Kommentar

Det vil kun blive sværere at hjælpe anbragte børn, hvis vi ensretter systemet

Vi skal løse problemerne med anbringelser af børn og unge på en måde, der giver plads til lokal praksis og unikke forløb, for der findes hverken gennemsnitsmennesker eller gennemsnitsanbringelser, skriver leder af behandlingsinstitutionen Lundekollektivet, Frank Falentin Sørensen, i dette debatindlæg
Man skal være meget varsom med at drage forhastede konklusioner på generelle landsdækkende tendenser. For anbringelsesområdet er komplekst og mangfoldigt, og de unge, der anbringes, kan ikke placeres i en bestemt kasse, skriver Frank Falentin Sørensen.

Man skal være meget varsom med at drage forhastede konklusioner på generelle landsdækkende tendenser. For anbringelsesområdet er komplekst og mangfoldigt, og de unge, der anbringes, kan ikke placeres i en bestemt kasse, skriver Frank Falentin Sørensen.

Arkivfoto

26. februar 2020

Det er yderst positivt, at der i forbindelse med regeringens socialpolitiske ambitioner er kommet en fornyet debat om anbringelser af børn og unge. Beklageligvis har mange debattører imidlertid ikke øje for nuancerne i de komplekse sagforhold, der gør sig gældende på området – og disse nuancer er vigtige. 

For eksempel henvises der ofte til nedslående resultater af anbringelse uden for hjemmet, da mange anbragte ikke får job og uddannelse i samme grad som ikkeanbragte.

Dette bunder blandt andet i, at der ofte anbringes for sent, og at det derfor kan være særdeles vanskeligt at rette op på den traumatiserende opvækst, som mange børn har været igennem, inden kommunerne sætter ind med anbringelserne.

Det er rigtigt, at anbragte børn statistisk set er overrepræsenterede i diverse statistikker, og selv om det ikke er så mærkeligt, bør man alligevel forsøge at gøre noget ved det. Så langt, så godt.

Men virkeligheden er også, at der bag statistikken gemmer sig en række afgørende forskelle og undtagelser, der betyder, at der ikke findes en ’one size fits all’-løsning, som bare kan udrulles nationalt. Man kan ikke politisk vedtage en hurtig lovændring, der med et snuptag fjerner alle problemer.

Fordyrende besparelser

Jeg er selv leder af behandlingsinstitutionen Lundekollektivet, som er til for unge med psykiske- og psykosociale udfordringer. Min kone og jeg startede stedet sammen i 1986 med det formål at imødekomme den svingdørsproblematik, som de ungdomspsykiatriske afdelinger oplevede og beskrev.

Vores tanke er, at den behandling, de unge har været igennem på de psykiatriske afdelinger, skal følges op af en længerevarende behandling med både psykologisk og pædagogisk støtte. En behandling, som i høj grad også indbefatter inddragelse af pårørende, især forældre og søskende.

Vi har gennem tiden haft rigtig gode resultater af vores indsats. Resultater, som også er blevet dokumenteret i pilotprojektet ’Den Gode Anbringelse’. Men vi har også inden for de senere år oplevet, hvordan flere og flere af de unge, vi modtager, har været anbragt andre – og billigere – steder, inden vi kommer ind i billedet. Nogle af disse unge pakker slet ikke ud, da de jo, som de selv udtrykker det, ikke ved, hvornår de skal flytte igen. 

Vi oplever at blive præsenteret for en opgave ved første anbringelse, men blive fravalgt til fordel for en billigere løsning. Ved en senere henvendelse, når det første, billigere valg har vist sig ikke at kunne klare opgaven, modtager vi igen beskrivelser af pågældende unge og kan konstatere, at opgaven har ændret sig og er blevet langt mere omfattende end i første omgang.

