Klimaaktivisterne skal lære af deres historiske forgængere og kræve et opgør med systemet

»Alt for længe har vi ignoreret disse problemer, men nu kan vi ikke længere lukke vores øjne for dem.«

Udsagn som dette findes i hobetal i vores klima- og miljøpolitiske diskussioner i dag, men faktisk blev denne appel allerede fremført af Anna Lindh i sin åbningstale til European Youth and Student Conference on Environment på Bommersvik syd for Stockholm, der blev afholdt af en gruppe europæiske ungdomsorganisationer i 1981. Det fremgår af materiale fra konferencen, som er bevaret på det svenske Riksarkivet.

Nutidens klimaprotester forsøger at skabe et folkeligt engagement i debatten om og håndteringen af klimaforandringerne. Men det er, som om de glemmer, at for næsten 40 år siden havde man samme agenda, da man mødtes til europæisk miljøkonference i den svenske arbejderbevægelses lokaler. Måske kunne det gavne den moderne klimabevægelse at være mere bevidst om sin historie.

Tiden var selvsagt en anden i 1981. Årene efter oliekrisen i 1979 huskes nok bedst for den faldende økonomiske produktivitet og stigende arbejdsløshed. En genopblussen af Den Kolde Krigs våbenkapløb førte til en stadig voksende frygt for atomkrig. Ligeledes skabte stadig tiltagende miljøforurening og efterhaltende politiske beslutninger bekymring og frustration især blandt de unge i ’fattig-80’erne’, og det var begreber som håbløshed, der beskrev tidens ånd.

Håbløsheden kan stadig spores i nutidens aktivister for eksempel i organisationen Fridays for Future, der anklager politikerne for at have ignoreret og stadig ignorerer klimaforandringerne. Ja, for at de lukker deres øjne for dem – præcis lige som i 1981.

Og selv om ungdommens klimaprotester får verbal støtte i den brede befolkning og blandt verdens politikere, bliver dette ikke fulgt op af forpligtende og tilstrækkelige tiltag til at begrænse klimakrisen, som Greta Thunberg, Luisa Neumann og Angela Valenzuela for nylig har udtalt i forbindelse med COP25. Og måske er det ikke længere muligt at handle i tide. Det simple faktum, at ikke engang klimamålene for 2020 indfries af de fleste europæiske lande, støtter utvivlsomt deres argument.

Men i succesfortællingerne og diskussionerne om nutidens klimaprotester bliver det dog ofte glemt, at man står på skuldrene af flere årtiers arbejde fra natur- og miljøbevægelser, der har eksisteret siden 1970’erne.

Historisk bevægelse

Kritikken fra Fridays For Future og deres prominente talspersoner implicerer, at samtidens strejkende ungdom er den første generation, der tager klimaforandringer alvorligt ved at kræve en omstilling af hele verdensbefolkningen til en forsvarlig livsstil. Men faktisk var det et udbredt krav allerede i 1970’ernes miljøbevægelser, at mennesket måtte gå over til en livsstil, der tog vare på naturens ressourcer.

Et blik tilbage i historien viser, at mange af nutidens politikere og beslutningstagere, der i dag bliver anklaget for klimaignorance, faktisk selv har været politisk engagerede siden deres ungdomsår, i en tid hvor internationalt miljøsamarbejde stadig var under opbygning.

Mange af de europæiske ungdomsorganisationer havde dengang den holdning, at den enkelte har et ansvar over for fællesskabet for at udvikle en livsstil, der lever op til kravet om at beskytte miljøet. Og i november 1981 mødtes 98 engagerede unge fra 20 både kapitalistiske, socialdemokratiske og kommunistiske lande til miljøkonferencen på Bommersvik for at diskutere problemerne.

Blandt deltagerne var både førnævnte Anna Lindh, som senere blev Sveriges miljø- og udenrigsminister, Jochen Flasbarth, den nuværende statssekretær i det tyske ministerium for miljø, naturbeskyttelse og atomsikkerhed, Yves Lador, permanent repræsentant for Earthjustice i FN, og Christer Ågren, direktør for dens svenske ngo AIRCLIM.

