Kønsbalancen på film er skæv – men ’kvindeversioner’ af ’mandefilm’ er ikke løsningen

Hvad har film som Ghostbusters, Ocean’s Eleven, Dirty Rotten Scoundrels, American Psycho, What Women Want, Lord of the Flies, Herbie og Efter brylluppet til fælles? Svaret er, at de alle er film med mandlige karakterer i hovedrollerne, som nu er blevet genindspillet med – ja, du gættede rigtigt – kvindelige karakter i hovedrollerne.

Med tanke på den generelt skæve kønsbalance i filmbranchen kan det umiddelbart lyde som et sympatisk tiltag. For det er ingen hemmelighed, at filmbranchen i høj grad er domineret af mænd. Vi følger oftest plottet fra et mandligt synspunkt, de mandlige skuespillere har flere roller og bliver bedre betalt end deres kvindelige modparter, og det er i langt de fleste tilfælde mænd, der instruerer og producerer.

Tag bare et kig på dette års Oscar-nominerede til ’Bedste Film’: Ud af ni film er der kun én film, hvis protagonist er en kvinde, nemlig Little Women, der, som den eneste, også er instrueret af en kvinde.

Det er derfor heller ikke svært at forstå, at man i filmbranchen ønsker at få flere stærke kvinder frem på skærmen. Men at lave et sådant ’kønsflip’ af tidligere berømte og mandsdominerede film er ikke vejen frem, hvis vi vil se film med kvinder, der kan stå på egne ben.

’Se, vi laver kvindefilm’

Når man erstatter en berømt og elsket mandlig karakter med en kvindelig, sender man samtidig et budskab om, at ’kvindefilm’ er en subkategori, der laves i skyggen af det originale mesterværk. Genindspilningen vil forekomme som en sekundær og uoriginal rip off-version. Det tillader, at den ulige kønsbalance i filmbranchen kan fortsætte, da filmene på overfladen kommunikerer noget i retning af: ’Se selv, vi laver masser af film med kvinder!’.

De underliggende kommercielle intentioner bag disse genindspilninger hjælper heller ikke deres sag. Ligesom de populære naturtro ’live remakes’ af Disneyfilm som Løvernes konge, Aladdin og Den lille havfrue lugter også disse film langt væk af en doven griskhed. Filmene var en succes i første omgang og har en dedikeret fanskare, så hvis man twister vinklen en smule og giver filmen et nyt format, er den garanteret millionsucces.

Og endnu en ting: Selv om de nye genindspilninger, tilsyneladende, fokuserer på det kvindelige perspektiv, kan man undre sig over, hvorfor der så ikke er flere kvinder, der inviteres til at lave dem.

Ghostbusters, The Nice Girls, Lord of the Flies og Ocean’s Eight er alle genindspilninger bragt til skærmen af mænd, der instruerer, producerer og skriver de kvindelige roller. Hvad er pointen med at lave historier, der handler om kvinder, hvis vinklen er formet af mænd?

Det kvindelige perspektiv

Film med udgangspunkt i kvinder og deres perspektiv og oplevelse skal have plads til at udfolde sig uafhængigt af et mandsformet perspektiv. En sølle genindspilning af en film med kvinder frem for mænd er blot et bevis på, at Hollywood satser mere på salgsstærk nostalgi som pull-factor for filmen end på kvinder med deres eget narrativ.

Der er ingen tvivl om, at genindspilningerne har givet vind til større diversitet i filmbranchen. Og selv om de nye Ghostbusters og Ocean’s Eight var en smule originale i deres uoriginalitet og gav os kvinder i forskellige former, farver og aldre, der både prutter, plotter og kupper, så rammer de stadig ikke plet.

Jo, det er da skægt at se et alternativt bud på girl power, der består af uperfekte og – gisp! – morsomme kvinder. Men når man får leveret filmens handling på et sølvfad, kræver det ikke meget at komme med et atypisk spin på dets karakterer.

I det mindste kan man så glæde sig over, at filmene har vist, at de kan tjene penge. Nogle af de senere års toptjenende spillefilm – som for eksempel Wonder Woman, Star Wars: The Last Jedi og Beauty and the Beast – har alle kvindelige protagonister i hovedrollerne. Og selv om de helt i tråd med tidens strømninger alle tre er enten ’live remakes’ eller reboots, er det dog stadig et skridt i den rigtige retning.

Filmåret kulminerer, når oscar-ceremonien ruller hen over skærmen den 9. februar. Lad os bede til, at fremtiden byder på film med kvinder, der har deres egen historie.

Nina Pratt er studerende