Klumme

Kristen allerførst

Et par borgerlige ord til vælige stridsmænd
»Den nærmest militante opgradering af kristendommen, eller den lutherske udgave af den, som af Knuth og Kjærsgaard betones og forlanges, er ganske foruroligende og kan give associationer til ekstreme imamer, der også ser deres egen og verdens frelse i guddommelig ensrettet, national dyrisk alvor og underdanighed.« skriver Georg Metz.

»Den nærmest militante opgradering af kristendommen, eller den lutherske udgave af den, som af Knuth og Kjærsgaard betones og forlanges, er ganske foruroligende og kan give associationer til ekstreme imamer, der også ser deres egen og verdens frelse i guddommelig ensrettet, national dyrisk alvor og underdanighed.« skriver Georg Metz.

Søren Bidstrup

Debat
28. februar 2020

Marcus Knuth, officer, godsejer, venstremand og storvildtjæger, nu medlem af De Konservatives folketingsgruppe, anser på linje med Dansk Folkepartis reelle leder Pia Kjærsgaard kristendommen som forudsætning for danskhed samt for højst uønsket integration af (meget få) nye borgere – i givet fald helst kristne.

Marcus Knuth udtaler til Berlingeren i forgangne uge, at der er et fælles fundament i kristendommen »for nogle værdier, som hvordan man anser kvinder, og hvorvidt lovgivningen skal komme fra koranen, eller hvorvidt bibel og lovsystem er nogenlunde adskilt«.

Nu siger det nok sig selv, at en kristen næppe kan mene, at lovgivningen skal komme fra Koranen.

Mindre indlysende – i et land, hvis grundlov foreskriver én og kun én religiøs konfession – forekommer påstanden om adskillelse mellem bibel og lovsystem.

Man kan selvfølgelig diskutere forbeholdet i ordet nogenlunde. Men det med adskillelsen er under alle omstændigheder noget af en øvelse at få ned i dagslys.

Grundloven fastslår allerede i paragraf 4: »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.«

Paragraf 6 fastslår, at monarken skal høre til denne kirke. Ikke kan høre til, men skal høre til. Monarken kan altså ikke være ligeglad eller tro på julemanden eller ikke tro på noget. Han/hun skal, må man også gå ud fra tro, på Gud i Luther løgsovs.

Kristendommen nævnes ikke i grundloven; det gør derimod en tysk senmiddelalderlig frafalden munk og dennes opfattelse af de stærkt redigerede skrifter om en mellemøstlig sandsiger, hvis eksistens historisk set er mere end usandsynlig. Det hele er nedskrevet så lang tid efter begivenhederne, at forfatterne end ikke ved, hvordan sandsigeren så ud, eller hvornår han er født og nøgternt set, hvem faderen er.

I den forstand kan man godt forstå ordet: nogenlunde.

Det skal her understreges, at ovenstående milde religionskritik ikke har noget at gøre med valøren af og den dybe respekt for velovervejede og ophøjede dele af den kristne lære eller denne i sin helhed. Hvis man kan tale om helhed i verdslige anliggender.

Knotten Margrethe

Som bekendt er det lige så vanskeligt at udpege én entydig kristendom, som det er at udpege én islamisk lære, som det er at udpege én danskhed.

Den slags forsøg på omfattende kategoriseringer af gudstro og fædreland glider ifølge sagens natur nemt ud i tågebankerne og frister de rettroende og rettænkende til ortodoks dominans over henholdsvis kættere og fædrelandsfjendske forrædere.

Så er der jo endelig den hage ved udtalelser som Marcus Knuths, for nu at vende tilbage til den sidste dages omvendte konservative: at bibel og lov som allerede antydet ikke er påfaldende overbevisende adskilt i Danmark.

Dette selvmodsiges jo også ufrivilligt af Knuth, der efterlyser mere kristendom i fuld overensstemmelse med ånds- og trosfællen Pia Kjærsgaard, der vil have religionen helt op i førerfeltet i det danske samfund. Danmark er kristendom, som kristendom er Danmark. »Kristendommen skal vi have mere af,« siger Knuth, der tilføjer: »Jo mere vores statsoverhoveder lægger afstand til kristendommen, jo mere tager de indirekte afstand fra danskheden.«

Her kan man forestille sig dronning Margrethe blive knotten på sin adelige undersåt.

For det første lægger dronningen så vist ikke afstand til kristendommen. Det må hun heller ikke jævnfør grundloven. Ikke medmindre hun gerne vil have et andet job.

