Kronik

Medierne skal beskyttes mod politikernes luner: Erstat den afskaffede licens med medieskat

Når politikerne justerer medieforliget, bør de forholde sig til finansieringsformen en gang til. Licensen kommer nok ikke tilbage, men det er farligt for den redaktionelle frihed at gøre medier til en budgetlinje i finansloven, skriver Mogens Blicher Bjerregård i dette debatindlæg
Det er farligt for den redaktionelle frihed at gøre medier til en budgetlinje i finansloven, mener Mogens Blicher Bjerregaard. Her ses Johannes Langkilde præsentere ændringer på DR’s sendeflade på et pressemøde i december.

Det er farligt for den redaktionelle frihed at gøre medier til en budgetlinje i finansloven, mener Mogens Blicher Bjerregaard. Her ses Johannes Langkilde præsentere ændringer på DR’s sendeflade på et pressemøde i december.

Niels Christian Vilmann

20. februar 2020

Tilbage i 2011-2012 sad jeg med i Kulturministeriets særlige udvalg, det såkaldte Dyremose-udvalg, der skulle finde frem til en ny mediestøtte. I fuld enighed kaldte vi det demokratistøtte, og sådan fremstod den endelige rapport.

Både finansiering af public service og støtten til private medier skal styrke vores demokrati og er nødvendig for at sikre et mangfoldigt medieudbud. Helt afgørende var og er det at respektere armslængdeprincippet.

Det princip blev alvorligt udfordret efter seneste medieforlig og førte ikke bare til debat herhjemme, for medieaktører flere steder i Europa undrede sig over udviklingen i Danmark, da vi sammen med de øvrige nordiske lande hidtil er blevet set som de gode eksempler på at have velfungerende public service-medier.

Mens den store diskussion kom til at handle om fremtiden eller rettere den manglende fremtid for Radio24syv, er det gået mere eller mindre upåagtet hen, at licensen nu gradvist bliver erstattet af en budgetlinje i finansloven. Licensen vil være historie, når vi skriver 2022.

Debatten vedrørende DR har mere handlet om besparelsen på 20 procent, som er alvorlig nok. Det vil jeg komme tilbage til.

Licensens fordele

Medielicensen som finansieringsform er langt mere betydningsfuld, end debatten har magtet at give plads til. Det skyldes især to ting: Dels giver den seere og lyttere et ejerskab til radio og fjernsyn både på de fysiske radio- og tv-apparater og online, dels gør den selvstændige finansieringsform, at public service-udgifter ikke blandes ind i en diskussion om alle mulige andre offentlige udgifter.

Den største svaghed ved licensen er, at den bortset fra pensionistrabatten ikke er socialt afbalanceret. For eksempel er det almindeligt kendt, at unge studerende stort set ikke betalte deres licens. Min søn spurgte mig engang, hvorfor han dog skulle være den eneste på sin kollegiegang, der pligtskyldigt betalte sin licens.

Det lykkedes aldrig at skabe en forståelse for, at licensen måske kunne have overlevet, hvis der var fundet en balance, der tog hensyn til for eksempel studerende på SU. Husk på, at de skal bære ejerskabet til public service videre.

Uanset den manglende sociale balance er det direkte uforsvarligt at sende hele udgiften over i en budgetlinje i finansloven.

Få dage efter vedtagelsen af medieforliget sagde den daværende socialdemokratiske kulturordfører, Mogens Jensen, at medieforliget skulle føres tilbage, dog med en tilføjelse af, at der lige skulle findes penge i budgettet. Lidt af en tilståelse, fordi han dermed understregede, hvordan DR’s økonomi er blevet helt afhængig af statens øvrige udgifter.

Den næste tilståelsessag kom sammen med debatten om lukningen af Radio24syv, hvor der blev fundet penge til en ny radiokanal, da det viste sig, at 24syv havde tabt licitationen til Radio4. Her gik det så heller ikke bedre for Radio24syv, men vupti, fik vi endnu en radiokanal.

Der blev også dykket ned i cigarkasserne, da DR’s radiolyttere lige så forståeligt gerne ville sikre P8 Jazz. Alle særinteresser var for længst kommet i svingninger, men jazzen klarede sig bedst. Sandelig om ikke der blev fundet en cigarkasse med lidt ekstra penge, og vi kunne beholde P8 Jazz og tak for det.

Men de uskønne forløb omkring de enkelte kanaler viser, hvor sårbart det er at erstatte licensen med en budgetlinje på finansloven. For nu er det hver gang politikerne, der lige skal finde ud af, om der er penge på budgettet, en glemt cigarkasse med låget på klem eller måske en politisk motivation til at sige enten ja eller nej – der røg så lige armslængdeprincippet og den redaktionelle frihed.

