Læserbrev

Det er ikke modigt at påpege alle sin mors fejl og stille sig selv i et ufejlbarligt lys

Katrine Wiedemann kritiserer uforsonlige moderportrætter, men synes også, det er modigt at ’tage turen ind i barndomstraumet’. Men hvad er der modigt ved at påpege alle andres fejl og stille sig selv i et ufejlbarligt lys, skriver Pernille Høegh i dette debatindlæg
27. februar 2020

»Hvad ville man selv synes om offentligt at blive portrætteret ubarmhjertigt af sit barn,« spørger sceneinstruktør og klummeskribent Katrine Wiedemann i Information den 21. februar.

Jeg har længe undret mig over, hvordan denne trend, hvor forfattere udleverer deres ’dårlige’ forældre og kalder det romaner, har kunnet gå så ubemærket hen.

Der findes et utal af dårlige mødre i litteraturen, og jeg har nok også selv fundet min del af trøst i en række af dem. Men som Wiedemann begyndte jeg også at studse over, hvorfor vi dyrker dette mareridtsagtige billede af mor.

Hvad får vi ud af at fortælle hinanden historier om, i hvilket omfang den er gal med mor?

»Jeg har respekt for det menneske, der tør tage turen ind i barndomstraumet, i analysen af den allernæreste relation. Det må gøre utroligt ondt. Jeg synes, de fortjener deres priser,« skriver Wiedemann.

Hvorfor er det prisværdigt at dissekere sit ophav? Fortjener man også en pris, hvis man tager den tur hos en psykolog?

Hvem gør det mest ondt på? Det voksne barn, fordi hun vender tilbage til barndommens traumer? Forfatteren, fordi hun ved, at hun påfører sin mor smerte? Eller moren, fordi hun sættes i gabestok?

Wiedemann synes, det er modigt. Hvad er der modigt ved at påpege alle andres fejl og stille sig selv i et ufejlbarligt lys?

Barnet er et offer, barnet kan ikke gøre for, barnet må bare finde sig i. Det er noget, vi er enige om. Men det, vi overser her, er, at det ikke er barnet eller offeret, der skriver disse fortællinger. Det er et voksent menneske med en fri vilje. Fri til at skrive hvad det vil, ja, men også fri til at være alt andet end et offer for sin frygtelige mor.

Der er selvfølgelig også noget dejligt betryggende i at blive i en rolle, hvor man kan bortforklare sin egen fejlagtige adfærd med mors fejlagtige adfærd. Det er befriende, når man finder frem til en historie om sig selv, som er til at leve med, og som i tillæg kan blive en god og modig roman, som indkasserer priser.

Det er bare ikke sikkert, at den historie er til at leve med for mor, men så er det jo godt, at mor er død.

Pernille Høegh, bachelor i litteraturvidenskab

Leonora Christina Skov er en modig forfatter, der har betalt en høj personlig pris. Hendes bog 'Den der lever stille' har dog den svaghed, at moren beskrives næsten entydigt kritisk, skriver Katrine Wiedemann i denne klumme.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kent Nørregaard

Jo selvfølgelig er det modigt. En mors fejl kan aldrig være et barns skyld. Det er en overordentlig modig erkendelse at acceptere at man har en dårlig mor.

Børn er uden ansvar for deres forældres fejl. Hvis man tillod flere dårlige mødre i kunst og kultur ville flere måske acceptere at mødres fejlbarlighed ikke er undtagelser og at det ikke er hverken koldt eller kynisk at italesætte det.

Ete Forchhammer

Er mod uden en vis overbærenhed og erkendelse af at ingen er ufejlbarlig, samt af at de fleste af os handler og vælger det bedste vi kan på pågældende tidspunkt, er det mod?
Nogle har større, dybere smertepunkter end andre, sådan er det desværre; også at nogle smertepunkter er FOR svære at håndtere, de får bli' liggende i bagagen. Givet er det dog at ingen udefra kan kræve en konfrontation af andre; mht. en selv, kommer den nok når OG HVIS overskuddet er der.