Konferencen havde to politiske hovedmål: At skabe bevidsthed og opmærksomhed omkring den fundamentale relevans af miljøbeskyttelse og at formulere miljøforslag til de respektive landes regeringer samt til internationale organisationer.

De så det som deres opgave i ungdomsorganisationerne sammen med miljøorganisationer at fremme miljøbeskyttende tiltag. Og anklagerne om, at der ikke bliver handlet fra magthavernes side, når det gælder miljøforureningen, var allerede højlydte dengang.

Håb om forandringer

Helt siden dens begyndelse i slutningen af 1960’erne har diskussionen om miljøpolitik været præget af en konflikt mellem økonomisk vækst og miljøbeskyttelse. Og et centralt spørgsmål har altid været, hvordan man skal definere og måle velstand, når værdien af miljø ikke er økonomisk målbar.

På miljøkonferencen i 1981 blev der derfor diskuteret forskellige koncepter af økonomisk vækst, anvendelse af teknologi, materielle behov og ressourceforbrug. Man diskuterede endda allerede de miljømæssige konsekvenser af flyrejser. En position man derfor kunne samles om var, at et reduceret forbrug af fossile brændsler var en »absolut nødvendighed«. Meget ens lyder klimaaktivisternes position i dag.

Men i 1981 havde man mulighed og i særdeleshed tid til at »forvandle frygt til en tro på fremtiden«.

Faktisk gav nylige gennembrud med internationalt miljøsamarbejde som Konventionen for langtransporteret grænseoverskridende luftforureninger i 1979 0g Montreal-protokollen senere i 1987, der var det internationale samfunds reaktion på det voksende ozonhul, håb om forandringer.

Men i modsætning til klimaforandringerne krævede disse to miljøproblemer ikke en systemforandring, blandt andet fordi der allerede fandtes alternativer til de ozonnedbrydende substanser på markedet, så økonomien blev ikke påvirket af protokollens forbud mod det ozonskadelige stof CFC.

Internationalt samarbejde i 1970’erne og 1980’erne blev anset som en absolut nødvendighed for miljøpolitik, og som noget der bidrog til øget fredeligt samarbejde i en anspændt geopolitisk situation. 

I dag bliver de uforpligtende internationale samarbejder brugt som en undskyldning fra især de velhavende lande for at føre en utilstrækkelig klimapolitik.

Opgør med systemet

Klima- og miljøpolitik er i høj grad underlagt det samme politiske system, som i første omgang har forårsaget miljøforureninger og skabt både nuværende og fremtidige klimakonsekvenser.

Først for nylig har Det Europæiske Miljøagentur i en rapport advaret om, at miljø- og klimaudfordringerne ikke kan håndteres uden »fundamentale systemforandringer«, der gør op med placeringen af økonomisk vækst i centrum.

Men organisationer som Fridays For Futures hovedkrav er en implementering af Paris-konventionernes mål om at reducere CO2-emissioner i det nødvendige omfang for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grad over niveauet i 1990. Det er ifølge et tysk studie et systemimmanent krav. Det er altså ikke et direkte krav om en omvæltning af det politiske og økonomiske system, selv om det er det, den nødvendige omstilling reelt kræver.

For de fleste klimaforkæmpere er fokus fortsat på at skabe bevidsthed hos folk og politikere. Men der har ikke manglet bevidsthed om miljøproblemerne. Helt siden midten af 1960’erne har der eksisteret ideer om at beskatte miljøforurenende virksomheder.

At kravet om, at miljøet skulle trumfe i økonomiske beslutninger, ikke blev til noget, vidner om, at ideerne om en systemisk forandring blev spist op af systemet selv. Gennemgribende miljø- og klimatiltag bliver således hindret af mekanismer i et system, der er baseret på økonomisk vækst.

For 40 år siden stillede nogle af nutidens politikere i deres ungdomsår krav, som stadig er aktuelle. Det er kun ved at stille de store, vanskelige og systemomvæltende krav, aktivisterne og politikerne kan komme videre i kampen for klimaet.

Melina Antonia Buns er ph.d.-stipendiat i historie ved Universitetet i Oslo