For det andet sigter Knuth til en af ham citeret udtalelse af statsministeren: At Gud har vigepligt i forhold til folketing og grundlov. Til Knuths nænsomme orientering er Mette Frederiksen ikke statsoverhoved. Heller ikke i flertal.

For det tredje har tilknytning til alternative religiøse trossamfund ifølge grundloven ikke noget at gøre med danskheden. Dette harmonikabegreb nævnes ej heller.

Slet ikke som forudsætning for at opfylde en dansk borgers rolle.

I den forstand kan man ifølge grundtvigsk anbefaling: menneske først, kontrært Knuths håndfaste krav, gå med tørklæde, jødisk kalot og sikhturban så tosset man vil og burde også bære sin burka op og ned ad Folketingets trappe i stolthed eller i undertrykkelse, whatever, som de siger på nudansk, og uden Marcus Knuth behøver kaste safaribøssen til kinden.

Grundlovens paragraf 70 kan i så henseende være nyttig for Knuth og ligesindede: »Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder …«

Historieforfalskning

Den nærmest militante opgradering af kristendommen, eller den lutherske udgave af den, som af Knuth og Kjærsgaard betones og forlanges, er ganske foruroligende og kan give associationer til ekstreme imamer, der også ser deres egen og verdens frelse i guddommelig ensrettet, national dyrisk alvor og underdanighed.

Man skal nok ikke tage så let på sådan noget. Kristendommen kender såvel som islam erfaringsmæssigt fanatismens svøbe. Det har kostet undervejs.

På den ene side kan man selvfølgelig slå det hen som politisk strategi for at generobre tabte bastioner fra andre af højrefløjens fanatiske tosser med det kristennationale på hjernen.

På den anden side er udtalelserne, uden at de udtalende måske selv helt har styr på konsekvenserne, udtryk for en autokratisk trang, som for tiden i de liberale samfund bobler op som dunster i mosevand.

Den side af kristendommen, der ønsker andre troende hen, hvor der knap gror peber, kan ikke selv henvise til de kønneste traditioner. Knuth bekymrer sig eksempelvis om kvindernes rettigheder. Her må man i kristendommens også nyere historiske navn udstøde et hånligt grynt over folketingsmandens himmelstormende historieløshed.

Historieforfalskningen fejrer fortsat triumfer i stædig hævdelse af den lutheranske konfession og den danske kirkes heroiske indsats for kvinderet og folkestyre (ironi).

Disse værdier kom til på trods.

Mindre indlysende som følge af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Ømme tæer man godt må træde på når emnet hedder stat og kirke hvis man altså hedder Metz til efternavn - den evindelige ligtorn for typer som Pia Kjærsgaard og Marcus Knuth der misbruger ordene i vores Grundlov til historieforfalskning ved at fremhæve jødehaderen Martin Luther´s populistiske oversættelse af Biblen som den eneste rigtige vel vidende at Danmark var katolsk - som i papistisk - i mange hundrede år før. Hele rurlumhejet kunne være undgået hvis man fra begyndelsen havde lyttet til Rabbi Jesus´ vise ord om emnet : "Giv kejseren hvad kejserens er og giv Gud ( før han blev hans far) hvad Guds er" - ganske som i skæg for sig og snot for sig.

Werner Gass, Gitte Loeyche, lars søgaard-jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, jørgen djørup, Eva Schwanenflügel og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Herlig hermeneutisk hudfletning ;-)

Torben K L Jensen og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar

Åh Metz. Kun du ikke påtage dig jobbet som magtfuld præsident? Jeg skulle gerne titulere dig med De og Hr.
Jeg ville sikkert også gerne lægge en bombe under dig efter et par år på posten, så det er nok bedst du fortsætter dine klummer i Information.

Ete Forchhammer

Suk, som i 2017... den gode Georg Metz deler faktisk Marcus Knuth m. fl.'s selektive opfattelse af Luther; som hvis man tog ordet "mindst" ud af karakteristikken af Information.

Niels Vest-Hansen

Knuth, Kærsgård m.fl. inspireret af luthersk protestantisme? På mig virker de mere inspireret af inkvisitionen. Er der noget bedre til at stive sit vaklende magtgrundlag af end en rask autodafé?

"Knuth, Kærsgård m.fl. inspireret af luthersk protestantisme? På mig virker de mere inspireret af inkvisitionen"

Niels,
med den bemærkning var det måske en ide at læse dette her.....:
https://videnskab.dk/kultur-samfund/danske-domstole-hardere-end-inkvisit...