Kommunernes sparebestræbelser må derfor, ud over at være skadelige for de unge, som det konkret går ud over, også være meget fordyrende for de offentlige kasser. Nogle gange tænker jeg, at de eneste, som faktisk profiterer på de kortsigtede besparelser, må være de meget dyre besparelseskonsulenter, kommunerne ansætter.

Det må kunne betale sig at sætte ordentligt ind fra start. 

Plads til unikke forløb

For nylig fik vi med ekstern bistand lavet en undersøgelse af vores tidligere beboeres uddannelses- og erhvervsaktiviteter. Den viste, at voksne, der tidligere har været anbragt på Lundekollektivet havde en højere erhvervs- og uddannelsesfrekvens end den jævnaldrende gennemsnitsdansker.

Altså er det statistisk set – i forhold til uddannelse og arbejde – en fordel at have været anbragt hos os. Vi ved også, at der findes andre opholdssteder, der har særlig succes på det ene eller det andet område.

Pointen er, at man skal være meget varsom med at drage forhastede konklusioner på generelle landsdækkende tendenser. For anbringelsesområdet er komplekst og mangfoldigt, og de unge, der anbringes, kan ikke placeres i en bestemt kasse. Særligt farligt er det at ensrette området, da de mest fantastiske forløb ofte er unikke, og de mest effektive tilbud er ofte båret af en lokalt forankret, personlig dedikation.

Det er godt, at man bekymrer sig om landsdækkende tendenser på anbringelsesområdet, og at vi nu har en national debat om det. Men det er vigtigt at løsningerne afsøges med blik for, at der i praksis hverken findes gennemsnitsmennesker eller gennemsnitsanbringelser.

Derfor må vi på landsplan sikres os en fornuftig struktur, der giver plads til god lokal praksis, sund økonomistyring i den kommunale sektor og muligheden for at bruge sin sunde fornuft i nogle ofte yderst indgribende sager, hvor virkelige, levende mennesker er både sårbare og udsatte.

Frank Falentin Sørensen er leder af behandlingsinstitutionen Lundekollektivet.

Ifølge kronikørerne føler mange anbragte børn, at de blot er tilskuere til en proces, der handler om deres eget liv. Her er vi på en skolelejr for anbragte børn, hvor der arbejdes med at styrke og løfte børnenes personlige kompetencer.
Læs også
Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (th) og social- og indenrigsminister Astrid Krag (tv) fremlagde tirsdag kommissoriet for en historisk udredning af eventuelle svigt mod borgere i statens varetægt i perioden 1933-1980, og samtidig præsenterede regeringen og støttepartierne en ændring af arkivloven, der giver tidligere anbragte lettere og gratis adgang til sagsakterne om deres anbringelse.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Henning Kjær
  • Ulla Blok Kristensen
  • Werner Gass
David Zennaro, Henning Kjær, Ulla Blok Kristensen og Werner Gass anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ulla Blok Kristensen

Meget genkendeligt og sober analyse. Har selv arbejdet i 40 år m udsatte børn og unge.
De seneste år har kommuner arbejdet benhårdt på, at minimere udgifter og indsatser. Ofte under henvisning til at løsninger skulle være bedre og mindre indgribende. Desværre har det ofte betydet, at økonomi har trumfet faglighed.
Jeg var leder af et botilbud for pysykisk sårbare unge og ofte blev de unge henvist alt for sent og efter sammenbrud i plejefamilier og/eller efterskoler.
Efterskoler bliver desværre alt for ofte taget i brug i alt for svære og komplicerede anbringelsessager og der er også skåret i den støtte, der tidligere blev givet til efterskolerne, for at kompencere den for den ekstra indsats.
Det betyder ikke, at et efterskoleophold kan være en løsning, men der skal vælges rigtigt og helst første gang. Hvert sammenbrud er et nederlag for den enkelte og gør det endnu sværere, at få en ung til at tro på fremtiden.
Sidst men ikke mindst skal der gives mere og bedre støtte til unge over 18.

Eva Schwanenflügel, David Adam og David Zennaro anbefalede denne kommentar