Klumme

Historien om Jakob Fuglsang viste sig at være en ikke-historie

Det faktuelle grundlag for 21Søndags og Politikens historie om dopingmistanken mod Jakob Fuglsang er mere end spinkelt. Forløbet ligner det, som desværre er blevet en stadig større del af tv-mediets dramaturgiske dokumentarform: research for åben skærm
»Det faktuelle grundlag for 21Søndags og Politikens historie om dopingmistanken mod Jakob Fuglsang er mere end spinkelt. Og så er det altså ikke rigtigt, når 21Søndag meddeler, at antidoping-myndigheden »mistænker Fuglsang for at være en del af et dopingprogram,« skriver Lasse Jensen i denne klumme.

»Det faktuelle grundlag for 21Søndags og Politikens historie om dopingmistanken mod Jakob Fuglsang er mere end spinkelt. Og så er det altså ikke rigtigt, når 21Søndag meddeler, at antidoping-myndigheden »mistænker Fuglsang for at være en del af et dopingprogram,« skriver Lasse Jensen i denne klumme.

ANNE-CHRISTINE POUJOULAT

Debat
7. februar 2020

Det er søndag aften, og DR’s nyhedsflagskib 21Søndag ruller over skærmen. Nyhedsvært Kåre Quist meddeler, at cykelrytteren Jakob Fuglsang er under mistanke for doping. 

Den danske topatlet præsenteres som nummer tre på cykelsportens rangliste, »men som vi skal se nu, mistænker cykelsportens internationale antidopingmyndighed nu Fuglsang for at have været en del af et dopingprogram,« siger Quist og giver ordet til DR Nyheders undersøgende korrespondent Line Gertsen.

Fortællingen er i gang.

Under billeder af Fuglsang og hans Astana-hold (med passende inciterende musikledsagelse), fortæller Gertsen, hvordan DR Nyheder, Politiken og den norske avis Verdens Gang har fået fat i en 20 sider lang »hemmelig« rapport, som det private schweiziske firma Sportradar har lavet på bestilling af cykelsportens antidoping enhed CADF.

Ifølge rapporten »indikerer« efterretninger, at Astana-holdet »menes« at have deltaget i et dopingprogram fra den livstidsbandlyste italienske dopinglæge Michele Ferrari, der »menes« at have rejst til Monaco eller Nice, hvor han – igen – »menes« at have haft et eller to møder med Jakob Fuglsang og hans Astana-holdkammerat Aleksej Lutsenko. Det er forbudt for ryttere eller hold at mødes med ham. Det kan føre til karantæne.

For åbent kamera forsøger Gertsen nu forgæves at få en kommentar fra Fuglsang (vi ser, hvordan hun forsøger at ringe til ham og fortæller, at hun nu vil sende ham en mail …). Så modtager hun »overraskende nyt«, nemlig at Astana-holdet ikke vil kommentere rapporten, fordi de ikke har modtaget noget fra CADF.

Ingen af de filmede eksperter vil bekræfte rygterne. Juraprofessor og antidopingekspert Jens Ewald og en britisk sportsjournalist fortæller, at sagen er alvorlig, »hvis den altså er rigtig«.

Research for åben skærm

Alle, der så 21Søndag den aften så det samme indslag. Men for den opmærksomme seer var historien en ikkehistorie. Forløbet ligner det, som indimellem desværre er blevet en del af tv-mediets dramaturgiske dokumentarform, og som bedst kan beskrives som research for åben skærm. I dette tilfælde uden at researchen fører nogen steder hen.

Fordi Fuglsang og Astana vælger ikke at svare på henvendelserne – hvilket naturligvis er deres ret – øges seernes (og tydeligvis også journalisternes) overbevisning om, at de nok har noget at skjule.

Den formodede mistanke forstærkes, og vi ved jo alle sammen, at der ikke går røg af en brand, uden at der er ild. Derfor var Fuglsang-historien i toppen af 21Søndag og på forsiden af mandagens Politiken.

Det faktuelle grundlag for 21Søndags og Politikens historie om dopingmistanken mod Jakob Fuglsang er mere end spinkelt. Og så er det altså ikke rigtigt, når 21Søndag meddeler, at antidoping-myndigheden »mistænker Fuglsang for at være en del af et dopingprogram«. Det er et privat efterforskningsfirma, der har »efterretninger, som indikerer«, at det famøse møde eller møder i Monaco og/eller i Nice har fundet sted. Uden datoangivelse eller præcist mødested.

’Pressen har spredt rygter’

CADF udsendte onsdag en pressemeddelelse, hvor de beklager lækagen og fastslår, at den bestilte rapport ikke vil blive brugt til noget. Det svarer vel til, at anklagemyndigheden afviser at rejse tiltale, hvis efterforskningen er mangelfuld og uden belastende bevismateriale.

Men det handler om cykelsport, hvis blakkede dopinghistorie gennem de seneste årtier bidrager til, at selv den mindste mistanke bliver til en stor nyhed, hvor den normale journalistiske kritiske sans tilsyneladende døves.

Astana afviste onsdag rapportens formodninger, og Fuglsang afviste allerede i tirsdagens Politiken, at han havde mødtes med dr. Ferrari – og han skrev onsdag på Instagram, at han er »ekstremt berørt over, at pressen har spredt rygter«.

Nu skulle man jo tro, at både Politiken og DR ville rykke ud med en beklagelse. Men nej, Politikens sportsredaktør Søren-Mikael Hansen skriver torsdag i sin avis, at det var i orden at bringe historien, fordi efterforskningen »helt uafviseligt har fundet sted«, og derfor skal den bringes, selv om Hansen for god ordens skyld tilføjer, at »Jakob Fuglsang er da uskyldig, indtil det modsatte er bevist«.

Godt set, Hansen. Men så er der lige det med røgen og branden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Røg, brand og hønsefjer ad libitum..

Jagten på seere og clicks overtrumfer presseetikken - man fristes til at sige, som sædvanligt.

Uretmæssige anklager er desværre blevet hversagsforteelser, og mediernes selviscenesættelse medfører både uskyldige ofre og er en pind i ligkisten for troværdighed.
Det hjælper så heller ikke, når medierne nægter at undskylde deres fejl.

Vand på møllen for fake news konspirationsteoretikere..

Anker Heegaard

Der skal nok blive vasket hænder i søndagens udgave af "Presselogen", på TV2 NEWS.

Sebastian Sylvester Rosenberg, Lisbeth Glud og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar