randi Christiansen, Carsten Munk, Anne-Marie Paul, Rolf Andersen, Mogens Holme, Anna Sørensen, Dorte Sørensen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Jette Løntoft

Velfærd på 1. klasse rimer ikke med skattelettelser. Alle vil ha’, ingen vil betale!

lars søgaard-jensen, Lisbeth Glud, ingemaje lange, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Jette Løntoft

Velfærd på 1. klasse rimer ikke med skattelettelser. Alle vil ha’, ingen vil betale!

Anna Sørensen

Forfatterens beskrivelse passer perfekt tll det jeg selv har oplevet gennem min Mors forløb over et par år, så heer fra et rigtig rigtig stort HØRT!!!!!

erik riiskjær, Anne-Marie Krogsbøll, Anne-Marie Paul, Eva Schwanenflügel, Jonna Jensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Lene Henriksen

Åh, hvor kender jeg det godt, meget af det du og andre beskriver her. Jeg kunne skrive side mange sider om det. Med en mor på 92, som mistede sin mand (min far) for 4 år siden. På mange måder frisk, bor på 4. sal uden elevator. Men stadigvæk meget ramt, grænsende til desperat af sorg. Vi pårørende er der temmelig meget. Efter 3 1/2 års forsøg på at få den rette hjælp til hende, er det stadig ikke lykkedes. Hun falder altid mellem to stole, er enten for frisk eller for dårlig til noget.
Et udrednings- og rehabiliteringforløb blev afsluttet, inden det blev påbegyndt, og uden der blev givet ordentligt besked.
Når det akut går helt galt, kan vi blive sendt frem og tilbage og mellem talrige instanser, der igen tørrer det af i hinanden (læge,vagtlæge,1813, hjemmeplejen) indtil der 7 timer senere (kl22) endelig kommer en sygeplejerske! Og så er det pludselig for sent til nogle af de tiltag, som der var talt om 3 timer tidligere!
Jeg kunne blive ved.

Jens Erik Starup, lars søgaard-jensen, Anne-Marie Paul, Marianne Vestergaard Nielsen, Eva Schwanenflügel, Pia Nielsen, Carsten Hansen, erik riiskjær, Anne-Marie Krogsbøll og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Per Christiansen

Sygehus væsnet er generelt ikke for syge uden pårørende.
Med nogle undtagelser.

Det hele hænger sammen, selvfølgelig... og stadig har folk tillid til etablissementet - utroligt, men sandt.

Hvor meget skal der mon til før folk begynder at forstå at vi, så det driver, og på daglig basis, bliver løjet for, bedraget, og fodret med usandheder?

"Bedre sygehuse, mere effektivitet, mindre skat, mere sikkerhed, mere frihed!" Det siger de... og vi får præcis det modsatte... og stadig har folk tillid til etablissementet... Utroligt, men sandt.

Kim Houmøller, Peter Wulff, Eva Schwanenflügel og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Især min kone, men også jeg, melder os i koret af familier der er ramt af samme historie.

Specielt det med manglende kommunikation mellem sygehus, familielæge og hjemmepleje er frustrerende. Uvidenhed om problemer , medicin og tiltag, er skræmmende.
uden min kones hyppige tilstedeværelse hos hendes forældre, ville det have set endnu mere håbløst ud.

Det tærer på alle parter.

Anne-Marie Paul, Eva Schwanenflügel, Pia Nielsen, erik riiskjær og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Sørgeligt, men sandt debatindlæg.

Velfærden er rettet mod gennemsnitsdanskeren - det brede midterfelt, og opefter - der hvor der er mange vælgere (uden gamle og syge pårørende). Passer man ikke ind i den kategori, så kan man ikke forlange ordentlig behandling, for så er det for dyrt og besværligt. Egentlig omsorg er der slet ikke sat ressourcer af til.

Det er det samme med den offentlige trafik og de efterhånden utallige offentlige "services" - Hvis man af en eller anden grund ikke magter at være digital, så tæller man ikke med som målgruppe. Målgruppen er de raske, de pengestærke, de digitale.

Det er sørgeligt, for det burde jo være omvendt - at løsningerne var indrettet på at støtte dem, som har sværest ved at støtte sig selv.

Carsten Munk, Kim Houmøller, Maj-Britt Kent Hansen, Marianne Vestergaard Nielsen, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Pia Nielsen og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar

Nedskæringer slår ihjel

Jeg mistede min mor. Dødsårsagen var underernæring og væskemangel - det var hvad lægerne fortalte da hun blev hasteindlagt og organerne satte ud et efter et.. Vi havde fået bevilliget ekstra tid til netop måltiderne men lige meget hjalp det. Jeg tror simpelthen ikke de har brugt tiden til det og hun burde jo have været sendt på aflastning men det mente de ikke var muligt. På et tidspunkt lavede vi et væskeskema - men det blev aldrig rigtig udfyldt - det var åbenbart ikke noget de selv mente var nødvendigt. En ernæringsekspert skulle have tilset hende men ugerne gik og denne personale dukkede aldrig op. Og sådan var det stort set med alle tiltag - det blev kun til snak.

Carsten Munk, Kim Houmøller, erik riiskjær, lars søgaard-jensen, Anne-Marie Paul, Eva Schwanenflügel, Carsten Hansen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Sundhedspersonalet er enormt presset på grund af nedskæringer, og desuden på grund af den rædselsfulde Sundhedsplatform, som tvinger dem til at bruge meget af deres tid på at sidde ved en computer i stedet for at tage sig af patienterne... Og hvem tager disse beslutninger om nedskæring og omorganisering? Det er ikke lægerne...

Anne-Marie Paul, Eva Schwanenflügel, Carsten Hansen, Randi Christiansen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Paul

Jeg kunne vældig godt tænke mig at se nogle læger demonstrere på gaden og på andre måder gøre deres meninger gældende i den offentlige debat.
Jeg ser kun læger der retter ind - også når jeg er patient.

Ud over det: så er det trist at se alle de oplevelser som vi der er pårørende har til fælles. I efteråreet var min mor indlagt først på en akutafdeling, hvor der var ekstremt tryk på og stress en tirsdag. En læge kom fra den relevante afdeling dagen efter og begyndte med at fortælle mig at min mor aldrig skulle have været indlagt - at hun sikkert ville blive sendt hjem i dag og så videre - det med at blive sendt hjem i dag, højst i morgen forsatte hver dag. Da de endelig om søndagen havde gjort klar til hjemsendelse, blev hun alligevel beholdt en dag til, til tirsdag. Der er et problem som alle gør opmærksom på og det er at gamle mennesker har stor risiko for at få infektioner, når de bliver indlagt - hvilket er en af grundene til at det er bedst at gamle mennesker bliver i behandling hos den praktiserende læge.
Men det kan bare ikke altid lade sig gøre. Mange gamle mennesker bliver også dårligere på andre måder, mens de er indlagt, fordi de ikke bevæger sig nok. Men der er jo grænser for hvad man kan bede et overanstrengt personale om - det kræver faktisk at der er pårørende, der kommer helst hver dag - hvllket er helt umuligt.

Der er nu en del læger der råber op om diverse problemer... Men de skal være forsigtige, ellers mister de jobbet. Der er lagt en hård linje fra administrationen... Og man må jo forvente at de ønsker at beholde jobbet, ikke bare for egen skyld, men også for patienternes.

Mads Kjærgård

"Man skal ikke blive syg i dagens Danmark." Nej sundhedsvæsnet er ikke for syge, det er faktisk ikke for nogen som helst! Med mindre du har kassen i orden!