Besparelserne

Alt dette er dybt problematisk uagtet besparelsen på de 20 procent, som udgør et selvstændigt problem. Også her hopper kæden af i diskussionerne. Meget har handlet om, hvad DR behøver at vise af forskellige former for underholdning. Meget har været nævnt, og jeg vil ikke fremhæve noget af det, selv om guderne skal vide, at jeg heller ikke altid ser meningen med alle programmerne, men det er mindre interessant.

For det første er og skal det være DR selv, der vurderer og bestemmer, hvilke udsendelser der er behov for. For det andet er det essentielt, at en public service-station vedbliver at være public service, altså når ud til en markant andel af lytterne og seerne. Hvis DR bliver afskåret fra at sende populære programmer, vil der være en overhængende risiko for, at seerne og lytterne forsvinder. Så mister DR legitimitet, og færre kommer i nærheden af både den relevante baggrund, aktualitet, information og af det kulturliv, som institutionen også står for. Det bliver et tab for vores demokrati.

Må jeg i den forbindelse sende et fromt ønske til DR: Lidt mere ydmyghed hele vejen rundt, og husk at tage ’ekstrabladstesten’: En given beslutning skal kunne tåle forsiden på Ekstra Bladet.

Flere vil sikkert hævde, at med et mindre DR vil der være mere plads til private aktører, og at vi nok alle sammen skal få både nyheder, baggrund og kultur, men i et mere konkurrencepræget udbud. Nu kunne det være vældig interessant at studere nærmere, om der rent faktisk bliver flyttet både ressourcer og udbud af medier til private aktører i den størrelsesorden, som DR skal spare.

Det vil være en ganske vigtig undersøgelse for et af vores medieinstitutter at tage fat på, for sådan en empiri vil kunne danne baggrund for mange fremtidige beslutninger, når det gælder medieforbrug – ikke bare i Danmark, men i hele Europa.

Min påstand er, og det kan på nuværende tidspunkt ikke blive andet end en påstand, at de sparede 770 millioner kroner i stor udstrækning går til udenlandske aktører, som ikke nødvendigvis bidrager til den debat og dialog, der er så afgørende for udviklingen af vores demokrati. Spørg dagbladene, om der nu bliver solgt flere aviser, eller om læserne valfarter til betalingsknapperne på avisernes onlineservicer efter DR-besparelsen.

Faktisk tror jeg på, at flere vil betale for e-aviser og deres nyheder online, men næppe fordi DR skal spare 20 procent. Det kunne omvendt være, at det havde været en god idé at have store og stærke fyrtårne i medielandskabet til at trække medierne op og skabe et større, pluralistisk mediebillede. Det økonomiske kredsløb er ikke noget nulsumspil, og den store pipeline over til de amerikanske high tech-selskaber er i hvert fald ikke blevet lukket med den tidligere regerings medieforlig.

Når nu politikerne skal i gang med at justere medieforliget, så bør de forholde sig til finansieringsformen en gang til. Det er nok naivt at tro, at licensen kommer tilbage, men det kunne lade sig gøre ved at oprette en særlig medieskat ligesom kirkeskatten. Medieskatten kunne så meget passende både indeholde licensen og den øvrige demokratistøtte, der går til de private medier. Det vil både synliggøre, at ejerskabet ligger hos befolkningen, og at medieudgifterne ikke kan indgå i en afvejning i forhold til andre statsudgifter.

Mogens Blicher Bjerregård er præsident for European Federation of Journalists

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ole eising
  • Frank Borchorst
  • Thomas Tanghus
  • Johnny Christiansen
  • Malan Helge
  • Eva Schwanenflügel
  • Minna Rasmussen
  • Carsten Munk
  • Christian Mondrup
  • Ervin Lazar
  • Dorte Sørensen
ole eising, Frank Borchorst, Thomas Tanghus, Johnny Christiansen, Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Minna Rasmussen, Carsten Munk, Christian Mondrup, Ervin Lazar og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for en super vigtig artikel.
Det er fuldstændig korrekt, at det er et kæmpe problem, at DR er kommet på finansloven. For så ryger den redaktionelle frihed fuldstændig. Det er ekstremt vigtigt for vores demokrati, at finansieringen af DR ikke kører over finansloven, så DR bliver underlagt politikernes luner.
Lad DR's finansiering være så uafhængig af folketinget som overhovedet muligt. Det er vigtigt for sammenhængskraften i vores samfund at have nogle fyrtårne indenfor public service, som kan lave uvildig og undersøgende journalistik.

Frank Borchorst, Thomas Tanghus, Johnny Christiansen, Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, Minna Rasmussen og Egon Stich anbefalede denne kommentar